På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3086Visninger
AA

55. Kapitel 54. Erik

Hver en lille celle i min krop modarbejdede mig. Han havde fået mig til, at placere mig ned i en stol, mens jeg kunne se, hele seancen foran mit blotte øje. Mit kæbeparti var anspændt indvendigt, alt kæmpede for, at få friheden og vinde det som de styrede min krop med. Det føltes som om, at jeg var fanget i en krop, som ikke kunne lystre, at jeg blot var en sjæl, der kunne kigge ud – og hverken sige eller gøre fra eller til. Hver lille detalje i min krop forsøgte, at modarbejde det jeg ønskede, men jeg ville ikke give op. Jeg ville ikke give ham den fornøjelse, at vinde over mig. Jeg ville ikke tillade ham, at skade Annabell på denne måde.

     ”ERIK!” Skreg Annabell hulkende, da jeg så hvordan han lod sine fingre glide op af hendes krop, kærtegne hver en eneste centimeter af hendes krop – nej han kærtegnede hende ikke engang, han krænkede hende. Jeg kunne jo se det tydeligt, men min krop reagerede ikke.

     ”Han kan ikke gøre noget snuske, så drop det. Du er min, endelig er du min” Hvislede Jakes kolde stemme, mens han greb hårdt fat om hendes bryst, så hun kom med et gisp og et smertefuldt støn. Hun var bundet fast til sengen. Jeg havde bundet hende fast til sengen. Det var min skyld, hvis bare, at jeg kunne koble mig fra den remote, så ville jeg kunne gøre noget.

Det eneste problem var blot, at det kun var mit hoved og mine tanker der fungerede, som mit eget og som ikke blev styret af den sprøjte de havde skudt i mig. De havde taget kontrollen over min krop, og det skræmte mig – mere end noget andet. Eller nej, ikke ligeså meget, som det jeg var bange for ville ske for Annabell nu.

Endelig trak han sig, men jeg var bange for, hvad grunden var. Han trak sig væk fra hende, eller nærmere, han trak sig længere ned af hendes krop, og begyndte, at åbne hendes bukser. Jeg forsøgte at skrige, komme med en hvilken som helst reaktion, men der skete ikke noget. Jeg mærkede raseriet og frustrationen i min krop, mens jeg kæmpede imod, forsøgte at kæmpe imod, så godt som jeg nu kunne.

Jeg forsøgte, at skyde mit blik væk, da jeg så, hvordan han åbnede op for hendes bukser, langsomt og tirrende lynede dem ned og begyndte, at trække dem af hende, mens hun forsøgte at vride og sparke sig fri, men det hjalp hende ikke det mindste. Jake var stærk, og slog fra sig, med det samme hun gjorde modstand. Hans tålmodighed var vidst efterhånden brugt godt op.

     ”Stop det! Jake, vil du ikke nok? Please! Du må ikke gøre det her imod mig!” Hulkede Annabell, mens tårerne strømmede ned af hendes kinder, så de var helt glasserede. Kort stoppede han op med sit glubske smil over læberne, og kiggede imod hende.

     ”Ikke gøre det her imod dig?” Hvæste han højlydt, men hans åndedrag var samtidigt tungt, da han var opstemt og ikke gjorde noget for, at nedtone, at han havde tænkt sig at gennemføre det her, med eller uden hendes accept. ”Du valgte den rødtop frem for mig? Så du kan fandme tro, at jeg kan gøre det herimod dig. Du valgte ham frem for mig, fatter du det Annabell!”

Det var det det hele handlede om. Jake havde vist interesse for Annabell, men hun havde valgt mig. Det var det hans had bundede i, det var derfor vi altid havde været imod hinanden. Jeg havde taget noget fra ham, som han aldrig kunne få – Annabell havde afvist ham, endda førend jeg selv var begyndt, at opfange at hun var interesseret i mig, på mere end vennemåden.

     ”Men jeg .. Please Jake!” Hendes stemme var efterhånden blevet noget grødet og panisk.

Jeg måtte finde en måde, at gå imod eller udnytte den her injektion på. Det kunne ikke passe, at de kunne styre mig som en robot! Jeg var menneskelig, ikke en maskine. Det her ville jeg ikke finde mig i. Derfor bed jeg tænderne hårdt sammen og forsøgte, at kæmpe imod.

Kom nu, kom nu. Begyndte jeg bestemt at messe i mit indre. I stedet for, at få hele min krop til at reagere, forsøgte jeg nu blot, at henlede alle mine kræfter og alt mit fokus mod min højre hånd. Jeg trak i hver lille detalje, hver muskel, hver lille fiber, nerve, knogle, vene, væv, celle – alt i min krop for at finde funktionen i den. Det kunne ikke passe, jeg måtte kunne gøre noget. Det var lidt ligesom, når min evne slog til og jeg blev fanget i et lille stykke tid i en anden krop. Ubehageligt på alle punkter. Sjældent brugbart.

