På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3068Visninger
AA

61. Kapitel 60. Annabell

     ”Tag det roligt, Erik. De vil ikke finde os her.”

Min stemme blev næsten overdøvet af det plaskende vand, der blev ved med at rinde ned fra vandfaldet, der skjulte vores gemmested. Eriks blik blev dog ved med at ligge mod udgangen, som om han var nervøs over, at vi pludselig kunne blive stormet omkuld. Selvom den nervøse fornemmelse af at blive forfulgt også lå i mig, så tog jeg det som paranoia. Det kunne ikke være andet.

     ”Det er bare… Jeg har det ikke så godt med det”, sagde han lavt som svar, men vendte alligevel blikket mod mig. Jeg kravlede over til ham væk fra tæpperne, som jeg havde siddet på længere inde i hulen. Jeg lagde let armene om ham og kyssede ham på kinden bagfra.

     ”Det skal nok gå. Vi finder ud af det”, beroligede jeg ham med et smil, og han drejede blikket mod mig.

     ”Det stoler jeg så på.”

Vi trak os længere ind til tæpperne, som jeg havde spredt ud, og åbnede nogle af poserne med nødder og frugt. Det var et beskedent måltid, men vi havde ikke kunnet fange noget af betydning. Og vi overlevede med det.

Mine tanker gled hen på nattens begivenheder, og jeg kunne mærke, hvordan jeg uvilkårligt kom til at rødme, da jeg tænkte på, hvad vi egentlig havde gjort. Men på den anden side, hvad vi nok også begge bare været lettede over at være i live. Jeg var i hvert fald. Hvis man overvejede, hvor mange gange, jeg havde været i fare for at miste mit liv de sidste par dage, var det overraskende, at jeg stadig kunne holde humøret højt. Men på den anden side, det var lidt svært, når Erik nu var her.

     ”Hvad tænker du på?”

Erik lænede sig ind i mit synsfelt med et drillende smil, og jeg kunne ikke gøre andet end at mærke glæden bruse igennem mig, da jeg let betragtede ham. Jeg fortrød, at jeg var blevet genstartet, selvom det egentlig ikke som sådan var noget, jeg kunne bestemme.

Derfor sukkede jeg også tungt.

     ”Det er bare… Ikke noget.” Jeg sendte ham et smil, men han godtog den tydeligvis ikke. ”Jeg overvejede bare, hvad vi havde før. Hvordan de bare tog det fra os.”

Han rykkede helt hen til mig og kyssede mig på kinden. Jeg kunne ikke lade være med at smile af ham, da han lod den ene hånd glide ned over min ryg.

     ”Hvad vil du vide? Jeg har det hele gemt herinde.”

Jeg sendte ham et smil, inden jeg tænkte mig om. Der var så mange ting, jeg gerne ville have svar på, men jeg vidste ikke, hvilken af dem var vigtigst.

     ”Du ved… Hvordan var vores… ja, første gang?” spurgte jeg lavt og rødmede let ved det. Han strøg mig let over kinden, så jeg vendte blikket mod ham, men han virkede ikke til at finde det akavet. Det var nok heller ikke så underligt, når man tog i betragtning af det, vi lavede i nat.

     ”Er du klar, nu kommer den lange historie”, sagde han med et blink inden han tog en dyb teatralsk inånding, som fik mig til at fnise.

     ”Det var en fredag. En af de der fredage, hvor man ikke rigtig har lyst til at lave andet end bare at sidde og se en film inde i den varme stue, mens regnen piskede ned udenfor. Det var hjemme ved dig, da din mor skulle have natarbejde, og egentlig havde vi bare planlagt, at vi skulle se film. En af de der action prægede nogen, som jeg så godt kunne lide, om som du gik med til at se, fordi du have valgt filmen gangen før.”

Han sendte mig et smil, inden han rykkede helt hen og trak mig lidt op på skødet af ham, så jeg bare sad og kiggede op på ham med et smil på læberne, da mindet fandt plads, da han begyndte at fortælle videre.

     ”Hen på aftenen var du næsten faldet i søvn op af mig, actionfilm var tydeligvis ikke din favorit, men da rulleteksterne begyndte at køre ned over skærmen vågnede du ligesom op og kiggede op på mig med dine smukke øjne.” En kort rødmen kommer over ham ved de ord, inden han fortsatte. ”Jeg var fanget. Og da du så trak mig ned mod dig med det der uskyldige smil, kunne jeg ikke stå for dig. Det blev til en smule kysseri, inden det begyndte at blive lidt varmt og vi gik efter at få tøjet af hinanden. Det var dog der, hvor jeg gjorde sådan her.” Og inden jeg egentlig nåede at reagerede havde han grebet fat under mine knæhaser og løftet mig op i sine arme, inden han rejste sig.

Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg kastede armene om halsen på ham, for ikke at falde ned, men hans stærke arme indikerede heller ikke, at det var en mulighed.

     ”Og hvad så?”

Han blinkede til mig, inden han bevægede sig over til vandfaldet, så jeg kunne mærke vildfarne dråber ramme mig i ansigtet.

     ”Så fik jeg transporteret os op overnpå til sit værelse, hvor jeg smed dig i sengen”, fortsatte han, inden han lod som om han ville smide mig ud gennem vandsløret.

Jeg hvinede højt af ham, og klamrede mig til hans hals med et grin, men han klukkede bare af min reaktion, inden han vendte sig om i en snurrende bevægelse, hvilket igen fik mig til at hvine. ”Erik!”

Han grinede dog bare af mig, inden han slap mine ben, så jeg måtte sørge for hurtigt at sætte fødderne i jorden for ikke at vælte. Han trak mig ind i sine arme og holdt mig tæt, så jeg ikke kunne gøre andet end at kigge op på ham med et smil og hjertet næsten helt oppe i halsen.

