Twilight - Hvad Hvis

Hvad var der sket, hvis Bella Swan aldrig nogensinde var flyttet fra sin mor? Hvis hun var blevet hos hende, og aldrig havde vendt tilbage til Forks? Hvad hvis… Det i stedet for Bella, var det en anden, som havde fanget Edwards opmærksomhed? Hvilken betydning ville det have fået på historien? Ville den have været det samme? Eller ville der ske yderligere drastiske ændringer, som ville ændre alt?

22Likes
38Kommentarer
7991Visninger
AA

35. Jacobs brev

Jeg sad stille for mig selv i sofaen, og kiggede på det brev, som jeg netop havde fået med posten. Det var fra Jacob. Han skrev for at høre hvordan jeg havde det, med en skjult undertone om Cullen-familien behandlede mig ordentligt. Han skrev desuden lidt løst om en bil, som han var i gang med at restaurere. Sikkert for at brevet ikke blev for kort. Han var sikkert ikke vant til at skrive breve, men det var nu en dejlig gestus alligevel. Alice havde læst det op for mig, inden at hun var gået. Hvorhen, ved jeg ikke. Det ville hun ikke afsløre.

”Ad, hvad er det som stinker?”

Spurgte Rosalie utilfreds, og holdt sig for næsen. Godt nok lugtede brevet lidt, men så slemt var det heller ikke. På den anden side, så gik varulve og vampyrer ikke så godt i spænd. Rettere sagt, så var de normalt dødsfjender.

Edward havde endeligt givet mig forklaringen på alt det der med fredsaftalen, og hvorfor Jacob og hans stamme lugtede så underligt i forhold til andre mennesker. De var varulve. Det var underligt at tænke på. På den anden side, så jeg var en eller anden form for vampyr-blanding. Carlisle vidste stadigt ikke hvad jeg præcist var, selvom han tit brugte det meste af natten på at læse gamle bøger igennem for at finde svar.

”Jeg har fået brev fra Jacob.”

Besvarede jeg Rosalies spørgsmål. Hun skar ansigt efter brevet, men så mere blødt på mig. Hun var blevet lidt mere venlig efter at jeg havde mistet min mor.

”Det lugter som om at en af deres hunde har haft fat i det.”

Sagde hun, og skar tunge igen. Når hun en sjælden gang snakkede om Quileuterne, så kaldte hun dem altid for hundene. Det var ikke helt fair, de kunne jo ikke gøre for det, så vidt jeg havde forstået på det hele. Jeg sukkede opgivende, og rejste mig fra sofaen.

”Jeg går op på værelset.”

Sagde jeg, nærmest ud i luften. Rosalie havde allerede tændt fjernsynet, og var ved at finde sit yndlingsprogram. Som sagt, lidt mere venlig, men der var lang vej endnu. Så jeg gik ovenpå, men bankede på hos Carlisle.

”Kom bare ind, Elisa.”

Bad han venligt. Han havde sikkert allerede hørt mig på trappen, hvis ikke før. Deres hørelse var helt utrolig i forhold til min. Jeg hørte godt, men kun godt i forhold til et menneske.

”Har du noget brev-papir, som jeg må låne?”

Spurgte jeg forsigtigt, da jeg havde åbnet døren på klem. Jeg havde ikke rigtigt været på Carlisles kontor før.

”Ja, selvfølgeligt. Jeg har det lige her i skuffen.”

Svarede han, og lagde straks en tyk bog fra sig for at trække en af skrivebordsskufferne ud. Jeg så mig nysgerrigt omkring, og straks faldt mit blik på det maleri, som hang på hans væg. Det løb mig koldt ned af ryggen, bare ved at se de tre ansigter, som var afbildet.

”Hvem er de?”

Spurgte jeg, og rakte en hånd ud efter brevpapiret og kuverten. Som sagt, god hørelse, de havde svært ved at snige sig ind på mig. Selvom Emmett ofte forsøgte for at skræmme mig. Carlisle svarede ikke, så jeg vendte mig og så på ham.

”Den må vi tage en anden gang. Du har været nok igennem den seneste tid. De kan sagtens vente.”

Sagde Carlisle, og lød ikke som om at han ville være til at overtale, så jeg nikkede og takkede for papiret.

”Jacob har skrevet til dig?”

Spurgte Carlisle let, og så imod brevet i min anden hånd. Jeg nikkede let.

”Det er godt. Han kan måske hjælpe dig til at huske.”

Sagde Carlisle, meget mere imødekommende end hvad Rosalie havde været. Jeg trak på skuldrene, måske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...