Twilight - Hvad Hvis

Hvad var der sket, hvis Bella Swan aldrig nogensinde var flyttet fra sin mor? Hvis hun var blevet hos hende, og aldrig havde vendt tilbage til Forks? Hvad hvis… Det i stedet for Bella, var det en anden, som havde fanget Edwards opmærksomhed? Hvilken betydning ville det have fået på historien? Ville den have været det samme? Eller ville der ske yderligere drastiske ændringer, som ville ændre alt?

22Likes
38Kommentarer
7757Visninger
AA

11. Jeg må ikke se hende

Jeg kom til mig selv igen, i den bløde seng. Jeg udstødte en træt lyd, og skubbede hovedpuden tættere op omkring mit ansigt. Den duftede ganske svagt af Esme og vaskepulver. Hun måtte have rørt ved den. En dyne blev lagt over mig. Den duftede så til gengæld let af Carlisle. Det måtte være ham, som stod ved siden af sengen. Men hvem sad så på sengekanten?

Jeg slog modvilligt øjnene op, og mødte Esmes bekymrede blik. Hun rakte forsigtigt ud, og strøg mig over kinden.

”Tror du at hun savner mig?”

Spurgte jeg Esme, og hentydede til kvinden, som var min mor. Hun trak hånden til sig, og nikkede let.

”Mødre vil altid savne deres børn.”

Svarede hun, og rettede så let på dynen, som lå over mig. Jeg følte mig stadigt så træt, så jeg kiggede over hendes skulder. Jasper sad i stolen igen, og han læste videre i sin bog. Han holdt mig søvnig, rolig. Carlisle kom rundt om sengen, og satte sig på sengekanten, da Esme havde rejst sig. Han sukkede utilpas.

”Jeg må ikke se hende, må jeg?”

Spurgte jeg. Carlisle rystede på hovedet.

”Du vil måske ikke have lyst til at gøre hende noget, men det kan du meget let komme til. Selvfølgeligt ikke med vilje, men det er ikke sikkert at du er stærk nok til at styre din sult.”

Forklarede han tålmodigt. Jeg sukkede utilpas, og huskede det godt, da jeg havde bidt Edward. Det havde heller ikke været med vilje. Og han ville være kommet noget til, hvis det ikke var fordi, at han var så anderledes fra et menneske.

”Skal jeg så bare glemme det?”

Spurgte jeg. Carlisle sukkede utilpas igen. Han tog let min hånd.

”Det er dit eget valg. Så længe du lover mig, at du ikke vil tage hen til hende.”

Bad han. Jeg nikkede let, men så væk.

”Elisa. Du må love mig det.”

Bad Carlisle. Jeg sukkede trist.

”Jeg lover det. Jeg tager ikke hen til hende. Det er jo ikke, fordi at jeg kan huske hvor hun bor.”

Lovede jeg Carlisle, og så på de blide, brune øjne. Han nikkede let, tilfreds med mit løfte.

”Hvil dig. Du har brug for at slappe af.”

Sagde han blødt, og rettede også på dynen, som Esme havde gjort det.

”Jeg ville ønske at jeg kunne gøre mere for dig. Men du må bare holde ud lige nu. Det skal nok blive bedre.”

Afgav han sit eget løfte, og rejste sig for at lade mig være i fred, så jeg kunne sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...