På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3027Visninger
AA

56. Kapitel 55. Annabell og Erik

 

~ANNABELL~

Jeg kunne ikke fatte, hvordan det var endt sådan her. Charlie sad død i kanten af mit syn, og jeg sørgede for ikke at kigge over på ham, da det bare vil få mig til at have det endnu dårligere. Jeg følte mig udsat, krænket og mest af alt helt igennem fra den. Men jeg vidste, at der var noget, jeg måtte kunne gøre. Noget, der kunne ophæve det kontrollerende serum.

Lige nu havde Jake dog kontrollen, og jeg ville under ingen omstændigheder have, at han kortsluttede Erik. Det ville jeg ikke kunne holde ud. Jeg blev nødt til at finde på noget.

Et øjeblik stod jeg bare og stirrede på Jake, der langsomt kom op på benene. Jeg sørgede dog for at have blikket mod hans ansigt, da andre steder ville være for klamt, og derfor mødte jeg også hans vrede blik. Men han opdagede dog, at jeg ikke rigtig havde så mange valg, og derfor kom der et smil frem på hans læber, da han viftede let med remoten.

     ”Kom så snuske, læg dig til rette, ellers går det ud over loverboy. Jeg får jo, hvad jeg vil have under alle omstændigheder”, kom det fra ham med lav stemmeføring, mens mine tanker fræsede derudaf.

Charlie havde snakket om en modgift. En modgift til Eriks tilstand. Men den ville være alt for langt væk til at få fat på. Og derfor blev jeg nødt til at finde på noget andet. Det skulle være noget, der gjorde det modsatte end at sætte barrikader op for hans bevægelser. Det skulle være noget, der fik ham til at bevæge sig uden den egentlige tanke bag det.

Ideen kom til mig, og jeg tog en dyb indånding.

     ”Vi kan gå på kompromis”, sagde jeg lavt, og inden Jake kunne nå at komme med en kommentar skar jeg ham af med et håndbevægelse og fortsatte: ”Jeg får fem minutter til at sige farvel til Erik, og derefter vil jeg… ikke gøre modstand.”

Han hævede øjenbrynet ved mine ord, og viftede stadig skødesløst med remoten. Et smil kom dog derefter på hans læber, inden han smed sig ned i sengen.

     ”Jeg venter, snuske.”

Tårerne begyndte at trille hurtigere ned af mine kinder end før, da jeg vendte mig om mod Erik, der stadig bare sad og stirrede tomt ud i luften. Nu skulle det bare virke. Da jeg bevægede mig over mod ham sørgede jeg for at sparke pistolen med, så den kurrede hen ved siden af stolen. Jake kommenterede det ikke. Jeg ville ikke vide, hvor hans tanker var henne.

Forsigtigt stillede jeg mig hen foran Erik, inden jeg rykkede mig frem, så jeg endte med at sidde overskrævs på ham. Min næsten ikke eksisterende beklædning gjorde mig utilpas, men jeg rykkede mig alligevel helt op på skødet af ham, mens mit blik lå i hans.

Jeg gravede ned i mine minder for at prøve at finde noget, der kunne hjælpe mig, og langsomt lod jeg min ene hånd glide op bag hans øre og om i nakken. Mit blik lå hele tiden i hans, mens jeg ventede på at den mindste reaktion ville komme, hvad som helst. Den anden hånd lod jeg glide ned over hans brystkasse og helt ned til bukserne, hvor fingrene begyndte at finde vej ind under buksekanten.

Jeg lænede mig ind mod ham, og af en eller anden grund følte jeg mig mindre blottet, da min barm blev presset mod ham, og jeg sukkede tungt lige ud foran ham, inden jeg lod mit hoved køre i en bue til hans øre.

     ”Jeg elsker dig”, hviskede jeg lavt lige ud foran hans øre, inden jeg lod mine læber blidt ramme ham lige under øret. Ingen reaktion.

Mine hænder begyndte at bevæge sig henholdsvis i nakken, og halvt nede i hans bukser, mens jeg let lod læberne glide over hans kæbe, hen til hagen og så tilbage til øret.

     ”Jeg elsker dig så højt. Red mig, som du har gjort så mange gange før. Red mig”, hviskede jeg og jeg kunne nu mærke, hvordan tårerne begyndte at rinde hurtigere ned af mine kinder, da jeg drejede hovedet, så det i stedet var lige ud foran hans og jeg dermed kunne se hans øjne.

Min hånd gled helt ned under hans bukser foran, og endelig affødte det en reaktion. Jeg kunne mærke, hvordan det kort gibbede igennem ham, og glimtet i hans øjne var kort til at se. Jeg lod dog være med at vise nogen yderligere reaktion på det, andet end at læne mig frem og hvile min pande mod hans.

     ”Os to for evigt, husker du nok?” spurgte jeg lavt og lænede mig frem for let at lade mine læber glide over hans. Der kom dog ingen reaktion, og jeg kunne mærke, hvordan tårerne pressede sig mere på. Det burde virke! Det skulle bare virke, jeg ville ikke overveje andre muligheder!

