På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3027Visninger
AA

60. Kapitel 59. Erik

Faklerne lignede noget, der snart ville slukkes og dermed overlade os til mørket i vores skjul. Et kort smil var vagt på mine læber, specielt, da tanken om, hvad der havde forløbet i løbet af natten kort sprang mig i hovedet, som meget nærværende minder, som jeg ikke ønskede at slukke igen. Ved siden af mig, kunne jeg mærke Annabells nøgne krop, og mine arme lå behageligt og varmende omkring hende. Vi måtte have sovet det meste af natten, og sikker også godt op af formiddagen. Nok kom der intet lys ind til os, men jeg havde en fornemmelse af, at vi var midt i dagstimerne allerede.

Faklens skær omkredser svagt hendes ansigt, så det bliver belyst på en måde, så det bliver om end det er muligt, mere fortryllende, inden jeg svagt sukker. Hvad mon vi skulle gøre i fremtiden? Hvad ville der blive af os? Vi måtte vel flygte forevigt. Der var ikke andet for. Det var umuligt, at komme tilbage og overtage den gamle plads. Kort skød mine tanker – for første gang i mange dage – tilbage på Jason og de andre gutter. De små dilemmaer på hjemmefronten og i skolen. Et let kluk undslap mig, ved tanken om, hvordan Annabell og Amy havde stået og kastet med ord imod hinanden i klasseværelset, inden jeg rystede det af mig. Jeg løftede let min pegefinger og lod den flygte let mod hendes kæbeparti, inden hun rømmede sig og kort gumlede i søvnensomsluttende tæppe for at putte sig ind imod mig.

     ”Annabell?” Hvislede jeg lavt, på et punkt bange for at jeg ville vække hende – og alligevel, var det hele pointen med ordene. Jeg skulle jo vække hende. Vi blev nød til, at komme afsted. Inden de fandt vores sted, nok havde de aldrig fundet os før, men de havde stadig Mason – og han kunne spore os.

     ”5 minutter mere,” mumlede hun og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hun stadig sov og sikkert var langt væk. Derfor lænede jeg mig ned over hende og lod mine læber ramme hendes ømme sted på halsen, så hendes åndedrag blev tungt, inden hun drejede sig rundt og ramte mine læber. Jeg gengældte blidt kysset, inden jeg slap hendes læber.

     ”Vi må afsted,” sagde jeg og lod let min hånd glide hen over hendes kind. Hun sukkede og rynkede let på næsen, inden hun nikkede.

     ”Tror du nogensinde, at vi finder et sted? Så vi ikke skal flygte mere?” Spurgte hun pludseligt og mit blik lå på hende. Jeg tippede let hovedet en anelse på sned, mens jeg overvejede det. Jeg havde frygtet det spørgsmål, for jeg kendte ærligtalt ikke svaret. Det kunne være så meget.

     ”Jeg ved det ikke. Vi kan vel altid håbe?” Fastslog jeg.

Hun kravlede ud af soveposen, og jeg fulgte straks hendes nøgne krop med øjnene, mens hun strakte sig let. Hun var smuk, nej det var ikke engang et fyldestgørende ord. Alligevel fik jeg en drenget trækning over læben og piftede let af hende. Hun snurrede rundt og rynkede i panden, da jeg mødte hendes blik, inden jeg lavede et elevatorblik på hendes krop og hun lod blikket glide ned og straks slog øjnene op og rødmede, mens hun slog armene beskyttende omkring sig.

     ”ERIK!” Skreg hun og hev fat i et tæppe og skjulte sin krop med det, mens hun blev helt rød i hovedet og jeg ikke kunne holde min latter tilbage, da det var utrolig kært. ”Du må ikke kigge!”

     ”Hvad? Du er da mega lækker, så når du vælger at gøre dig sådan til, så tager jeg da ikke blikket væk,” smågrinte jeg muntert, mens jeg så på hende. Det var utroligt, hvordan der var opstået forandring imellem os indenfor det sidste døgns tid. Måske mere, men det var ikke som nu, nu virkede det til, at den rigtige Annabell var kommet tilbage. Hende som jeg elskede.

