Twilight - Hvad Hvis

Hvad var der sket, hvis Bella Swan aldrig nogensinde var flyttet fra sin mor? Hvis hun var blevet hos hende, og aldrig havde vendt tilbage til Forks? Hvad hvis… Det i stedet for Bella, var det en anden, som havde fanget Edwards opmærksomhed? Hvilken betydning ville det have fået på historien? Ville den have været det samme? Eller ville der ske yderligere drastiske ændringer, som ville ændre alt?

22Likes
38Kommentarer
7808Visninger
AA

43. Hold fingrene fra vores søster!

Ud af ingenting, kom Edward stormende og flåede James omkuld. Jeg skyndte mig at træde frem fra kanten, men jeg blev straks presset tilbage, da Edward blev kastet gennem luften. Han landede lige foran mig, men sprang hurtigt på benene igen.

”Du er alene, for du er hurtigere end de andre. Men ikke stærkere.”

Sagde James, og grinede ondt. Edward så bestemt ud. Han ville beskytte mig, koste hvad det ville.

”Jeg er stærk nok til at dræbe dig.”

Gav Edward igen, og sprang frem for at springe på James. Men han blev fejet omkuld, og smidt flere meter ind i skoven. James vendte sig imod mig, og greb lynhurtigt min arm. Jeg forsøgte at vride mig fri, men han strammede grebet, indtil jeg skreg og kunne mærke knoglen brække.

”Fingrene fra min søster!”

Råbte Emmett, og kom stormende igennem skoven som en rasende bjørn. Men James så blot ud til at more sig, og slap mig. Jeg faldt på knæ, og tog mig til min brækkede underarm. Jeg lagde den hurtigt ind imod min overkrop.

Emmett gjorde udfald, som Edward havde gjort det, men blev også fejet af vejen. Så sprang Jasper pludseligt på ryggen af James, og James kunne ikke få fat til at få ham af.

”Du hørte ham, hold fingrene fra vores søster!”

Råbte Jasper vredt, og vred James arm rundt, så den gav en knasende lyd og blev brækket af. Armen faldt ned på jorden, så jeg kunne se arrene, som strakte sig hele vejen op af den. Jeg havde faktisk været meget tæt på at gøre det af med ham.

Emmett kom stormende tilbage, og greb fat i James frie arm. Edward kom også tilbage, men blev bremset af Carlisle.

”Tag dig af Elisa. Lad dine brødre om James.”

Bad han. Edward sydede et kort øjeblik mere af raseri, men faldt så til ro og nikkede. Han kom over til mig, med dyb bekymring i sine øjne. Han gik på hug, og jeg lod ham se på min arm.

”Det ser ud til at være et kompliceret brud, men Carlisle kan ordne det, når vi kommer tilbage til huset. Her, vi kan bruge min jakke som slynge…”

Edward slap mig, og bøjede sig tilbage for at for jakken af, da James på en eller anden måde slap fri. Næsten, for Emmett havde et solidt greb i hans arm og han slap ikke. Men han fik nok tid til at sparke ud, og han ramte. Jeg så sol, måne og stjerne, og mistede balancen. Jeg faldt bagover, ud over kanten. Edward greb efter mig, og jeg efter ham, men vi missede hinandens hænder med ganske få millimeter. Det var som om at jeg så det øjeblik i slowmotion. Hvordan vi næsten strejfede hinanden. Edwards chokerede ansigtsudtryk.

Og gik tiden normalt igen, og jeg faldt. Jeg faldt hurtigt, og jeg faldt som en sten. Det som at ramme beton, da jeg ramte vandoverfladen og brød igennem den. Jeg blev kastet direkte mod bunden, halvt bevidstløs, virkede det umuligt at komme op. Jeg lukkede øjnene. Det hele gjorde så ondt lige nu. Bare slappe af... bare et øjeblik…

Jeg mærkede trykket, da vandoverfalden blev brudt igen. Jeg slog øjnene op, og kunne ane en skygge, som lynhurtigt svømmede ned til mig.  Var det James? Var han brudt fri? Skulle jeg dø nu, eller var jeg allerede død?

Edward landede på bunden, og samlede mig op. Han trykkede hurtigt sine læber imod mine, og blæste luft ind i mine lunger, som brændte efter det. Han gav mig den luft, som han havde, og så satte han hurtigt kurs mod overfladen. Vi brød overfladen, men jeg mærkede det knap nok. Det var så koldt. Han svømmede ind til bredden, og nogen løb ud i vandet for at hjælpe med at få mig i land. Det var Alice. De fik mig i fællesskab i land, for jeg var selv for kold og træt til at kunne bevæge mig.

”Her, her! Jeg har tæpper.”

Råbte Rosalie, og kom stormende med nogle tæpper i armene. Hun kastede sig i sandet, og begyndte hurtigt at flå mine bukser i stykker. Alice var godt i gang med at få min sweater af, og Edward tog vist mine gennemblødte sko af. Jeg havde kun mine underbukser og min top på, da de blev færdige og jeg endeligt kunne få lov til at blive svøbt ind i tæpperne. Jeg kastede et kort blik op mod klippen, hvor jeg var faldet fra. Det lignede at der brændte et bål deroppe. Og på vej ned af klippesiden var Jasper, Emmett, Carlisle og Esme.

”Vi skal have hende hjem i varmen. Hun er ved at gå i chok på grund af kulden.”

Sagde Edward, da de andre nåede os. De nikkede hurtigt, og Carlisle samlede mig op. Edward var jo gennemblødt, og så kunne jeg ikke få varmen. Men det var okay, for Carlisle var dejligt varm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...