På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3085Visninger
AA

53. Kapitel 52. Annabell

Jeg fattede ikke, hvordan vi kunne være så heldige. Hvis det så var held. Jeg kunne mærke bilen arbejde under mig, hvis man altså kunne beskrive det sådan, da jeg satte mere fart på ned af den fugtige vej.

     ”Annabell, er du sikker på, at det her er sikkert?” lød det en anelse bekymret fra bagsædet, og jeg identificerede stemmen som Charlies. Jeg kiggede i bakspejlet og kunne se, hvor bleg han så ud. Så galt syntes jeg nu ikke, at jeg kørte.

     ”Det er mere sikkert en noget andet”, påpegede jeg og skævede til Leonora på forsædet, der heller ikke så for godt ud. Ingen havde sagt noget det sidste lange stykke tid, men jeg havde vidst også fået sat det hele rimelig meget på plads tidligere.

*

Jeg forstod ikke, hvor heldige vi var, da vi nåede ned til enden af vejen, og en bil uden fører nærmest bare stod og ventede på os. Med det samme var jeg henne og tage i døren, der ikke var låst, og mit blik gled over bilen.

     ”Det her minder ret så meget om en fælde”, påpegede Leonora usikkert, da jeg marcherede rundt om bilen og hen til førersiden, så jeg kunne åbne bilen og kravle ind. Der sad dog til min skuffelse ingen nøgler i tændingen. Men det ville dog ikke stoppe mig.

     ”Kan du overhovedet køre bil?”

Spørgsmålet var egentlig meget relevant og jeg vendte blikket mod Travis, som havde stillet det.

     ”Nej? Men er der ikke en af jer, der kan det?”

Både Travis og Charlie rystede langsomt på hovedet, men da jeg vendte blikket mod Leonora kunne jeg se, at hun bed sig i læben. Jeg vidste stadig ikke, hvorfor jeg havde hende med nu, men på den anden side så det ud til at være ret så heldigt.

     ”Vil du så køre?” spurgte jeg hende lige ud og hun rystede på hovedet, hvilket fik mig til at sukke tungt.

     ”Kan du så ikke i det mindste vise mig, hvordan man kører?” spurgte jeg opgivende.

Hun så tøvende på mig, og jeg kunne fornemme, at en masse tanker røg igennem hendes sind, inden hun forsigtigt trådte hen forbi mig og stillede sig for at pege på de forskellige pedaler og forklare.

     ”Til venstre er koblingen. Den skal du bruge, når du skifter gear. Lidt ligesom når du kører på cykel, jo hurtigere du kører, jo højere skal gearet være.” Hun pegede på stangen i midten som gear, og jeg sørgede for at indlejre det i min bevidsthed. ”I midten har du bremsen og til højre speederen. Til dem skal du bruge højre fod og til koblingen venstre.”

Jeg nikkede langsomt, mens jeg prøvede at huske det, inden jeg gled ind på sædet for at prøve, hvordan pedalerne sad. Jeg rykkede lidt på sædet, så det sad ordenligt og mine ben kunne nå pedalerne.

     ”Charlie, er du ikke god til sådan noget med at starte biler uden nøgle?” spurgte jeg og vendte blikket mod ham, mens mine hænder hvilede let på rettet, for at mærke følelsen.

Charlies øjne blev et øjeblik store, inden han trådte hen ved siden af mig. Han så stadig noget sløj ud, men i det mindste kunne han stå på benene selv.

     ”Lad mig lige komme til, så ordner jeg det.”

Jeg gled ud fra sædet og gjorde plads til ham, inden jeg lod blikket glide mod de andre. Leonora så stadig ikke ud til helt at vide, hvad hun skulle gøre, mens Travis nærmere så nervøs ud. Jeg rystede dog bare kort på hovedet, inden jeg trådte hen bag ved og åbnede bagagerummet, så jeg kunne støve min taske derind. Jeg greb fat i Charlies taske, som han havde smidt fra sig, da han begyndte at rode med bilen, og smed den ind ved siden af.

