På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3044Visninger
AA

49. Kapitel 48. Annabell

Jeg brød mig ikke om, at Leonora var udenfor med Erik, men jeg prøvede at ignorere den kriblende fornemmelse i mig, der kunne få mig til at springe ud og slå hende, lige meget hvad der så end skete. Jeg kunne ikke lide, hvordan hun nu havde droppet omklamringen af Travis, og det var Travis tydeligvis heller ikke tilfreds med, for han blev ved med at skæve ud af døren, som for at udspionere dem. Jeg sad dog bare på hug ved Charlie, da Leonora kom ind igen og sendte mig et kort hånende smil.

     ”Vi skal pakke. Ordre fra Erik”, kom det fra hendes sukkersøde stemme og jeg kunne ikke lade være med at hvæse af hende, hvilket hun selvfølgelig ignorerede. Hun lænede sig bare kælent op af Travis, og med det samme var de over hinanden igen, som om at hun ikke havde prøvet at tage Erik på nogen måde, selvom det var ret så tydeligt, at det var hendes plan.

Jeg begyndte at pakke både mine og Charlies ting sammen, da han stadig ikke havde alt for mange kræfter og sad og var i gang med et fortære den anden bolle, som han havde fået. Et held, at Erik havde købt så mange.

     ”Du skal altså ikke være så sur på Erik”, lød det dog pludseligt fra Charlie og jeg vendte overrasket blikket mod ham, da jeg var i gang med at tjekke, hvilket udstyr, jeg havde tilbage.

     ”Hvad mener du? Han beskyldte mig for at være ham… ja”, sagde jeg lavt og lod blikket glide ned på mine hænder, da de lukkede tasken. Jeg sukkede tungt og mærkede en svag hånd mod min arm, som fik mig til at løfte blikket mod Charlie, der smilede opmuntrende til mig.

     ”Han gjorde det, fordi han holder af dig, kan du ikke se det?” sagde han lavt og jeg kunne ikke lade være med at hæve øjenbrynene af ham.

     ”Hvor kommer al den livsvisdom fra?” spurgte jeg med et drillende smil og rykkede mig hen, så jeg kunne prikke ham på næsen, hvilket fik ham til at rynke på dem med et træt smil. Han var tydeligvis stadig afkræftet. Det kunne måske forklare hans pludselige filosofi.

     ”Jeg ved det ikke? Det må være efterdønninger af det med, at man faktisk har været død”, jokede han og jeg kunne ikke lade være med at lave en grimasse ved tanken, som jeg overhovedet ikke brød mig om.

     ”Men i hvert fald, jeg synes, at du skal gå ud og fortælle ham, hvad du føler. Jeg kan jo ikke lade to af mine gode venner have det sådan med hinanden, vel?” Han smilede opmuntrende til ham, og jeg kunne ikke lade være med at læne mig ned og give ham et kram.

     ”Du er simpelthen utrolig.” Jeg smilede til ham og rodede ham kort i håret, inden jeg vendte mig om og selvfølgelig med det samme fik øje på Erik, der stirrede på mig fra døråbningen med et såret blik.

Jeg bed mig i læben over det, og gjorde mine til at rejse mig og forklare ham det, inden han tog hånden afvisende op og vendte blikket mod de andre, som stadig var i gang med at suge hinandens tunger ud.

     ”Vi skal af sted nu”, kom det bestemt fra ham, og jeg rejste mig op for at gå hen til ham og forklare det hele, men han rystede bare på hovedet og forsvandt ud igen.

Et øjeblik kunne jeg ikke gøre andet end bare at stirre tomt efter ham, inden jeg sukkede tungt og vendte mig om for at tage min taske på ryggen. Jeg sørgede for at holde tårerne inde, da ingen skulle se, at jeg græd. Charlie virkede dog ikke til at være så let at narre.

Da jeg let hjalp ham op at stå, sendte han mig et opmuntrende smil, som om han kunne se, hvordan jeg havde det.

