På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3074Visninger
AA

54. Kapitel 53. Annabell

Jeg var nået uset op på taget og kunne mærke, hvordan adrenalinen begyndte at flyde igennem mig. Mit blik gled opmærksomt rundt for at få øje på alt, der kunne tyde på, at det her var en fælde, men der så ikke ud til at være noget.

Mit hår blafrede let i vinden, da jeg listede hen af taget og hen til døren. Jeg havde ikke tænkt det mere igennem end det her, det eneste jeg tænkte på var at komme ind og finde Erik. Der var ikke andet vigtigt og jeg måtte finde ud af, hvordan jeg kom ud senere. Nu skulle jeg bare finde ham.

Billedet af ham op af vinduet med det blodet i baghovedet hang fast i mit sind og fik både vrede og fortvivlelse frem i mig. Hvorfor gjorde de sådan mod ham? Var det ikke mig, de ville have fat i?

Det hele begyndte at se mere og mere mistænkeligt ud, men jeg kunne ikke gøre noget nu. Jeg blev nødt til at finde ham, om det så betød at jeg ville blive taget. Det hele ville alligevel være ligegyldigt, hvis jeg ikke havde ham ved min side.

Jeg åbnede langsomt døren til klinikken, mens min anden hånd holdt stramt om kniven. Der var helt stille, da jeg trådte ind og begyndte at liste mig ned af trappen, hvilket undrede mig. Det var jo ikke helt nat endnu? Burde der ikke være utrolig meget liv?

Bekymringen begyndte at komme over mig, da jeg nåede ned på gangen. Der var stadig ikke nogle andre lyde på gangen og jeg begyndte at få en dårlig fornemmelse.

Det første jeg gjorde var at liste mig hen til værelserne og kigge ind. Der befandt sig dog ikke nogen inde på dem, hvilket jeg nok også have regnet med, men alligevel gav det mig en følelse af at blive overvåget hele tiden. Og specielt meget inde på værelserne, som jeg så hurtigt forsvandt ud af. Mine skridt var stort set lydløse, da jeg bevægede mig længere ned af gangen, for at kunne finde nogen tegn efter Erik. Endnu en gang undrede jeg mig over, hvor alle var henne. Burde der ikke være flere mennesker heromkring? Det var jo trods alt en klinik til optræning af perfekte soldater, så burde sikkerheden ikke være bedre?

Alt begyndte at pege mod FÆLDE, men jeg ville ikke give op nu. Nu var jeg endelig nået herind, og jeg ville ikke give op på nogen måde.

Jeg holdt mig til siderne af gangen og sørgede for at lade både blikket og ørerne være på stængler for at opfange alt uregelmæssigt. Og så fik jeg pludselig øje på ham.

Gennem en glasrude sad han bundet til en stol. Hans blik var vildt, da han lod det glide rundt, og jeg mærkede med det samme, hvordan det smertede igennem mig ved synet. Hvordan kunne de gøre det mod ham?

Til mit held var døren åben, da jeg rykkede den op og hastede ind til ham. Hans blik gled med det samme hen på mig, og så noget skræmt ud. Jeg brød mig overhovedet ikke om det, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at mærke, hvordan lettelsen over at have fundet ham strømmede igennem mig.

”Annabell, du må…” Mere nåede han ikke at sige, inden jeg var trådt hen og havde presset mine læber mod hans. Bare tanken om, hvad han var gået igennem, skar igennem mig, men nu var han her, nu skulle det hele nok gå.

Jeg trak mig tilbage og begyndte med det samme at skære hans bånd om armene fri.

Et øjeblik så han ud til at være helt befippet over min handling, men han var dog hurtig til at komme tilbage til virkeligheden ved at ryste på hovedet. Han så ikke ud til at have det for godt med skrammer over det hele, og han så også ud til ikke at have fået den bedste psykiske behandling, da jeg kunne se, at der var løbet tårer ned af hans beskidte kinder.

”Annabell… Du må komme væk, det er en fælde”, hviskede han og lod blikket glide omkring, men jeg rystede på hovedet, da jeg fik skåret hans ene hånd fri og derefter gik i gang med den andet. Hans ord fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen, men jeg ignorerede det og fortsatte, indtil jeg havde fået skåret den anden rem over og gik i gang med hans ben.

