På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3072Visninger
AA

58. Kapitel 57. Erik

Mit blik lå på hende, da hun sådan overfaldt Charlies livløse krop. Hvorfor havde jeg aldrig opfanget, at de to snakkede sammen. Faktisk var jeg stadig i chok over, at Charlie var død. Jeg havde ikke gjort andet end, at stå frossent fast i den samme stilling og blot kunne håbe på, at Annabell fandt hjælp. At det var Annya, og hun rent faktisk havde hjulpet os, var mere end jeg nogensinde havde forventet. Men jeg vidste også godt, at Annya altid hjalp andre, så længe hun ikke selv kom i ballade, men hun var også speciel på alle måder. Jeg var hende i hvert fald taknemmelig. Annya hulkede ukontrolleret og det blev til nogle hikstede bevægelser, mens hun hev efter vejret imens gråden tog til i hendes krop.

     ”Annya..” Hørte jeg Annabell gentage igen, ganske forsigtigt og tøvende, men det hjalp ikke det mindste. Annabell rakte hånden frem, og placerede den forsigtigt mod Annyas skulder, men den blev hurtigt rystet af sig, og hun skævede op til mig med et tøvende blik. ”Hvad skal vi gøre? Vi kan ikke blive her, og vi kan ikke efterlade hende sådan der?”

Mit blik gled over på Annabell og jeg så mod Annya, der var indsmurt i blod og stadig sad og klyngede sig til Charlies døde krop. Inden jeg trådte op på siden af hende, og lagde en arm omkring hendes krop og trak hende væk, mens hun vred sig noget så voldsomt i mine arme.

     ”Nej.. Nej … nej” blev hun ved, mens tårerne væltede ned af hendes kind. Jeg trak hende ind til mig, mens hun begyndte at hamre løst på mit brystkasse.

     ”Shh .. Annya, bare ud med, der er ikke andet for. Jeg er virkelig ked af, at det her skulle overkomme dig,” mumlede jeg lavt i en trøstende tone, mens jeg tog imod slagene. Hvis det var hendes måde, at komme af med det på, så måtte jeg tage det. Hun havde trods alt reddet mig fra at være en robot forevigt. Alligevel skød en ekstra detalje op i mig, var det for evigt, at serummet var ude?.

     ”Men han .. han er død .. Erik .. Charlie er død” Hulkede hun, inden hendes slag blev til et fast greb i min trøje og hun klyngede sig ind til min krop. Mine hænder greb betrykkende omkring hende, mens jeg holdt hende tæt ind til mig. Jeg kunne ikke holde det her ud.

Jeg forsøgte virkelig at holde sammen på mig selv, så jeg ikke ville komme til at bryde sammen selv. Bare tanken om Charlies døde krop ved siden af os, og hans udtryk, da han blev skudt, det kunne jeg ikke få væk fra min nethinde. Det sad fast. Indprintet, som et mareridt.

     ”Jeg ved det, Annya.” Hviskede jeg sørgmodigt.

     ”Hvem .. Hvem gjorde det?” Hulkede hun, mens jeg strøg mine hænder betrykkende imod hendes ryg og lod dem nusse hende der, kort mødte jeg Annabells blik, og så hvordan hun skar tænder ved det, men det kunne jeg ikke tage mig af lige nu. Lige nu, måtte jeg trøste Annya. ”Fik han dig til det? Led han? Døde han med det samme?”

Alle spørgsmålene hobede sig op i hendes lettere hysteriske og chokerede stemme. Jeg bed mig svagt i underlæben, og åndede tungt ud, inden jeg bed mig svagt i underlæben. Jeg var bange for, at hun ville flippe ud, når jeg svarede på hendes spørgsmål. Men hun havde ret til at kende sandheden.

     ”Jake .. Jake skød Charlie.” Kom det fra mig efter en længere tænkepause. ”Han døde ikke i første skud, han forsøgte, at fortælle mig, at der var en modgift. Fortælle Annabell det. Men inden han kunne udtrykke og forklare hvor, skød Jake ham i hovedet. Han .. Jeg kan ikke påstå, at han ikke led – Jeg vil ikke lyve for dig Annya, men han døde for det han troede på, for at redde sine venner. Selvom han aldrig burde have endt her. Han var for god til det,”

Hendes hulk blev større og langsomt faldt hun ned på knæene, inden hun krøllede sig sammen og rystede på hovedet. Jeg satte mig ned på hug foran hende, og strøg et par tårer væk, mens hun stirrede tomt ud i luften. Jeg lod hende sidde der i stilhed i et lille stykke tid. Inden Annabell begyndte at bevæge sig lidt rastløst rundt.

     ”Vi kan ikke blive her, Erik. De opdager snart, at Jake er væk. De vil snart opdage, at der er gået noget galt,” begyndte hun, inden jeg kort skød blikket væk fra Annya og over på Annabell, inden jeg kiggede tilbage på Annya.

