På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3021Visninger
AA

50. Kapitel 49. Erik

Hvordan kunne hun gøre det? Hvorfor havde hun gjort det? For satan da også! Hvad gik der galt for den her forsamling. Sådan her skulle det ikke være, og det skulle aldrig være sket. Hvis Annabell nu aldrig havde fået den besked med hendes moder, så ville det aldrig være endt så galt for os. Nej, jeg måtte ikke skyde skylden over på hende. Travis var gået helt amok. Jeg rykkede mig let væk fra Annabells skikkelse, og hjalp hende på benene, mens jeg så rundt. Hallucinationerne var væk, Travis var ligeledes væk og Charlie lå og sov, og havde ikke engang bemærket noget som helst. Derfor rynkede jeg let i panden.

     ”Nora, hvor forsvandt Travis hen?” Røg det straks ud af mig.

Han måtte for alt i verden ikke forsvinde, ikke i den vrede. Det kunne skabe store problemer, ikke kun for ham men også for os. Jeg havde aldrig oplevet ham sådan her før, han havde aldrig brugt sine hallucinationer mod os. Det gjorde han bare ikke, sådan var han ikke.

     ”Han .. Han ..” Tårerne løb ned af hendes kinder og jeg havde på fornemmelsen, at de rent faktisk var ægte. Derfor slap jeg let Annabells hånd og gik hen imod Leonora.

     ”Kan du ikke se, at hun manipulerer med dig? Hun gør alt for, at få dig til, at være ved hendes side!” Røg det ud af Annabell, inden jeg kiggede over imod hende. Jeg sukkede.

     ”Annabell, jeg .. Sæt dig ned og tjek om du er okay, jeg er ovre ved dig lige om lidt. Vi skal lige have situationen under kontrol igen,” jeg skævede mod hende. Hendes blik var hårdt, og hun kom med en fnysende lyd, som jeg bestemt ikke kunne lide. Inden hun snurrede rundt på hælene og satte sig over ved siden af den sovende Charlie, med armene over kors og underlæben let dirrende og skudt frem. Hendes øjne kunne jeg ligefrem se, var lettere glasserede og det skar virkelig i mig, at se hende sådan her.

Jeg satte mig på hug foran Leonora og stirrede på hende. Jeg rørte hende ikke, men kunne se, hvordan hun var i chok over det der var sket. Det var hendes egen skyld. Jeg sukkede tungt.

     ”Okay, hør her Leonora, vi bliver nød til, at vide hvor Travis er og hvad han kan finde på at gøre. Du kender ham bedst af alle, han er din kæreste” Mit blik lå fastlåst på hende og afventede hendes reaktion. Hun rystede straks på hovedet og inden hun stirrede ud i luften.

     ”Men jeg vil hellere have dig,” hviskede hun lavmælt.

     ”Nora, det her er ikke tid til sådan en snak, jeg skal vide, hvor Travis er og hvad der skete, mens han kastede sin hallucination mod os?” Min stemme var skarp og skærrende og jeg forsøgte virkelig, at lade være med, at tænke på de ord, som hun lige havde sagt. Men jeg vil hellere have dig, alligevel rungede de i mit sind. De havde haft ret. Hvorfor havde jeg ikke opdaget det. Der måtte da have været tegn? Hvordan kunne jeg være blind overfor sådan noget. Det var jo ikke første gang, at hun havde forsøgt at kysse mig.

     ”Han .. Han .. Han er vred .. På mig .. På .. Dig .. Det var ikke med vilje!” Hendes stemme var skinger og rystede en anelse, men hun var tydeligt stadig i chok over det der var sket. ”Han .. Han sagde, at han ikke ville være med mere ..”

Jeg sukkede tungt, og så på hende, satans også.

     ”Vi bliver nød til at finde ham. Du bliver nød til, at forklare ham, at du gjorde det, fordi du manglede din ven, okay? Kan du gøre det?” Mit blik lå mod hende, og hun nikkede sammenbidt, inden jeg rejste mig op. ”Smut ud og få ham tilbage, hvis vi ikke finder ham, skal vi være hurtige til, at komme væk. Hvis han finder Mason eller Jake, eller en af de andre, så er vi virkelig på skideren, er det forstået? Og det gælder os alle sammen. Find ham og overtal ham, Nora”

Hun nikkede og jeg hjalp hende op på hendes rystende ben, mens jeg så, hvordan et par tårer havde fået frit løb ned af kinderne og hun første at skubbe dem væk, i et forsøg på ikke, at tabe den smule mascara hun havde på sine øjne. Hun forsvandt hurtigt, uden yderligere kommentarer, selvom hun af og til stoppede op og kiggede tilbage mod mig. Jeg viftede hende afsted.

Efter lidt tid var hun forsvundet ud af synet, inden jeg så imod Annabell, der stadig stirrede på mig, inden jeg gjorde tegn til, at hun skulle komme over til mig. Hun skød straks blikket væk, men rykkede sig ikke. Jeg stod lidt og så på hende, mens jeg strøg en hånd igennem mit hår, og sukkede så tungt.

