På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3036Visninger
AA

52. Kapitel 51. Erik

Lyden af en motor ramte mine øre, mens en voldsom hovedpine have indtruffet og terroriserede mit hoved på det groveste. Aldrig havde jeg oplevet noget lignende. Jeg rynkede på næsen, inden jeg mærkede et ordentligt bump under mig og mit hoved blev slynget ind i noget hårdt og fast, og det gav et ordentlig smeld i mit hoved, det hjalp ikke ligefrem på den hovedpine, der allerede hang over mig. Jeg kneb øjnene sammen i smerten, inden det gik op for mig, at noget var fuldstændig galt. Hvor var jeg egentlig henne? Jeg glimtede med øjnene og de slørrede billeder af vej, der forsvandt under en maskine, der mindede om en bil, fangede mit indre. Jeg kneb øjnene sammen og pludseligt, skød en tanke igennem mit indre – hvorfor var jeg i en bil? Hvad var der sket. Det sidste jeg huskede var.. Jeg forsøgte, at huske det, men det eneste der kom til mig, var at jeg snakkede med Travis inden han.. Mine øjne fløj op, og jeg skød blikket til siden. Jake. Han havde overgivet mig til Jake. Jeg forsøgte desperat, at rykke rebene af, så jeg kunne komme fri og springe ud af bilen, uanset hvilken fart, der var under disse hjul. Forhåbentlig havde Jake, ikke opdaget at jeg var vågen.

Rebene skar i håndleddene på mig, men det stoppede mig ikke fra, at forsøge at lirke hænderne fri. Der var stille i bilen, foruden den motor, der larmede højlydt.

     ”Hvad er status, Jake?” Lød det pludseligt over radioen, og jeg lod straks som om, at jeg stadig var bevidstløs, forsøgte at gøre mine bevægelser så minimale som muligt, så jeg kunne slippe fri og ud. Havde de mon også taget Annabell? Leonora? Charlie? Nej, det kunne Travis ikke gøre, det havde han sagt. Men hvorfor mig? Jeg troede han var min ven, hvad kunne de overhovedet bruge mig til.

Jake flyttede den ene hånd fra rattet og tog fat i radioen og holdt en knap inde, mens han førte den op til sin mund, jeg sørgede for at lukke mine øjne, i tilfælde af, at han skulle kigge hen mod mig.

     ”Vi har Erik, han er stadig bevidstløs. Jeg gjorde som aftalt, Annabell ved, at vi har ham, og vi efterlod en jeep længere oppe af vejen – uden nøgler selvfølgelig –, men de skal nok få gang i den og følge vores spor. Så inden længe, burde de alle være på Klinikken igen”, Jake lød ganske autoritær, men jeg kunne lige forestille mig, hvordan hans kolde og hånlige smil lagde over hans læber lige nu.

     ”Godt klaret Jake, jeg vidste, at vi kunne regne med dig!” Det var tydeligt, at det var Dr. Sinclair, der talte i den anden ende af røret. Det gav noget af et bump, og jeg slog hovedet ind i ruden, og nu hvor jeg var vågen, kunne jeg ikke holde et ord tilbage.

     ”Av for satan,” røg det over mine læber, inden jeg blev slynget tilbage i sædet, og bilens dæk straks blev bremset i en hård bevægelse, så jeg ramte forruden. ”For helvedet I satan!” Udbrød jeg, inden jeg hørte en kold latter ved siden af mig.

     ”Erik er kommet til sig selv igen, jeg ringer lige tilbage om lidt Dr. Sinclair,” kom det roligt fra Jake, inden han skiftede kanal på radioen. Kort sendte han mig et triumferende blik. ”Og du sagde, at jeg ingen venner havde. Hvem var det lige, der blev røvrendt af sin gode ven Travis, vi er vidst ikke så forskellige. Du gjorde det ligefrem let, at manipulere med ham, efter det stunt med Leonora” Lo han hånligt.

     ”Ally, stop bilen og kom over til mig. Erik, er vågnet og skal have noget strøm. Ordre fra Dr. Sinclair” Han slukkede og satte radioen ned igen. Inden mine øjenbryn skød i vejret, strøm?.

     ”Det var sku da ikke en ordre fra Dr. Sinclair!” Hvæste jeg kraftigt af ham, mens jeg forsøgte, at rykke mig fri af rebene, som var begyndt, at give efter. Desværre var jeg bundet på ryggen, så det var umuligt, at åbne døren, selv mine arme og ben var bundet sammen.

     ”Næ, men det ved de jo ikke,” et smørret smil gled over hans læber, inden Ally flåede døren op, og så en anelse vemodigt på mig, inden hun tøvede.