     ”Annya, jeg bliver nød til at spørge dig om noget,” mit blik lå imod hende, men jeg sagde ikke noget, jeg afventede bare, at hun reagerede på det. Hun så dog helt udtryksløst på mig – opgivende og sorgfuldt. Inden hun nikkede og jeg kunne se, hvordan tårerne havde svøbt hendes ansigt ind i våde baner. ”Vil det være nødvendigt, at tage anti-serummet eller kan jeg forvente, at det er helt ude af systemet nu?”

Annya rystede på hovedet.

     ”Jeg fjernede alle tegn på serummet, det vil ikke komme tilbage igen. Kun hvis, de tilføjer det igen. Men de vil tro, at den ikke virkede, når de finder ud af den. At det er den eneste injektion, som ikke har virket på dig,” påpegede hun til sidst, inden hun snøftede igen. ”I skal afsted, jeg klarer mig”

Hun tørrede en tåre væk fra sin kind, inden hun så op. Jeg bed mig svagt i underlæben, men var ikke meget for, at efterlade hende her. Jeg trak hende derfor ind i et kram og holdt hende tæt ind til mig.

     ”Han vil aldrig blive glemt.” Hviskede jeg blidt ind i hendes øre. ”Pas godt på dig selv Annya, og endnu engang – jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig, du er sendt fra himlen”

Jeg placerede et kys imod hendes pande, inden jeg tørrede et par tårer væk fra hendes kinder, og rejste mig op. Annya nikkede, men igen gled hendes blik over på Charlies lig.

     ”Tag den nordlige udgang, den bevogter de ikke så godt – De har ventet jer i den vestlige, men de kan have ændret deres strategi. Alarmen blev udløst tidligere, sikkert af Charlie” Mumlede hun, inden hendes stemme døde ud. Jeg nikkede let, selvom hun ikke så imod os.

     ”Erik, vi må afsted nu” Hviskede Annabell, inden hun hev fat i min hånd og trak mig med ud af døren. Jeg følte mig splittet. Hvordan kunne jeg forlade Annya sådan her? Det overbeskyttende i mit sind, tvang mig til, at tøve – men jeg vidste, at vi måtte væk og det skulle være nu.

Derfor endte jeg med at løbe med hende ud af døren, og min hånd smeltede let sammen med hendes, da vores fingre let gled sammen og blev flettet ind imellem hinanden, og vi løb ned af gangen. Vores fødders trin imod gulvet gav genlyd i de tomme gange. Lyden af stemmer ramte mig lidt efter, og jeg trak hende med ind til mig, mens vi så et par af forskerne gå forbi os, heldigvis uden at bemærke os, inden jeg trak hende med videre. Jeg kunne tydeligt huske, hvordan hele klinikken så ud indvendigt – ligeså vel som udvendigt. Hvilket jeg tvivlede på, at hun stadig kunne.

*

Mit blik skød rundt, vi havde formået, at komme væk fra nærmest alle dem, vi var stødt på. Endda uden at blive opdaget. Annya havde haft ret i, at den nordlige udgang var den der var mindst bevogtet, men det var tydeligt, at mange af forskerne ikke var helt inde i, hvad der skete. Så de måtte ikke have holdt et fællesmøde omkring det. I hvert fald ikke endnu. Medmindre, de havde lagt en fælde for os. Hvilket jeg havde en virkelig bange anelse om.

     ”Her,” hviskede jeg lavt til Annabell, da jeg fandt den lille lem, og skubbede den op og trådte til side. Hun så tøvende på mig, men denne gang kom der intet spørgsmål om, om det var sikkert. Hun tog blot en dyb indånding og smuttede ind, og lidt efter kravlede jeg efter.

Det var utrolig smalt. Klamt. Ulækkert, og stanken var overdøvende. Jeg bed mig i underlæben, mens vi luskede os afsted gennem den lille smalle passage, inden Annabell stoppede op og hun kiggede tøvende tilbage.

     ”Vejen skiller,” mumlede hun, og jeg måtte rode lidt i min hukommelse.

     ”Vi skal til højre også dreje til venstre næste gang, også vil der komme en stige over os” Påpegede jeg, og med disse ord sagt, fortsatte hun afsted ned af gangen. Kravlende i det tætte og klaustrofobiske gang. Vi måtte kravle, det var det eneste der var muligt. Vi drejede lidt efter til venstre igen, også kom stigen over hende, og hun begyndte opstigningen. Hun skubbede den store dæksel til siden, så det gav en metalisk og kradsende lyd fra sig, inden lyset skød ned og blottede sig for os. Hun kravlede ud og jeg fulgte efter, inden jeg tog imod hendes hånd og blev hjulpet op.

Den friske luft hev jeg straks til mig, den havde noget forfriskende og beroligende over sig, men tanken om de døde kroppe hang stadig i mit sind. Jeg kunne ikke skubbe dem væk.