     ”ERIK!!” Skreg Annabell hysterisk, da Jake trak hendes bukser helt af og trak sig væk. Han begyndte at åbne sit bælte op, og trække sine bukser af, for at blive klar til den store akt. Den del, som jeg ikke ville se – den del, som aldrig burde ske på nogen måde. Men denne gang nøjes, han ikke bare med at take bukserne af, han trak alt sit tøj af, det fik panikken, vreden og beslutsomheden til at kæmpe i min krop.

Ud af den blå reagerede min hånd pludseligt, og jeg mærkede grebet omkring stolens armlæn, da jeg pludseligt genvandt kontrollen i takt med, at Jake sænkede sin nu – nøgne krop ned over Annabell, der stadig var iført undertøj. Mit blik lå stadig fæstnet i mod dem, og Annabells øjne lå mod mig, og det virkede til, at hun opfangede, den lille detalje, hvor min hånd pludseligt blev knyttet omkring armlænet, for hun slog kort øjnene mere op, inden hun begyndte, at vride sig igen, for at beskytte sig imod Jake.

Jeg mærkede kontrollen over hånden, og forsøgte derfor, at løsrive den næste del af min krop, så jeg ville kunne agere. Problemet var bare, at det tog for lang tid, jeg havde brug for mere tid end det her. Der var ikke nok tid. Panikken sneg sig ind over mig, som jeg langsomt fik kontrol over min ene fod.

     ”Kan .. Kan .. Kan vi ikke snakke om det?” Forsøgte Annabell panisk.

     ”Så nu vil du snakke? Det eneste du skal er, at holde din kæft, og sprede benene” Lød det koldt og kynisk over hans læber, mens han pressede sin nøgne krop ned over hendes krop, og jeg gøs indvendigt ved tanken om, at hans nøgne krop rørte ved hende. Jalousien skød op i mig, sammen med væmmelsen – det skulle ikke ske det her.

Jeg rykkede i hver en del af min krop for, at få forbindelsen stabiliseret. Det begyndte at virke, men frygten for, at det var for sent, begyndte at røre sig kraftigt i min krop. Inden alarmen pludseligt skød igennem lokalet, og de røde blink kom fra dørene. Det skreg i hele lokalet, men det holdt ikke Jake tilbage, han pressede sine læber imod Annabells, mens han hænder udforskede hendes krop og begyndte at pille ved hendes undertøj, for at hive det af. En banken på døren, af en ret panisk en, fik Jake til at hvæse og kigge op.

     ”For helvedet da også!” Snerrede han og trak sig væk fra Annabell, inden han hev et par boxershorts på og tog fat i sin pistol, og stak den ned i boxershortsene, inden han kort skød sig hadefulde og hånlige blik imod Annabell.

     ”Jeg er tilbage om lidt, snuske” Hvislede hans stemme, inden han lod sine fingre glide over hendes krop, og jeg mærkede endnu et ryk imod stolen, der indikerede, at jeg havde lidt mere kontrol. Han løftede fjernbetjeningen op, og jeg blev straks beordret på benene og imod døren.

     ”Så loverboy, det er på tide, at du gør dig noget nytte. Jeg vil elske, at se dig kæmpe imod dine venner og slagte dem” Lo han hånligt, inden han sendte kommandoerne ind, der truede med at tage magten over min krop igen. Jeg kæmpede kraftigt imod, men det var svært. Det virkede som om, at ligegyldigt, hvor meget kontrol jeg fik, så ville den remote være mere effektiv.

     ”Åben døren!” Vrissede hans kolde stemme, og min hånd strøg prompte frem imod håndtaget og greb fat i det. Jeg kunne ikke engang mærke essensen af metallet, hvilket i og for sig, var slemt nok. Døren gik op og jeg rykkede den op – nærmest flåede den op, og der stod ingen ringere end Charlie.

     ”E-Erik?” Han stammede straks.

     ”CHARLIE STIK AF! DE HAR KONTROLLEN OVER HAM!” Hørte jeg højlydt Annabell skrige fra sin fastlåste stilling, inden jeg så panikken i Charlies øjne, og hørte skuddet blive affyret. Kuglen susede igennem luften, og snittede svagt min arm, så der kom en flænge i trøjen, inden den blev slynget ind i Charlie.

Charlie stod og stirrede ud i luften, mens jeg panikkede. Nej, nej, nej!