”Jeg går ingen stedet uden dig, forstået?” kom det lavt fra mig, mens kniven skar sig igennem læderet. Jeg mærkede dog pludselig hans hænder mod mine skuldre og løftede blikket mod ham. Han blev ved med at kigge fra side til side, inden hans blik landede på mig.

”Det bliver du nødt til. Det var det her, der var meningen! Du må flygte inden…”

”Nå, nå, nå, ser man det”, lød det køligt bag mig, og jeg vendte brat fronten bagud, hvor jeg kunne se Jake stå i døråbningen med sit grusomme smil. Det løb mig med det samme koldere ned af ryggen, og et øjeblik frøs alle mine bevægelser, inden jeg bare begyndte at skære hurtigere i læderet, inden Eriks ben også var fri. Jeg snurrede rundt, så jeg stod med fronten mod Jake og kniven op foran mig.

”Vi vidste, at du ville komme og redde loverboy. Bare synd, at det ikke rigtig er en redningsaktion. Nærmere en nu-får-alle-andre-end-Annabell-og-Erik-hvad-de-vil-have-aktion.” Det rislede ned af min nakke, da jeg begyndte at forstå hans ord. Jeg vidste godt, at det var en fælde, men han kunne da ikke mene, at han kunne få, hvad han ville have? Nej, det kunne han ikke!

Jeg kunne høre, hvordan Erik baksede med den sidste læderstrop omkring hans liv, inden det lød til at han kom fri. Han trådte hen foran mig og gemte mig bag sig, som for at beskytte mig, hvilket var en smule dumt, da det trods alt var mig, der havde kniven og han var uvæbnet.

”Du rører hende ikke. Nogensinde”, sagde Erik koldt, men det fik bare en hoverende latter til at forlade Jake, inden han trak en pistol fra og sigtede den mod ham. Jeg havde aldrig set en lignende pistol, og det gjorde mig bare endnu mere utilpas.

”Tsk, tsk, Erik, hvorfor tror du, at vi lod hende komme ind? Vi havde set hende allerede, da hun bevægede sig ind på området, og derfor ventede vi selvfølgelig bare på, at hun ville finde dig og se dit endeligt. Vise hende, hvad der skete med dig, inden vi vil genstarte hende. Og så får jeg selvfølgelig også lige min pris”, sagde han hånende og holdt pistolen mod Erik i strakt arm.

”Du…” Erik nåede ikke at sige mere, inden han stønnede og faldt bagud mod mig med noget, der lignede en bedøvelsespil i brystkassen. Jeg prøvede at gribe ham, hvilket resulterede i, at jeg slap kniven og samtidig faldt bagover med hans vægt over mig.

”Erik!” udbrød jeg hysterisk og prøvede at ruske ham vågen, men han var bare slap og utrolig tung i mine arme.

”Så pus da, nu skal du ikke bruge alle dine kræfter. Gem dem til lige om lidt, jeg skal jo også have lidt sjov i det”, hvislede Jake med et skummelt smil, og hans ord fik det til at vende i mig. Jeg prøvede dog stadig at ruske liv i Erik, og jeg fik mig kæmpet fra ham, så jeg kunne kravle over ham og trække det, der lignede en dartpil ud.

”Hvad har I gjort?!” spurgte jeg hysterisk og stirrede vredt på Jake. Det var dog ikke ham der svarede.

”Meget simpelt. Erik er et af de bedste forsøg, vi har haft, og derfor kan vi ikke lade ham gå til spilde. Det serum, som han har fået indsprøjtet vil få ham til at adlyde alle ordrer givet af overstående. Jake er en af dem. Og det samme er jeg.”

Hr Summers kom ind bag Jake med et alvorligt udtryk og hans isblå øjne landede med det samme på mig. Jeg kunne ikke gøre andet end at stirre skræmt på ham, men alligevel formede et lille håb sig i mig. De havde ikke dræbt Erik. Og hvis hr. Summers var med i det her, ville han ikke lade Jake gøre mig noget. Det var jeg næsten sikker på.

”Desværre for dig, så virker du ikke til at opføre dig hensigtsmæssigt i forhold til vores metoder, hvilket genstartningen tydede på. Derfor kan vi ikke gøre andet end at eliminere dig. Endeligt. Du er kommet ud på et spor, hvor du er umulig at redde, og derfor lader vi Jake tage sig af det. Det er det eneste valg vi har.”