     ”Annabell, det her er altså ikke en god ide!” udbrød Travis pludseligt og jeg drejede brat mod ham med et køligt blik og armene over kors. Han så dog en smule panisk ud, og jeg kneb øjnene sammen.

     ”Jeg skal redde Erik. Om du så vil være med til det eller ej. Du har mulighed for at blive her, eller komme med, det er dit valg”, sagde jeg lavt, og vurderede hans reaktion.

Han sank en klump, og begyndte at gnide sine fingre mod hinanden i en urolig bevægelse. Jeg begyndte at fatte mistanke om, at der stak noget under. Noget, som jeg nok helst ikke ville finde ud af. Jeg ville bare finde Erik.

     ”Jeg kører ikke nogen steder med en, der ikke har kørekort”, kommenterede han, som om det var hans undskyldning, og jeg skulle lige til at svare ham spidst tilbage, da jeg hørte motoren starte med et brøl, og jeg vendte fronten mod Charlie, som gled ned på jorden, noget blegere end før. Der var dog et smil på hans læber.

     ”Så er det ordnet. Og til vores held ser det også ud til, at tanken er fuld”, sagde han og blinkede, og jeg kunne ikke lade være med at gå over og slå armene om ham i et stort knus.

     ”Du er simpelthen fantastisk!” udbrød jeg, og kunne høre ham grine lavt.

     ”Vi skal jo finde Erik, ikke?” svarede han mig, og jeg kunne ikke dy mig for at kysse ham kort på kinden af et øjebliks lykke, inden jeg sprang ind på forsødet og placerede fødderne, som Leonora havde forklaret. Charlie kravlede uden indvendinger ind på bagsædet, men spændte dog i samme øjeblik selen, hvilket jeg også kunne forstå.

De andre virkede dog overhovedet ikke så sikre på min beslutning og sod lidt og tøvede udenfor. Et øjeblik så det ud til, at de skændedes, inden Leonora rykkede døren til passagersædet op, og satte sig ind ved siden af mig med et surt udtryk.

Travis stod et øjeblik udenfor og så ud til at trippe lidt frem og tilbage, inden han så ud til at opgive og nærmest kaste sig på bagsædet ved siden af Charlie og spænde sig fast.

Et smil var kommet frem på mine læber, da jeg let prøvede at trykke speederen ned. Da der dog ikke skete noget prøvede jeg at trykke hårdt ned, hvilket endte med, at bilen nærmest sprang frem i et ryk, inden jeg hurtigt slap pedalen og trykkede på bremsen.

     ”Det her kan du ikke mene Annabell, du ender jo med at…”

Jeg tog den ene hånd op for at lukke Travis ord ude, inden jeg koncentrerede mig og igen let prøvede at trykke speederen ned. Denne gang trillede bilen let ud på vejen, og jeg drejede rettet for lige at finde ud af, hvordan det fungerede. Mit blik gled kort øver instrumentbrættet, hvor jeg opdagede en indbygget GPS.

     ”Leonora, tast lige Klinikkens adresse ind, så vi kan komme videre”, beordrede jeg, inden jeg fik lidt mere mod og satte en smule mere fart på.

*

Det havde føltes som timer siden og allerede nu var jeg helt tryg her foran rettet. Vi havde ikke mødt mange biler på vejen, hvilket var ret så heldigt, da jeg helst ville befinde mig i midten af vejbanen, og dette gjorde også at tiden udefinerbar forsvandt imellem mine fingre. Og det gav mig også bare endnu bedre tid til at tænke over for mange ting.

Gad vide, hvad der skete med Erik nu? Hvor var han henne, og hvad havde de gjort med ham? Mine tanker faldt på et nyligt opstået minde af os på stranden en varm sommerdag, og jeg vidste ikke, om det varmede mit hjerte eller var ved at rive det ud. Jeg kunne ikke helt definere følelsen, der strøg igennem mig.

     ”Annabell, regner du med, at du bare kan køre op til hovedindgangen og bede om at få din prins igen? For ellers bliver du nok nødt til at holde ind snart”, kom det lavt fra Charlie bagfra og jeg betragtede ham let i bakspejlet. Han så ikke ud til at have det alt for godt, og det fik en bekymret rynke til at komme frem på min pande. 

