Twilight - Hvad Hvis

Hvad var der sket, hvis Bella Swan aldrig nogensinde var flyttet fra sin mor? Hvis hun var blevet hos hende, og aldrig havde vendt tilbage til Forks? Hvad hvis… Det i stedet for Bella, var det en anden, som havde fanget Edwards opmærksomhed? Hvilken betydning ville det have fået på historien? Ville den have været det samme? Eller ville der ske yderligere drastiske ændringer, som ville ændre alt?

22Likes
38Kommentarer
8010Visninger
AA

32. Det som plager mig

Alice lynede min kjole i ryggen, så jeg var klar til at tage af sted til begravelsen. Min mors begravelse. Præsten havde bedt mig om at sige nogle ord, men jeg havde været nødt til at afslå. Jeg havde indset, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. For jeg kendte jo overhovedet ikke den kvinde, som havde været min mor. Jeg huskede intet.

”Så er du klar.”

Sagde Alice blidt.

”Ingen makeup eller hårroderi?”

Spurgte jeg, bare for at sige noget. Jeg følte mig så nedtrykt.

”Nej, du slipper.”

Svarede Alice trist, og så på mig i spejlet. Den sorte kjole som jeg var blevet iklædt, klædte mig. Den ville have været udmærket som en fin festkjole. Jeg skulle bare ikke til fest. Alice sukkede let, og rettede let på sin egen kjole. Den lignede meget min, bare kortere og med lange ærmer.

”Det skal nok gå.”

Sagde Alice trøstende, og pillede alligevel lidt ved mit hår. Hun nøjes dog med at filtre nogle krøller ud, som ikke sad helt som hun ville have det.

”Det var ikke din skyld.”

Tilføjede hun forsigtigt. Jeg udstødte en trist lyd, og tænkte tilbage.

Jeg skreg stadigt, det var som om at jeg ikke kunne holde op. Jasper for pludseligt ud af huset. Emmett fulgte hurtigt efter, og så var det op til Alice og Edward at forsøge at berolige mig. Jeg hulkede ukontrollerbart, da Carlisle, Esme og Rosalie ankom. Alice havde ringet efter dem, da jeg endeligt var holdt op med at skrige.

”Mor.”

Klynkede jeg, og rakte ud efter Esme. Hun tog mig i armene, og satte sig på trappestenen ind til huset. Hun sad og strøg mig blidt over ryggen, og Carlisle svøbte mig ind i et tæppe, så jeg ikke ville fryse. Og der blev jeg siddende og hulkede ind i Esmes varme sweater. Hun holdt om mig, og trøstede mig, indtil Jasper og Emmett kom tilbage. De havde fulgt jægeren, James, men hans spor var forsvundet inde i skoven.

Carlisle havde ringet efter politiet, og jeg var blevet stillet så mange spørgsmål, at det hele snurrede rundt for mig. Havde min mor fjender? Nogen, som ville gøre hende ondt? Hvem var hendes nærmeste venner? Havde vi familie i byen? Havde jeg lagt mærke til ændringer i min mors humør? Havde hun været deprimeret?

Jeg var brudt grædende sammen endnu engang, da det var gået op for mig, at jeg ikke kunne svare på et eneste spørgsmål. Carlisle havde afbrudt interviewet, og jeg blev bragt hjem til deres hus. Carlisle var nødt til at give mig noget beroligende, så jeg kunne falde til ro og få sovet.

”Det ved jeg.”

Svarede jeg Alice, og rejste mig fra sminkebordet, så var den nyeste tilføjelse til Edwards værelse. Jeg tilføjede trist:

”Det er ikke det, som plager mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...