På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3085Visninger
AA

57. Kapitel 56. Annabell

Jeg forstod ikke halvdelen af, hvad der lige var sket. Det hele gav ikke nogen mening længere, men jeg vidste, at jeg ikke bare kunne lægge mig ned og stortude, selvom det egentlig var det, jeg havde mest lyst til.

Charlie var død. Hans døde krop havde ligget henslængt op af væggen, da jeg fik revet mig fra Erik og var på vej ud, og smerten ved at se ham sådan fik mig til at læne mig ned og kysse ham på den kind, der ikke var sølet til af hans blod. ”Du var den modigste af os alle”, fortalte jeg ham med grødet stemme, inden jeg tvang blikket væk og beordrede mig selv ud af døren, selvom tomheden var enorm.

Og så var der Erik.

Erik, som var blevet underlagt klinikken, og dermed ikke kunne gøre andet end at følge deres ordrer. Erik, der endnu en gang havde reddet mig, men derefter igen var blevet reddet. Erik, som jeg nu blev nødt til at redde, hvis min verden skulle bestå. Erik, som jeg elskede af hele mit hjerte.

Mine skridt var langsomme og forsigtige, da jeg bevægede mig ned af gangen og sørgede for at holde sammen på mig selv. Jeg måtte ikke give under for det store hul, der nu var i mig, jeg blev nødt til at fokusere på målet og ikke på nogen måde overveje, hvad der lige var sket.

Fornemmelsen af Jakes klamme krop mod mig sad stadig i mig, selvom jeg prøvede at tvinge den væk ved at tænke gode tanker. Jeg fandt gode minder, hvor Erik havde gjort det samme, men på en måde, som fik mig til at føle mig speciel. Elsket. Ikke krænket som den forrige hændelse.

Med tankerne vendt mod gode tider og andet, bevægede jeg mig ned af gangene, for at kunne finde noget. Jeg gravede i minderne, for jeg vidste, at der måtte være et sted, hvor de opbevarede sådanne ting som modgiften. Minder fra tiden på klinikken fandt frem og jeg begyndte at grave i dem, inden jeg fandt et relevant et.

”Mor? Hvad skal vi her?” Min stemme var lille og piget, mens jeg kiggede mig omkring, Min mors faste og rolige hånd lå i min, da hun førte mig af sted ned af gangen. Jeg mindedes ikke at have befundet mig her før, og derfor var jeg ekstra nervøs, men hun havde lovet mig, at der ikke ville ske mig noget. Og jeg stolede fuldt ud på hende. ”Du ved, at du bliver en del af noget større i dag, ikke? Det er her, du bliver noget større.” Min mors stemme lød helt stolt, da hun let trak mig med videre af de lyse gange og åbnede ind til en dør, hvor alle mulige remedier stod på en hel lang række af hylder. Jeg kunne ikke gøre andet end at se beæret til, da hun gik ned mellem rækkerne med mig på slæb, og til sidst stoppede op ved en af hylderne for at tage en beholder med lysende væske frem. Hun fandt en tynd kanyle frem, og jeg trådte et forskrækket skridt tilbage, hvilket hun nok også kunne se. Hun sendte mig et opmuntrende smil. ”Tag det roligt, skat, det er det her, der vil hjælpe dig med at blive speciel”, sagde hun beroligende, og jeg stolede på hende, da hun stak nålen i min arm og væsken begyndte at lyde i mine årer.

Jeg vidste, at jeg skulle finde rummet, hvor jeg havde fået min første injektion. Der ville de have det hele. Spørgsmålet var bare, hvor i alverden rummet befandt sig i denne labyrint af ens udseende gange. Det ville tage en evighed, og jeg var langt fra sikker på, at vi havde så meget tid, inden de ville begynde at finde mistanke om, at Jake ikke var kommet tilbage. Jeg blev nødt til at skynde mig.

Mine skridt var lange og lydløse, da jeg bevægede mig ned af de overraskende tomme gange. Hvor var alle henne? Burde der ikke være vagter sådan et sted, eller var det her endnu en fælde? Jeg rystede bare ved tanken.

Pludselig lød der dog skridt et stykke foran mig, og jeg kiggede mig panisk rundt, for at finde et muligt skjulested. Det eneste, der lige var, var en dør til højre, og uden yderligere betænkeligheder skyndte jeg mig ind gennem den og smækkede den efter mig. Hvilket nok ikke var så smart, men jeg kunne ikke tænke på andet, end at gemme mig.