     ”Du kunne godt have advaret mig” Lød det beklagende fra hende, mens hun holdt tæppet svøbt omkring sin nøgne krop. Hendes brunlige øjne skød rundt, inden hun bevægede sig imod sin taske og rodede efter noget rent tøj.

     ”Det her er ellers meget bedre, desuden, så var du selv med til at klæde dig af,” gled det flabet over mine læber, mens jeg lo muntert. Inden jeg let trak mig ud af soveposen, uden at tage hensyn til, at jeg var nøgen. Hun havde set det hele, så hvorfor gemme det. Jeg fandt noget tøj frem, og begyndte at trække i det.

Da jeg havde fået boxershorts og bukser på, kiggede jeg op og så en noget omtumlet Annabell, der stod fuldstændig lammet og blot kiggede på mig.

     ”Tag et billede, det holder længere,” røg det kækt over mine læber.

     ”Åh hold op!” Lo hun, mens et genert smil tegnede sig over hendes læber og hun daskede til mig, inden hun trak sig tilbage og begyndte at trække i tøj. Hendes mave knurrede en anelse, mens jeg trak min t-shirt på. ”Har vi andet end de nødder og sådan?”

Jeg rystede på hovedet.

     ”Nej desværre, men jeg tænkte, at du kunne samle tingene sammen også kigger jeg lige udenfor om, jeg kan finde noget brugbart. Jeg bliver lidt rundt i nærheden, så du vil ikke kunne undgå, at få øje på mig,” Mit blik fæstnede sig imod hende, jeg vidste, at hun ikke var meget for, at vi lod os skille – ligesom jeg ikke var meget for at efterlade hende. Hun nikkede derfor ganske utilpas.

*

     ”Hil den store Erik, der er hjemvendt med sit usynlige bytte!” Lo Annabell højlydt, mens hun sprang let omkring mig, inden hun let lagde armene omkring mig. Jeg var netop trådt hen til vores skjul, som hun var kommet ud af med taskerne hængende henholdsvis på den ene arm og den anden på ryggen.

     ”Du er forfærdelig, det ved godt ikke?” Smålo jeg, mens jeg morede mig over hendes entusiasme, man skulle ikke tro, at vi blot for et døgn side, stod på dødsrenden sammen. Eller faktisk gjorde hun, de ville sikkert have fortsat deres eksperimenter på mig efterfølgende, måske for altid? Jeg gøs ved tanken om, hvad der kunne være sket.

     ”Desuden, så var der ikke noget spiseligt lige i området, så vi må nøjes med det proviant vi tog med fra vores skjul” Påpegede jeg så.

     ”Er du okay?” Spurgte hun så og trak let i mit ærme, så jeg stoppede op med at vandre afsted. Jeg stirrede imod træerne foran os, inden jeg tog mig sammen og lod blikket glide hen imod hende. Jeg trak let på skulderne, mens jeg tog en dyb indånding.

     ”Jeg tænkte bare på, hvad der ville være sket, hvis ikke-” Hun snurrede let omkring mig, slap grebet om mig og lod en finger glide op og stoppe mine læbers frembrusende ord. Jeg rynkede i panden og lod mit blik fæstne sig imod hende.

     ”Ikke tænk på det. Ikke tal om det. Det er bedst, at vi ikke taler om det, så længe vi ikke taler om det, så er det bare et dårligt mareridt, som vi har været igennem og som ikke er virkeligt. Så længe vi gør det, så er han .. han .. Ikke død,” Annabell havde formået, at få tåre i øjnene ved de ord, og jeg slyngede mine arme omkring hende. Måske var det det bedste, vi ville aldrig komme os over det ellers. Selvom billederne havde printet sig fast på min nethinde.

     ”Det er svært at lade være,” fik jeg endelig sagt, da hendes finger flyttede sig fra mine læber. Hun lod blikket glide rundt, mens hun tøvede en anelse.

