På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3060Visninger
AA

59. Kapitel 58. Annabell

Vores skridt lød dæmpede mod jorden, da vi bevægede os igennem den lille skov ved siden af klinikken. Jeg havde tvunget Erik væk fra Travis og Leonora, selvom han så ud til at have lyst til at banke Travis halvt ihjel. Det ville jeg også have givet ham lov til, hvis det ikke var fordi vi skulle væk, inden vi ville blive opdaget af klinikken og dermed blive fanget igen.

Jeg forstod virkelig ikke, hvordan Travis kunne have gjort det. Det føltes helt, helt forkert, at han kunne finde på det, men på den anden side burde jeg have regnet det ud. Det var jo tydeligt, at han ikke brød sig om, at Leonora tydeligvis begyndte at give Erik en hel del opmærksomhede, og så ville han selvfølgelig af med konkurrenten. Men alligevel, hvordan kunne han få sig selv til det?

     ”Kom”, rev Erik mig ud af mine tanker, da han trak mig med gennem skoven, inden han fandt udløsningen til bunkeren. Jeg fulgte med ham ned og kunne høre, hvordan den lukkede sig over os. Jeg trådte hen til væggen og brugte min evne til at tænde de små fakler, som vi havde opsat en evighed siden.

Lyset fra faklerne kastede på samme tid både et hyggeligt og nedtrykt skær over det hele, da jeg bevægede mig over og tog nogle tæpper ud fra en niche, hvor vi havde gemt dem for længe siden. Et trist smil kom frem på mine læber, da jeg spredte dem ud over gulvet, inden jeg vendte blikket mod Erik, der fumlede rundt med noget ovre i hjørnet.

     ”Hvad laver du?” spurgte jeg forsigtigt og trådte med lette skridt hen mod ham i øjeblikket, hvor han vendte sig om mod mig med et lille smil på læben og holdt nogle poser med tørret frugt og nødder frem mod mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

     ”Lad os holde et festmåltid som aldrig set”, sagde han med et smil og trådte hen for at lægge armen om mig og føre mig hen til tæpperne, inden han satte sig ned og trak mig med.

Jeg kunne ikke lade være med at grine, da han åbnede poserne med alverdens tørrede ting og spredte dem ud foran os.

     ”Vidste vi dengang, at vi ville komme til at være i en nødsituation?” spurgte jeg lavt med et smil, da jeg fiskede nogle mandler op med fingerspidserne. Han lagde den ene arm om mig og trak mig let ind til sig med et smil over læben.

     ”Nej. Det var bare vores lager til, når vi opholdt os her mere end et par timer. Det var jo trods alt vores sted”, svarede han med et smil og kyssede mig på panden, inden han også rakte ud efter nogle nødder.

Jeg ved ikke, hvor længe vi sad der og spiste tørret frugt og nødder, inden vi gik videre til at made hinanden med maden. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da han først prøvede at proppe et stykke tørret banan ind i min mund, uden jeg egentlig var klar over det.

     ”Kom nu, lad mig made dig”, sagde han bedende, og jeg kunne ikke gøre andet end at lade ham, da han stirrede på mig med det sødeste blik, han nogensinde havde formået at komme med.

Hvornår jeg sidst havde haft det så rart og sjovt kunne jeg ikke huske, men jeg nød virkelig stemningen, der lettede op for sorgen, der ellers bare havde været over os. Lige i det øjeblik følte jeg, at alt nok skulle ende godt igen. Bare jeg havde ham i nærheden.

     ”Lad os tage den videre til næste fase”, foreslog jeg, inden jeg placerede en nød mellem mine tænder. Jeg rykkede mig hen mod ham med et drillende smil, og han kiggede undrende på mig. ”Tag den nu”, grinede jeg af ham, og han så ud til at finde ud af, hvad jeg egentlig mente.

Forsigtigt lænede han sig frem og bed fat i nødden i den anden ende, hvorefter jeg slap den.

     ”Det her er højst… mærkværdigt”, bekendtgjorde han, hvilket fik mig til at fnise en smule. Han tog dog selv et stykke og placerede det mellem tænderne, inden jeg lænede mig frem og tog det fra ham med et smil.

