På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3063Visninger
AA

10. Kapitel 9. Erik

Hendes mobil kimede med en af de velkendte tøsede melodier, og jeg fulgte hendes blik, da hun kiggede ned på den. Jeg gjorde hurtigt tegn til, at hun ikke måtte nævne noget om, at jeg var der eller noget om vores samtale med en ret flygtig håndbevægelse. Men om hun opfanger den vidste jeg ikke, hun nikkede dog imens hun lod pegefingeren glide langs skærmen på den grønne knap.

     ”Det’ Ivy” Svarede hun, jeg kunne dog ikke høre, hvad der blev sagt, hun en svag mandlig mumlen. ”Øh, det tror jeg ikke, der er noget problem ved Hr. Summers”

Jeg mærkede straks et stik i min krop, da jeg hørte navnet. Hun virkede dog tøvende, men hvad var det der var ved at ske, hvorfor ringede han til hende nu?.

     ”Fint,” svarede Ivy inden hun lagde på. Jeg kunne se, hvordan hun rystede og den tøven, som der havde lagt over hendes stemme ganske få sekunder inden.

     ”Hvad ville han?” Spurgte jeg så, denne gang en anelse mistroisk. Der var helt sikkert noget i gære, det var yderst sjældent at han ringede og ændrede aftalerne, og slet ikke til os forsøg? Hvis der var ændringer, var det som hovedregel noget vores forældre fortalte os. Ikke noget vi fik direkte afvide. Min stemme var lettere indtrængende. Et stik i min krop kom pludseligt, han vidste det. Der kunne ikke være andre grunde til, at han valgte at ringe? Kunne der vel?.

     ”Han… Jeg skal til psykolog i eftermiddag,” sagde hun lavt, hun stod og så noget utilpas ud.

     ”Er det normalt?” Spurgte jeg med min bekymrede og mistroiske stemme. Jeg var ret sikker på, at det her ikke var nogen god ting – langt fra. Det dirrede i min krop af tvivl og en fornemmelse af, at der var fare på færre. Alt afhang dog af, hvordan han havde lydt i telefonen, hans stemme var som regel altid til at regne ud – trods han var den fødte skuespiller. ”Hvordan lød han i telefonen?”

     ”Ikke på nogen måde,” svarede hun lavt og det så ud til at hun langsomt opfattede, at der var noget galt. Hendes blik var blevet mere indtrængende imod mig, og der var en forvirring malet over hendes ansigt og ord. ”Først lød han slesk og venlig, derefter hård.. Hvad sker der?”

     ”De ved det. Han ved det” Sagde jeg nærmest i en hvisken for mig selv. Det var jo indlysende. De havde fundet ud af det, men hvordan? Der var ingen voksende til festen, der var ikke nogen af de andre forsøgskaniner med? Hvordan? Jeg lod blikket glide rundt, mens jeg forsøgte desperat at finde en løsning.

     ”Hvad ved han? Erik, fortæl mig det nu!” Sagde hun og greb fat i min arm, da hun virkede til at være desperat efterhånden og manglede den kontrol, som hun altid havde haft førhen. Det var som om, at tøjlerne var sluppet fra vores hænder så pludseligt.

     ”Han ved, at vi har snakket sammen, det kan ikke være andet” Sagde jeg og mærkede straks den tøven, der langsomt snørrede sig sammen i min hals. Ville de genstarte hende igen? Undersøge hende? Genstarte mig? ”Det kan ikke være andet.. Jeg sagde jo, at vi ikke måtte tale sammen”

Hendes blik stivnede, mens det lå imod mig. Stirrede lettere skræmt på mig. Jeg ønskede jo ikke, at skræmme hende. Jeg ville gerne have hende tilbage til det gamle. Ligesom det var for et år siden, før ulykken. Det her var jo et helvedet. Eller nej, det var det ikke. Men det var sårende, at se en, som man havde holdt så meget af - pludseligt miste hukommelsen! Var det sådan her det var, at have en pårørende der pludseligt led af demens i en tidlig alder? Jeg rystede tanken af mig. Det var jo ikke demens det her, det var fjernelse af hukommelsen, og jeg ønskede så inderligt, at give hende den tilbage. Jeg ville gøre alt for den pige. Forhåbentlig var det ikke for sent.

     ”Hva.. Hvad sker der så nu? Hvad kan de finde på?” Hendes stemme var skræmt.

     ”Måske, at genstarte dig igen. Udspørge dig, lave forsøg, finde ud af, hvorfor du snakkede mig. De har mange metoder. Hvem der opsøgte hvem. Måske har de” Jeg stoppede op. Tøvede. ”Telefonen, selvfølgelig!”

Det hele gav pludseligt mening. Den kunne de aflytte, det var jo indlysende! Hvorfor, havde jeg ikke skænket det en tanke før. De havde ikke opdaget det med festen, de havde opdaget, at hun havde ringet til mig for ganske kort tid siden. Det var også derfor, at de kontaktede hende så hurtigt. Hun blev overvåget.

     ”Hvad mener du? Genstarte? Igen? Hvad fanden er det, der sker?” Hun var frustreret, det kunne jeg nu godt forstå. Det måtte være noget af en mundfuld, alligevel kunne jeg ikke forklare. Ikke sådan hun ville forstå det rigtigt. Det måtte lyde vanvittigt i hendes øre. Men jeg kunne forsøgte.

