På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3068Visninger
AA

62. Kapitel 61. Erik

Vi bliver slæbt udenfor, tæt ved vandfaldet – men alligevel på fast jord, med fugtigt mos og græs omkring os. Hvis ikke, det havde været fordi, at vi var i denne situation, så ville jeg have fundet stedet smukt og idyllisk. Det her måtte ikke ske. Det måtte bare ikke ske. Mit hoved vred sig efter en løsning, mens jeg blev holdt tilbage af Mason og Travis og så, hvordan Jasper endnu engang vred Annabells arm om på ryggen. Jeg forsøgte, at kæmpe imod. Det tog dog ikke mange kræfter, at vride sig løs fra Travis svage greb, han var stadig rystet over det med Charlie, eller det var i hvert fald mit gæt – desuden så var han langt svagere end mig. Jeg knyttede min hånd og smækkede den imod Mason, som straks hev efter vejret, men blot strammede sit greb, inden jeg mærkede et smertefuldt spark over mine ben, så det ene forsvandt væk under mig, og jeg knaldede knæet ned imod jorden. Travis vred igen armen rundt på ryggen af mig, mens jeg blev holdt nede.

     ”Erik. Erik. Erik.” Sukkede Dr. Sinclair, mens hun trådte tættere på. Hendes skygge bevægede sig imod mig, mens hun nærmede sig faretruende, og stilethælene klikkede imod hulens gulv.

Jeg mærkede et ordentlig slap i baghovedet, som fik mig til, at skubbe hovedet frem, inden jeg mærkede hendes hænder der gled ned under min hage, som hun satte sig på hug, og løftede mit blik, inden jeg mødte Dr. Sinclairs blik, det var bestemt og langt mere fast end jeg nogensinde, havde set det før.

     ”Hvad skal jeg stille op med dig, Erik” Hun rystede opgivende på hovedet. ”Du har gravet din egen undergang, og for hvad? For kærlighed? Forstår du ikke, at du er en del af noget større. Du var den perfekte soldat, men hun ødelagde det, men det kan vi stadig nå at lave om på.”

Mine øjne udviddede sig. Vent, havde hun ikke lige sagt, at vi begge stod til eliminering. Jeg rynkede i panden ved de ord, det var da en dårlig idé. Dog frygtede jeg, hvad hun ville sige som det næste, jeg sank en klump. Hun havde da ikke tænkt sig at genstarte mig. Hun slap mit hoved og rejste sig op igen.

     ”Vi har ikke råd til at miste en som Erik,” Begyndte hun tænkende, mens hun så på Hr. Summers. Jeg forsøgte at følge med i alle bevægelserne, og finde en udvej. Der måtte være en måde, at slippe ud af det her på. De kunne ikke eliminere os. Det måtte de ikke.

     ”Hvad foreslår du? En genstartning?” Slyngede Hr. Summers ud, mens de stod og udvekslede blikke med hinanden.

     ”Det er muligt, det ville faktisk være ganske relevant. Erik er lettere at manipulere med, hans mor vil indvillige i det – det samme med hans far. Og med Annabell af banen, vil han ikke vende tilbage til det gamle. Vi kan sætte ham ind i programmet igen og slette alle spor af Annabell og erstatte kærligheden med en af de andre forsøg” Begyndte Dr. Sinclair, mens hun gned sig let ved hagen.

     ”Hvad? Nej det kan i ikke gøre imod ham!” Klynkede Annabell, mens hun forsøgte, at skubbe sig fri, men Jasper slap hende ikke det mindste. Han stod og skærmede for hendes ydre, så jeg næste ikke kunne få øje på hende for ham.

     ”I kan ikk-” Mere nåede jeg ikke, at sige inden jeg fik endnu et slag i baghovedet og måtte udstøde en smertefuld lyd, da jeg på den måde formåede, at bide migselv hårdt i tungen, og den metalliske smag i munden bredte sig, mens jeg ømmede mig en anelse.

     ”Vi har aldrig afprøvet genstartningen på den måde, men det ville kræve en frivillig” Pointerede han, imens jeg mærkede, hvordan det føltes som om, at nogen flåede noget ud af mig. Nej, det kunne de ikke gøre. Det måtte de ikke gøre. Jeg bed mig i underlæben.