Mine fingre fortsatte deres bevægelser på de forskellige steder, og hånden i nakken gled langsomt om i hans hår, mens jeg prøvede at finde tegn på at han var der i hans øjne. En gang imellem gibbede det igen igennem ham og jeg så et kort glimt i øjnene, men det forsvandt lige så hurtigt igen, og jeg sad tilbage med en tom følelse i maven.

Minderne om alle de gange, vi havde været sammen kom frem igen og forsigtigt lænede jeg mig frem og kyssede hans læber. Der kom dog ingen respons, men dette betød ikke, at jeg trak mig. Nærmere tværtimod.

     ”Kom. Tilbage. Til. Mig”, hviskede jeg og placerede hver gang et kys på hans læber. Kyssene begyndte at smage af salt pga. tårerne, der trillede ned af mine kinder, men der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det. Jeg kunne ikke stoppe tårerne og jeg ville ikke stoppe de små kys. Og pludselig mærkede jeg, hvordan hans læber gengældte det.

Jeg trak hovedet til mig og stirrede ham ind i øjnene, hvor der nu endelig var liv. Hvis det ikke var fordi, jeg vidste, at Jake sad og holdt øje med mig, ville jeg have kastet mig om halsen på Erik, men jeg holdt mig rolig, og lænede mig i stedet frem for at kysse ham igen. Denne gang var der dog tydelig respons, men til mit held blev det skjult af mit noget rodede hår.

     ”Så tror jeg, der er gået fem minutter, putte. Kom her, eller jeg får loverboy til at pille det sidste af dit tøj af, så du får et dårligt minde om ham, inden du dør.” Jakes stemme var lystig, og det var tydeligt, at han var helt klar på at krænke mig på det yderste. Jeg kunne dog ikke rykke mig fra Eriks skød og blev ved med at prøve at få ham tændt, så han ville kunne bevæge sig. Jeg var nemlig ret så sikker på, at det virkede, ellers ville han ikke blive ved med at besvare de små kys.

     ”Tsk, tsk, hvis det skal være på den måde… Erik, åben hendes bh, og kom derefter herover med hende”, kommandere Jake dog pludseligt, og jeg kunne mærke, hvordan jeg stivnede og trak mig lidt væk fra Erik. Hans øjne udviste nu sorg, men glimtet var der, hvilket var et bevis på, at han også var der. Hans hænder bevægede sig dog ikke fra armlænene, inden jeg gav ham et kort nik, hvorefter de langsomt gled op af min bare ryg og op til låsen på bh’en.

Han bed sig i læben, da hans fingre ramte låsen, og let fik han den lirket op, så den hang løst omkring mig, noget jeg absolut ikke brød mig om. Men jeg vidste, at det var nødvendigt, da han lod sine hænder glide ned igen og gribe fat under mine lår for derefter at rejse sig.

Jeg greb fat rundt om hans hals og havde stadig blikket i hans, selv da han trådte hen og let placerede mig på sengen. Væmmelsen over det kom frem i hans øjne, og tårerne begyndte at rinde hurtigere ned af mine kinder, da han slap mig og bare stod. Nogle klamme hænder, der selvfølgelig var Jakes, greb fat rundt om mit liv og trak mig med tilbage i sengen, uden at jeg kunne gøre noget.

     ”Erik, sæt dig tilbage og overvær dit værste mareridt”, hvislede han ved min skulder, inden jeg mærkede et vådt kys mod den. Tårerne ville ikke stoppe, da jeg blev drejet rundt og lagt ned i sengen og ud af øjenkrogen både kunne se den døde Charlie og Erik, der satte sig ned på stolen.

 

~ERIK~

Jeg blev kommanderet til, at sætte mig ned igen. Selvom kontrollen var tilbage nu, blev jeg nød til, at vente til hun havde afledt ham. Alligevel flakkede mit blik imod pistolen. Jeg brød mig ikke om tanken, at skulle tage et liv, men det var nødvendigt. Jeg ville gøre alt for Annabell. Jeg fattede dog ikke, at hun havde fået tvunget kontrollen tilbage på min krop ved at tænde den, desuden blev jeg nød til at forsøge at kontrollere min vejrtrækning og ikke tænke på den måde, hun rørte min krop på før. Med det samme, jeg så hans hænder glide over hendes bh, og begynde, at trække den fra hendes krop, bukkede jeg mig lynhurtigt ned og hev pistolen op, og trykkede låsen tilbage og gjorde dermed pistolen klar til skud.

     ”Du fjerner dig omgående Jake. Jeg tøver ikke med at skyde dig!” Min stemme var hård, i fuld kontrol og Jake drejede blikket til venstre og imod pistolen, inden overraskelsen skød op i ham, men også væmmelsen og fortrydelsen, inden hans kæbeparti blev noget anspændt.

