På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3027Visninger
AA

6. Kapitel 5. Erik

Det var igen blevet torsdag, og mit sædvanlige møde på klinikken ville være efter skoletid. Klokken ringede ud fra sidste time, og mit blik gled rundt, inden det fæstnede sig på Jason, der kort rullede med øjnene af læren Mr. Hatton, der var i fuld gang med, at give de sidste lektier for til den kommende dag. Jeg lænede mig tilbage, det var bare typisk. Lærerne var altid ude i sidste øjeblik, og tvang os til, at vente på, at lektierne kom – selv efter klokken havde ringet. Jeg skriblede sidetallene, samt lektierne ned i min kalender, inden bøgerne blev kastet i skoletasken, som jeg havde taget med til sidste time.

Om torsdagen var der ikke tid til, at smutte forbi skabet, men det vidste Jason godt. Han vidste, at jeg skulle afsted med det samme klokken ringede – men han troede bare, at det var et sygt familiemedlem. Nu havde jeg så også kun gået på denne skole i knap 2 år, så et døende familiemedlem, ville være normalt, at besøge så ofte og i så lang tid. Der blev i hvert fald aldrig sat spørgsmålstegn ved det.

     ”Vi ses i morgen Erik” Lød det glædeligt bag mig, inden jeg mærkede et klap over skulderen og jeg smilede til ham, for derefter at have rejst mig op og svunget skoletasken over skulderen. ”Husk nu festen i morgen aften, du slipper ikke for at tage med”

     ”Selvfølgelig, du lader mig jo ikke glemme den” Sagde jeg med et grin over læben. ”Men nu må vi se, om jeg kan komme med. Vi ses i morgen Jason,”

     ”Du skal med, du får ikke et valg, om jeg så skal slæbe dig afsted” Kom det leende fra hans stemme, jeg rystede blot på hovedet, da jeg fandt det underholdende, at han ville gøre så stort et nummer ud af det. Der måtte være en god grund til, at var så ihærdig. Hvem mon gerne ville have ham med til festen, mere end bare Jason? En enkelt gang, have han hevet mig med, hvor havde han lavet en aftale med en af pigerne, fordi hun gerne ville ud med mig. Alt imens, at Jason gerne ville være sammen med hendes veninde. Hvad var det så mon denne gang? Jeg rystede hurtigt tanken af mig, og smuttede ud af døren og løb hen til bilen, hvor mor allerede sad med et bestemt udtryk i øjnene, jeg skubbede bildøren op og satte mig ind.

     ”Du er sent på den, vi når det aldrig til tiden i dag” Sukkede hun irritabelt. Hun havde allerede sat bilen i gang, da jeg spændte selen og satte min taske ned mellem benene.

     ”Hr. Hatton var ikke færdig med at give lektier for, da det ringede ud. Det var jo ikke heller ikke mere end maks 5 minutter, vi når det jo nok” Sagde jeg med et suk, og så på hende.

Hendes kæbeparti var anspændt, mens hun kørte afsted til klinikken, og jeg vidste allerede, at den store samtale om overholdelse af alle regler, mødepligt og alt det der sædvanlige pladder, ville komme i en talestrøm, indenfor de næste få sekunder. Det kunne ses i hendes blik.

*

     ”Hvis du sætter dig ned, så kommer Dr. Sinclair om et øjeblik, Erik” Sagde Hr. Summer, der normalt stod for de sædvanlige test, men i dag var det af en eller anden grund Dr. Sinclair, der skulle komme. Hvad mon de har tænkt sig at gøre i dag? Jeg rynkede i panden, men fulgte alligevel instruktionerne - det var almen skik, at man ikke satte spørgsmålstegn til noget på klinikken. Man gjorde ganske simpelt blot som de sagde. Jeg satte mig ned på stolen, ved det store skrivebord. Jeg lænede mig tilbage, mens jeg ventede på hende.

Der gik nogle minutter, hvor jeg bare sad og trommede med fingrene imod bordpladen, og lod blikket skyde rundt i det ellers tomme lokale på klinikken.

     ”Undskyld ventetiden Erik,” lød hendes venlige og søde stemmen, inden hun satte sig ned ved computeren, og lod fingrene taste på tasteturet. Jeg nikkede til hendes ord med et smil over læben. Dr. Sinclair var forholdsvis ung, men hun ledte hele forsøget og jeg var skam stødt på hende nogle gange. For det meste, når vi skulle igennem nogle test.

