På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3063Visninger
AA

8. Kapitel 7. Erik

Det kom helt bag på mig. Annabells læber blev presset imod mine i et kys, og jeg blev slået noget ud af det. Den havde jeg virkelig ikke set komme. Jeg besvarede, derfor ikke kysset, stivnede bare og da jeg endelig reagerede – hvilket var indenfor ganske få sekunder, tog jeg fat i hendes skuldre og skubbede hende tilbage og væk fra mig.

     ”Hvad fanden skulle det til for Annabell?” Røg det spørgende ud af munden på mig i overraskelse, mens mine hænder sørgede for, at holde afstand til hende ved, at hvile imod hendes skuldre. Det var først der, at det gik op for mig, at jeg havde lavet en fejl. Den største af slagsen - Jeg havde sagt hendes rigtige navn. Jeg håbede inderligt, at hun ikke opdagede det.

     ”Jeg vidste det!”, sagde Annabell lavt, og jeg kunne høre den grødede stemme, der for de fleste ville indikere, at hun var ved at græde. Men jeg vidste bedre. Fandens, hun havde hørt det. Mig og min mund. Inden jeg nåede at åbne munden for at sige noget, opdagede jeg det luskede smil der passerede på hendes læber.

     ”Hvorfor tog mig med herud, hvis du bare ville afvise mig?” Spurgte hun hysterisk og vendte sig rundt og forsvandt ud af døren. Hun ramlede nærmest ind i den fulde Amy, der stod i døråbningen. Jeg kunne ikke andet end at stå og se overrasket efter hende. Men jeg kunne genkendte det smil - den glød der lå over hende, derfor tegnede der også et over mine læber. Det var den Annabell, jeg genkendte og huskede fra dengang vi begge var på klinikken sammen. Før hele ulykken og deres genstartning af hende. Dengang vi var "venner".

Smilet lå over mine læber, mens jeg stod og stirrede ud af døren, inden jeg fik øje på den måbende Amy og hendes veninde Audrey, der stod bagved. Straks forlod der et suk fra mine læber, de havde hørt hele seancen. Måske endda set den.

     ”Kyssede du lige med hende?” Udbrød Amy, med sin fulde stemme og de glaserede øjne der pludseligt skiftede til helt blanke og på grådens rand.

     ”Amy..” Begyndte jeg sukkende, men tårerne løb allerede ned over hendes kinder og hun var væk i løbet af et split sekund. Her stod jeg så tilbage i skuret og vidst ikke, hvad jeg skulle gøre. Mange af de omkring ståendes blikke var rettet imod mig. Jeg måtte virkelig fremstå som en narrøv lige nu. Det kunne jeg dog ikke ændre på nogen måde lige nu. Annabell. Det slog mig pludseligt. Jeg søgte derfor indenfor igen, og blev mødt af dne fulde Jason, der stod i døren.

     ”Hey mate! Hvor har du været? Jeg har ledt efter dig! Fandt Amy dig?” Spurgte han smørret.

Jeg sukkede straks ved de ord.

     ”Det var dig der sendte hende?” Mumlede jeg.

     ”Men fandt hun dig?” Spurgte Jason igen, og blinkede kækt til mig for at indikere, at der var mere i det end bare, hvad han sagde. Det havde jeg jo ligesom regnet ud.

     ”Ja, og hun så også at Ivy kyssede mig”, Sagde jeg og denne gang huskede jeg, at sige det rigtige navn. Det var nu heldig nok, at skulle forklare sig ud af den igen, ville kræve en del. Jeg bemærkede hvordan en rynke formede sig i panden på Jason.

     ”Det mener du ikke vel? Hende den nye pige?” Udbrød han overrasket og så på mig.

     ”Jeg skubbede hende væk, men ja ..” Forklarede jeg, mens jeg rystede let på hovedet af hele seancen. Det var ikke lige det bedste øjeblik i min historie. Jasons latter rungede derefter i mit hoved, og det var umuligt at slippe af med.

     ”Det er sku det bedste jeg har hørt hele aftenen!” Skrålede han grinende og højlydt. Inden han straks var i gang med at fortælle folk det.

Jeg gned mig i tindingen, inden jeg gik op i baren og fik købt mig en øl. Det blev til en ordentlig slurk, inden mit blik faldt på Annabell. Nej Ivy, jeg må snart lære det. Hun sad helt alene, stirrede ud i luften med et fjernt udtryk. Et som jeg vidste, betød hun tænkte noget gevaldigt. Jeg vidste med det samme, at jeg blev nød til at forklare det nærmere til hende. Et kort drillende smil faldt over hendes læber, da vores øjne mødtes, gjorde mig helt sikker i min sag.

Men når de nu havde genstartet Annabell, ville hun så stadig have sin evne? Eller havde de fjernet den sammen med genstartningen? Jeg så indgående på hende, inden jeg gjorde et ryk med hovedet, så hun forhåbentlig fangede hentydningen og fulgte med. Jeg bevægede mig derfor ud på badeværelset, da det var det sted der var tomt og vendte mig rundt, mens jeg ventede. Det måtte se spøjst ud for alle andre. Det tog ikke lang tid inden, hun smuttede ind af døren og lukkede den bag sig. Uden at tænke yderligere over det, så låste jeg døren, selvom det ville virke mistænksomt for de andre og rygterne nok alligevel gå amok omkring det her. Jeg kunne allerede se for mig, hvordan rygterne om at jeg havde knaldet den nye pige, ville spring rundt fra mund til mund mandag. Jeg rystede derfor på hovedet og ignorerede det bevidst.

