På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3068Visninger
AA

9. Kapitel 8. Annabell

Hvorfor kunne han ikke bare tage den pokkers telefon?!

Jeg befandt mig ude på et af skolens mange toiletter, hvor jeg en anelse frustreret prøvede at få fat på Erik. Hele dagen havde været et mareridt, da folk selvfølgelig skulle finde rygtet om, at populære Erik havde knaldet den nye pige, utrolig interessant. Og jeg fandt mig ikke i, at han havde startet de rygter.

     "Det' Erik", blev der endelig svaret i den anden ende, og med det samme var jeg over ham.

     "Ikke nok med, at du ikke vil give mig svar, nu har du også spredt rygtet om, at du har knaldet hende 'den nye'?" spurgte jeg arrigt, og hvis han havde været her, havde jeg med sikkerhed givet ham en lussing.

     "Hey rolig nu! Hvem siger, at det er mig, der har spredt rygter, det så jo mistænkeligt ud i forvejen? Folk drager bare forhastede konklusioner?" kunne jeg høre hans stemme i den anden ende af røret, men det gjorde mig nærmest bare mere arrig. Og ikke nok med det, lød der en latter i baggrunden.

     "Men du gør ikke noget for at afværge de rygter. Brug nu for fanden din status til at gøre mig usynlig igen!" kom det arrigt fra mig gennem telefonen og efter en kort indskydelse fortsatte jeg: "Og fortæl så din ven, at det overhovedet ikke er sjovt!"

Latteren i baggrunden blev om muligt endnu højere, men det var der ikke noget jeg kunne gøre lige nu.

     "Det er rygter Ivy, jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvad folk render rundt og siger."

Det var så det forkerte at sige, og ikke nok med det hører jeg en slesk pigestemme i baggrunden, som bare får mig til at blive endnu mere arrig. Af en eller anden grund bryder jeg mig ikke om hende, selvom jeg egentlig hverken har mødt eller kender hende.

     "Synd, for jeg er ikke ligeglad. Hey, kan du egentlig ikke bare knalde hende din veninde? Det ville faktisk løfte det hele", sagde jeg en anelse ironisk, da der nok ikke var den store chance for, at han ville gøre det, hvilket jeg egentlig ikke kunne svare på.

Han lød noget fraværende i telefonen, og det fik mig til at rejse mig fra toiletsædet og låse mig ud.

     "Hvorfor skulle jeg gøre det?" lød hans undrende stemme i den anden ende, men endnu en gang kunne jeg høre den sleske stemme i baggrunden. Mine skridt blev mere faste og hurtigere, mens jeg bevægede mig ned gennem gangen.

     "For at få opmærksomheden fra mig. Hun er jo tydeligvis helt skudt i dig, så hvorfor ikke?"

Efter en kort indskydelse truede jeg dog: "Du kan lige vove at lægge på!" Så ville jeg først blive gal.

Det lød som om han virkelig overvejede at lægge på, men alligevel svarede han: "Opmærksomhed fra dig? Hvordan skulle jeg få mere af den, du lader mig jo ikke være. Du forstod ikke, hvad jeg fortalte dig, og det er altså bedre, at du ringer på et andet tidspunkt."

Jeg fnøs ind gennem telefonen, og fortsatte bare lidt hurtigere ned af gangen.

     "Opmærksomheden væk fra mig!" hvæsede jeg nærmest ind i telefonen og sørgede for selv at lægge på, inden han gjorde. Han skulle ikke regne med, at det her var slut, for det var skam først lige begyndt, og øjeblikket efter den bratte pålægning, trådte jeg ind i hans klasseværelse, hvor han selvfølgelig befandt sig med hans ven og hende den sleske, som jeg for resten overhovedet ikke brød mig om. Endnu en gang var det vennen, der først lagde mærke til mig og signalerede det til Erik, men lige nu gjorde det ikke noget. 

     "Så er det da heldigt, at jeg ved, hvor du befinder dig henne", sagde jeg ironisk, da jeg kom hen til ham.

     "Stalker", hostede vennen og jeg sendte ham bare et kort blik, inden jeg igen vendte opmærksomheden mod Erik. Vennen skulle bare vide.

     "Kommer du frivilligt, eller skal jeg tvinge dig med?" spurgte jeg hårdt, og selvfølgelig valgte pigemennesket at bryde ind. Jeg kunne ikke lide hende på nogen måde. Hvorfor vidste jeg ikke.