     ”I er sindssyge! Det kan i ikke gøre” Skreg jeg. Men jeg kunne dog stadig ikke flytte mig, så jeg blev siddende på mit knæ, selvom mine ben var begyndt at syre af denne stilling. Der var ikke meget jeg kunne gøre for, at komme igennem det her. Det var et helvedet. Mason og Travis holdt mig nede, så jeg kunne ikke trække mig på nogen måde. Mason var stærk. Ikke på samme måde som Jake-stærk.

     ”Åh, kære lille Erik. Mange ting kan du kalde os, men sindssyg er ikke en del af det. Det burde du efterhånden vide bedre end nogen anden. Den eneste du kan skyde skylden på her er dine forældre, de skænkede dig til forskningen, og du valgte at forelske dig i en af de andre. Du kendte konsekvenserne – du vidste, at der var en mulighed for, at man kunne blive genstartet. Det er der altid. Men I kan aldrig undslippe forsøget, I tilhører os, og det vil i altid gøre” Dr. Sinclair holdt en lettere dramatisk pause, mens jeg forsøgte at rumme alle informationerne. Vi ville altid tilhøre klinikken. Men jeg ønskede ikke at tilhøre klinikken. Alligevel overvejede jeg om der var en udvej.

     ”Det kan i ikke, vi vil altid finde en udvej! I vil aldrig kunne tvinge os til at blive her, så ville jeg hellere dø!” Fnøs jeg af dem, mens jeg mærkede, hvordan min ene arm blev vredet hårdere om på ryggen, mens jeg blottede tænder og bed dem hårdt sammen i smerte. Jeg kneb øjnene sammen og forsøgte at ignorere smerten, ligesom vi var trænet til at gøre.

     ”Der er ingen anden måde, Erik. Vi kan jo ikke lade jer gå, i vil afsløre alt og to unge på jeres alder, vil aldrig kunne klare sig et helt liv, slet ikke – når i ikke engang overvejer, hvad jeres fremtid vil bringe,” Hr. Summers blik gled kort hen imod Annabell.

     ”Hvad, hvis ..” Tøvede jeg, mens mit hoved knagede efter en løsning på alle problematikkerne. Det eneste der faldt mig ind, ville gøre, så jeg ikke kunne ses med Annabell. Men måske var det for det bedste. Jeg elskede Annabell, men hvis det kunne sikre hendes overlevelse.

     ”Hvis i .. Hvis i lader Annabell overleve, og lader hende få et godt liv – udenfor klinikken og aldrig rører hende igen. Så vil jeg..” Jeg tøvede og sank en klump.” Så vil jeg gå med jer igen, og aldrig gå imod jer igen. Men kun hvis i aldrig rør hende og lader hende leve,” påpegede jeg.

     ”Nej Erik! Det må du ikke!” Skreg Annabell.

Denne gang ignorerede jeg det fuldstændigt. Der var ikke andet for. Det var for det bedste. Dr. Sinclair og Hr. Summers stod og mumlede nogle uforstående ord med hinanden. Jeg ved ikke, hvor længe der gik, men min krop sitrede af smerten fra det hårde greb.

     ”Det kan vi gå med til, på en betingelse.” Hr. Summers så indgående på mig, og jeg mødte hans blik. ”At vi giver dig et serum nu”

     ”Nej Erik! Det er en fælde!” Forsøgte Annabell.

Jeg tøvede meget kraftigt. Det var uden tvivl en fælde. Det skreg af fælde, og derfor tøvede jeg kraftigt, mens jeg tippede hovedet let på skrå. Jeg blev skubbet fremad af Mason. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre, derfor gav jeg et nik fra mig –ganske uvilkårligt.

     ”I kan ikke gøre det her imod ham! Det må i ikke, Erik du kan ikke gøre det her. Jeg vil ikke leve uden dig!” Kom det fra Annabell i en klynken, mens jeg blev skubbet frem af Mason. Travis havde endeligt sluppet mig og var gået op på siden af Leonora, som jeg ganske kort fik øjenkontakt med.

     ”Annabell, det er den eneste udvej,” kom det sørgmodigt fra mig. Jeg ønskede ikke, at gøre det her, men det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne sikre mig, at hun ville klare den. Den eneste måde, så de ville lade hende gå uberørt.