     ”A..- Annabell?” blev der spurgt med svag rystende stemme bag mig, og jeg snurrede rundt for at få øje på Annya med sit røde hår og forsigtige blik. Hun så lige så skræmt ud ved synet af mig, som jeg var ved synet af hende. Og der kom jeg i tanke om, at dte nok ville have været smart, hvis jeg havde medbragt pistolen. Klogt.

     ”Please, ikke udlever mig! Det… Jeg…” Jeg kunne mærke, hvordan tårerne begyndte at rinde ned af mine kinder igen, da jeg stirrede på hende med et bedende blik. Jeg vidste, at jeg skulle dø nu. Jeg ville bare ikke.

En hård banken lød bag mig, og jeg sprang forskrækket frem, mens jeg kiggede mig panisk rundt efter et muligt gemmested. Jeg var åbenbart endt i et lokale, udelukkende med et enkelt klinisk bord, og nogle reoler rundt omkring.

     ”Bag bordet!” kom det overraskende skarpt fra Annya, og jeg skyndte mig at krølle mig samme bag det med hjertet næsten helt oppe i halsen, da jeg kunne høre, at hun gik over og åbnede døren. En dyb mandestemme kunne høres og hun svarede med rystende stemme.

     ”Undskyld ulejligheden frøken”, afsluttede han af, og det lød til, at der var medlidenhed i hans stemme, inden døren lukkedes og jeg nærmest sukkede lettet ud.

     ”Hvad laver du her?” kom det lavt fra hende, og jeg krøb forsigtigt frem fra bag bordet og kiggede op på hende. Hun kiggede sig hele tiden utrygt omkring, mens hun kørte hånden flere gange igennem det krusede røde hår.

Forsigtigt kravlede jeg frem og kom på benene, mens jeg slyngede armene beskyttende om min krop. Jeg kunne ikke bedømme, om det her var godt eller skidt på nogen måde. Og det gjorde mig bare endnu mere nervøs, mens tårerne rendte ned af mine kinder.

     ”Jeg… det… Jake prøvede at… Erik… Kan ikke bevæge sig, har fået et eller andet, der får ham til at miste evnen til at styre sin egen krop og… Jeg bliver nødt til at hjælpe ham!” hulkede jeg, da jeg ikke længere kunne holde sorgen inde. Det hele var bare forfærdeligt og uforståeligt, og jeg vidste ikke længere, hvad jeg kunne gøre eller ikke gøre.

     ”Så de har brugt serummet mod ham?” spurgte hun lavt og trådte en skridt frem mod mig. Jeg nikkede tårevædet, mens jeg prøvede at fokusere på det.

     ”Jeg må finde modgiften, ellers så… Så…” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, for at overbevise hende, men det virkede ikke til, at det var nødvendigt. I to hurtige skridt var hun henne og lagde forsigtigt armene om mig, inden jeg begyndte at græde mod hendes skulder, selvom hun tydeligvis spændte op ved kontakten.

     ”Jeg kan kurere ham, Annabell. Hvor er Jake?” spurgte hun lavt.

Jeg kiggede overrasket op på hende, mens jeg mærkede et lille håb komme frem i mig, da jeg søgte hendes øjne, der skøjtede rundt, tydeligt utilpas ved, at jeg prøvede at få øjenkontakt. Jeg kunne bare ikke fatte det, hun lige havde sagt.

     ”Jake… Jake er død”, hviskede jeg, men jeg følte ingenting ved det, ikke andet end lettelse. Han ville aldrig tyrannisere eller chikanere mere.

Det så også ud til, at Annya blev noget lettet over den oplysning, hun sukkede i hvert fald tydeligt, inden hun slækkede grebet om mig og trak sig tilbage.

     ”Vis vej til Erik, så vi kan redde ham. I har ikke meget tid, inden de begynder at blive mistænksomme”, bekendtgjorde hun lavt, og lod blikket glide over hele rummet.