     "Hør her Ivy", fnøs hun på en virkelig tøset måde, jeg overhovedet ikke brød mig om, "han gider dig ikke længere, du var en engangsforestilling, sådan er det bare." Hendes ord fik ikke ligefrem mit temperament til at falde nærmere tværtimod.

     "Det kan godt være, at han ikke gider mig, men tror du så, at han gider dig? Hvor længe har du lige bagt på ham?" spurgte jeg, hende spidst og lagde armene over kors, mens mit blik lagde skarpt på hende.

     "Rolig nu alle sammen", brød Erik dog ind med et suk, selvom jeg ellers var næsten sikker på, at jeg kunne have fået en fremragende diskussion med hende pigen, der nu var blevet godt formælt. "Vi må hellere gå ud og så snakket færdig om det her."

Han greb fat i min arm, og et veltilfredst smil kom frem på mine læber, da det var det her, jeg gerne ville have.

     "Erik, bare få det overstået på toilettet, så ses vi i spisesalen", skulle vennen dog selvfølgelig bryde ind, men i stedet for, at blive vred drejede jeg hovedet mod ham med et lusket smil.

     "Hvis du er så betaget, kan du passende møde mig, derude efter samtalen her." Jeg vidste ikke, hvorfor jeg sagde det, men det var nok for at få ham lidt ned på jorden. Han virkede til at have lidt for meget selvtillid.

Desværre forstod han ordene forkert. Eller ikke forkert, nærmere bare bogstaveligt. 

     "Du siger bare hvor og hvornår, og så ser vi hvor længe du kan holde ud", blinkede han kækt til mig, og jeg vendte kort blikket mod Erik, som ikke så helt tilpas ud ved samtalen. Jeg holdt dog masken og lod være med at vise, hvor ubehageligt til mode jeg var bare ved tanken.

     "Top."

Jeg blev trukket ned af gangen af Erik, men det havde jeg ikke så meget imod. Mine tanker kørte på, om ham vennen mente det seriøst. Kunne han virkelig mene det?

     "Mener han det seriøst?" spurgte jeg alligevel forsigtigt, bare for at være på den sikre side. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at miste min mødom til sådan et fjols.

     "Det er Jason, så selvfølgelig mener han det seriøst! Men bare ignorer ham." Jeg vidste ikke helt, om jeg kunne stole på Erik, men lige her stolede jeg på ham. Jeg skulle bare sørge for, at ignorere denne ven, der åbenbart hed Jason.

Jeg fnøs kort af det og overvejede, om jeg skulle komme med en eller anden bemærkning om, at han var et svin, men jeg valgte at holde den inde. Jeg blev ført ned af trapper og helt ned til kælderrummet, hvor cyklerne og idrætshallen lå. Min cykel stod også et sted i virvaret.

     "Hvad er det, du vil snakke om, siden det er så vigtigt?" spurgte han og stoppede op. Jeg trak i ren protest min arm til mig og lagde dem over kors, så jeg i det mindste kunne se en smule truende ud.

     "Jeg vil have svar. Hvor kender jeg dig fra, og hvis det er for svært at svare på, hvor kender du så mig fra?"

Han så ikke helt tilpas ud ved situationen og kiggede sig omkring, som om han var bange for, at nogle ville lytte. Og for at bekræfte det endnu mere, lænede han sig helt ned over mig, så han kunne hviske til mig. For mig betød det, at det næsten burde være sandheden, hvorfor ellers alt det hemmelighedskræmmeri?

     "Fra klinikken. Vi var, eller du var en del af et forsøg - Jeg er det stadig."

Mit hoved begyndte med det samme at værke, og jeg trak mig væk fra ham, så det var muligt for mig at tage mig til hovedet. Hvad skete der lige?

     "Klinikken...? Hvad mener du?" spurgte jeg, men jeg fornemmede alligevel at svaret var lige i nærheden. Hovedpinen blokerede bare for det.

     "Vi er en del af et forskningsprojekt, vores forældre... Det er indviklet, ham du snakkede om? Summers? Han er en af forskerne, der analyserer dig hele tiden." Han sagde det dæmpet og helt seriøst, og hovedpinen blev om muligt værre.

     "Analyserer mig? Men... Hvorfor?" Mit blik lå undrende på ham, og i samme øjeblik ringede mig mobil. Da jeg tog den op af lommen, kunne jeg se, at det var Summers.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...