     ”Er det virkelig nødvendigt? Jeg mener, han er jo bundet sammen og han har ingen evne, der kan gøre noget farligt mod nogen?” Prøvede hun med sin lettere uskyldige og pigede stemme. Hun var et år yngre end mig. Ikke en jeg stod nært, men en som jeg aldrig havde haft noget imod. Hendes lange sorte hår var flettet sammen, og hun havde en flot faconsyet kjole på, der sad tæt omkring hendes barm og ned til hofterne, hvor den blev løs. Sikkert en af de piger, som Jake udnyttede.

     ”Det var en ordre Ally,” snappede Jake af hende med en kold mine.

     ”Gør det ikke, Ally! Han lyver, det ..” Mere nåede jeg ikke at sige, inden jeg fik et slag over hovedet, og måtte ømme mig med en snerren. Ally kiggede kort ind i mine øjne, for derefter at puste tungt ud.

     ”Undskyld Erik, det er ikke noget personligt. Jeg vil bare ikke have problemer, undskyld,” hviskede hun lavt, inden hun satte sine fingre imod min hud og elektriciteten skød igennem mig. Smerten var ulideligt, og jeg skreg. Virkelig skreg af smerten, inden det hele kortsluttede og jeg igen var faldet hen i mørket af bevidstløshed.

*

Denne gang var der ingen lyd af motor eller dæk imod bunden. Ingen hump eller bumper i vejen. Nej, der var helt stille, og det bekymrede mig. Mine øjne blev slået op med det samme, men ligeså hurtigt, som de blev åbnet – ligeså hurtigt blev de lukket sammen igen. Lyset var skærende og truede mine øjne, så jeg måtte skære en grimasse, inden jeg endelig fik styr på mig selv igen. Jeg genvandt fokus, og forsøgte straks at flytte mine hænder, men kunne hurtigt erkende, at jeg sad i et tomt lokale – tilbage på klinikken og fastspændt til en stol. Denne gang var det ikke reb, men læderstropper, der var spændt omkring hver af mine arme, ben og omkring min krop, så jeg ikke kunne flytte mig. Endda tilpas, sådan at jeg ikke kunne sno mine fingre ud.

     ”Erik .. Erik .. Erik” En dyb og påklagelig sukken kunne høres igennem hele lokalet. Det var Hr. Summers stemme, den maskuline og faste tone, der bestemt ikke var tilfreds, mens lyden af han sko blev ført rundt i lokalet, inden jeg så ham stille sig ind foran mig, og kort knipse i fingrene, hvorefter Ally kom gående med en stol, som hun placerede bag ham, så han satte sig ned. Kort skød hans blik op på Ally igen, da hun var gået i stå.

     ”Du kan gå igen, Ally” Hvislede hans stemme, og snoede sig omkring de venlige ord, inden hun nikkede – hun skænkede mig ikke et eneste blik, inden hun forsvandt ud af døren, som gav et smæld fra sig.

     ”Hvad skal jeg dog stille op med dig, Erik” Sukkede Hr. Summers. Han lænede sig tilbage i stolen, og så afventende på mig, mens han satte det ene ben over det andet og foldende armene over kors. Han så afventende på mig, mens jeg sad der og ikke kunne gøre en skid.

     ”Hvorfor hentede I mig tilbage?” Spurgte jeg straks, da jeg ikke havde lyst til, at snakke med ham. Inden han kunne nå at svare, havde jeg allerede endnu et spørgsmål. ”Hvorfor kan I ikke bare lade os være i fred? Vi har gjort vores pligt med det her forsøg, vi vil ikke være en del af det mere”

Hr. Summers fik en stram antydning i ansigtet, inden han kiggede hen imod væggen bag sig, og gjorde en hånd bevægelse. Så de fulgte, altså med udenfor? Det måtte betyde, at det var meget seriøst. Ellers blev det ikke overvåget. Regnede de med, at jeg ville gå amok? Det var ikke helt utænkeligt. De havde trods alt set Annabells reaktion engang tidligere og sikkerheden var blevet skærpet siden. En dør gik op, og lyden af en klikken fra et par høje hæle imod gulvet gav genlyd i det tomme lokale. En stol blev placeret ved siden af Hr. Summers og Dr. Sinclair satte sig ned med en noget  stram antydning. Aldrig havde jeg set hende se så anspændt ud.

     ”Erik, du må forstå, at I er til fare for hele vores forsøg. Jeres forældre har skænket jer til forsøget, så I tilhører os. Vi løber ingen risiko. Det er forståeligt, at du ikke vil være med længere, eftersom Annabell har manipuleret dig med sine tankespind og fået dig vendt imod os, men det er for dit eget bedste. Hun bruger dig bare,” Hendes stemme var så sikker, men jeg nægtede at vige fra min overbevisning.

