Twilight - Hvad Hvis

Hvad var der sket, hvis Bella Swan aldrig nogensinde var flyttet fra sin mor? Hvis hun var blevet hos hende, og aldrig havde vendt tilbage til Forks? Hvad hvis… Det i stedet for Bella, var det en anden, som havde fanget Edwards opmærksomhed? Hvilken betydning ville det have fået på historien? Ville den have været det samme? Eller ville der ske yderligere drastiske ændringer, som ville ændre alt?

22Likes
38Kommentarer
8027Visninger
AA

44. En vampyr med influenza

Jeg nøs for fjerde eller femte gang i træk, hvilket ikke hjalp på min dunkende hovedpine. Esme trak bekymret min dyne tættere sammen omkring mig, mens at Carlisle tjekkede termometeret. Han sukkede opgivende.

”Tja, det ser ud til at du godt kan få influenza.”

Kommenterede han, og strøg mit fedtede hår væk fra min feberhede pande. Mon ikke. Jeg var forkølet, min hoved gjorde ondt, men det kunne også skyldte den voldsomme hjernerystelse som jeg havde fået. Om det var faldet eller James’ skyld, eller begge dele, var ikke til at vide. Idet mindste var min arm helet, selvom det havde gjort allerhelvedes ondt, da Carlisle havde været nødt til at brække den, fordi at den var groet forkert sammen. Jeg var stadigt i chok, halvt bevidstløs og på morfin, men jeg kunne stadigt mærke det.

Jeg var bare glad for at James var blevet reduceret til en bunke aske ude i skoven. Nu skulle jeg bare lige komme mig over min influenza, og bede til at Cullen-familien ville tilgive mig. Og ikke ville være så overvågnede. Der var en af dem hos mig konstant. Men mine dage med at stikke af var helt og aldeles slut. Aldrig, aldrig mere, skulle jeg våge mig udenfor en dør uden at jeg havde fået lov.

”Godt at høre.”

Kommenterede Edward, og strøg svagt min ryg. Han sad bag mig i sengen. Alle andre i værelset, hvilket ville sige dem alle sammen, så undrende på mig.

”Ikke… stikke af… mere.”

Mumlede jeg søvnigt, og følte mig klar til at synke omkuld på sengen og sove hele næste uge væk.

”Det har du bare at holde, ellers får du ballade med os.”

Sagde Jasper strengt, men smilede så alligevel lidt, inden at han forlod værelset.

”Du ved hvad man siger; Hvis der er nogen, som man ikke skal gøre vrede, så er det ens ældre brødre.”

Istemte Emmett, og forlod også værelset. Rosalie rystede let på hovedet.

”Pas nu bare på.”

Bad hun, og gik også. Jeg så let i retningen af Alice.

”Tro ikke at jeg er færdig med dig!”

Sagde hun bestemt, og var stadigt godt vred over at jeg ikke havde besvaret hendes opkald. Men jeg vidste at det var fordi, at hun havde været så bekymret.

”Jeg er aldrig gået meget ind for afstraffelse, men tro mig, når jeg siger… At hvis du nogensinde sniger dig ud af huset igen, uden tilladelse, så har du livvarigt stuearrest.”

Sagde Carlisle bestemt, og rejste sig. Han strøg mig alligevel let over min pande igen. Helt sur var han ikke.

”Sov godt, min skat.”

Nøjes Esme med at sige, og tog Carlisle under armen, så hun kunne lokke ham med ud. Han var nok den, som tilbragte mest tid i nærheden af mig. Sikkert fordi at jeg var en vampyr med influenza. Totalt åndssvagt.

Eller nej. Edward var den, som tilbragte mest tid sammen med mig. Han havde kun forladt min side en enkelt gang, og det var for at jage, fordi at jeg havde bidt ham. Han hjalp mig ned at ligge, så jeg ikke bare faldt omkuld på sengen. Han svøbte mig ind i den ekstra dyne, og holdt så om mig uden på den.

”Elisa?”

Hviskede han forsigtigt.

”Hmm?”

Udstødte jeg, for træt til at forme et ord.

”Du forlader aldrig nogensinde min side igen.”

Hviskede han formanede, og kyssede så let min pande for at få mig til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...