Dr. Sinclair knipsede med fingrene og jeg så, hvordan en alt for velkendt skikkelse trådte frem. Mor? Hendes sørgmodige blik gled over mig, mens hun bed sig usikkert i underlæben, og så på mig. I hendes hånd var der en sprøjte, der måtte indeholde det serum, som de ville have sprøjtet ind i mig. Hun gik tøvende derhen.

     ”Min dreng,” hviskede hun lavmælt, inden et fnys lød ovre fra Dr. Sinclair

     ”Få det nu overstået, i kan tale sammen bagefter” Proklamerede hun med en bestemt og autoritær tone, da hun bestemt ikke have tålmodigheden til, at afvente det. Jeg bemærkede, hvordan min mors øjne var glasserede og rødlige. Hun havde grædt, hendes hænder rystede ligefrem, da hun hævede nålen og jeg mærkede, hvordan Mason slækkede grebet i min arm.

Hun pressede nålen ind i min arm, og trykkede kanylen i bund, så jeg kunne mærke den sviende fornemmelse af væsken, der summede ind i min arm. Hvordan kunne hun stadig være på deres side? Jeg søgte desperat efter noget fra hendes blik af, men med det samme hun havde trukket nålen ud af min arm, var hun væk igen. Hun skyndte sig væk. Jeg forstod ikke hvorfor.

     ”Men hun .. Du sagde hun var indlagt?” Røg det tøvende ud af mig.

     ”En løgn, men en der var nødvendigt i situationen,” røg det ud af Hr. Summers med et køligt smil over læben, inden han fnøs. ”Og nu Mason, kan du slippe Erik og gøre det som du er blevet tildelt til”

Mason trådte til siden, og frem imod Annabell, som blev holdt fast af Jasper. De trådte begge hen imod hende, og jeg vendte mig rundt, mens jeg mærkede en summen i min krop. Hvad var det de havde sprøjtet ind i mig. Jeg bed mig svagt i underlæben, inden jeg mærkede, hvordan det slørede for mit blik, og noget virkede til at dræbe mig indvendigt.

Kort krympede jeg sammen, og hev efter vejret.

     ”Hvad har I gjort ved ham?” Røg det febrilsk ud over læberne fra Annabell, mens hun blev klynget op af et træ og holdt fast i en arm på hver side.

     ”Han ville aldrig, have gået med os – Ikke med dig i live. Så vi blev nød til at give ham noget, som slører hans evne til, at udfolde sig fysisk lige for en stund,” Jeg hørte ordene, og straks mærkede jeg, hvordan jeg skulle kæmpe mig til kræfterne og åndedraget. Det føltes som om, at jeg havde løbet flere hundrede af kilometer, min krop føltes tung.

     ”Snart er vi sammen igen, Erik. Dig og mig,” jeg mærkede et blidt klem imod min skulder ganske svagt. Kort overvejede jeg, om det virkelig kunne være Annabell. Men jeg sprang på benene igen, da jeg så at det var Leonora. Jeg rystede på hovedet, uforstående, mens alt virkede til at foregå i slowmotion.

     ”Leonora, du skal have værsgo til, at gøre det af med Annabell” Lød det fra Dr. Sinclair i en ordre. Jeg hørte et par gisp hist og her, inden jeg skød blikket fra den ene til den anden, da jeg så Leonora sende et slesk og tilfreds blik imod Annabell og sænke sin hånd ned imod sin lomme og hive en pistol frem. Hun gjorde klar til et skud, og jeg vidste, at det var nu eller aldrig.

Da skuddet lød sprang jeg frem og mærkede straks, hvordan luften blev slået ud af mig, da jeg sprang ind foran Annabell, og blev slynget imod jorden. Jeg hev efter vejret i nogle hikstende bevægelser og vejrtrækninger.

     ”ERIK!” Skreg Annabell hulkende og på en eller anden måde, formåede hun ar røre ved mig, og trække mig en anelse op, mens jeg mærkede, hvordan blodet strømmede ud og alt føltes mørkt, sløret og koldt.

     ”Jeg lovede .. At .. jeg .. ville .. passe .. på .. dig .. du .. er .. i .. sikkerhed” Åndede jeg besværet ud, mesn mine øjne gled i og alt blev indehyldet i mørke og kulde. Var det her døden? Var det nu min tid var ovre? Hun skulle overleve, ikke mig. Sådan havde det altid været. Jeg ville aldrig lade nogen tage hende fra mig igen. Min elskede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...