The Stars We've Counted

Jeg ved at der har været stilhed på linjen et stykke tid, men jeg har haft nogle ting jeg skulle arbejde mig igennem, dette en af de værste. For to år siden så jeg mig nødsaget til at gå fra min kæreste igennem 2 år. Sådan et brud er fuldt af smerte, vrede og sorg. Men der er en grund til at jeg blev sammen med en mand der misbrugte mig, og der er en grund til at jeg aldrig meldte det til politiet. Det her er min historie. Absolut, 100 % ærlig.

3Likes
0Kommentarer
155Visninger
AA

2. The Starts We've Counted

Jeg husker da vi mødtes første gang. Følelsesløsheden, smerten.

Dig; Din tilstedeværelse alene faktisk; skræmte det hele væk.

Jeg husker at være døden nær af skræk. At mærke følelsesløsheden forsvinde væk mellem mine fingre, velvidende at den smerte den ville efterlade i sit kølvand ville være den værste jeg nogensinde havde oplevet.

Og det var den.

Når du ikke var i min nærhed, ramte slagene af brændende, sviende smerte med fuld styrke, og det brændte mig bogstavelig talt ned.

Men fra asken rejste noget andet, noget stærkere og bedre sig.

Noget jeg tror i sidste ende ville blive den dominerende faktor i vores undergang. Mig. Min styrke. Min uafhængighed.

Noget jeg har været i gang med at opbygge de sidste fire år. Og når det kommer til stykket er det det der har gjort mig til 'MIG'.

En person der hader store forsamlinger, men alligevel kan stå på en scene og læse mine egne tekster, mine inderste tanker, op for hundrede mennesker.

En person der er usikker til den store guldmedalje, men alligevel er i stand til at flirte, få nye venner og joke på min egen bekostning.

En person folk stoler på, tror på og kommer til for råd.

Så ligegyldig hvad der efterfølgende skete: Tak.

Tak for at have vist mig Nordstjernen i mit uendelige mørke.

 

”Hvilken skole kommer du fra?”

Jeg er alene med ham i S-toget, på vej til at få lavet buskort. Jeg ved ikke hvad det er ved ham, men der er et eller andet, noget der trigger en reaktion dybt inde i kernen af den jeg er. Den ro med hvilken han er velvidende at verden er et sted fyldt med smerte, men alligevel formår at smile.

Jeg beundrer ham for evnen, for det er noget jeg sjældent selv er i stand til. Der er selvfølgelig muligheden for at det er skuespil ligesom for mig, men det ser bare så utrolig... Ubesværet ud.

”Det... Filipskolen. Kristen privatskole, yay...” mumler jeg, og fortsætter med at studere måden folkemængden skiller sig for ham helt automatisk. Bare de ville gøre det for mig.

I nærheden af ham er det som om den dunkende smerte bliver mindre. Den er der stadig, fuldstændig som den altid er, men den er knap så insisterende, knap så altoverskyggende.

På vejen tilbage fortæller ham mig levende om hans årsprojekt. FBI's historie, hvilket han rent faktisk formår at gøre interessant. Jeg føler mig lokket til at spørge ind til det, jeg ønsker at høre mere. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst orkede at interessere mig for noget som helst nogen andre havde at sige. Det er lige knapt at jeg kan overskue rodet i mit eget hoved.
Og det er her jeg bemærker det. Mit hoved er nærmest stille. Tavsheden er så overraskende at jeg snubler to skridt tilbage, og falder ind i togets lukkede døre.

”Hey er du okay?”

Han lægger hånden på min skulder. Ren stilhed. Ingen dunkende, sydende smerte. Det er væk, væk, væk.

”Ja, fint,” smiler jeg, for lettelsen er så ekstrem. Jeg kan mærke mine muskler løsne sig på steder hvor jeg ikke anede at de var spændte.

Han nikker og fjerne hånden fra min skulder. Resultatet er et chokkerende lyn af smerte der skærer sig igennem mig.

I komfortabel tavshed bevæger vi os tilbage til skolen. Hvad end det er han gør ved mig... Så skal jeg have mere af det.

 

En uge senere er jeg med oppe hos hans onkel. Han passer lejligheden mens onklen er på ferie, og vi bruger hele eftermiddagen på at se krimiserier. CSI Miami har aldrig været så svært at følge med i, for jeg kan simpelthen ikke fokusere væk fra ham. Hans ansigtstræk, mimik, kropssprog. Blikket i hans øjne, så dybt og alligevel så afslappet.

Vi har udviklet noget imellem os, noget der kun tilhører os. Puf, skub, små venskabelige ting. Jeg sluger hver berøring med alt hvad jeg har, holder fast i følelsen de breder i mig som gjaldt det mit liv. Til tider tror jeg at det gør det.