     ”Hvorfor kan vi ikke bare blive her for evigt? Kan vi ikke få tiden til at stå stille?” spurgte jeg lavt og stirrede i hans smukke øjne.

Han tog endnu en nød op og placerede den denne gang imellem mine tænder, mens hans blik lå i mit. Da jeg greb fat om nødden første han langsomt sin hånd om bag i mit hår og greb nærmest fat i det, inden hans blik gled fra mit.

     ”Det kunne være rart. Men desværre er det vidst ikke en mulighed...” sukkede han, og løftede blikket mod mig. Et lille smil kom dog frem på hans læber, da han let strøg mig igennem håret. ”Men vi kunne altid leve i nuet og så bare glemme verdenen udenfor?” foreslog han og lænede sig frem for at snuppe nøden fra mine tænder.

Jeg kunne ikke lade være med at smile til ham over hans ord, og rykkede på mig, så jeg i stedet sad lænet let op af ham. Langsomt førte jeg min hånd op til hans hår og kørte den let igennem det.

     ”For nu ja. For nu er der intet andet end dig og mig… og disse poser med nødder og frugt”, sagde jeg smilende, og lod min hånd køre ned på hans kind.

For nogle øjeblikke stirrede vi bare ind i hinandens øjne, og jeg følte mig tryllebundet af øjeblikket. Jeg valgte at smide alle tanker fra de andre hændelser i dag væk, og bare fokusere på, at han sad her med mig. At vi endnu en gang, men dog ikke for lang tid, var i sikkerhed.

     ”Mente du det, du sagde tidligere? Altså, da du… ja”, spurgte han lavt og brød stilheden, og jeg kunne ligefrem se, hvordan hans kinder blussede en smule op, og derfor regnede jeg hurtigt ud, hvad han mente.

     ”Altså, da jeg gjorde sådan her?” svarede jeg ham lavt og skubbede lidt til de forskellige poser, så jeg kunne sætte mig overskrævs ham.

Han smilede til mig og placerede med det samme sine hænder mod min talje, hvor han begyndte at pille ved trøjen. Mine hænder lagde sig i hans hår på hver side af hans hoved, mens jeg smilede let til ham.

     ”Ja.”

Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt af det, inden jeg langsomt lænede mig ned ved hans øre og hviskede: ”Hvorfor skulle jeg ikke mene det? Jeg elsker dig jo.” Mine læber berørte blidt hans øre ved ordene, og jeg kunne ligefrem mærke, hvordan det sitrede igennem ham, da jeg trak hovedet til mig igen og betragtede ham efter en reaktion.

Hans hænder gled op af mine sider og trak mig tættere på sig, inden han tog den ene hånd op for at køre noget hår bag mit øre.

     ”Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg kom igennem det år uden dig. Jeg elsker også dig”, hviskede han, inden han lænede sig frem og jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber. Og så blev afstanden brudt og vores læber smeltede sammen.

Alle tanker om tørret frugt og nødder blev med det samme glemt, og det eneste jeg kunne fokusere på, andet end det fantastiske kys, var, hvor hans hænder rørte mig, da de begyndte at glide let over min krop. Det var intet til sammenligning med, da Jake havde rørt ved mig, der hvor det bare havde følt krænkende. Det her var nydende, og jeg kunne mærke, hvordan jeg ikke ville stoppe det, og derfor gled mine ene hånd også ned og begyndte at hive op i hans trøje, hvilket dog fik ham til at bryde kysset og kigge bekymret på mig.

     ”Er du sikker på, at du er klar på det efter… ja?” spurgte han lavt og kyssede mig kort på næsen, hvilket fik mig til at fnise lidt. Jeg kunne dog se på hans alvorlige ansigtsudtryk, at ha virkelig mente det, og derfor lænede jeg mig ned og kyssede ham på halsen.

     ”Jeg tager bare din trøje af, det sker der jo ikke noget ved?” påpegede jeg med et smil og trak hans trøje langsomt længere og længere op, imens jeg blev ved med at placere små kys mod hans hals.

Han så også ud til at godtage det, for øjeblikket efter havde han trøjen af, og jeg kunne nu få lov til at røre hans bare hud uden nogen hindring.

