På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3044Visninger
AA

63. Kapitel 62. Annabell

Jeg kunne ikke forstå det. Hvordan kunne det lade sig gøre?!

     ”Erik, Erik!” blev jeg ved med at råbe og jeg holdt hans hoved ind mod mig, mens jeg prøvede at få liv i ham. Blodet, der dog strømmede ud af hullet i hans brystkasse var dog ikke til at tage fejl af.

Jeg blev grebet bagfra og hevet væk fra ham, og dette fik mig bare til at skrige endnu mere, mens jeg prøvede at vride mig ud af det hårde greb, der dog holdt mig tilbage.

Dr. Sinclair trådte frem og kastede et blik ned på Eriks krop, hvor blodet bare blev ved med at flyde. Hendes ansigt var iskoldt, men alligevel kaldte hun Annya frem. Annya trådte ret så hurtigt hen og satte sig på knæ ved siden af Erik, inden hun lod hænderne glide over såret. Tårerne kunne igen ses i hendes øjne, men der skete intet ved Eriks krop, ikke andet end at blodet sagtnede farten.

     ”Jeg… Kan ikke gøre noget. Hans celler modarbejder mig, de er for sløve til at stoppe blødningen”, kom det lavt fra hende, men jeg kunne alligevel tydeligt høre hendes ord.

     ”NEEJ! Du må kunne redde ham, det SKAL du bare!” skreg jeg hysterisk og denne gang fik jeg et vrid med armen, hvilket fik tårerne til at få frit løb ned over mine kinder.

Annya vendte blikket mod mig og det var fuldt af sorg. Det var dog tydeligt, at hun var afkræftet, og hun faldt også næsten ned over Erik, da hun vendte blikket fra mig igen. Dette medførte et suk fra dr. Sinclair, der derefter fik Travis til at bære hende væk.

     ”Erik, Erik, Erik. Du kunne ikke bare lade os gennemføre det, så du derefter kunne leve videre?” sukkede hun.

Jeg vred mig i grebet, inden jeg lod mig falde ned på knæ for at prøve at komme så tæt på Erik som muligt. Minderne strømmede igennem mig, selvom jeg prøvede at holde dem ude. De var simpelthen for smertefulde til at jeg ville lade dem komme, men det skete alligevel.

     ”Hvorfor elsker du mig egentlig?”

Hans stemme vækkede mig let ud af døsen, jeg ellers var faldet i. Dynen over os var behagelig, ligesom hans nøgne krop mod min.

Jeg løftede langsomt blikket op mod ham og tog armen op for at stryge ham over håret.

     ”Hvad er der ikke at elske? Du er sød, sjov og min bedste ven. Det kan ikke blive meget bedre”, svarede jeg ham med et lykkeligt smil og kunne mærke, hvordan han lod sin hånd glide over min bare ryg. Jeg kunne ikke rigtig se hans ansigt i mørket, men jeg fornemmede, at der lå et smil over hans læber.

     ”Er du sikker på, at du ikke beskriver dig selv?” lød det drillende fra ham, inden jeg mærkede hans bløde læber mod mine.”

Jeg ville ikke have ham død. Jeg ville med glæde dø i hans sted, da det eneste, jeg nogensinde havde ønsket sådan inderligt var at være sammen med ham. Selv efter genstartningen havde der manglet noget, et eller andet, inden jeg mødte ham igen. Alt den tid, vi havde mistet skar sig nærmest igennem mig.

Grinet flød igennem mig, da jeg vred mig under ham på den grønne mark. Græsset havde en behagelig lugt, der fandt vej til mine næsebor, mens jeg kæmpede efter at få vejret og komme væk fra hans kildende fingre.

     ”Erik!” hvinede jeg, inden jeg kunne mærke, hvordan han greb fat omkring mig og trillede os rundt, så jeg lå oven på ham i et greb, som jeg ikke kunne slippe ud af.

     ”Du bedte selv om det. Du kunne jo bare have overgivet dig i første omgang.”

Jeg rakte tunge af ham, men kunne alligevel ikke lade være med at smile, selvom han egentlig havde fanget mig.

     ”Dumme knægt. Hvis bare han havde overgivet sig, så havde det været meget nemmere for ham.”

Hr. Summers trådte frem og gik over og sparkede let til den døde Erik. Vreden pumpede igennem mig og jeg vred mig igen i grebet, mens jeg prøvede at holde de hysteriske hulk inde. Det lod sig dog ikke gøre.

     ”Travis. Mason. Tag Eriks lig og smid det ned af vandfaldet. Vi bliver nødt til at skille os af med ham, så ingen vil fatte mistanke om vores foretagende.” Hans stemme var helt kold og han lavede bare en enkelt håndbevægelse, som om han var ligeglad.

     ”Nej. Nej!” skreg jeg, inden min evne kickstartede sig selv. Ilden bredte sig fra mine hænder, så grebet om mig blev sluppet med det samme. Jeg væltede ned over Erik og tog hans hoved i mine hænder. Han var leddeløs og bevægede sig ikke det mindste, selv ikke, da jeg lænede mig ned og pressede mine læber mod hans.

     ”Kom tilbage til mig. Kom tilbage!” hviskede jeg hysterisk og krammede hans hoved ind til mig, selvom jeg kunne mærke, hvordan der ikke skete noget.

Et hårdt greb blev strammet om min skulder, og jeg hvæsede, da min evne kickstartede sig selv for at få brændt hånden væk. Hele min krop satte sig selv i brand ved dette, så ilden også begyndte at antænde Eriks hår, så det så endnu rødere ud. Der skete dog stadig ingenting, og jeg kneb øjnene sammen.

     ”Leonora, NU!” lød det bag mig, inden jeg kunne høre braget fra skuddet. Jeg blev nærmest slynget ind over ham af kraften, inden jeg kunne mærke kulden sprede sig. Det var dog ikke uhyggeligt på nogen måde.

Da livet langsomt gled ud af mig sammen med blodet fra hullet i ryggen, lænede jeg mig helt ned over den døde Erik og hviskede: ”Jeg elsker dig. Vi… Skal… for altid… være sammen.”

Et lettende følelse forlod mig, da det sidste jeg mærkede var et spark i ryggen, men på min nethinde var der ikke andet end hans smilende ansigt. Det var det sidste, jeg så. Og det fik lykken til kort at vende sig igennem mig, inden livet forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...