One Direction | Diagnosis: Lovesick

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 9 feb. 2014
  • Status: Igang
Selvom en masse ting er ændret, og selvom han ved, at Valentines Day 2014 bliver meget forskellig fra de andre år, gør Louis sig - traditionen tro - klar til aftenen på fineste manér: jakkesæt, håret sat og generelt bare super flot. Af One Direction fans over hele verden, har de fået shippernavnet Loli.

104Likes
53Kommentarer
3182Visninger
AA

2. One Shot.

”Er du okay?” det var Zayn, der kiggede på mig, med bekymringen lysende ud af øjnene. Det var ikke til at tage fejl af. Lidt bag ham stod hans forlovede, Perrie, og så mindst lige så bekymret ud, hvis ikke mere.

Jeg kiggede ud af vinduet i et godt stykke tid, før jeg tog mig sammen og svarede. Jeg nikkede på en utrolig sløv måde og smilede lidt. ”Ja, det er okay. Tak.” svarede jeg kort. De nikkede.

”Og du er sikker på, du ikke vil være sammen med os i aften?” spurgte Perrie. Hun havde spurgte mindst 20 gange i løbet af de sidste to uger, og hver gang kom jeg med det samme svar: ”Nej tak, jeg har planer for aftenen.”

De kommenterede ikke på det, men gav mig blot et stille kram, før de forsvandt ud af min lejlighed.

Det sneede udenfor og dækkede hele min have med et smukt, hvidt lag. Jeg elskede sneen, for det fik vinteren til at virke som noget smukt. Den mindede mig om Lily. Med et suk satte jeg mig hen foran mit bord, hvor min noteblog og kuglepen lå.

Med en dyb indånding gik jeg i gang med at skrive. Mine hænder rystede en anelse, men det var ikke noget, der kunne ses på skriften.

Min kære Lily.

Datoen er d. 14. februar 2014. Der er sne udenfor, og alt er smukt, ligesom du elsker det. Det er også Valentines Day. Kan du huske den dag i 2012, hvor jeg tog dig med til Paris? Du blev så glad, da jeg viste dig de to billetter, og du grinede, da det gik op for dig, at Perrie havde pakket din taske for dig - grunden til, at jeg tvang dig til at blive væk og sove hos mig i stedet for hjemme hos dig. Det var før, vi flyttede sammen. Det virker helt underligt, at vi på et tidspunkt ikke har boet sammen. Jeg husker tydeligt, den dag, du flyttede ind. Det må være en af de bedste dage nogensinde - jeg var så glad. Bare tanken om at du, pigen, som jeg elskede utroligt højt, havde valgt at ville tilbringe hver evig eneste dag (i hvert fald, når jeg er hjemme), gjorde mig så lykkelig. Vi stod tidligt op den dag og bar alle tingene til mit hus, fra den lastbil, der havde kørt dem herhen. Vi rendte rundt hele formiddagen, fordi du havde så åndsvagt mange ting. Jeg var sikker på, at jeg med det samme ville få dig til at få sorteret ud i tingene, men i mod alle odds, er de her stadig, så helt slemt er det vel ikke.
I starten gik det ikke op for mig, at du var flyttet ind - der gik en hel måned, før jeg virkelig fik tanken ind om, at det rent faktisk var virkeligt, at jeg vågnede op til dig hver dag og delte min morgen med dig.

Du fortalte mig engang, at dine yndlingsblomster meget simpelt var røde roser. Jeg husker tydeligt, hvad du sagde: ”Jeg er ikke så mystisk, som i drenge mener, at piger er; jeg siger, hvad jeg mener og er ikke den type, hvor du skal regne ud, hvorfor jeg er sur eller ked af det - livet er for kort til at gå og skulle gennemskue skjulte hints, som man det meste af tiden ikke opdager. Mine yndlingsblomster er røde roser, hvilket også er så normalt, som det kan være. Så ja, jeg er sku egentlig rimelig let, jeg orker ikke alt det der tøsefnidder, der altid skal være med at mistænke ens fyr for at være utro med en anden, men ikke konfrontere ham med det. Eller du ved, sådan noget.” Du var fuld, da du sagde det til mig, hvilket nok var grunden til, at du sagde det så direkte, men det betød ikke, at jeg ikke skrev det bag øret. Jeg lyttede skam og tog det til mig, ligesom jeg altid har gjort med alt et ord, du har sagt. Og du havde ret: du har altid konfronteret mig med tingene og aldrig opført dig mystisk og givet hints omkring, hvordan du havde det. Du har altid været ærlig og fortalt mig ting. Fortalt mig, hvis der var noget, jeg skulle ændre, og du har aldrig været bleg for at fortælle mig, at jeg lige skulle klappe heste, hvis der var noget, der steg mig til hovedet. Det er grunden til, at jeg ikke er blevet fuldstændig fucked op endnu. For resten var det også den dag, at du fortalte mig, at du hellere ville spise hotdogs på Valentines Day end at gå på en fancy restaurant. Så ja, det er i hvert fald ikke der, jeg har fået brugt mine penge.

