På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3030Visninger
AA

7. Kapitel 6. Annabell

Jeg sad i hjørnet på en sofa, mens mit blik gled ud over forsamlingen, der var der. Jeg hadede virkelig sådanne forsamlinger. Der var altid så mange mennesker, der alle sammen var fulde og ikke mente noget af det de sagde. Mit blik lå dog på Erik, der stod i hjørnet og talte med vennen og andre drenge. Jeg kunne næsten regne ud fra deres fagter, at de snakkede noget om piger, og dette fik mig til at rulle med øjnene, mens jeg diskret holdt blikket mod ham. Jeg havde ventet hele aftenen på, at det ideelle tidspunkt skulle komme. Og det var ikke langt fra.

Det var jo en kendsgerning at folk skulle på toilettet i løbet af sådan en aften, og det var det, jeg ventede på. Kort lod jeg hånden, der ikke havde øllen i hånden, glide ned i lommen, hvor jeg havde det lille stykke papir klar. Jeg havde også tideligere tjekket stedet an, så jeg ville være sikker på, at det kunne bruges og ellers havde jeg bare sørget for at holde øje med ham.

Endelig efter noget, der føltes som en evighed brød han op fra gruppen og jeg kunne regne ud, at det var nu, min plan skulle iværksættes. Jeg rejste mig forsigtigt fra sofaen og holdt øje med ham, og en irriteret vrissen forlod mig, da han blev stoppet af en noget omklamrende tøs. Heldigvis afviste han hende, så hun ikke forpurrede min plan. Jeg havde ellers planlagt en masse foranstaltninger, hvis noget skulle forstyrre, men det her havde jeg ikke taget i betragtning. Jeg skrev mig bag øret, at det skulle jeg gøre til en anden gang.

Med nogenlunde rolige skridt bevægede jeg mig ud mod badeværelset og lod mig falde lige ved døren, så jeg passende kunne banke på og smugle sedlen ned under døren, så ingen ville fatte mistanke. Det ville i hvert fald være mistænkelig, hvis jeg bare bukkede mig ned og lagde noget under døren. Det her var mere diskret. Forsigtigt rejste jeg mig op, og begav mig udenfor. Så var der ikke andet for end at vente.

Det tog dog ikke lang ventetid, inden han kom ned til det lille haveskur, som jeg havde regnet med. Hans nysgerrighed var heldigvis for stor.

Jeg trådte ud fra skyggerne, jeg ellers havde befundet mig i, og åbnede døren ind til det lille haveskur efter kort at have kigget rundt i haven, hvor der desværre var nogle nysgerrige blikke på os. Men det var der ikke noget, jeg kunne gøre noget ved nu.  

     ”Kom med ind.”

Han fulgte uden indvendinger med ind, og jeg lukkede døren, inden jeg tændte den elektriske pære, som denne familie selvfølgelig havde fået installeret i et haveskur.

     ”An – Ivy ikke sandt?” spurgte han og mit blik stillede med det samme skarpt på ham. Hvad var han ved at kalde mig? Det var i hvert fald ikke Ivy.

     ”Hvad var du ved at kalde mig”?, spurgte jeg med det samme, mens jeg blev ved med at stå foran døren. Han skulle ikke regne med at komme ud, inden jeg havde fået mine svar. Han var selv kommet herind, så det måtte betyde, at han havde nogle.

     ”Øhm… Jeg synes bare… Jeg troede du var en anden”, prøvede han at snige sig ud, men det fik mig nærmest udelukkende til at blive mere mistænksom.

     ”Nej”, sagde jeg bestemt, ”du var ved at kalde mig noget andet, og du vidste, at det var mig. Hvad var du ved at kalde mig?” gentog jeg igen og holdt blikket på ham for at kunne gennemskue ham. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg havde gang i, men alligevel føltes det som om, at jeg endelig var på spor af noget rigtigt.

Han så ikke ud til at være specielt komfortabel i situationen, selvom han prøvede at skjule det.

     ”Jeg troede du var en anden. Jeg var bare ved at kalde dig Annabell. Vil du lukke mig ud nu?” kom det fra ham og mine øjne spærrede sig op ved lyden af navnet. Annabell. Annabell! Det lød så bekendt, at det ikke var til at forstå.

Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg var næsten sikker på, at det var rigtigt. Ivy havde bare lydt så forkert hver gang jeg havde introduceret mig som det. Det her kunne måske være svaret.

     ”Annabell. Det… føles rigtigt”, kom det en anelse ståkandet fra mig.