Jeg forstod ikke, hvordan hun kunne tage det sådan. Minder om hvor konfliktsky og bange, hun ellers altid var, fandt vej, og jeg kunne ikke lade være med at være en smule overrasket over, at hun sådan bare tilbød at hjælpe til. Jeg prøvede dog at holde overraskelsen nede, mens jeg tørrede tårerne af kinderne og førte hende ud på gangen efter at have sikret mig, at der ikke var nogen til begge sider. Det ville være sort uheld, hvis vi rendte ind i nogen nu.

Hun fulgte lydløst efter mig ned af gangene, og endnu en gang mødte vi ikke en sjæl. Denne gang var jeg dog noget lettet over det, da jeg så ikke vidste, hvad i alverden jeg så skulle gøre. Jeg ville sikkert bare bryde grædende sammen, og det ville nok ikke ligefrem være den bedste metode at skræmme folk væk.

Da jeg åbnede døren ind til værelset stod Erik stadig på samme sted og med blikket rettet tomt frem for sig. Uden at sige noget til den døde Jake, der lå lidt væk trådte Annya hen forbi mig og stillede sig ind foran Erik. Hun tog hænderne op på hans kinder og stirrede ham direkte ind i øjnene. Og selvom det sikkert var dumt og specielt, da jeg vidste, hvad hun prøvede på, følte jeg et stik af jalousi over at se det. Ingen andre end mig skulle have lov til at se sådan på Erik.

Hun lukkede øjnene og tog dybe indåndinger, inden hun lod hænderne glide ned af hans kinder, ned på hans skuldre, videre ned af armene og hele vejen ned af siderne og ned over benene. Jeg brød mig ikke om det, og det kriblede i mig for at træde hen og slå hendes hænder væk, men jeg vidste, at der var en mening med det. Og det virkede.

     ”Annya, du er… fantastisk”, kom det lavt fra Erik, da hun var nået ned til hans fødder, inden hun igen rejste sig op og kort smilede til ham, inden hendes blik genert gled ned. Jeg kunne ikke lade være med at mærke mit hjerte så et slag over, da han vendte blikket mod mig.

Uden egentlig at tænke over det, var jeg henne ved ham i få skridt, og jeg kastede mig nærmest om halsen på ham, og han greb fat rundt om mig og svingede mig rundt en enkelt gang, inden hans læber ramte mine.

     ”Der skal aldrig ske dig sådan noget igen!” hviskede han, da han satte mig ned på jorden igen og ellers bare holdt mig ind til sig i sine stærke betryggende arme. Jeg kunne mærke, hvordan hulkende igen begyndte at flyde igennem mig, men denne gang af lettelse, inden jeg hørte et skrig.

Mit blik gled i sæt til siden, hvor jeg så Annya falde på knæ foran den døde Charlie. Hendes hænder gled over såret i hans pande, der med det samme lukkede sig, og flyttede sig hurtigt ned til det blodige hul i hans brystkasse.

     ”Nej, nej, NEJ!” kom det hysterisk fra hende, da såret i hans brystkasse også lukkede sig, og hun lænede sig frem og hvilede sin pande mod hans blodige, mens hun kneb øjnene tæt sammen.

     ”Kom tilbage! Du… Du har bare ikke at være død!” kom det hysterisk fra hende, mens jeg kunne høre, hvordan hendes stemme begyndte at blive grødet. Jeg slap grebet i Erik, og vi trådte begge lidt hen mod hende, da hun begyndte at hulke ukontrollabelt mod den døde Charlie. Tårerne begyndte uvilkårligt også at glide ned af mine kinder, da jeg næsten kunne regne ud, hvorfor hun reagerede sådan.

     ”Du… Du var den eneste, der nogensinde lyttede! Du… KAN IKKE VÆRE DØD!!”

Hendes stemme var hysterisk, og hun lænede sig tilbage for derefter at lade sine hænder glide over hans pande og ned til hans brystkasse igen i hurtige, men stadig lette bevægelser, tydeligvis ligeglad med, at hendes hænder blev tilsølet i hans blød.

     ”Annya…” sagde jeg forsigtigt, men det fik hende bare til at græde endnu mere, og hun kastede sig nærmest om halsen på den døde krop, der ikke bevægede sig mere, end det hun fik den til.

     ”Nej, nej, nej…” hulkede hun, og smerten skar igennem mig ved hendes reaktion. Hendes øjne var knebet helt sammen, mens hun bare knugede den livløse Charlie ind til sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...