Hans ord sad dog stadig i mig, da vi begyndte kysset igen. Han havde jo ret. Egentlig burde jeg være skræmt fra vid og sans over menneskelig kontakt efter Jakes behandling af mig, men på den anden side, så fik Eriks behandling af mig, til at have det så meget bedre med mig selv. Jeg følte mig virkelig holdt af og beskyttet. Og jeg vidste, at han ikke ville gøre mig noget mod min vilje.

Dette forklarede dog også, hvorfor det var mig, der endte med at trække min egen trøje op over hovedet, da hans hænder udelukkende havde holdt sig over den.

     ”Annabell, hvad…”

Han nåede ikke at sige mere, inden jeg havde placeret en finger over hans mund og dermed lukket af for hans ord.

     ”Elsk mig. Vis, at du virkelig elsker mig. Det er det eneste, jeg beder dig om”, hviskede jeg til ham, og et let smil kom frem på hans læber, inden han placerede sine hænder mod min bare hud, så det sitrede igennem mig.

     ”Sørg for at fortælle mig, når du føler det ubehageligt”, var hans hviskende svar, inden han væltede os rundt, så jeg lå under ham på tæpperne.

Med et smil førte jeg hænderne op og trak ham ned mod mig, for at kunne blive opslugt af ham.

*

Kulden kom hurtigt over os igen, sådan som vi lå uden påklædning og let svedinddækkede på det kolde gulv. Han havde dog trukket mig beskyttende ind til sig og lagt et af tæpperne over os, for at vi kunne holde varmen. Normalt behøvede jeg ikke noget som helst for at holde varmen, men lige nu kom kulden over mig sammen med trætheden.

     ”Jeg elsker dig”, hviskede han lavt mod mig og kyssede mig på håret, så jeg let løftede blikket op mod ham med et lille træt smil på læben. Det, vi lige havde gjort, var stadig i mine tanker, og derfor tog det mig lidt tid til at svare ham. Jeg kunne dog tydeligt mærke hans bankende hjerte bag brystkassen, ligesom han måtte kunne mærke mit.

     ”Ikke lige så højt, som jeg elsker dig”, hviskede jeg til ham som svar og kyssede ham på hagen, hvilket fik am til at smile.

Han lod let sin hånd glide over min krop, inden han bare holdt mig ind mod sig med lukkede øjne. Trætheden overvældede også mig, men alligevel kom der en lille stemme i mit baghoved, der fortalte mig, at vi ikke bare kunne ligge her og falde i søvn.

     ”Erik…?” spurgte jeg lavt og lod min hånd glide langsomt op af hans brystkasse.

     ”Mmmh”, svarede han lavt. Han var tydeligvis næsten allerede fanget i søvnen, men jeg kyssede ham på halsen, hvilket fik ham til at åbne øjnene og kigge ned på mig.

     ”Tænk, hvis det her er vores sidste nat sammen. Tænk, hvis det hele ender i morgen”, sagde jeg lavt og løftede blikket mod ham så jeg kunne blive fanget i hans gullige øjne. Hans ansigt var dog noget alvorligt, da han tog den ene hånd op og strøg mig over håret.

     ”Det gør det ikke. Det lover jeg dig”, hviskede han, og placerede et fjerlet kys mod mine læber. Tvivlen sad dog stadig i mig, da han lukkede øjnene.

     ”Men hvad hvis det gør? Der er ingen steder vi kan tage hen nu, og vi kan ikke bare blive her. Det ender galt lige meget hvad!” Min stemme havde fået en smule mere styrke, og selvom min krop stadig var noget træt, så var mit sind mere end vågent. Jeg begravede hovedet ind mod hans bare bryst og prøvede at smide tanken fra mig.

     ”Jeg lover dig, at det ikke ender galt. Jeg sværger mit liv på, at jeg vil beskytte dig, hvad der end sker. Men hvis du gerne vil have noget ud af natten, så kan vi da godt tage en tur til?” foreslog han og strøg mig let over ryggen.

Jeg løftede forsigtigt blikket og kunne se det trætte, men drillende, smil over hans læber. En svag rødmen kom over mine kinder, inden jeg strakte halsen og kyssede ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...