Twilight - Hvad Hvis

Hvad var der sket, hvis Bella Swan aldrig nogensinde var flyttet fra sin mor? Hvis hun var blevet hos hende, og aldrig havde vendt tilbage til Forks? Hvad hvis… Det i stedet for Bella, var det en anden, som havde fanget Edwards opmærksomhed? Hvilken betydning ville det have fået på historien? Ville den have været det samme? Eller ville der ske yderligere drastiske ændringer, som ville ændre alt?

22Likes
38Kommentarer
8025Visninger
AA

41. Kedsomhed

Jeg sukkede dybt. Jeg var ved at kede mig ihjel. Carlisle var startet på arbejde igen, og de andre var startet i skole efter ferien. Så jeg måtte gå derhjemme og kede mig, mens at jeg ventede på at de fik fri. Og det var kun onsdag! Så der var lang tid til weekend, hvor vi rigtigt kunne hygge os. Esme var ikke engang hjemme i dag. Hun havde fået et opkald, angående en pakke som Alice havde bestilt. Den sad fast i tolden, og det var Esme kørt ud for at ordne. Jeg havde tigget helt vildt for at få lov til at komme med, men jeg havde ikke fået lov.

”Det er bedst, hvis du bliver hjemme i dag, min skat. Men jeg lover at du må komme med næste gang.”

Havde hun sagt for knap en time siden. Så her sad jeg og kedede mig ihjel. Det var egentligt rart nok, at Esme havde kaldt min skat eller min kære, som hun også var begyndt på. Carlisle havde endda kaldt min pige, da han var kommet hjem efter arbejde i mandags. Og han havde givet mig et kæmpe kram.

Jeg fik senere at vide, at der var en pige på hospitalet, hvor han arbejdede, som ikke havde klaret det. Hun havde kæmpet i flere dage, efter en forfærdelig bilulykke, og hun havde lignet mig ret meget. Han havde bare været glad for at jeg var hjemme, og at jeg var i sikkerhed. Jeg var jo så skrøbelig i forhold til dem.

Jeg skiftede igen kanal på den store fladskærm, og syntes ikke lige at Dr. Phil var særligt spændende at høre på i dag. Ikke at han var det så tit. Jeg fandt et naturprogram, men fandt ud af at det handlede om ulve, og så skiftede jeg kanal igen. Det mindede mig bare om Jacob, og ham havde jeg stadigt ikke fået skrevet til.

Jeg forsøgte ellers så godt jeg kunne, og jeg lærte lynhurtigt. Jeg kunne allerede læse børnebøger helt selv. Edward var en god lærer, selvom Emmett konstant distraherede mig med ting, som oftest virkede sjovere. Men min håndskrift lignede noget, som et lille barn havde skrevet. Det var så grimt ved siden af Edwards skrift.

Jeg øvede mig tit, det havde jeg faktisk lige gjort. Men min håndskrift var stadigt ikke pæn nok, så Jacobs brev måtte vente lidt endnu, bare indtil min håndskrift blev lidt bedre.

Der var intet spændende i fjernsynet, andet end sport, og det var mere Emmetts ting. Det var ikke rigtigt nok for mig, jeg så det kun for at tilbringe tid sammen med ham. Og han var her jo ikke nu, så jeg slukkede fladskærmen. Jeg sukkede igen, og lænede mig tilbage i sofaen. Hvad skulle jeg finde på? Et eller andet, som ville få tiden til at gå lidt hurtigere. Esme havde jo lovet at hun ville være tilbage om en time, og så skulle vi nok finde på noget, som ville få tiden til at gå. Hun var ved at lære mig at spille kort, og det var faktisk meget sjovt. Specielt det der poker, for jeg blev ved med at vinde.

Men hun var her ikke nu, og jeg havde stadigt ikke fået lært det der kortspil, som man kunne spille alene. Jeg kunne ikke engang huske navnet.

Måske… nej, det måtte jeg ikke. Esme havde sagt at jeg skulle blive indenfor. Men hvis jeg nu bare gik ud i haven lidt, nød naturen en smule og så gik ind igen. Det ville de aldrig opdage. Alice ville, kom jeg i tanke om. Hun ville vide det i samme øjeblik, som jeg havde taget beslutningen. Hvilket jeg allerede havde gjort, for jeg havde rejst mig og var på vej udenfor. Bare lige lidt ud i haven.

Den fremmede apparat, som jeg havde fået foræret af Emmett, kaldet en mobil, begyndte at spille en forfærdeligt skinger melodi. Jeg kunne se Alices navn på skærmen. Emmett havde været så venlig at programmere alle deres numre ind, så jeg kunne ringe og sende smser, når jeg engang fik det lært. Ikke at det var så nødvendigt. Jeg var jo hele tiden i huset, eller sammen med dem. Så mobilen lå som regel altid på stuebordet.

”Jeg går bare lidt udenfor.”

Sagde jeg til mobilen, men vidste godt at Alice ikke kunne høre mig, medmindre at jeg besvarede opkaldet. Ikke at jeg ville, for jeg var allerede på vej ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...