     ”Det skal nok gå. Jeg forklarer mig til ham, og så vil alt være godt igen”, sagde han og gav min skulder et klem, hvorefter jeg med et lille smil fik ham hjulpet ud, hvor Erik bare stod og stirrede ud over landskabet.

     ”Hey Erik. Vil du ikke lige aflaste Annabells ryg ved at hjælpe mig”, spurgte Charlie med et smil, og Erik vendte blikket mod os. Et øjeblik ramte hans blik mit, og jeg følte mig underligt draget af det, inden han lod det glide videre til Charlie en anelse reserveret.

Han trådte hen og tog fat i Charlies anden side, så jeg kunne slippe ham og i stedet bare vende blikket mod Erik. Jeg åbnede munden for at sige noget til ham, men da han bare vendte blikket væk fra mig lukkede jeg den igen og bed mig i læben.

     ”Hey I to, giv nu hinanden et kram. Det kan jeg godt klare at se på”, kom det opmuntrende fra Charlie og jeg skævede til ham med et let smil, inden mit blik gled mod Erik. Han skævede til mig, og så ikke helt ud til at vide, hvad han skulle gøre, og derfor tog jeg en dyb indånding, inden jeg trådte hen og slog armene om ham, selvom det var noget besværligt med Charlie støttende op af ham. Derfor blev der også kun lagt en arm om til gengæld, men det var bedre end ellers.

Da jeg let trak mig tilbage fra ham og kiggede op på ham, følte jeg mig næsten fanget i hans blik, og jeg havde en enorm lyst til bare at placere mine hænder mod hans kinder og trække ham ned mod mig. Han lænede sig også lidt ned mod mig, inden Leonora brød ind.

     ”Lad os nu komme videre!” Hendes stemme var en anelse vrissende, da hun greb fat i Travis hånd og trak ham med videre. Jeg rev mit blik til mig, og kunne ikke lade være med at smile let, da jeg svang både min og Charlies rygsæk over skulderen.

*

Jeg havde ingen anelse om, hvor vi befandt os længere. Det var ikke noget, jeg brød mig specielt meget om, men Erik virkede til at vide besked om, hvor vi skulle hen. Eller det var i hvert fald, hvad jeg håbede, da jeg bevægede mig bag ham.

Erik havde efter ikke så lang tid valgt at tage føringen med Charlie halvt over sig, og selvom jeg ikke brød mig om at gå som det femte ensomme led i midten, så ville jeg virkelig gerne have Charlie til at forklare Erik det. Og derfor var det nok bedst, at jeg holdt mig lidt på afstand.

Det var en overskyet dag og det så ud til, at det meget snart kunne begynde at regne, men jeg håbede inderligt, at det ikke ville blive en realitet. Så ville turen da først være dårlig. Og det var den virkelig blevet.

Jeg forstod ikke, hvordan det kunne ende med, at vi pludselig var fem, der flygtede af sted sammen. Det havde hele tiden kun været meningen, at det skulle være Erik og mig, og det hele havde også virket meget bedre der, meget roligere. Der havde ikke været noget drama, og selvom jeg ikke havde kendt vores forhistorie, så virkede det hele bare bedre. Jeg kunne ikke lade være med at sukke.

     ”Nå, har du nu fået problemer, hva’ prinsesse?” kom det pludselig spydigt fra siden af mig og jeg vendte brat blikket mod Leonora, der sendte mig et skummelt smil. Mit blik gled rundt for at få øje på Travis, og han var gået op for at hjælpe Erik med Charlie. Det var da lige godt satans!

     ”Hvorfor tror du da det?” spurgte jeg spydigt tilbage, da jeg ikke brød mig om hendes tone på nogen måde.

     ”Det… Ja, det ser bare ud til, at du taber interesseren hos Erik?” svarede hun mig spydigt og svang lidt med det alt for perfekte blonde hår, som hun endnu en dag havde valgt at have løst. Jeg kunne ikke lade være med at skære tænder og vende blikket fra hende.