     ”I lyver! Du lyver!” Røg det prompte ud af mig.

     ”Vi bliver nød til, at vide, hvor du har gemt Annabell henne?” Røg det fra Hr. Summers af, inden jeg nåede at få et svar. De gad ikke engang ofre tid på, at svare eller modsige mig. Jeg bed mig svagt i underlæben og slap den lidt efter, i stedet spændte jeg i kæberne og lænede mig tilbage.

     ”I får ikke noget ud af mig” Snappede jeg af dem, en anelse demonstrativt. Jeg havde aldrig sagt dem imod på nogen måde, derfor kunne jeg også se en rynke forme sig i Dr. Sinclairs pande inden hun vendte blikket imod Hr. Summers, og kort sukkede.

     ”Hvis du ikke har tænkt dig, at samarbejde med os Erik, må vi genstarte dig” Røg det over Hr. Summers læber, inden et smil formede sig på Dr. Sinclairs læber, for derefter at dreje ansigt imod mig. Jeg brød mig ikke om noget af det. Hverken Dr. Sinclairs smil eller de ord der kom fra Hr. Summers.

     ”Jeg har ikke gjort noget!”

     ”Du har hjulpet et forsøg til at flygte. Du er gået imod hele klinikkens reglement, det er der ikke nogen undskyldning for – udover, hvis du erkender at du er blevet forblændet af din kærlighed til Annabell” Hr. Summers flyttede ikke sit blik på noget tidspunkt.

     ”Jeg har en bedre idé” Skød Dr. Sinclair pludseligt ind, hvilket gjorde mig noget nervøs. ”Vi kunne udnytte chancen til, at afprøve et af vores gamle forsøg, som vi ikke kunne finde nogen passende objekter og forsøgskaniner til. Eriks krop har kunne acceptere og udnytte alt, hvad vi har udsat den for, og den gør det muligt af-”

     ”-At styre ham, storslået idé.” Færdiggjorde Hr. Summers og så godt tilfreds ud.

Mit udtryk måtte have ændret sig gevaldigt, for jeg havde tabt underkæben. Styre mig? Nej, de kunne tro nej, det ville jeg ikke tillade. Det ville mine forældre ikke tillade.

     ”Det .. Nej! Det kan i ikke gøre imod mig! Det tillader mine forældre aldrig!” Udbrød jeg af dem.

     ”Ser du Erik, mens du har været væk, så er der sket det uheldige, at din mor er blevet indlagt, ja hun kom desværre i kambolage med en af vores muterende forsøg, så hende ser du nok ikke lige foreløbelig og din far har allerede underskrevet tilladelsen, så længe, at du ikke dør af det. Der er selvfølgelig en lille chance for det, men ikke noget, som vi behøver tage højde for” Røg det ud af Dr. Sinclair, inden hun smuttede ud af lokalet, side om side med Hr. Summers.

Jeg var mundlam. Det kunne de ikke gøre, det måtte de ikke gøre. Jeg sad panikken, og forsøgte, at vride og vriste mig fri, men det var umuligt. En tåre var endda begyndt at glide ud over min øjenkrog, mens jeg hørte døren gå op.

     ”Lille Erik, du aner ikke, hvor tilfredsstillende det er, at se dig sådan her,” hvislede Jakes stemme, mens han trådte frem, inden jeg mærkede hans hånd kollidere med min kind, så den efterlod et brændende mærke. Jeg spyttede efter ham, mens jeg stirrede indædt på ham.

     ”Hvad vil du Jake?” Snappede jeg af ham.

     ”Jeg har fået den ære, at kigge efter dig, mens de henter injektionen. Hvor vil jeg nyde, at se dig dræbe din kæreste, det bliver næsten bedre end det, som jeg har tænkt mig, at gøre ved hende, inden du gør det.” Han lænede sig frem med et smøret og lusket smil.

Jeg rykkede i stropperne for, at komme frem og konfrontere ham med det, men jeg blev holdt tilbage. Jeg var arrig, vred – mit blod pumpde rundt, mens frustrationerne skød igennem min krop.

     ”DU RØR HENDE IKKE!” Råbte jeg af ham.

     ”Det er vi to om, at bestemme. Bare vent, du får lov at kigge på – Høre hende stønne mit navn, tro mig, det bliver dit livs oplevelse og det sidste du ser af hende, inden du dræber hende,” hvislede hans stemme.

Alt i mig føltes som om, at det blev ødelagt ved de ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...