     ”Det var ikke fair”, påpegede jeg med en opsat sur mine, men da han lænede sig ned og kyssede mig, kunne jeg dog ikke gøre andet end at besvare det.

     ”Jeg fortalte jo bare en historie? Hvad var der galt med det?” drillede han igen, og jeg skubbede ham let i brystkassen, selvom jeg egentlig ikke have nogen chance for sådan rigtig at komme ud af hans greb. Jeg kunne heller ikke helt bestemme mig for, om jeg egentlig ville.

Derfor endte jeg også med at række tunge af ham, inden jeg dog fik smøget armene om ham i et let kram. Jeg sukkede tungt og hvilede hovedet mod hans brystkasse, mens jeg bare faldt hen i øjeblikket.

     ”Ikke noget… Hvad endte den historie så med?” spurgte jeg lavt og løftede blikket mod ham. Han smilede ned til mig og kørte en vildfaren hårtot om bag mit øre.

     ”Det tror jeg vidst godt, at du kan regne ud. Da jeg smed dig i sengen gik det hele meget hurtigt og ja, så var det ovre.” Jeg rødmede let af hans ord, men ellers var der ikke andre reaktioner. Han havde jo ret.

I lidt tid stod vi bare sådan, i et betryggende kram, som jeg helt klart havde brug for, inden jeg løftede blikket mod ham. Han fik fisket min arm op, så jeg let kunne stryge ham over panden og fjerne noget af det røde hår. Han sendte mig et smil og lænede sig ned for at hvile sin pande mod min.

     ”Vi klarer den. Lige meget hvad, så klarer vi den”, hviskede jeg til ham, og jeg kunne ligefrem se glæden i hans gullige øjne.

Han kyssede mig blidt, hvilket jeg absolut ikke havde noget imod, inden han lænede sig helt ned over mig. Jeg kunne mærke, hvordan jeg pludselig ønskede mere end bare dette kys, og derfor lod jeg også mine ben knække sammen, så vi kunne komme ned på jorden i stedet.

Kysset blev kun lige kort brudt, inden han lænede sig ned over mig, sådan som jeg lå under ham. Mine hænder fandt vej til hans nakke, hvor jeg trak ham ned mod mig i lykken, der gennemhullede mig. Det hele skulle nok ende godt.

     ”Nå, nå, nå, så ser man det. Vi havde regnet med, at det var sværere at finde jer.”

Jeg stivnede ved lyden af hr. Summers stemme, og trak med det samme ned i min trøje, som Erik ellers havde været i gang med at skubbe op. Han sprang også nærmest af mig, og slog afskærmende armene ud foran mig, som for at beskytte mig.

Jeg rejste overkroppen og stirrede forfærdet over forsamlingen, der stod ved indgangen til hulen. Forrest var der hr. Summers med sine iskolde øjne, der vidnede om, at det nok ikke ligefrem var det smarteste at dræbe hans ynglingselev og derefter flygte.

Bag ham stod dog Travis og Leonora, begge med hårde ansigter. Travis blik var mod Erik og Leonoras var mod mig. Og de var ikke ligefrem venlige på nogen måde.

Jeg lå bare der paralyseret uden at kunne tænke ordenligt over noget som helst. Hvad fanden kunne vi gøre? Vi var fanget. Igen. Og denne gang havde vi ikke et helt hold til at stå sammen med os. Denne gang var vi bare os to. Og to mod en flok på mindst 17 var ikke ligefrem gode odds.

Med et sæt kom jeg op at stå, så jeg kunne stille mig ved siden af Erik og let betragte dem alle. Alle var der. Selv Annya, der tydeligvis var blevet slæbt med ud mod sin vilje. Der var tårer ned af hendes kinder og hendes øjne var røde efter at have grædt alt for meget. Jeg fik med det samme medlidenhed med hende. Det her var jo grotesk!

     ”Hvorfor kan I ikke lade os være i fred?” hvæsede Erik af dem, og han lød tydeligt vred. Det var nok også specielt pga. synet af Travis og Leonora. Han havde virkelig stået dem nært, inden de vendte ham ryggen, så det måtte virkelig ramme ham.

Hr. Summers klukkede lavt af det og lavede en håndbevægelse, hvorefter Mason, Travis, Leonora og en af de større drenge, som jeg mindedes hed Jasper, trådte frem foran ham.

     ”Erik, kære Erik, hvad har du dog ikke forstået?” Lyden af stilletter mod jordbunden lød bag ham og dr. Sinclair trådte ind med samme smil om munden. ”I er mislykkede objekter. Og man kan jo ikke have, at fejl render rundt ude i den virkelige verden. Og specielt ikke fejl, der har planer om at formere sig.”

Jeg kunne både mærke varmen i min kinder og vreden ryge igennem mig ved hendes ord. Hun lød så klinisk, så umenneskelig, at jeg virkelig ikke kunne klare det. Jeg nåede dog ikke at protestere, inden hr. Summers igen havde taget ordet.

     ”Vi ser os nødsaget til at eliminere jer. Begge to. I skulle have handlet anderledes”, var hans sidste kommentar, inden han lavede en håndbevægelse, så de fire forsøgskaniner trådte hen mod os. Erik prøvede at holde mig beskyttende bag sig, men da Travis og Mason greb fat om hans arme og holdt ham tilbage, fik Jasper grebet fat i mig og vredet min arm om på ryggen, hvilket fik mig til at gispe kort efter vejret af smerte.

Vridende blev vi slæbt ud af vores lille gemmested. Det sted, hvor vi ellers havde lovet hinanden, at alt nok skulle gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...