     ”Annabell..” Begyndte jeg, mens jeg trådte hen imod hende.

     ”Nej! Jeg sagde det jo, jeg forsøgte at sige, hvad det var hun havde gang i. Men du ville ikke lytte til mig!” Snappede hun af mig, og jeg så hvordan en tåre løb ned af hendes ene kind. ”Du lytter aldrig til mig, hvad er du for en .. for en .. kæreste!”

Mine øjenbryn skød op i panden på mig, mens jeg så på hende.

     ”Kæreste?” Ordet gled over mine læber, da det kom bag på mig, at hun kaldte mig det. Hendes kinder blussede op under de våde kinder, inden hun tøvende kom op på benene og kort skævede imod Charlie og langsomt nærmede sig mig. Hun prikkede mig hårdt i brystet med sin pegefinger, da hun kom tæt nok på, og stirrede noget på mig.

     ”Ja kæreste! Hvad skulle vi ellers være, vi kysser og sover sammen, det er kærester!” Ordene flød over hendes læber, i et forsøg på at redegøre for det. Et smil tegnede sig over mine læber, da jeg så på hende.

     ”Det .. Jeg .. Jeg troede bare ikke, at du ville .. Det er jo, ikke fordi, vi ligefrem har været helt tætte her ..” Begyndte jeg, inden hun prikkede mig afvigende på brystkassen igen, så jeg udstødte et ”Av!” og trak mig tilbage og skubbede hendes hånd fra mig igen.

     ”For fanden i helvedet Erik! Hvorfor skulle jeg ellers reagere sådan, du lod hende kysse dig igen!” Tårerne begyndte for alvor, at få frit løb ned over hendes kinder.

     ”Shh,” mumlede jeg og greb fat om hendes kinder, en hånd på hver kind og trak hende tæt på mig, mens jeg skød skulderne let op og placerede mine læber imod hendes silkebløde, først begyndte hun at kæmpe imod, men jeg gav ikke slip på hende, hun gengældte det langsomt, og jeg lod mine hænder glide ned af hendes hals og finde vej ned af hendes sider, inden jeg ramte hendes hofter med begge hænder.

Hendes fingre fandt vej om i min nakke, og jeg sukkede i kysset, da det virkelig skubbede alt forvirring og frustration væk. Det var hende, som jeg ønskede at være sammen med, som den eneste. Jeg kunne ikke forestille mig andre piger ved min side. Pludseligt trak hun sig tilbage og så op i mine øjne.

     ”Du kan ikke forvente, at alt bare er i orden, hvis du kysser mig!” Proklamerede hun med det samme.

     ”Nej, men så er der jo altid blomster, chokolade, sex?” Gled det drillende over mine læber, mens jeg blinkede til hende, og hun straks blev helt rød i hovedet af forlegenhed. Inden en let latter flød syngende over hendes læber, og jeg fik et stort smil plantet over mine læber.

*

Vi havde sat os ned og holdt om hinanden. Leonora var dukket op igen, men uden Travis på slæb, hun havde givet en lang forklaring om, at han var på vej, og at hun bare ville rase lidt af inden han kom tilbage til lejren. Derfor sad vi stadig i lejren, og havde ikke rykket os videre. Jeg stolede på det, selv Annabell havde ikke givet det nogen indvendinger. Hun lænede sig ind imod mig.

     ”Jeg ville ønske, at det var bare var os to, uden de andre i det her” Hviskede hun og lænede sit hoved ind imod min skulder, et kort smil spillede over mine læber, inden jeg lidt efter hørte skridt fra min venstre fløj og så Travis komme tilbage.

     ”Er du okay?” Gled det over Annabells stemme, da hun trak hovedet til sig og så op på Travis, han nikkede. Hele hans holdning tydede dog på noget andet. Han sagde ikke et ord, han gik målrettet hen og tjekkede op på Charlie, inden han bevægede sig hen imod Leonora, og kort så ud til, at falde i samtale med hende.

     ”Det skal nok ordne sig igen.. Men ja, jeg ville også ønske, at det bare var dig og mig,” hviskede jeg og skubbede en lok af hendes korte page hår væk fra øjnene, mens jeg betragtede hendes eventyrlige øjne. Hendes kinder havde igen fået et rødligt skær.

Jeg ved ikke, hvor længe vi sad der og stirrede ind i hinandens øjne, inden en skygge faldt ned og afskærmede for solen. Jeg kiggede op, og fik straks øje på Travis, der stod foran os, og jeg afventede straks, hvad han havde på sinde at tale om.

     ”Erik, kan vi lige snakke sammen?” Lød det fra Travis, hans stemme skælvede en anelse, han virkede urolig på en eller anden mærkelig facon. Der var noget anderledes over den, men det måtte være hele episoden der havde rystet ham. Måske han havde dårlig samvittighed. Jeg skævede i hvert fald kort til Annabell, inden jeg gav hendes skulder et blidt klem, og kyssede hende på kinden.

     ”Selvfølgelig,” sagde jeg endelig, da jeg vendte mit ansigt imod ham.