     ”Er det virkelig dig Annabell?” Røg det derfor stilfærdigt ud over mine læber, da jeg så direkte på hende. Hendes blik var spørgende og det ene øjenbryn var løftet hos hende. Jeg blev bare nød til at vide det. Kunne hun huske mig. Ubevidst fandt jeg min mobil frem og tjekkede den. Mange ubesvarede opkald og sms’er, men det var ikke det jeg tjekkede. Jeg tjekkede at jeg ikke var kommet til at ringe nogen op ved et uheld. Hendes bestemte maske krakelerede og hun så på mig med et forbavset blik.

     ”Du kender mig! Men fra hvad?” Spurgte hun lavt, og holdt blikket i mit. Hendes blik virkede en anelse forpint, noget jeg ikke brød mig om. Pr. refleks skød mit blik undersøgende rundt på badeværelset. Det var trænet i at fange alt. Noget vi blev trænet i på klinikken i de første dage.

     ”Hvad ved du?” Spurgte jeg derfor og så direkte på hende. Inden jeg rømmede mig og valgte at uddybe, det var det mindste jeg kunne gøre. ”Hvad har din .. øhm .. Familie fortalt dig?”

Jeg var allerede på dybt vand. Langt ude.

Hun rystede på hovedet og lænede sig op af døren.

     ”Jeg ved det ikke.. jeg ved, at jeg hedder Annabell og ikke Ivy. Jeg ved, at jeg kender dig. Jeg ved bare ikke hvorfra!” Kom det fra hende, inden hun frustreret bankede hånden ind i døren, hvilket måtte lyde underligt udefra. ”Ingenting. Overhovedet. Vi er lige flyttet hertil pga. min mors nye arbejde, og også for, at jeg kunne få en ny start, da jeg ikke havde det så godt på den forrige skole.. Hr. Summers vil heller ikke fortælle mig noget”

Hendes ord overraskede mig. Jeg rodede mig i det rødlige hår. Hendes nye mor måtte det være? Jeg bed mig i læben, da jeg ikke brød mig om de ord hun fortalte. Vent sagde hun lige Hr. Summers? Så hun stadig ham?.

     ”Hvad kan du huske fra dit tidligere liv, fra før du flyttede hertil Annabell?” Spurgte jeg derfor, inden jeg blev nød til at spørge om det andet. Det blev tilføjet – nærmest kastet efter hende. ”Mødes du stadig med Hr. Summers?” Jeg blev alligevel overrasket over det, trods alt. Jeg tog hurtigt min hånd op foran munden for at afvige ordene, men det var allerede for sent.

     ”Ikke andet end at det var elendigt”, Svarede Annabell og rynkede i panden. Hendes brunlige og evnetyrlige blik blev skød med det samme op på mig. ”Ja, det gør jeg. Kender du ham?” Denne gang lød hun chokeret.

Jeg måtte redde den her.

     ”Hør Annabell.. Du bliver nød til at glemme og holde det hemmeligt, at du har snakket med dig. For din familie og alle dem du mødes med. Vi må ikke ses, og du må for alt i verden ikke fortælle Hr. Summers om det her” Sagde jeg i en beslutsom tone.

Kort så jeg ind i hendes fangende øjne, inden jeg tvang mit blik væk.

     ”Den her samtale har aldrig fundet sted” Med de ord, låste jeg døren op og forsvandt straks ud af den. Det her havde været en stor fejl. Jeg nåede dog ikke langt inden, jeg hørte trin og snak omkring mig. En hånd greb fat om min skulder og jeg blev drejet rundt, hvorefter jeg så det vrede blik i hendes øjne.

     ”Hvad fanden mener du med det?” Spurgte Annabell hårdt og utrolig højt.

     ”Det kan jeg ikke fortælle eller forklare dig her, bare gør som jeg siger også kan du give mig dit nummer, så skal jeg nok forklare resten på et tidspunkt” Svarede jeg med en dæmpet stemme. Det her var noget lort, jeg måtte ikke snakke med hende igen. Hun måtte ikke kontakte mig. Jeg forsøgte at vise det med mine øjne. Hendes øjne blev lettere paniske, mens hun stod der foran mig.

     ”Du kan ikke bare sige sådan noget, også regne med, at jeg vil lade dig gå” Sagde hun lavt, inden hun kort lod blikket ryge rundt på de vågne blikke der lå imod os. ”Jeg har dit nummer, så du skal regne med, at jeg ringer snarligst”

Hun kastede nærmest til min skulder, da hun slap mig. Inden hun spankulerede gennem menneskemængden, hvor mange stå måbende og så til, indtil hun forsvandt. Jeg rystede på hovedet, det blev jeg nød til.

     ”Wow et dramashow, hvad skete der? Fik du ordnet hende” Spurgte Jason slesk, og kom hen og lagde armen omkring mig, mens jeg stirrede tomt ud for mig, ud i den retning, hvor Annabell var forsvundet væk. Jeg fangede ikke rigtigt ordene.

     ”Øh hvad? Nå det .. Ja det siger vi bare,” svarede jeg uden at lytte til de rigtige ord. Lort med lort på, det var hvad der beskrev denne situation. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...