     ”Erik!” Lettelsen skød igennem Annabells blik, men Jake hang stadig over hende, med sin nøgne krop presset tæt ned imod hendes, og jeg væmmedes ved det.

     ”Hvordan fan-” Begyndte Jake, inden han greb ud efter remoten, Annabell var dog hurtig til, at skubbe den væk, og jeg mærkede, hvordan den ramte gulvet og mine muskler atter begyndte at kæmpe imod serummet i min krop for, at holde fast på magten.

Jake sprang på gulvet efter den og Annabell fulgte med. Hendes bh var i mellemtiden faldet af, men det tog hun ikke yderligere notits af, mens hun væltede rundt og kæmpede imod Jake for, at fange remoten. Jeg spændte i min krop, mens jeg forsøgte at holde fokus på både dem og holde gang i min krop, så den ikke blev overladt til serummets kræfter.

     ”ERIK! Skyd ham .. Skyd ham nu!” Råbte Annabell en anelse åndenøddet, da hun væltede omkring og forsøgte, at vriste remoten ud af Jakes hånd, inden hun skød en flamme imod ham, så han kom med endnu et smertefuldt skrig, for derefter at kaste sig over hende. De væltede rundt, mens jeg forsøgte at få fokusset på pistolen.

     ”NU.. Det var .. nu … ERIK!” Hvinede hun, inden Jake fik vristet remoten fri fra hendes hænder, og trak den til sig og satte sit knæ ned mod hendes krop, for at presse på hendes lunger, hun hev efter vejret, mens hun begyndte at hoste. Han kendte hendes svaghed. Den svaghed der gjorde, at hendes evne blev udsat.

     ”Nu skal du se din loverboy dø. Planen er ændret,” hvæste Jake, mens han nærmest spyttede ordene ud, det fik mig til at fange fokusset på min hånd og rette pistolen imod hans krop.

Jake flyttede sine tommeltot imod den store røde knap med et X på, og gjorde klar til at presse ned, da jeg trykkede pistolen i bund, og lyden af skuddet strøg igennem rummet og et skrig straks lød. Et smertefuldt skrig.

Jake faldt til siden, men knugede remoten ind til sig.

     ”Det kommer du til, at fortryde Erik!” Hvislede Jake og sendte en mavepumper imod Annabell, så hun gispede efter vejret og krummede sig sammen i smerte og med manglende luft, inden jeg rettede pistolen imod ham igen, og uden tøven affyrede endnu et skud imod ham.

     ”Farvel Jake,” røg det bestemt ud over mine læber, inden en gurglende lyd strøg fra hans strube, da kuglen ramte ham i halsen, og blokerede luftrøret, mens blodet strøg ud, og hans lagde og rystede, gispede og vred sig, mens remoten forsvandt med det samme.

     ”Annabell..” Nåede jeg lige, at sige inden jeg mærkede serummet tage fat i min krop igen, og pistolen blev helt slap i min hånd, da den faldt ud af den og jeg stod fuldstændig livløst og alligevel stift og stirrede ud i luften uden at kunne gøre noget. Mine muskler kunne ikke fange og nedkæmpe serummet. Nej nej, det måtte bare ikke ske det her!

Jake forsøgte at hive fat i remoten, men væltede ned på siden, inden han mave løftede og sænkede sig febrilsk for at udånde en sidste gang og hans faldt sammen – dog med øjnene åbne.

     ”Erik..” Klynkede Annabell, mens hun langsomt kom på benene. Hun rystede, mens hun slog sine arme omkring den nøgne barm, og løb – en anelse vaklende – hen imod mig, og slog armene omkring mig og knugede sig ind til mig.

     ”Jeg .. Jeg .. Jeg troede .. at .. at .. Jeg .. Havde mistet … dig” Klynkede hun med en hulkende tone, mens hun snøftede og lænede sig ind til mig. Der gik noget tid, inden hun pludseligt stivnede. ”Erik? Erik?”

Hun stirrede ind i mit tomme blik og sorgen kunne straks ses i hendes øjne.

     ”Nej, du må ikke .. Det .. Kom tilbage til mig!” Hviskede hun klynkende, mens tårerne løb ned af hendes kinder, hun knugede sig ind til mig, mens hendes snøften fyldte rummet. Hvorfor kunne jeg ikke svare hende, hvorfor var der ikke noget der kunne fungere. ”Du reddede mig .. Igen” Hviskede hun inden hun trak sig væk.

     ”Modgiften .. Jeg må finde modgiften,” hun løb hen imod døren, inden hun stivne. ”Tøj .. Jeg skal have tøj på inden,” hendes kinder blussede op i den rødlige farve, inden hun famlede efter sit tøj og hurtigt men en anelse fjumsende fik tøjet på, og lukket det, så hun var fuld påklædt igen. Hun gik hen til mig, og lagde hænderne i nakken på mig igen. Inden hun kyssede mig blidt og ømt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...