Twilight - Hvad Hvis

Hvad var der sket, hvis Bella Swan aldrig nogensinde var flyttet fra sin mor? Hvis hun var blevet hos hende, og aldrig havde vendt tilbage til Forks? Hvad hvis… Det i stedet for Bella, var det en anden, som havde fanget Edwards opmærksomhed? Hvilken betydning ville det have fået på historien? Ville den have været det samme? Eller ville der ske yderligere drastiske ændringer, som ville ændre alt?

22Likes
38Kommentarer
8011Visninger
AA

3. Jeg kan se!

Endeligt, endeligt kunne jeg se. Jeg så så klart, men jeg kunne ikke røre mig. Den smukke kvinde, som stod ved siden af sengen. Hendes lange hår, de rare øjne og den lige så smukke mand, som stod ved siden af hende. Han holdt om hende, og krammede hende trøstende tæt ind til sig.

”Åh Carlisle. Carlisle.”

Sagde hun, og lød som om at hun græd. Bortset fra at der ikke var en eneste tåre at se på hendes ansigt. Hun var så trist, så ked af det, at hun umuligt kunne lade som om. Måske, så kunne hun ikke græde?

”Hun må have haft en hjertefejl. Hun kunne ikke holde til det.”

Sagde han spekulerende, og holdt kvinden ind til sig. Hvorfor talte han om mig, som om at jeg var død? Jeg var jo lige her. Jeg var vågen, jeg kunne se igen. Jeg levede jo, selvom jeg ikke kunne røre mig.

”Kan hun ikke… er der ikke nogen måde?”

Spurgte kvinden, men begravede så sit ansigt i hans skjorte. Han rystede på hovedet.

”Det er for tidligt. Hun er kun halvejs igennem forvandlingen. Hendes hjerte gav op for tidligt.”

Hviskede manden til hende, og aede hende trøstende over ryggen. Hvad mente han dog? Jeg var jo i live. Jeg kunne høre dem. Men så var det at jeg lagde mærke til det. Smerten var væk, men det var lyden af min puls også.

Var det sådan, som det føltes at være død? For jeg var der stadigt, jeg kunne bare ikke bevæge mig. Eller skulle jeg sige; min krop? Var jeg sjælen, som ikke havde givet slip endnu? Sådan som man altid læste i bøgerne, når helten døde? Ikke at jeg følte mig som en helt. Jeg havde jo bare lagt mig til at dø.

”Hun er gået bort.”

Svarede manden en, som jeg endnu ikke kunne se. Jeg kunne jo ikke dreje hovedet, og se efter. Jeg kunne ikke engang bevæge mine øjne. Det var en helt forfærdelig følelse, at være fanget i min egen krop. Manden og kvinden gik, sikkert fordi at hun var så ked af det. Men den anden nærmede sig i stedet.

Han kom helt hen til sengen, og så ned på mig.

”Jeg kan ikke høre dig, men jeg ved at du er der. Jeg kan… jeg kan fornemme dig.”

Sagde han tvivlende, og så ned på mig med sine lige så brune øjne. Kvinden havde set ud til at være ældre end ham. Måske var hun hans ældre søster eller mor? Og manden hans bror eller far? Han rakte forsigtigt ud efter mig, så han kunne stryge nogle hår væk fra mine øjne. Sikkert for at se mine øjne klart.

Men før at jeg vidste af det, lå han på ryggen på gulvet, med mig ind over sig. Jeg udstødte en forfærdelig hvæssende lyd, og bed ham. Dybt i huden, mellem hans hals og skulder. Noget helt utroligt sødt ramte min tunge. Jeg sugede det tilfreds i mig. Det havde en sær bismag, men jeg var ligeglad. Den søde væske havde vakt en sult i mig, som jeg ikke havde anet at jeg havde haft.

Så jeg fortsatte med at suge den søde væske i mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...