     ”Tabt mælet? For det er ikke det eneste, du så har tabt.”

De ord fik mig til at hvæse inden jeg sprang direkte imod hende for at vælte hende. Vi endte i en bunke af lemmer, mens jeg gik efter al bar hud for at sætte nogle mærker mod hendes perfekte krop.

     ”Stop så!” kom det hårdt fra en stemme over os, men jeg slap først taget i hende, da jeg blev trukket væk. Jeg kunne igen mærke, hvordan tårerne randt ned af mine kinder, da jeg stirrede vredt på hende, sådan som hun lå der på jorden og klynkede.

     ”Jeg tror, hun har forstuvet min fod”, klynkede hun og jeg hvæsede bare af hende, men blev holdt tilbage af nogle stærke arme, som jeg identificerede som Eriks.

     ”Hvad skete der lige?” spurgte Travis, der kom frem i yderkanten af mit syn, stadig med Charlie på slæb. Charlie sendte mig et forvirret blik, og jeg kunne ikke lade være med at sukke frustreret.

Leonora klynkede stadig, da hun prøvede at sætte sig op. Jeg kunne dog glædeligt se, hvordan jeg havde fået flere røde rifter frem på hendes ansigt og hendes hår var uglet. Så var mit lille angreb ikke været helt nytteløst. Nærmere tværtimod.

     ”Det var hende… Hun angreb mig bare!” klynkede Leonora videre, mens hun tydeligt overspillede, da hun prøvede at stille sig op. Dette fik taget i mig til at slippes, og Erik gik hen for at hjælpe hende med at støtte. Det vred sig i mig ved det dømmende blik han sendte mig, som om det hele var min skyld.

Vi fortsatte derfor videre med en klynkende Leonora, der nu klæbede sig til Erik, en stadig noget drænet Charlie, der hang over en tydeligt jaloux Travis og så mig. Og jeg vidste virkelig ikke, hvor jeg stod i alt det her. Rent faktisk ville jeg mere end gerne være den, der havde ladet som om, at jeg havde forstuvet foden, men det ville nok ikke gå nu. Jeg brød mig dog overhovedet ikke om synet af Leonora, der klæbede sig til Erik.

Jeg vidste egentlig ikke, hvor vi bevægede os hen, men i hvert fald var vi kommet ud af byen igen og ud på åbent landskab, hvilket jeg overhovedet ikke brød mig om. Dog var det tydeligt, at vi ikke længere var langt fra civilisationen, da vi nu kunne se vejskilte rundt omkring, selvom vi prøvede at holde os væk fra vejene, hvilket var besværligt, da der var to, der næsten blev båret afsted.

Vi vandrede videre i noget, der føles som timer, kun med et kort stop til at spise resten af bærerne, inden vi fortsatte videre. Det var dog tydeligt, at vores tempo helt klart var blevet sænket pga. to ’sårede’, og derfor endte det også med, at vi ved første mulige skjulested, noget der lignede en æbleplantage, valgte at bevæge os ind og på en måde slå lejr.

Charlie faldt med det samme sammen, da han blev lagt ned, og jeg var ikke langsom til at komme over og let hælde noget vand i ham, bare for en sikkerheds skyld.

     ”Undskyld. Jeg prøvede virkelig at forklare ham det, men han nægtede at lytte”, sagde han svagt og sendte mig et undskyldende smil, inden han lukkede øjnene og faldt i søvn på utrolig kort tid. Jeg sukkede tungt, inden jeg vendte fronten mod de andre.

Eller det var ikke længere de andre, lige nu var det bare Erik og Leonora. Mit blik gled rundt om os for at finde Travis, men han var pludselig ikke noget sted at se. Hvilket Leonora tydeligt tog fordel i.