Den dag, jeg nok husker bedst af alle, må være den dag, hvor jeg mødte dig første gang. Du var i praktik hos et blad og havde fået æren af at interviewe og sammen med en af de andre og mere erfarne kvinder. Da vi først kom ind, bemærkede jeg ikke rigtig noget, men det var nok mest, fordi jeg var så stresset (jeg var kommet for sent op, og når man også bliver nødt til at se lidt godt ud til interviews, så tager det tid). Pludselig stod du foran mig og spurgte, om jeg ville have noget vand og stod med en bakke med fem flasker vand og to skåle med slik og småkager. Jeg nåede kun lige at takke ja, før du fik fumlet rundt med tingene, og før jeg kunne se mig om, var bakken røget ud af dine hænder. Jeg har aldrig set en rødme så meget, som du gjorde. Kan du huske det? Det sødeste var, at det slet ikke blev bedre i løbet af interviewet, men du fik gjort dig selv en anelse flov gang på gang. Det var sødt. Du var den første, jeg egentlig bemærkede efter mit brud med Eleanor. Vær beæret - jeg troede aldrig, jeg ville finde nogen anden, men du gjorde det overraskende nemt for mig at blive forelsket igen.

Jeg har en overraskelse til dig i dag, som du nok længe har set frem til. Ser frem til at tilbringe denne valentine sammen med dig, selvom den bliver forskellig fra de andre. Men.. forandring fryder? Er det ikke det, de siger?

Jeg elsker dig himmelhøjt, og det vil jeg for altid gøre, og det håber jeg, at du altid, lige meget, hvor du er, ved.

Louis.”

Jeg tørrede tårende væk fra mine kinder, da jeg lagde kuglepinden ned igen. Af en eller anden grund lykkedes det mig at sætte så meget rundt i mine følelser og tanker, fordi jeg var blevet rørt af mit eget brev. Det var til dels en anelse kikset, ikke?

Forsigtigt foldede jeg brevet sammen og lagde det i en konvolut, for til sidst at ligge det i lommen på min jakke. Æsken lå stadig dernede, og jeg smilede lidt ved synet af den. Jeg elskede virkelig Lily, og det ville jeg altid gøre.

Tidligere på dagen havde jeg været i bad, så det slap jeg for at gøre nu. I stedet for gik jeg bare ind og fandt mit jakkesæt frem. Jeg følte mig egentlig ikke særlig komfortabelt i det, men det var det værd. Det var kun valentines day en gang om året, ikke?

 

***

 

Turen derhen gik fint. På vejen stoppede jeg kort op for at købe to hotdogs, som jeg på en måde fik lagt om i bilen og kørt med, uden der skete noget med dem. Det måtte være en evne, jeg havde fået, eftersom jeg havde været sammen med Lily i så lang tid - hun elskede jo hotdogs.

Jeg drejede ind på gårdspladsen og stoppede bilen op. Jeg var underligt nervøs, hvilket ikke gav nogen mening. Der blev jo ikke sådan rigtig forventet noget af mig, så der var ingen grund til at være nervøs. Jeg vidste på forhånd faktisk alt, hvad der ville ske, så det burde ikke være så svært.

Alligevel rystede mine ben en anelse, da jeg trådte ud af bilen og tog mine ting indefra; en stol og de to hotdogs + de ting, der i forvejen lå i min lomme.

Siden vi var i februar måned, var det mørkt allerede nu, selvom klokken ikke engang var meget mere end seks om aftenen. Det var også frysende koldt, men jeg havde valgt ikke at tage et halstørklæde med, fordi jeg syntes, at det ville ødelægge hele stemningen en anelse.

Da jeg kom til det sted, jeg havde besøgt så mange gange de sidste fire måneder, satte jeg stolen på jorden og placerede mig selv i den. Først da jeg sad nogenlunde ordenligt, tog jeg mig sammen og kiggede frem for mig.

Jeg skimmede navnet, der stod på den rødbrune, halvt glitrende sten.