Derfor tænker jeg heller ikke videre over det, da han puffer til min skulder, og springer op fra sofaen. Jeg følger efter hans flygtende skikkelse ind i den lille udestue. Her fanger jeg ham, og puffer lidt hårdere end nødvendigt, for at understrege at den her gang vinder jeg altså. Derefter placerer jeg mig demonstrativt i den ene lænestol derinde, udfordrer ham til at gøre gengæld.

Han bevæger sig hen, læner sig ned, og jeg venter på den smølfespark i panden jeg ved vil komme.

Men det gør det ikke. I stedet kommer det blide pres af hans læber mod mine. Elektricitet løber igennem mig og river alle sårene på min sjæl op samtidig. Men den presser også al betændelsen ud, al smerten, og smelter dem sammen igen.

Det giver et sæt i mig der resulterer i at jeg hamrer panden mod hans.

Jeg er ikke engang i stand til at undskylde. Jeg får det til at lyde som om jeg er vant til at mine mandlige venner behandler mig sådan, og jeg ved ikke engang hvorfor. Jeg har faktisk ikke engang nogle mandlige venner. Eller rigtig nogen venner. Tragisk alligevel.

I starten kan jeg mærke at det sårer ham lidt, men han kommer sig hurtigt over det. Samme dag bliver vi kærester, og jeg føler mig faktisk næsten glad. Mærkeligt, uvant glad.

 

Skolen er nemmere efter det. Ja, faktisk er alting nemmere efter det. At tænke, at trække vejret, at eksistere. Jeg begynder at skrive igen, begynder at læse. Gør ting jeg har lyst til, ting jeg plejede at kunne lide, før jeg holdte op med at leve og bare eksisterede.

Jeg får interesser igen. Finder en hest at ride på, skriver til langt ud på natten og køber for mange bøger på Amazon. Alt sammen cirkulerer det om ham, for det gør min verden.

På vores månedsdag skal vi lige til at spise aftensmad da en mand hamrer på døren. Der er ild i hans lejlighed, og vi er bogstavelig talt ved at brænde inde på tredje sal. Han får mig ud, placerer mig i sikker afstand fra branden mens jeg ringer til brandvæsnet. Og hvad laver han imens? Løber ind i bygningen efter de ældre mennesker der har svært ved at nå ud selvfølgelig. Det skræmte livet af mig, men jeg var også lidt stolt. Den slags ansvar er sjældent hos en dreng på sytten. Og jeg forelsker mig lidt mere.

 

Inden der er gået få måneder bor jeg nærmest hos ham, jeg nægter nærmest at snakke med min mor, for jeg ved at hun vil bede mig om at komme hjem, og jeg ser mørket i hans øjne når det sker. Det er faktisk lidt sødt at hun bliver så trist af det, synes jeg. Jeg bliver hurtigt klogere.

Inden der er gået et halvt år har han skubbet sig ind imellem mig og mine veninder.

Inden et år har han sørget for at jeg næsten aldrig ser min mor, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue den kamp jeg ved at jeg skal tage med ham for at få lov. Så er det nemmere bare at sidde hjemme hos ham, og ikke volde problemer.

Det er også her han er begyndt at smadre ting i sin vrede. Glas, tallerkener, askebægere. Men ikke mig. Aldrig mig.

De her ting glemmer jeg når det går godt. Jeg glemmer de glasskår jeg næsten fik i øjnene da han smadrede et glas mod væggen ved siden af mig. For når det går godt, så går det Godt.

Når det er godt, har jeg aldrig følt mig mere sikker, mere beskyttet, og mere tilpas. Jeg er ikke glad, for det evner jeg slet ikke længere, men jeg er det tætteste jeg kommer. Jeg er tilfreds.

Alt imens dette står på, bliver hans opførsel mere og mere kontrollerende. Jeg må kun se min mor når han er med, han ringer flere gange dagligt hvis jeg ikke er hjemme, og jeg må ikke snakke eller skrive med folk uden han skal vide hvem det er. Men jeg er femten år gammel, og har aldrig været i et seriøst forhold. Jeg ved ikke hvad der er normalt, og hvornår alarmklokkerne skal ringe. Det gør de, igen og igen, men jeg fejer det af, ignorerer det og bortforklarer det for mig selv.

Vi har været sammen i halvandet år da det begynder. Når han er vred går han fra at smadre glas til at tage fat i mig og klemme til. Slår mig i ryggen. Skubber til mig. Og alting er handlingen ledsaget med ordene: ”Se hvad du fik mig til.”

Det var det samme han sagde da han en stresset morgen ikke kunne finde en trøje, og jeg fandt en. Det var ikke den han ville have, så han rev den fra hinanden. ”Se hvad du fik mig til.”

Altid mig. Aldrig ham.

