På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3074Visninger
AA

1. Prolog

Annabell

     ”Jeg er ked af det.”

Det var det sidste hun sagde, og det var det, der fik det hele til at gå galt. Mit hjerte gik nærmest i stå, da jeg sad der på den blå plasticstol og stirrede på kvindens alvorlige ansigt. Mine hænder begyndte at blive varmere i mit skød, mens vreden blussede op i mig. Kort overskyggede panikken over en begyndende flamme i mine håndflader vreden, inden den blev nedkæmpet. Kvinden i den hvide kittel foran mig kunne tydeligvis se forskellen, og rejste sig op. Hun nåede dog ikke langt, inden det brød løs.

Et inferno af ild brød ud af min håndflade og ud i rummet, gik efter alt brandbart. Vreden og fortvivlesen tog over mine bevægelser og fik mig rejst op. Et skrig begyndte for mine ører, mens ilden bredte sig i flammekaskader udsprunget fra mine hænder. Varmen omringede mig, og ilden slikkede op af mig på alle tænkelige måder, men jeg følte intet overhovedet. Ikke andet end vreden.

Alarmen begyndte at hyle. Fjerne skrig lød ubetydelige for mine ører, hvor det skærende skrig fortsatte. Energien fra mig blev ledt ud gennem mig, for at få ilden til at blusse mere op, for at brænde dette sted ned til grunden. Jeg ville have det fjernet for evigt.

Med faste skridt bevægede jeg mig længere ind i forskningsanlægget. Vreden dækkede mit syn sammen med de omspændende flammer, som jeg blev ved med at få til at blusse op overalt.

Energien blev tæret fra mig, og jeg faldt ned på knæ, halvvejs gennem afsnit D. Dette forsinkede dog udelukkende min og ildens fremfærd, mens skriget stadig lød for mine ører. Stemmer kunne svagt høres som en irriterende mumlen, men den var ligegyldig.

Tårerne, der trillede ned af mine kinder, fordampede af den enorme varme, der omkransede mig, og lod mine kinder klamme og afskallende. Skriget fortsatte. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gang i, jeg var ærligt ligeglad, for vreden havde taget over alt andet. Over panikken, som burde komme frem over at have mistet kontrollen, over sorgen, der hærgede mit bryst.

Jeg faldt så lang jeg var, næsten udtømt for energi. Og så gik det op for mig. Det irriterende vedvarende skrig, kom fra mig selv.

 

Erik

    "Jeg er ked af det," hørte jeg kvinden sige igennem ruden. Hvad foregik der? Mit blik gled lidt rundt, inden det faldt på det inferno af ild, der sprang rundt og skrigene, der fik ruderne til, at stå og dirre - Hvis ikke jeg havde vidst, at de var special lavede, ville jeg havde frygtet, at de hvert øjeblik ville kunne sprænges. Lige nu følte jeg mig lykkelig over, at jeg var udenfor det beskyttelseslokale, hvor Annabell gik amok. Snart lød alarmerne, sammen med skrigene, og jeg måtte holde hænderne op for mine øre, for at kunne holde det ud. I et forsøg på at lukke det hele ude. Det skar i mine øre, men der var ikke, at gøre. Sirene-lyden sprang igennem, mens alarmerne gik amok, sammen med den massakre Annabell, havde sat igang på den anden side.

    "Så gør da noget!" Udbrød jeg, da jeg ikke kunne holde ud, at se de andre forsknings arbejder, der blot stod og stirre på flammerne, der blussede op over alt. Annabell var kortsluttet, de havde gjort noget, der havde fået hende til at gøre det. Sagt noget forkert, det måtte være det. Annabell var ikke sådan her, hun var stærk og standhaftig, hun brød jo ikke sammen. De måtte finde en måde, at få ro på hende igen. Det her kunne i hvert fald ikke være rigtigt!

    "Vi gør, hvad vi kan knægt, flyt dig, så vi kan få situationen under kontrol" Fortalte en mand, inden han skubbede mig til siden. Jeg vaklede lige et par skridt, inden jeg så forvirret rundt på dem. Jeg måtte gøre noget. Der måtte være en måde, hvorpå jeg kunne hjælpe Annabell!. 

Panisk stod jeg og vuggede lidt frem og tilbage, mens jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. For første gang følte jeg mig lammet. Det var ikke sådan her, at vi var oplært til at reagere. Vi skulle reagere, altid gøre det rigtige. Være den perfekte soldat, og hvad havde jeg gang i? Jeg gjorde ingenting. Mit hoved føltes, som om at det var ved at eksplodere. Jeg gik frem og slog min knyttede næve imod ruden, i et forsøgt på, at skabe kontakt til hende. Men hvad nyttede det? Hun ville ikke kunne se mig på denne side, det var et af de smarte ting, som forskerne havde sørget for, at lave, dengang de byggede klinikken. Tonede ruder, så de kunne overvåge os, mens vi ikke kunne se dem på den anden side. Jeg bevægede mig hen til døren, ret så hurtig og skubbede den op.

    "..Det er den eneste mulighed. Hun går amok. Der er ikke tid til at overveje det, vi bliver nød til at genstarte hende" Fortalte forsknings kvinden, der netop var flygtet ud af lokalet, som Annabell var i for få sekunder siden. Vent, hvad havde de lige sagt? Genstarte hende?

    "Hvad har i tænkt jer at gøre ved hende? I må ikke gøre hende noget! Jeg kan fikse hende, jeg kender hende!" Kom det bedende fra mig, mens jeg havde set febrilsk på dem. Der måtte være en løsning, jeg kunne ikke lade hende i stikke. Det gjorde jeg aldrig. Mig og Annabell var jo et team. Mig og hende. Sådan havde det altid været. Sådan skulle det altid være.

    "Desværre Erik, vi bliver nød til at genstarte hende. Hun er en trussel for hele systemet, hele anlægget. Vi har ikke noget valg" Fortalte manden og lagde en hånd på min skulder. Det smertede indvendigt i mig, og mine reflekser var hurtige til, at skubbe hans hånd væk fra min skulder. Han kunne ikke opføre sig sådan, når han truede med at genstarte Annabell.

    "Men .. Nej I kan ikke! Det må i ikke!" Udbrød jeg, mens jeg forsøgte at kæmpe mig forbi, men et skub og døren blev skubbet i. Lyden af låsen der gav et klik, fangede min opmærksomhed. Jeg tog i håndtaget, men der var blevet låst. Jeg hamrede og sparkede på døren, mens jeg på afstand så, hvordan Annabel drattede omkring og blev slæbt væk af de andre forskere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...