Jeg fik skubbet mig selv op på benene, og børstede jorden af buksebenene, inden jeg kiggede rundt på forsamlingen. Charlie lagde og sov, han var stadig vældig udmattet, men det kunne man nu godt forstå. Han kunne have været død den anden dag, på min bekostning. Det skar stadig i mig. Leonora kiggede op på mig, og åbnede munden for at sige noget, inden hendes blik gled over på Annabell og videre over på Travis.

     ”I kan ikke mene, at jeg skal være alene med dét der?” Fnøs hun, mens hun pegede imod Annabell, jeg sukkede og skævede imod de to piger. ”Helt ærlig, hun flyver på mig med det samme, I er rundt om hjørnet, og hvem ved om jeg overlever denne gang” Kom det dramatisk fra hende.

Mit blik skød hen på Annabell, og lidt videre, inden jeg mødte Travis blik, der bare stirrede afventende på mig, mens han kort tog brillerne ned og pudsede dem i sin t-shirt.

     ”I bliver siddende i hver jeres hjørne og holder øje med Charlie, ingen men og ingen snak, er det forstået?” Skød jeg ind, mens jeg så afventende på dem, inden de begge nikkede uden et eneste ord. Jeg vendte derpå rundt på hælene og gjorde tegn til Charlie om at følge med.

Vi bevæger os lidt væk fra lejren af, inden Travis ser mod mig. Han har stukket hænderne ned i lommerne, mens jeg bemærker, at han ser lettere nervøs ud.

     ”Travis, det tidligere.. Jeg ville aldrig nogensinde kysse Leonora, det ved du godt, ikke? Jeg ved ikke, hvad der er med hende for tiden, men det må være den her fulgt, det er steget hende til hovedet måske?” Forsøgte jeg og så på ham. Han trippede en anelse, inden han gik en smule ind foran mig, og vi dermed skiftede retning i en skrå retning væk fra lejren, og ikke den sti, som jeg havde udtænk. Men nu ville jeg jo ikke ligefrem i flere problemer med ham, så jeg måtte hellere lade ham, om at vælge ruten.

     ”Der er ikke noget galt med Leonora, der er noget galt med dig. Du sender hende signaler, og du ved udmærket – ligesom alle andre – at hun altid har været forelsket i dig, og nu står du i vejen for mig” Hans stemme blev lettere tør, og jeg rynkede derfor i panden over hans ord, og så imod ham.

     ”I vejen for dig? Hvad skal det betyde? Travis, hun har da altid elsket dig? I har været kærester i 1½ år eller mere, det er man ikke, hvis man ikke er forelskede i hinanden” Påpegede jeg, men stoppede også op, da jeg ikke forstod, hvorfor han ikke kunne se det.

     ”Den eneste grund til, at hun nogensinde startede med at værdige mig et blik, var fordi Annabell fik dig. Hun tabte dysten om din gunst, men nu er du fri, og hun har ikke været sig selv lige siden, hun forsøger at få dig tilbage,” Hans stemme skælvede, mens han trak sine hænder op af lommen, og jeg bemærkede, at han havde en mobil i lommen. Jeg rynkede straks i panden over det.

     ”Hvad laver du Travis? Hvorfor har du den der? De kan spore dig med den!” Hvad skulle det her betyde? Hvad var det han havde gang i? Havde han haft den hele tiden? Var det derfor, at de havde fundet os konstant? Nej han måtte have fundet den og de måtte have brugt Mason.

     ”Noget, som jeg skulle have gjort for lang tid siden.” Han trykkede på en knap på mobilen, og jeg så farven på skærmen, hvor ordet sender pludseligt dukkede op. ”Jeg er ked af det Erik, men det er den eneste måde, hvorpå jeg kan få Leonora tilbage. Du er i vejen, og jeg bliver nød til, at tænke fremadrettet og ikke kun på, hvor længe vi kan fortsætte det her”

     ”Hvad har du gjort?” Udbrød jeg, og tanken om, at han havde sendt nogen hen for at hente Annabell skar i mig, derfor satte jeg i bevægelse, men han pressede sin hånd imod mit bryst og så på mig.

     ”Der sker ikke Annabell, Leonora eller Charlie noget.” Forsikrede han mig om, derfor rynkede jeg i panden og så overvejende på ham. Jeg tøvede. Jeg ville gøre alt for, at der ikke skete dem noget, men kunne jeg stole på ham nu?.

     ”Så den lille rotte gik i fælden, godt klaret Travis. Smut du tilbage og skab en hallucination, så opdager de aldrig noget. Så skal jeg nok tage mig af den lille ildelugtende Erik,” hvislede den ondskabsfulde og kolde stemme. Det var løgn. Havde han overgivet mig til Jake?

Mit blik stirrede indædt på Travis.

     ”Du skulle forestille, at være min ven!” Hvæste jeg af ham, inden jeg mærkede noget hårdt og lyden af en spade der ramte mit kranie summede i mit hoved. Mine knæ gav efter sammen med, at alt sortnede for mine øjne og jeg vaklede om, inden alt var tomt og mørkt. Alt forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...