     ”Du brød sammen, det..” Jeg rystede på hovedet ved minderne om det. ”Jeg forsøgte at stoppe dem, det gjorde jeg virkelig. Men de så ingen anden udvej. De låste mig inde, mens de bedøvede dig og genstartede dig, slettede din hukommelse, måske mere, hvem ved, så du kunne starte forfra og komme af programmet igen, uden at der ville blive sat spørgsmålstegn til noget”

     ”Hva-… Hvad fanden mener du?” Hendes stemme var hysterisk, og hænderne fløj op til hendes hoved, som om hun havde fået hovedpine. Hvorefter hun begyndte at bakke væk fra mig,.

     ”Annabell.. Rolig, det..” Jeg rakte ud og forsøgte at få fat på hende, mens hun bakkede længere væk fra mig. ”Tag det roligt, jeg kan forklare..”

Det endte med, at hun bakkede ind i en af cyklerne og hele rækken væltede med noget af en tumult af larm.

     ”Du kaldte mig Annabell! Er det mit rigtige navn, eller hvad?” Panikken lyste ud af hende, mens hun stirrede på mig fra rodet af cykler bag sig.

     ”Rolig nu, slap af Annabell” Forsøgte jeg. Jeg lagde mine hænder mod hendes skuldre. ”Ja, det er dit ritige navn, det er i hvert fald det jeg kender dig under” Forsøgte jeg at forklare hende.

     ”Fra hvad?” Røg det hysterisk fra hende, mens hun panikkede mere og mere.

     ”Slap af!” Jeg stirrede på hende.

     ”Hvad betyder genstarte?” Hendes øjne blev fanget i mine, og hun begyndte at have mere kontrol over sin stemme, men den var stadig ikke fuldstændig normal. Jeg sukkede derfor.

     ”En ny begyndelse. At slette din hukommelse,” fortalte jeg, og så på hende. ”Alt du har lært, minder – noget kan de lade blive, det er sikkert derfor du tror, at du har en forestilling om hele dit liv, men det er ikke dit rigtige liv, kun brudstykker”

     ”Men hvorfor mig? Hvorofr holder de så stadig øje med mig? Hvad fanden sker der?” Hendes stemme steg i styrke, mens hun så panisk og angstfuld ud.

     ”Slap af!” Begyndte jeg igen med et suk, det her blev svært. ”Vi fik.. Du blev ustabil, det hele blev kaos, du satte ild til fabrikken.. Øh klinikken, da du fik et eller andet afvide, jeg ved ikke helt, hvad det var, men det fik dig til at gå amok”

     ”Ustabil?” Fnøs hun, inden hun fik kæmpet sig væk fra cyklerne og børstede det ikke eksisterende støv fra sig, som der var sprunget op sammen med, at de væltede, som domino klodser før. ”Nej glem det. Jeg vil ikke høre mere. Du holder mig sikkert bare for nar”

Hun tog den ene hånd op afvisende, hvilket fik mig til at sukke ved hendes ord og bevægelsen i samme sekundt.

     ”Hvorfor skulle jeg holde dig for nar?” Røg det ud af mig, og jeg så dybt ind i hendes øjne. Men jeg kunne ikke sige noget ellers, jeg afventede blot hendes reaktion på det hele – forhåbentlig var hun ikke fornærmet.

     ”Hvorfor skulle du ikke? Det eneste du har gjort er, at afvise, at du kender mig, hvorefter du så kommer med det her?” Spurgte hun spidst og stadig med den paniske tone over sig. Hun tog sig igen til hovedet.

     ”For at undgå lige præcist det der,” svarede jeg og pegede mod den lomme, hvor hendes mobil måtte ligge i. ”Jeg må IKKE tale med dig. Men jeg kan ikke slippe uden om det, fordi du er så pokkers stædig. Jeg forsøgte, at sige det til dig til festen, men du forstod det ikke” Jeg sukkede, for det havde jeg virkelig forsøgt, men hun forstod det bare ikke.

     ”Hvorfor må du ikke tale med mig? Hvad betyder det her?” Spurgte hun forvirret.

Klokken ringede til time, mens jeg så på hende.

     ”Fordi du er blevet genstartet. Lyt efter, hvad jeg siger Annabell. Når du snakker med Hr. Summers i dag, så nævner du kun mig fra den samtale af, og at du opdagede, at du havde fået forkert nummer og havde fat på den forkerte Erik, forstået? Så skal jeg nok forsøge at redde trådene ud. Og du hedder fremover Ivy, du må ikke lystre på det andet” Svarede jeg og begyndte at gå imod klasselokalerne.

     ”Du.. Du kan ikke bare gå” Udbrød hun vredt og i løbet af ingen tid, havde hun grebet fat i min arm og stillet sig ind foran mig, så min rute blev blokeret. ”Hvis jeg ikke skal lystre på andet, hvorfor kalder du mig så Annabell? Og hvorfor er det så vigtigt, at de ikke må få det af vide?”

     ”De opdager det, hvis vi ikke tager til time. Hold lav profil, vi snakker om det når vi har fri” Svarede jeg og så på hende. Inden jeg flyttede hendes hænder og begyndte at gå, selvom jeg langt fra havde lyst til det. Men det var nødvendigt, hvis vi skulle redde hinanden eller blev vi nød til at flygte.

     ”Men .. Men Erik! Jeg forstår det ikke” Hendes stemme skælvede og hun var panisk.

Mit blev gled over skulderen og det skar i mig, at se hende sådan her. Men vi måtte holde det skjult for alle andre. Det var nødvendigt. Hun var helt foroverbøjet og tog sig til hovedet, kunne jeg se.

     ”Glem alt vi har snakket om, du må ikke fortælle det til nogen, Ivy” Svarede jeg, inden jeg forsvandt op af trappen og mod time.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...