På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3021Visninger
AA

51. Kapitel 50. Annabell

Jeg brød mig overhovedet ikke om ventetiden. Specielt ikke fordi Leonora blev ved med at sidde og snøfte, og tanken om Travis udtryk, da han tog Erik afsted, skræmte mig. Mere end det egentlig burde.

     ”Hvorfor ødelægger du også alting?”

Leonora havde besluttet sig for at bryde ind i samtalen, men jeg drejede blikket fra hende og stirrede nu ned på den sovende Charlie. Han havde ikke rykket sig, siden vi slog lejr her, og så ud til at sove ret så fredeligt. Det havde han vidst også tydeligt brug for.

     ”Er du klar over, hvor langt nede han var, da du blev genstartet? Og når vi så bliver fanget og du bliver genstartet igen, hvem skal så endnu en gang prøve at få ham op af det hul? For du vil så ikke længere være her til hverken at gøre fra eller til.” Hendes stemme skælvede en smule, og jeg skævede til hende. Hun havde ikke blikket vendt mod mig, men stirrede ind iblandt æbletræerne. Jeg sukkede tungt og vendte endnu en gang blikket fra hende.

Jeg forstod ikke, hvorfor hun blev ved med at køre i det, da dte var tydeligt, at der ikke var noget at gøre ved det. Hvad havde hun regnet med? At hun kunne få Erik for sig selv, hvis bare hun splittede os nok ad? Sikkert. Det ville i hvert fald ligne hende.

Hun spurgte ikke flere dømmende spørgsmål, og derfor sad vi bare i stilheden og ventede. Ventetiden begyndte at blive nærmest uudholdelig, og da jeg endelig begyndte at høre skramlen fra siden blev mit blik med det samme vendt derhen i håbet på at få øje på Erik.

Travis kom løbende gennem krattet, der voksede mellem træerne, og jeg rejste mig med det samme, da jeg så det skræmte udtryk på hans ansigt. Og der var ingen Erik.

     ”Hvad er der sket?” spurgte jeg ham, da han halsende kom ind i ’lejren’, som man fint kunne kalde det.

     ”Det… Vi må væk herfra!” gispede han, inden han begyndte at pakke tingene sammen med ryggen til mig. Jeg stod bare og stirrede undrende på ham, uden at vide, hvad han egentlig mente med det. Hvorfor skulle vi det? Vi kunne ikke gå uden Erik!

     ”De har fundet os, for fanden! De… Tog Erik! Vi må væk. Nu!” Hans stemme kom lavmeldt og i ordrer, da han proppede ting ned i tasker for at få så meget med som mugligt.

     ”Hvad mener du? Tog Erik?” spurgte jeg forvirret og trådte let hen mod ham. Leonora var nu også kommet på benene og stirrede på ham med et blegt ansigt. Travis gjorde dog ikke andet end at blive ved med at pakke tingene ned.

     ”Ja, det gjorde de! Vi stødte på dem lige udenfor, de kan finde os hvert øjeblik det skulle være!” sagde han hurtigt, inden han vendte sig om og stirrede på os med et vildt blik. ”Hvad venter I på? Vi bliver nødt til at flygte, for fanden!”

Leonora var den første til at reagere. Hun begyndte med det samme at stoppe sine ting ned i sin taske, endda uden at klage over ødelagte negle eller andet. Jeg kunne dog ikke gøre andet end at stirre skrækslagent på Travis.

     ”Det mener du ikke, vel? Det kan ikke være sandt!”

Min stemme var svagt hysterisk, og jeg tog hænderne op til hovedet for at holde mig på plads, inden det ville føles som om at det hele skummede over. Jeg bemærkede dog Travis nik, hvilket fik det hele til at ramle sammen og jeg landede på knæene.

     ”Kom nu, Annabell! Vi kan ikke give op, bare fordi de har taget ham!” prøvede Travis at overbevise mig om, men jeg rystede bare på hovedet, mens jeg stirrede ud i luften.

     ”Hvor var I henne? Hvor?!” kom det højt fra mig, da jeg stirrede på ham, og jeg anede, hvordan han bed sig i læben. Det var dog ikke noget, jeg bed yderligere mærke i. Han rystede på hovedet.

     ”Der er ikke noget, du kan gøre ved det Annabell. Vi bliver nødt til at flygte.”

Jeg hvæsede af ham, inden jeg kom op at stå.

     ”Hvis du ikke vil hjælpe mig, så må jeg selv finde det!” vrissede jeg, inden jeg satte i løb mod det sted, hvor Travis var kommet til syne.