Jeg kunne tydeligt høre hendes kælende stemme, der nærmest snoede sig om hvert enkelt ord for at fange Erik i sin spinden. Jeg brød mig overhovedet ikke om det, men på den anden side, så nægtede jeg at give efter nu. Jeg havde på en måde sagt undskyld, så nu var det hans tur. Han måtte også snart kunne se, hvad Leonora var ude på.

Jeg blev ved med at sidde og skæve til dem for at fange hver en bevægelse.

En gang imellem sendte Leonora mig et håndende blik, inden det igen gled op til Erik for at fange ham i sit spind. Og jeg brød mig ikke på nogen måde om det, da det umuligt kunne være godt. Selv bare det med, at hun lagde an til, at han skulle begynde at røre ved hende, selvom det dog kun var på hendes fod gav mig kvalme. Men jeg kunne ikke rive blikket fra mig, hvilket nok var meget heldigt.

Jeg hørte svagt nogle ord om rifter i ansigtet, hvilket fik et veltilfredst smil til at komme fem på mine læber, inden der pludselig skete en hel masse ting på en gang.

Først spærrede jeg øjnene op i overraskelse, da Leonora sådan uden videre pressede sine fyldige og perfekte læber mod Eriks. Da jeg ikke kunne se Eriks udtryk, gjorde det bare endnu mere ondt indvendigt, og jeg kunne mærke, hvordan noget var begyndt at presse på for at komme op og ud.

Dernæst nåede Erik ikke andet end lige at skubbe hende fra sig, inden Travis trampede ind bag mig og rev ham væk i kraven. Og Leonora sad bare med et uskyldigt smil plantet på læberne, da hun så Travis kaste Erik hen af jorden med et vredt blik.

     ”Hvad fanden tænker du på? Jeg har sagt, at du skal holde dig fra hende!” kom det vredt fra Travis, men inden han kunne nå at slå en knyttet næve mod Erik, var jeg på forunderlig vis endt imellem dem, selvom jeg ikke mindedes at have bevæget mig. Men det havde jeg så.

Jeg sendte Travis et brændende blik, da jeg kunne høre Erik komme på benene bag mig.

     ”Det er din kæreste, der skal holde sig fra ham!” hvæsede jeg og uden jeg egentlig tænkte over det, begyndte ilden at omspænde mine håndflader, selvom jeg havde dem knyttet hårdt sammen. Travis sendte bare Erik bag mig et vredt blik og prøvede at træde udenom mig, men jeg spærrede ham vejen.

     ”Du rører ham ikke! Hun rører ham ikke! Ingen, skal røre ham!” kom det arrigt fra mig, mens ilden nu omspændte mine knoer og var begyndt at blive tydelig.

Travis vendte nu blikket mod mig, men da han så ilden i mine hænder trådte han automatisk et skridt tilbage. Hans blik var dog stadig hadfuldt.

     ”Han har bare, at holde fingrene fra min kæreste så!” vrissede han, inden han vendte blikket mod Leonora, som stadig bare sad på jorden og let snoede en af sine gyldne lokker om sin finger. Hun trak let på skuldrene med et lille smil på læben, og det så ud til at tænde Travis totalt af.

I hvert fald lod han nu en storm af ravne flyve ned mod os, hvilket fik mig til at falde sammen for at undgå dem, selvom det bare var hallucinationer. Jeg kunne dog mærke, hvordan jeg blev presset mod jorden af en vægt over mig, mens de skræppende lyde fortsatte omkring os i noget, der føltes som en uendelighed.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå der krøllet sammen med Erik over mig, inden det lød til at ravnene var forsvundet igen. Jeg åbnede let øjnene og løftede hovedet.

Leonora sad stadig, hvor hun havde siddet før, denne gang var hun dog helt bleg. Mit blik gled hurtigt undersøgende rundt, men der var intet tegn på Travis. Charlie lå og sov trygt, og det eneste bevis på, at han ikke bare var forsvundet i den blå luft var Leonoras skræmte udtryk, hvilket umuligt kunne betyde noget godt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...