”Lily Marie Smith.
1993 - 2013.”

Det gjorde ondt i mine øjne at kigge på det, selvom jeg burde have vænnet mig til det gennem de sidste måneder. Problemet var bare, at det ikke var noget, man kunne vænne sig til. Jeg var overbevist om, at det var noget, der for altid ville gøre ondt dybt i mig, og at jeg aldrig ville finde en, der kunne erstatte hende. En anden, ja, det ville ske på et tidspunkt, men en bedre? Jeg tvivlede.

”Hej, min skat.” startede jeg med en hæs stemme. Jeg rømmede mig, før jeg fortsatte: ”Det er Valentines Day 2014 nu. Det er fire måneder siden, du forlod verden, men det er stadig ikke gået op for mig. Der vil nok gå lang tid, før det sker.”

Jeg kiggede ned på den ene af de hotdogs, der lå i min hånd. Det virkede åndsvagt at gøre det her, men jeg var ligeglad i det øjeblik.

”Ved du hvad, smukke? Jeg har taget dit yndlings date-mad med til dig, som jeg plejer.” jeg placerede den lidt foran gravstedet, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt for mig selv over, hvor åndsvagt hele situationen var. Hvem tog en hotdog med til et gravsted? Det gjorde jeg, åbenbart.

Jeg sad lidt og snakkede i håb om, at hun på en eller anden måde hørte, hvad jeg sagde. I starten havde jeg følt mig dum, når jeg gjorde det, men det gjorde jeg ikke engang mere, fordi jeg brugte så meget tid her. Det var blevet normalt for mig. Den her gang læste jeg brevet op for dig, og da jeg var færdig, lagde jeg det ovenpå de blomster, jeg havde været ude med i går aftes.

”Som jeg skrev til sidst, har jeg en overraskelse med til dig.” jeg fumlede rundt i min jakke, indtil mine hænder lukkede sig om den runde æske. Den var overtrukket med blødt stof. Jeg lod min tommelfinger glide over den et par gange, før jeg hev den frem.

Tårerne var langsomt sprunget frem i mine øjnene, i løbet af den tid, jeg havde været her. Jeg ville virkelig ønske, at hun havde været her til at opleve det her; opleve, at jeg friede til hende og næsten erklærede, at jeg ville være sammen med hende resten af mit liv. Jeg var sur på mig selv over, at jeg aldrig nåede det, før det var for sent. Hun fortjente det.

Jeg åbnede æsken. En fin sølvring med en lille blomst på viste sig langsomt, og jeg tog den op i mine hænder.

”Du har altid fortalt mig, at du ikke ville have noget specielt, men bare noget enkelt. Jeg har fået indgraveret vores navne og datoen, hvor vi først mødte hinanden, men ellers er den helt enkel. Præcis, som du ville kunne lide det.” jeg lagde den oven på brevet.

Da jeg blinkede, trillede der en enkelt tåre ned af min kind. Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg nogensinde skulle klare det her.

Hver gang nogen spurgte ind til mig, prøvede jeg altid at virke stærk og sige, at det gik godt, og at jeg klarede mig - at det hele ville blive bedre snart, og at der ikke var grund til bekymring. Men jeg var ikke så sikker mere. Det her var ikke som noget andet, jeg nogensinde havde prøvet.

Det eneste, der gjorde mig en lille smule bedre tilpas, var tanken om, at hun i det mindste ikke led mere, men var et andet sted, hvor alt forhåbentligt ikke gjorde nær så ondt.

Man siger, at vi kommer fra stjernerne. Måske var det dem, der kom for at få deres største og mest lysende stjerne tilbage, fordi de ikke kunne fungere uden hende. Præcis ligesom jeg ikke fungerede uden den kvinde, jeg var sikker på, jeg skulle opleve alting med.

Jeg håbede, at de passede godt på hende.

***

Vennerrrrr, for første gang i lang tid har jeg fået taget mig sammen til at få skrevet noget, og man, hvor har jeg bare savnet det meget. Får også skrevet i ferien, så det er godt! 

Jeg håber, I kan lide det, men som I nok godt kan se ud fra det, er jeg ret meget ude af træning, fordi jeg ikke har haft tiden til at skrive, som jeg før har gjort, så don't blame me, hvis det ikke er så godt, som det 'plejer'.

Håber alligevel, at der kom lidt godt ud af det, selvom det er lidt trist <33 

Masser af møsser og god ferie til jer, der har ferie. til jer, der ikke har: I ER NÆSTEN KLAR TIL FERIE!!!!! 

Møs 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...