 

Da vi næsten har været sammen i to år tager det hele en radikal drejning. En aften er han vred – ikke på mig, men jeg er der jo. Jeg sidder i sofaen og venter på at han køler ned, fordi han altid har sagt at jeg skal lade ham være når han er sur. Ud af det blå råber han pludselig: ”Hvorfor siger du ikke noget?!” og pludselig skal jeg til at forsvare at jeg følger hans meget bestemte ordre.

Da jeg mumler et svar om at han siger jeg skal lade ham være, vender han sig rundt mod mig, og før jeg ved af det er hans hånd om min hals. Han springer tilbage som om han har brændt sig, og er ude af lejligheden før jeg når at bearbejde hvad der lige er sket.

Men det er ikke til at tage fejl af. Min kæreste, det menneske i verden jeg elsker højest, har lige taget kvælertag på mig. Følelsesløsheden skyller ind over mig, min gamle ven som jeg engang holdte så tæt til mig. Det er længe siden, og min rustning er ikke så stærkt, rustet og støvet som den er.

Men jeg finder den frem, og da han kommer hjem og siger sit sædvanlige: ”Se hvad du fik mig til,” fortæller jeg ham at hvis det nogensinde sker igen er jeg ude.

Han virker til at tage det seriøst. I en hel måned er der ingen udbrud, ingen vrede, ingenting. Men nytår nærmer sig, og han har givet mig lov til at tilbringe det hos en venindes familie. Han synes faktisk endda at det lød som en god idé da jeg spurgte for nogle uger tilbage, men da vi kommer til nytårsdag er han rasende fordi jeg ikke har aflyst planerne. Han bruger det meste af formiddagen på at give mig dårlig samvittighed, og jeg kommer for sent af sted til min veninde. Vi når alligevel at gøre os klar, og har det også rigtig hyggeligt hos hende, med lækker mad og godt selskab.

Men klokken ti ringer han. Han er fuld, han græder, og han vil gerne have at jeg kommer hjem. Så det gør jeg. Jeg tager fra Avedøre til Nørrebro, min veninde er rasende, jeg er udmattet, og ham... Han sover. Da jeg endelig når hjem, lige omkring midnat tager han ikke telefonen og åbner ikke døren.

Det ender med at jeg må vente til hans far kommer hjem lidt i et før jeg kommer ind.

Da jeg endelig kommer derop og får vækket ham er han stang stiv, træt, vred, og vil ikke snakke med mig. Han vil ikke have jeg er der, og synes bare at jeg kan gå igen.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Så jeg går i seng, og græder mig selv i søvn. På det her tidspunkt er det faktisk næsten blevet en vane.

 

 

Få dage efter nytår. Han er vred igen. Jeg husker ikke hvorfor, og har måske aldrig vidst det. Han råber og jeg er tavs igen. Og så er hånden der igen. Hårdt om min hals, lukker al lufttilførsel, og han giver ikke slip.

Jeg husker at tænke tanken: ”Nu dør jeg, og det er min skyld. Altid min skyld.”

Det er det sidste jeg tænker inden jeg mister bevidstheden.

 

Da jeg vågner er han væk. Jeg pakker mine vigtigste ting i en taske, og beslutter mig for at gå, for jeg nægter at være hende staklen der bliver. Men jeg kan ikke.

På arbejdet møder jeg en mand. Han er lidt ældre end mig, men vi har meget til fælles, og jeg falder for ham. Måske bare fordi jeg for en gangs skyld ikke bliver bebrejdet for alting, måske fordi jeg føler mig værdsat og endda værdifuld. Det resulterer i at jeg fortæller han hvad der foregår. Jeg fortæller ham at jeg jo elsker min kæreste. Men jeg er bange for ham. Og jeg er ligeså bange for at han slår mig ihjel hvis jeg går. Her påpeger manden tørt, at det gør han nok alligevel, sådan som tingene går.

Det er det sidste strå.

Samme aften sætter jeg mig ned og snakker med min kæreste. Det er slut. Helt slut. Han græder, og jeg græder, og det gør ondt. Og på en eller anden måde ender vi på at det ikke er slut, vi er bare på pause. Jeg siger til ham at jeg har brug for at han lader mig være i en uge, så jeg kan finde ud af hvordan jeg har det med det hele, om jeg nogensinde vil kunne stole på ham igen.

Jeg får aldrig den uge.

 

Der går ikke mere end to dage, så begynder han at ringe til mig. Han vil vide om jeg har besluttet mig, hvad jeg tænker, hvordan jeg har det. Og jeg fortæller ham det samme hver gang – jeg har brug for tid. Efter en uge i den rytme begynder han at være fuld når han ringer. Når jeg siger at jeg har brug for en uge påpeger han at der er gået en uge, og jeg fortæller ham at jeg jo bad om en uge i fred.