     ”Jeg troede bare det var en af de sædvanlige samtaler, jeg skulle til i dag?” Begyndte jeg derfor og bed mig selv let i underlæben, mens jeg overvejede det en ekstra gang.

Smilet bredte sig på hendes læber, mens hun nikkede let.

     ”Der er sket nogle ændringer. Som du ved er du ikke vores eneste forsøgskanin, som vi eksperimenterer på. Men vi er stødt på et problem med den nye injektion.” Begyndte hun, jeg rynkede i panden og så overvejende på hende. Hvorfor fortalte hun mig det her?

     ”Okay?” Min stemme var meget spørgende, mens jeg så overvejende på hende.

     ”Hvordan er det gået med at styre dine evner? Har du haft nogen uheld? Utilregnelige hændelser? Eller er der opstået nogle situationer, hvor der er sket noget specielt, indenfor de sidste uger” Alle hendes ord slog mig lidt omkuld. Uheld? Utilregnelige hændelser? Jeg rynkede i panden, og forsøgte, at komme frem til et svar, som både vil blive godtaget og var rigtigt.

Jeg havde da ikke haft nogen uheld? Eller havde jeg? Der var den ene gang, hvor jeg berørte nogle af Jasons ting, og pludseligt endte med, at vide præcist, hvad han foretog sig og, hvad han sagde på det tidspunkt.

     ”Det har kun været få uheld. Det er stadig meget underligt” Sagde jeg ærligt.

     ”Men du er ikke ved uheld endt med at glide ind i andres kroppe og bevidsthed, ved at røre deres genstande og mærke hvad de foretog sig, sidst de havde genstanden i hånden?” Spurgte hun indtrængende.

Jeg rystede straks på hovedet, og hun tastede derfor nogle ting ind på computeren.

     ”Jeg vil godt forsøge med en sidste injektion på dig. De andre havde haft en masse uheld inden, men du Erik. Du er et særtilfælde, dig og Annabell var perfekte eksperimenter” Hun tav let og stoppede sine tastninger på tasteturen. Holdt en pause. ”Ja undskyld, det var ikke for at rive op i dine minder om hende, hun har det for resten godt”

Jeg nikkede og bed mig i underlæben. Jeg var ikke meget for, det de gjorde mod hende, og ønskede ikke, at det være en del af det. Jeg vil så gerne fortælle Annabell det hele, og vende tilbage til det der var før. Vores venskab, som vi fik opbygget på klinikken, det var fantastisk, men de har slettet det, og genstartet hendes hukommelse.

     ”Hvis du følger med, så klarer vi injektionen med det samme” Dr. Sinclair rejste sig op og begyndte at gå mod døren. Det overraskede mig noget, at hun på så få sekunder – allerede havde bestemt sig for det. Men alligevel gjorde jeg ikke andet end at lytte og skubbe stolen tilbage og fulgte med hende ind i det lille forsøgslokale, hvor jeg placerede mig på briksen.

Hun fandt en kanyle frem, og gjorde den klar, mens jeg vippede en anelse med mine ben, og bare afventede, hvad der ville ske, hun rykkede op i min trøje, inden nålen gled ind i huden, og jeg skar en grimasse af smerten, da hun pressede væsken ind, og tog kanylen ud og satte et stykke vat hen over åbningen i huden.

     ”Sådan, det var ikke så slem” Sagde hun med et smil over læben, mens hendes øjne strålede af tilfredshed. Jeg brød mig ikke det mindste om det. Men sådan måtte det være.

Lige siden de genstartede Annabell, så havde jeg ikke haft lyst til at komme her. Forsøgt at melde mig syg nogle gange, men det havde ikke hjulpet. Mine forældre slæbte mig afsted uanset hvad. Jeg ønskede ikke at deltage i deres forsøg mere. Det var blevet for meget. De var gået over streget og nu måtte det snart være slut. Lysten til at stikke af, begyndte at melde sig. Men hvem kunne jeg narre? Det ville aldrig lykkedes. Jeg ville ikke klare mig en dag alene ude i den store verden. Og slet ikke uden en uddannelse at støtte mig til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...