Mine skridt var overraskende faste, da jeg bevægede mig mellem de forholdsvist lave æbletræer, og dukkede mig og sprang over dem. Jeg var yderst opmærksom på alle lyde, der kunne indikere, at de var i nærheden, men der var intet. Det stoppede dog ikke mit løb.

En lyd af en motor, der blev tændt, fangede min opmærksomhed, og jeg begyndte med det samme at løbe mod den og endte inden længe ud fra æbleplantagen til det mest grufulde syn, jeg indtil nu havde set.

Flere store biler var i gang med at forlade området af den lille markvej, der førte herud. Men dte var ikke så meget det, der var grufult.

På det ene forsæde sad Erik med sit røde hår, bundet fast til sædet og med hovedet løst lænet op af vinduet. Jeg kunne lige ane blod fra et sår i hans baghoved. Og på førersiden sad Jake med et grumt smil over læben. Hans bil var den sidste, der fulgte trop, og dette forklarede nok også, hvorfor jeg fik øjenkontakt med Jake, lige som han trykkede sømmet i bund og dermed lod Eriks hoved lande hårdt mod ruden. Han tog hånden op og vinkede til mig, inden bilen efterlod et mudderspor, da den næsten fræsede afsted på den forholdsvis våde vej. Jeg forstod intet længere.

Med billedet af den livløse Erik bundet fast på passagersædet faldt jeg ned på knæ og kunne se, hvordan bilerne forsvandt ud på vejen i det fjerne. Hvad gik det lige ud på? Hvorfor tog han Erik? Hvad gik alt det her ud på?

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der på jorden og prøvede at få det hele til at give mening, inden jeg pludselig mærkede en hånd mod min skulder. I et sæt vendte jeg mig om i håbet om at se Eriks storsmilende ansigt, men nej. Det var Charlie, og i baggrunden kunne jeg se Leonora og Travis stå med alle taskerne.

     ”Kom. Vi kan ikke blive her”, sagde han blidt, men jeg rystede bare på hovedet og rejste mig.

     ”Jake så mig. Han vinkede til mig, uden at gøre mine til at få fat i mig. Der må ligge noget under.” Det var min konklusion efter at have siddet i jeg ved ikke hvor lang tid på jorden. ”Og så havde han Erik.”

Jeg drejede blikket mod Leonora, der stirrede på mig med et udefinerbart blik.

     ”Jeg vil ikke videre, uden Erik.”

Min stemme var fast, og jeg børstede min bukser rene, inden jeg trådte over og tog min taske fra Travis.

     ”Men… Var hele planen ikke, at du skulle i sikkerhed?” spurgte Travis langsomt og jeg kneb øjnene sammen og stirrede på ham.

     ”Hvad mener du? Du mener vel ikke, at vi bare skal lade dem tage Erik?” kom det en anelse koldt fra mig. Jeg holdt blikket mod Travis, og han så ud til at begynde at finde sig dårligt til mode, selvom jeg ikke helt kunne regne ud hvorfor.

     ”Jeg er enig med Annabell”, stemte Charlie i, selvom han stadig så noget udkørt ud. Hvis ikke billederne stadig sad i mit sind havde jeg sendt ham et taknemmeligt smil.

Leonora kiggede lidt frem og tilbage, inden hun trådte et skridt hen mod Charlie og mig. Jeg skævede til hende og afventede, hvad hun egentlig ville.

     ”Vi kan ikke bare lade dem tage ham, Travis. Vi er alle en del af det her”, sagde hun lavt og vendte blikket mod jorden. Jeg vidste ikke, hvad de havde snakket om, men hun så ud til at skamme sig en smule over ordene.

Travis så ikke ud til at finde svarene specielt passelige, for han stirrede bare på os og lagde armene over kors. Der var dog en form for usikkerhed i hans blik, som om han ikke helt vidste, havde han hverken kunne sige eller gøre. Hans blik gled hen over os alle tre og endte på mig. Da han stadig ikke kom med noget svar tog jeg dog beslutningen for ham.  

     ”Vi tager ud for at finde Erik. De har sikkert taget ham tilbage på klinikken, så det er der, vi starter med at finde tilbage til”, sagde jeg kort, inden jeg vendte ryggen til dem alle og begyndte at marchere ned af den mudrede grusvej og hen mod landevejen, som befandt sig lidt væk.

     ”Men, Annabell, hvad er din plan?”

Charlies stemme var svag, da han med en smule besvær kom op på siden af mig og jeg vendte kun kort blikket mod ham, inden jeg stirrede fremad igen.

     ”Det finder jeg ud af.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...