Rytmen bliver ved i en måneds tid. Så begynder han at dukke op hjemme hos mig, på mit arbejde, i den stald hvor min hest står. Han er næsten altid fuld, og altid desperat.

Da han kommer ud i stalden den sidste gang han har en ring med. Vi snakker, og han vil have at jeg siger ja til at gifte mig med ham, og jeg vil så gerne, men jeg kan ikke. Så meget kan jeg ikke forråde mig selv. Jeg siger at jeg ikke vil have ringen, men at jeg vil tænke over at blive sammen med ham. Da vi sidder i bussen på vej hjem, læner jeg mig mod ham, jeg prøver virkelig at finde den gamle følelse frem igen.

Men min krop spænder op der hvor den rører hans, og det går op for mig; det kommer ikke til at ske. Vi er færdige. Permanent og absolut færdige.

 

Han er ikke glad da han finder ud af hvad jeg er nået frem til. Men nu er min beslutning ikke til at rykke på længere – det har også kun taget et par måneder.

Opkaldene tager til, og nu er han altid fuld. Han dukker op ved daggry, dybt beruset, flere gange om ugen. Han skriver hele tiden, og skifter imellem at sige at han elsker mig og at han hader mig.

En gang, da jeg ikke er hjemme, går det så vidt at han smadrer ruden i vores hoveddør da min mor ikke vil lukke ham ind.

Han bliver hentet med ambulance.

Efter den episode, omkring seks måneder efter jeg gik fra ham første gang, ringer min mor til hans bedste ven. Hun fortæller ham ikke hele historien – ikke det der ligner. Alt hvad hun siger er at han drikker for meget, og at han har smadret ruden i vores dør. Han siger at hun ikke behøver at sige det til mig, han ordner det. Der er ingen grund til at jeg skal være bange, han fikser det.

I næsten et halvt år gør han faktisk.

Men så begynder beskederne igen. Og de kommer stadig nu, to år senere. Der går omkring seks måneder imellem dem hver gang, og det er intet andet end citater fra sange han hørte tit, eller mærkelige beskeder om hvordan jeg ''stadig kan komme hjem'' og hvordan han ''tilgiver mig'' for det jeg har gjort.

Mig? Jeg tilgiver ikke ham. Det tog mere end et år, men oplevelsen har givet mig et permanent ar i form af posttraumatisk stress. Jeg stoler ikke på mænd. Nogle sange, dem han plejede at høre, kan sende mig ind i flashbacks der skaber dyb panik. En vred mand i min nærhed får mig til at løbe. Hvis nogen banker på ruden eller ringer på uden at jeg regner med gæster, sidder mit hjerte oppe i halsen. Ser jeg nogen der ligner ham kan jeg ikke stå på mine ben de næste mange timer, så snart jeg er kommet væk.

Han har ødelagt mig. Hvis jeg troede at jeg sov dårligt før, er det intet sammenlignet med nu. Han har fået mig til at tro så fuldt og fast på hans ord, hans handlinger, på at jeg absolut ingen værdi har for nogen, at idéen om at det er løgn er stort set umulig.

Men jeg kan ikke slippe udenom at han reddede mig den gang. Uden ham havde jeg nok ikke overlevet så længe, for jeg havde lige mistet min bedste ven, var i mit sjette år af en depression, og havde ikke mere kamp i mig. Den vækkede han, og den lever stadig.

Jeg elsker ham ikke. Ikke længere. Jeg savner ham heller ikke. Men jeg har ondt af ham. Så meget smerte, så meget desperation. Hvad skal han nogensinde gøre med den.

 

Det er aldrig blevet meldt til politiet. Det noget jeg valgte ikke at gøre den gang det var på sit højeste fordi jeg stadig elskede ham, og hans største drøm var at blive soldat. Det bliver man ikke med en plettet straffeattest, så jeg holdte kæft.

Nu er han soldat, og selvom det ikke gør mig super tryg at de har stukket i skydevåben i hånden på ham, ved jeg at det er det eneste der kan redde ham. Og dybt inde er jeg stadig bange for at hvis jeg melder ham, hvis jeg ødelægger hans drøm, så bliver det med livet som indsats. Så har han ikke længere noget at tabe, så hvorfor ikke. I hans hoved ville det sikkert give mening.

Ligesom det gav mening at beskylde en sekstenårig pige for hans egen voldelige adfærd. Ligesom den eneste logiske måde at vinde en kæreste tilbage på var at købe en forlovelsesring og fremtvinge en forhastet beslutning.

 

Men det er to år siden nu, og jeg er stadig i live. Jeg vandt. Og det holder jeg fast i med alt hvad jeg har i mig.

 

#TrueStory

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...