     ”Du er den stærke af os,” hviskede hun og kyssede mig blidt på læberne, inden hun hev mig afsted igen. Jeg kunne dog ikke slå tankerne ud af mit hoved. Det var min skyld. Eller faktisk var det Travis skyld, det var et held, at hun havde fået mig med væk, ellers var jeg gået helt amok på ham. Jeg tager en dyb indånding, inden jeg hører lyden af skridt, og dermed ser over på hende.

     ”Vi skal afsted,” kommer det fast besluttet fra mig af, inden jeg hiver fat i den ene taske og trækker den af hende, så jeg kan få dens vægt med mig i stedet for. Jeg ved, at jeg er stærkere end hende, så der er ikke andet for, jeg kan holde til det. Hun lader mig også ret nemt tage imod den.

*

     ”Er du sikker på, at der er nogen efter os?” Spurgte hun pludseligt, efter at vi havde bevæget os afsted i lang tid. Stilheden havde været over os, da jeg hele tiden havde fornemmelsen af, at der var nogen efter os. Eller ikke kun fornemmelsen, der måtte være nogen efter os, for jeg kkunne ikke forestille mig andet.

     ”Ja” Sukkede jeg.

Hun rystede let på hovedet og gav min hånd et blidt klem, inden hun lod blikket glide rundt. Der gik dog ikke længe, inden blikket atter ramte mig.

     ”Jeg tror ikke, at de er efter os. Ikke endnu. Det må være hele den her tur, der er steget dig en anelse til hovedet. Jeg har også fornemmelsen af, at nogen kommer efter os – men jeg tror der går længere tid, inden de finder os,” Hendes stemme var rolig. ”De har jo ikke Jake til at lede dem mere,” påpegede hun.

     ”Nej, men nu har de både Travis, Leonora og Mason. Ingen af de andre vil kunne lede. Leonora er skabt til det. Travis vil gøre alt for at udrydde mig og Mason .. Mason kan spore os, han lytter til klinikken, han vil være den vi skal passe mest på fremover,” sukkede jeg og så på hende.

     ”Men Travis og Leonora? Leonora ville da ikke tillade Travis, at skade dig?” Gryntede hun utilfreds over ordene, der forsvandt fra hendes læber. Der var ingen tvivl om, at hun afskyede Leonora, og jeg kunne ærligtalt godt følge hende i den del.

     ”Travis ønsker mig død, og Leonora ønsker dig død. Mason vil have let ved at manipulere med dem,” forklarede jeg med et suk. Jeg slap hendes hånd, og hun så undrende på mig, inden jeg slyngede armen over hendes skulder og hev hende ind til mig.

     ”Tror du de kunne finde på det? Jeg mener, vi har tilbragt så meget tid sammen med dem. Jeg ved godt, at vi ikke ligefrem er perlevenner med dem, men vi har alligevel en fortid sammen,” mumlede hun. Tydeligvis utilpas ved situationens drejning. Jeg skævede let til hende.

     ”Det ved jeg ikke. Vi kan kun håbe på det, men i hvert fald. Så er jeg sikker på en ting,” et smil formede sig over mine læber, mens jeg så på hende. Vi havde bevæget os hen til et stort vandfald, hvor den summende lyd af vandet, der piskede dræbende imod stenene ramte os.

     ”Hvad er det?” Spurgte hun så, og kiggede op på mig.

     ”Det er at uanset hvad, så vil jeg gøre alt for dig,” min hånd gled let op på hendes kind, da jeg stoppede op. ”For jeg elsker dig, Annabell” hviskede jeg blidt og kærligt, mens jeg lænede mig frem og lod mine læber ramme hendes, mens jeg fastholdt hendes blik.

     ”Jeg elsker også dig, Erik” Kom det en anelse forlegent fra hende, mens hun gengældte mit kys og greb fat i min trøje, så jeg blev trukket ind i favnen på hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...