Twilight - Hvad Hvis

Hvad var der sket, hvis Bella Swan aldrig nogensinde var flyttet fra sin mor? Hvis hun var blevet hos hende, og aldrig havde vendt tilbage til Forks? Hvad hvis… Det i stedet for Bella, var det en anden, som havde fanget Edwards opmærksomhed? Hvilken betydning ville det have fået på historien? Ville den have været det samme? Eller ville der ske yderligere drastiske ændringer, som ville ændre alt?

22Likes
38Kommentarer
7757Visninger
AA

2. Mit ustabile hjerte

Jeg opfangede ikke så meget. Jeg forstod ikke hvad der foregik. Smerten og lyden af min ustabile hjerte overdøvede næsten alt, og det gjorde det hele værre. Det fik bare mit hjerte til at slå hurtigere.

Jeg blev forsigtigt lagt ned på noget blødt. Det måtte være en seng, for den gav sig en smule, da skikkelsen som havde lagt mig fra sig, kort satte sig på sengekanten. Han mærkede let på min arm, op langs den, indtil han nåede min skulder. Jeg udstødte et svagt skrig, og forsøgte at flytte min arm, men det gjorde bare smerten værre.

”Sh…”

Kunne jeg høre kvinden tysse på mig, da hun satte sig på den anden side. Hun strøg blidt min pande med noget stof. Det måtte være en våd klud, men jeg var alt for forvirret til at kunne mærke vandet. Hun sagde nogle beroligende ord igen. Jeg kunne ikke forstå dem, men de fik mig til at slappe af. Min puls blev mere rolig.

”Der er noget galt… Hendes hjerte… det burde ikke lyde sådan.”

Opfangede jeg dele af en længere sætning, men jeg tror at jeg forstod det meste rigtigt. Jeg vred mig let. Mit hjerte var begyndt at gøre ondt. Ondt, på den forkerte måde. Jeg kunne ikke forklare det, men jeg vidste at det ikke skulle gøre sådan. Det gjorde ondt. Min hånd blev grebet af kvinden, og hun strøg den beroligende.

”Det skal nok gå.”

Hviskede hun lovende. Men hvis det nok skulle gå, hvor føltes det som om at det ikke ville? Jeg kæmpede hårdt imod smerten, og fik givet hendes hånd et lille klem.

”Det er rigtigt.”

Hviskede hun, tydeligvis glad for at jeg havde klemt hendes hånd lidt.

”Bare hold ud.”

Hviskede hun, og aede mig igen over panden med kluden.

”Det skal nok gå.”

Lovede hun igen. Jeg fik mig selv overtalt til at lytte til hende, og tro på det. Og så holdt jeg ellers bare smerten ud. Hun blev ved mig, og strøg hele tiden min hånd. Hun hviskede beroligende ord, når det gjorde for ondt. Når jeg skreg engang imellem, eller når jeg græd.

Der var også nogle andre ved mig. De kom og gik hele tiden. Holdt øje med mig, men kvinden blev. Hun gik slet ikke fra min side. Jeg kunne ikke tænke nærmere over det, men var bare glad for at hun var der. Jeg mistede alt tidsfornemmelse, men bad bare til at tiden ville gå hurtigere, så smerten kunne forsvinde.

Og så skete det pludseligt, at mit hjerte begyndte at gøre for ondt. Værre end før. Jeg vred mig smertefuldt, og greb mig til hjertet. Det gjorde så ondt. Det var som om at det fik hele min krop til at gå i stå.

”Carlisle!”

Råbte kvinden panisk. Det her var ikke meningen. Det var ikke meningen, at mit hjerte skulle gøre så ondt. Jeg hørte ham storme op af trappen, og jeg hørte ham åbne den, netop som det holdt op. Mit hjerte gik i stå, og min hånd faldt livløst ned langs min side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...