     ”Erik! Annabell!” Råbte Leonora, mens hun trak Travis med hen imod os. Jeg stivnede straks ved synet af dem. Travis var noget modstridende og tøvende, og han forsøgte at rykke sig fri og krumme sig sammen. Mine øjne lynede straks ved synet af ham. Det var hans skyld. Han havde gjort det her.

Derfor tog det mig ikke andet et par sekunder, at skubbe dækslet på plads igen, og slippe Annabells hånd og sætte i løb imod de to. Jeg skubbede mig forbi Leonora, selv da hun greb ud efter mig, for at give mig et kram.

     ”Erik?” Lød det forbavset fra Leonora, inden jeg knyttede min hånd og smækkede den imod Travis, der straks faldt bagover med et smertende støn og han tog sig til hovedet, da jeg havde ramt ham direkte ind på kinden med den knyttede næve.

     ”ERIK!” Gispede Annabell, og tog sig med det samme til munden, inden vreden steg op i min krop over det. Jeg ønskede at skade ham, men noget holdt mig tilbage. Det ene slag, som jeg havde sendt imod ham, måtte være nok – i hvert fald i begyndelsen. ”Hvad laver du? Det er jo Travis! Han er på vores side”

Jeg flyttede ikke engang blikket fra Travis, der var væltet ned på jorden, og rettede på sine briller, mens han kravlede bagud i et forsøg på, at komme væk fra mig og eventuelle slag, der kunne komme. Jeg bed tænderne hårdt sammen, inden jeg kort skød blikket op imod Leonora, der stod og tøvee.

     ”Vidste du det?” Røg det en anelse harsk over mine læber, mens jeg så på hende. Leonora tøvede, men hendes blik flakkede rundt. Inden jeg så hvordan hun sank en klump, hele hendes kropssprog var krympende og tøvende, så der var noget bag det. ”Svar mig Leonora, vidste du det?”

     ”Vidste hvad?” Kom det fra Annabell, der var helt forvirret over det hele.

     ”Jeg .. J-jeg .. Jeg havde en forestilling om det. Jeg fik det aldrig afvide, men jeg kunne fornemme, at der var noget galt. Jeg troede bare ..” Hun sank en klump. ”Jeg ville bare have det her overstået, det er ikke fair, at det skal ødelægge dit liv, at hun er sådan”

Leonora pegede imod Annabell og jeg mærkede straks vreden vælte op i mig. Leonora havde haft en anelse om det og hun havde intet gjort. Absolut ingenting gjort for at forhindre det eller, at få de andre væk. Hvis hun havde forhindret det, så var der ikke flere der var døde. Charlie ville have været i live.

     ”Er der en eller anden, der vil være sød, at forklare mig, hvad fandet der er I snakker om?” Annabells stemme skar igennem det hele, og jeg tog mig til hovedet, inden jeg bøjede mig ned over Travis og greb fat i hans krage og hev ham op på knæene.

     ”Travis overdragede mig til Jake” Svarede jeg Annabell, og hun stivnede straks.

Hun så noget forvirret ud, inden hun lagde tingene sammen og fik det placeret, hun vendte sig imod Travis.

     ”Tra-tra-tra-vis?” Stammede Annabell.

Han skød straks blikket væk, og undgik hendes, hvilket fik hendes ansigt til at blive noget blegt. Jeg vidste, at hun tænkte det samme som mig. Han var skyld i, at det hele var endt sådan her. At de andre var døde, at det hele blev til kaos. At vi endte tilbage på klinikken.

     ”Erik, vi går. De skal ikke med” Annabells stemme var bestemt.

     ”Hvad? Nej, i kan ikke gå. Vi mangler Charlie, han er på vej. I kan ikke lade sådan noget her, komme i vejen for det. Travis har angret det mange gange siden. I kan ikke bare efterlade os her,” begyndte Leonora, mens hun tøvede og så på mig. Jeg rystede på hovedet af hende.

     ”Charlie kommer ikke,” mumlede jeg. Travis kiggede undrende op på mig.

     ”Han kommer om lidt” Fik Travis på mærkværdigvis fremsagt, endda utrolig kontrolleret.

     ”Fat det nu Travis! Det er din skyld, at det her skete. Det er din skyld, at jeg blev nød til at dræbe Jake. At Charlie døde!” Hvæste jeg arrigt af ham med en kold tone, noget der de sidste dage, havde været en side af mig, der ikke var til at få væk. De havde antændt en vrede, som jeg ikke vidste, at jeg havde i min krop.

     ”Char.. Charlie? Charlie kan ikke være død? Han gik op på taget for, at kigge efter jer? Han kommer tilbage om lidt” Kom det chokeret fra Travis, der begyndte at få blanke øjne.

     ”Charlie er død! Jake skød ham!” Hvæste jeg af Travis, mens min puls var steget kraftigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...