Mit blik gled over GPSen, der informerede mig om, at jeg skulle køre yderligere 2,3 kilometer, inden jeg skulle dreje ind til højre og ankomme til destinationen. Det føltes helt uvirkeligt, at vi allerede var her, men jeg vidste dog, at vi havde kørt i flere timer. Jeg havde bare ikke lagt mærke til det.

     ”Jeps. Folkens hold fast, nu bremser jeg!” annoncerede jeg, og det fik med det samme alle de andre til at gribe fat i det nærmeste, så de ikke vil kunne ramle ind i noget. Dette kunne begrundes med andre ret så uheldige bremsninger tidligere.

Jeg satte foden i bremsen og kunne igen først ikke rigtig mærke, at der skete noget, og derfor pressede jeg foden hårdere ned, hvilket endte med, at bilen endnu en gang bremsede noget hårdt op, så alle røg fremad. Den endte dog med at stå helt stille uden at efterlade de største skader.

     ”Det gik da fint”, kom det lavt fra mig og jeg strøg kort rattet med et let smil. Jeg kunne høre et fnys fra siden, men jeg ignorerede det og spændte mig op for derefter at springe ud af bilen. Mine ben var en anelse geleagtige, da jeg bevægede mig om til bagagerummet og slog det op, for at kunne rode min taske igennem efter brugbart udstyr. Det virkede dog ikke til, at der lå andre våben end en enkelt kniv. Men den måtte så gå.

     ”Har du bare tænkt dig, at vi skal gå derind?” kom det lavt fra Leonora, og jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene af hendes forsigtige stemme.

     ”Nej, jeg har ikke tænkt mig, at vi bare skal gå derind. Jeg går ind alene, I bliver her til, når vi skal væk herfra.”

     ”Men… Annabell, det kan du ikke mene? Hvordan regner du selv med at kunne redde Erik helt alene?”

Charlies stemme var fuld af vantro og den lød også en lille smule såret, noget, som jeg absolut ikke ville høre den som. Jeg skævede dog til ham og rystede på hovedet.

     ”Det er den bedste chance. Jeg vil ikke lade jer andre komme i fare. Hvis det tager for lang tid for mig, så flygt. Sådan er det bare.” Jeg nikkede til dem alle og fæstnede kort mistænksomt blikket mod Travis, som så en smule lettet ud, selvom han prøvede at skjule det.

For at være ærlig for mig selv, var det dog ikke kun det, der spillede ind lige nu. Den eneste, som jeg ville stole på at have med ind ville være Charlie, og han var stadig alt for udmattet til at kunne gøre noget. Leonora stolede jeg ikke på, primært fordi hun havde prøvet at få Erik og mig i totterne på hinanden, og Travis havde ikke virket som sig selv de sidste par timer. Hele turen havde han siddet alvorlig på bagsædet uden at komme med en eneste joke, noget der ikke lignede ham på nogen måde.

     ”Men… Men”, protesterede Charlie og jeg kunne ikke lade være med at sende ham et opmuntrende smil og gå hen og let gribe fat i hans skuldre. Egentlig var det ment som en gestus, man brugte mod små børn, men da han var højere end mig blev den lidt ødelagt.

     ”Stol på mig. Hvis jeg ikke kommer ud inden daggry, så flygter I. Og ikke noget med at følge efter mig.”

Han stirrede på mig, inden han lagde armene om mig og trak mig ind i et kram, som jeg let besvarede kort efter.

     ”Du er den storesøster, jeg aldrig har haft. Nu har du bare at passe på dig selv derinde”, hviskede han til mig, inden han slap mig. Mit blik gled med det samme op til ham og smilet lå kort over mine læber, inden jeg vendte blikket fra ham og mod de andre, som let betragtede mig med udtryksløse ansigter.

     ”Pas på hinanden, få noget mad. Jeg kommer tilbage. Med Erik”, sagde jeg bestemt, inden jeg vendte mig om og begyndte at løbe længere ned af vejen. Jeg kiggede mig ikke tilbage, for jeg vidste, at jeg så ville se Charlies triste ansigt. Og det ville jeg ikke kunne bære.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...