Han så ud til at fortryde det med det samme, og det bekræftede bare mere, at han vidste et eller andet.

     ”Nej! Du har sikkert haft et kæledyr eller noget, der hed sådan! Du hedder Ivy, ikke Annabell!”

Jeg fnøs af ham og trådte et skridt tættere på ham for at virke truende. Jeg fornemmede, at jeg endelig havde taget i det her. Hvilket nok også var rigtigt. Jeg havde ikke taget fejl i mine forventninger om, at jeg kendte ham. Han kendte så tydeligt mig.

     ”Hvor kender jeg dig fra?” spurgte jeg endnu en gang, da jeg vidste, at jeg havde ret med hensyn til navnet. Han prøvede sikkert bare på at lade det passere, men det skulle han ikke ligefrem regne med.

     ”Du mødte mig på gangen her for et par uger siden? Og så har du fulgt efter mig derefter?”

Igen fornemmede jeg, at han prøvede at snige sig udenom, hvilket nok ikke var så svært at finde ud af. Han virkede i hvert fald ikke helt tilpas ved situationen, hvilket fik mig til at træde et skridt tættere på ham. Jeg vidste ikke, hvor jeg havde denne beslutsomhed fra, men en ting var sikker; jeg ville have svar.

     ”Nej, jeg mener før det. Hvor kender du mig fra?” spurgte jeg derefter, da det så kunne være, at han ville begynde at snakke ud. Eller det var nok mere bare et håb om, at han ville snakke ud.

     ”Jeg kender dig ikke, så der er ikke noget svar”, kom det en anelse frustreret fra ham, hvilket kunne tydes på måden, han lod hånden køre igennem sit hår. Sådan noget var jeg begyndt at lægge utrolig meget mærke til.

     ”Så kan du komme til at blive herinde i meget lang tid”, påpegede jeg med et lusket smil og trådte endnu et skridt tættere på ham. Han skulle ikke tro, at han ville slippe. Selvom han nok ville kunne slå mig til side, var det ikke ligefrem det, jeg regnede med ,ville være hans første træk.

Et dybt suk kom fra ham, endnu et tegn på, at situationen ikke behagede ham.

     ”Hvad er det du vil, Ivy?”

     ”Hvad tror du selv? Jeg vil have sandheden om, hvor du kender mig fra!” Jeg var ved at blive godt irriteret på ham over, at han ikke bare kunne give mig et svar. Hvorfor skulle det være sådan noget hemmelighedskræmmeri? Hvis han kendte mig, så var det jo det, og det burde han ikke have problemer med at sige!

Han virkede noget mere overbevisende, da han sagde: ”Jeg kender dig ikke Ivy”, men det var ikke noget, som jeg tog mig specielt meget af. Jeg trådte helt hen til ham, så jeg kunne nidstirre ham nedefra, da han desværre havde højden på sin side.

     ”Jo, du gør. Hvorfor kan du ikke bare fortælle mig sandheden?”

Han virkede til at overveje det, mens mit blik lå i hans en anelse bestemt og nok også noget påtrængende. Han fik dog også pludselig et bestemt udtryk over sig, og jeg havde lyst til at sukke.

     ”Vil du være sød at træde til siden, og lade mig komme ud?” bad han om, men jeg satte bare hænderne i siden, da det her virkelig irriterede mig.

     ”Nej, du skal ikke reg…” Mere nåede jeg ikke at sige, inden en pigestemme udenfor døren fik mig til brat at vende blikket derhen.

     ”Erik?”

Det var da lige godt satans! Til mit held havde jeg dog planlagt det, hvis sådan et uheld skulle komme til at ske. Og det ville nok også få ham til at ville have svar på sine spørgsmål.

Min opfattelse var nemlig, at hvis man gerne ville være alene med en fyr, af andre grunde en lige min, men alligevel, så skulle man gøre to ting. Ved drenge skulle man bare se ud som om, at man har været ved at få tøjet af, og dermed se noget sjusket og en anelse genert ud. Ved piger var det dog en helt anden sag, desværre. Specielt fulde piger.

Jeg vendte igen vredt blikket mod ham, inden jeg gjorde det, som jeg havde planlagt. Det vendte sig i mig bare ved tanken om det, men jeg vidste, at det var nødvendigt for, at han nu ikke bare ville forsvinde med alle sine svar. Og det ville jeg ikke have.

Jeg trådte helt hen til ham og placerede hænderne på hans kinder, inden jeg trykkede mine læber mod hans. Det her ville helt klart skabe en del sladder, men sådan måtte det være. I krig gjaldt alle kneb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...