Hans ansigt var stadig udtryksløst, men jeg kunne mærke, hvordan det løb mig koldt ned af ryggen. Eliminere mig? Altså dræbe mig? Ville de dræbe  mig?!

”Jake. Værsgo at gøre hvad du vil. Bare sørg for, at hun er elimineret og han har fået nogle ordrer, som han har adlydt. Bare for at tjekke, om forsøget virker.” Jake nikkede til hans ord, inden hr. Summers kort lod blikket glide over mig for derefter at forsvinde igen.

Jake trådte frem med et skummelt smil, inden han tog noget, der lignede en controller frem, og trykkede på en knap. Med det samme kom Erik til live i et spjæt, men da hans blik landede på mig, var der intet spor af ham. Hans gullige øjne var døde.

”Erik, tag Annabell under armen og følg efter mig. Vi har lige nogle ærinder”, blinkede han til mig, inden jeg mærkede Eriks faste greb omkring mig, da han rejste sig, inden mine ben slap jorden.

”Erik, nej! Nej, det kan du ikke gøre!” kom det hysterisk fra mig, og jeg begyndte at spjætte i hans alt for velkendte greb, der overhovedet ikke var velkendt, da det var hårdt og stramt.

”Det kan han heller ikke. Men han kan ikke gøre andet”, kom det kynisk grinende fra Jake, da han marcherede ud på gangen.

*

Tårerne begyndte at rinde ned af mine kinder, i samme øjeblik jeg ublidt blev smidt på en af sengene i værelset, vi var kommet ind i. Jeg forstod det ikke længere, hvordan kunne det her ske? Hvorfor skulle det ske? Lige nu ville jeg tusind gange hellere bare dø, i stedet for at opleve det, som jeg vidste, Jake lagde op til. Ret så meget.

”Bind hendes hænder fast til sengegærdet med dynebetrækket”, beordrede Jake, og jeg kunne mærke frygten komme endnu mere igennem mig, da jeg mærkede, hvordan Jake satte sig ind over mig og holdt mig nede, mens Erik begyndte at vride dynebetrækket af dynen. Han greb fat i mine hænder, men Jake stoppede ham med en ordrer, inden je mærkede hans klamme hænder ved bunden af min trøje.

”Vent lige lidt, vi skal lige have gjort hende klar” hvislede han, og begyndte at trække trøjen af mig.

Jeg prøvede så godt som muligt at slå ud efter ham og holde min trøje på, men det endte med, at han fik den revet af mig, så han derefter havde frit udsyn til min overkrop. Eller næsten. Jeg havde stadig min bh på, hvilket var ret så heldigt. Indtil videre.

”Så kan du godt binde hende, loverboy”, kommenterede Jake med et olmt grin, inden han lænede sig ned over mig, og slikkede mig på halsen. Der blev igen grebet hårdt fat i mine hænder, og jeg mærkede, hvordan de ublidt blev bundet sammen af dynebetrækket og derefter sat fast i sengegærdet.

Mit blik gled op på Erik, der stadig stirrede tomt ned på mig, mens jeg mærkede Jakes klamme hænder mod mig. Hans tunge gled op af min hals, inden han løftede blikket og stirrede op mog Erik, som ikke havde flyttet sig.

”Skal man virkelig bede dig om at sætte dig ned, inden du lytter?” sukkede han teatralsk, men det affødte stadig ikke nogen reaktion.

”Sæt dig ned og overvær dit værste mareridt”, hvislede han, og Erik satte sig med det samme over på den modsatte seng, og holdt stadig tomt blikket mod os. Tårerne rendte ned af mine kinder, mens jeg prøvede at lade være med at lægge mærke til Jakes hænder, der nu begyndte at glide hen over mit bryst og rive lidt ned i bh’en samtidig med at den anden gled ned mod mine bukser.

”Bare slap af, snuske, det her er din sidste gang i dit liv. Nyd det nu bare”, hvislede han, inden han kort fjernede sine hænder fra mig for at trække sin egen trøje af og dermed også lægge sin rigtige pistol på jorden.

Mit blik lå på Erik, der stadig bare sad og stirrede, og jeg kunne ikke fatte det.

”Erik, hjælp mig!” hviskede jeg hulkende med den ubehagelige fornemmelse af Jakes hånd mod mit bryst, inden jeg mærkede, hvordan mit ansigt blev tvunget tilbage mod Jake og hans klamme læber begyndte at kærtegne mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...