     ”CHARLIE!!” Skreg Annabell hysterisk og panisk, mens hulkene atter fangede hendes læber.

Han så ind i mine øjne, mens de let udvidede sig, og blodet langsomt begyndte at vælte ud over hans læber, inden han skød blikket ned af sig selv, og tog den ene hånd op og let lod den mærke imod det sted, hvor kuglen havde ramt ham. Midt i brystet, der hvor hjertet sad. Hans blik strøg op igen, da han havde berørt området med blodet, der pilede ud. Inden han så ind i mine øjne igen. Jeg måtte gøre noget, jeg kunne ikke bare være her. Jeg forsøgte at få kontrollen, sige noget – gøre noget.

     ”Mod .. Modgift .. er ..”

Endnu et skudt blev affyret og denne gang, ramte det midt i panden på Charlie, så han knækkede sammen, og faldt død om på gulvet, mens blodet piblede ud af hans hoved og bryst. Det hele gik så stærkt, og alligevel så jeg gengivelsen i mit hoved. Men hans sidste ord fæstnede sig i mit hoved. Var der en modgift?.

     ”Satans også Charlie!” Fnøs Jake, inden han gik hen og sparkede til Charlies lig.

     ”Du er et monster!” Hylede Annabell i sengen, mens hun vred sig for at komme fri.

Jake stod lidt og stirrede på liget af Charlie, mens alarmen stadig ringede for mine øre. Inden han kom med et suk, det var tydeligt, at han var blevet frustreret nu. Charlie havde ikke været en del af planen. Charlie skulle aldrig have været død, han var forhelvedet da også kun 14 år! En tåre fandt på magiskvis vej gennem mine øjne og begyndte at vælte ned af min kind.

     ”Erik, hiv Charlie herind, og sæt dig på stolen igen,” kommanderede Jake, og trak sig tilbage igen, inden jeg mærkede min krop læne sig ned og gribe fat i den livløse krop, og hive ham indenfor i rummet. Jake skubbede døren i i samme øjeblik, og jeg satte Charlie ned op af væggen, hvor han lagde sammenfaldet og død.

Min krop bevægede sig hen og satte sig igen på stolen, inden jeg hørte Jakes hvislende stemme.

     ”Hvor kom vi fra,” hvislede han, inden han trak sine boxershorts af igen – hvormed pistolen også faldt på gulvet og gav en metallisk og tung lyd fra sig, så kravlede han ellers bare op på Annabell, som der var fuldstændig i chok, inden jeg så blikket der strøg ind i hendes øjne.

Hun kneb øjnene kraftigt sammen, inden ilden blussede op i hendes hænder og flammerne skar båndene op. Jake greb hurtigt fat i hende, men hun vred sig fri og slyngede en knytnæve imod ham, inden hun blev skubbet ned på gulvet af Jake. Hans hånlige latter lød for mine øre.

     ”Tror du selv, at du slipper så let Annabell?” Gurglede han hånligt, inden han rystede på hovedet, for at træde ud af sengen og efter hende. Annabell kravlede panisk tilbage, inden hun fik famlet sig op på benene og så på ham. Denne gang var beslutsomheden over hende og hun havde fået noget, af et overtag i sin krop igen.

     ”Hvor er modgiften?” Hvæste hun arrigt, men jeg kunne tydeligt høre, hvordan hendes stemme var på renden til at bryde sammen. Hun skulle aldrig have oplevet død, ikke igen, og slet ikke Charlie. Charlie og hende havde altid haft et eller andet magisk bånd med hinanden. Selvom jeg havde set mig jaloux over den måde, hun havde genoplivet ham på ved sin mund-til-mund seance, så vidste jeg, at der ikke var mere i det. Jeg havde blot ladet mig drive af skinsyge.

     ”Hvilken modgift? Der er ingen modgifte her” Jake greb fat i Annabell, og forsøgte at slynge hen imod sengen, han nåede at dreje hende rundt, inden ilden skød fra hendes hænder, så et smertens skrig lød fra Jakes læber, da han trak sig væk, og bukkede sig sammen for de brændemærker, der havde indtruffet.

     ”MODGIFTEN!?” Skreg Annabell, inden ilden blussede op og skød imod ham, og hans skrig blot blev endnu værre. Jake så panisk på hende, inden han greb ud efter remoten, og holdt den tæt ind til sig.

     ”Hvis du gør noget mere med det der, så sørger jeg for at kortslutte din kæreste,” skar han hende af, og hun blev straks stille. Nok stod hun med ryggen til mig, men jeg vidste stadig ikke, hvad jeg kunne gøre med det hele. Det var ikke ligefrem let at følge med i – og alligevel havde jeg min egen kamp oveni, kampen om kontrollen på min krop. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...