På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3083Visninger
AA

48. Kapitel 47. Erik

Utroligt nok, havde jeg formået, at få sovet igennem. Jeg vågnede ved lyden af trafik udefra, og rynkede let i panden. Mine arme havde i nattens løb viklet sig omkring Annabells krop, hvilket jeg blev meget bevidst om med det samme. Vi havde trods alt lagt ryg mod ryg, da vi faldt i søvn, og bestemt ikke enige. Hvorfor kunne hun ikke bare forstå, at jeg ikke brød mig om, at hun kyssede andre – Jeg ved skam godt, at det var for at redde ham, men det kunne jeg have gjort. Desuden, så gjorde Charlies kommentar det ikke ligefrem bedre. Det skar i mig, og jeg brød mig ikke om det. Det ville jeg pointere for hende, men det havde bare gjort hende vred nu, så nu var vi vidst helt i krigsmode. Derfor viklede jeg mine hænder ganske forsigtigt fra hende af, og vendte ryggen til hende og langsomt kom på benene.

Der var allerede køligt i skuret, men langt fra ligesom i skoven. Jeg trak hurtigt i mit tøj, og begyndte at pakke mine ting sammen, inden jeg bevægede mig ud af skuret og blev mødt af den kolde vind, som vi heldigvis havde været foruden i hele perioden på farten. Skoven havde holdt den væk, men nu stod den som endnu en modstander for os. Jeg sukkede tungt, mens jeg greb fat i min jakke og lukkede den godt omkring min krop, inden jeg smuttede udenfor og lod de gullige øjne skyde betragtende rundt for at fange hver eneste lille detalje omkring os. Vi var lige ved en lidt større by, men lige i udkanten af den.

Med et kort blik på skuret, begyndte jeg, at bevæge mig ind imod byen og ind imellem husene. Lyden af mine skridt gav genlyd, mens jeg følte, at det var ligesom, at se en westernfilm, hvor cowboyen gik sin død i møde, der manglede bare en modstander og et eller andet, der skulle blive blæst over vejen af vinden. Jeg sukkede af mine tanker, inden jeg trak jakken bedre omkring mig, og bevægede mig ned, inden jeg så det blinkede skilt med ordene ”Benzin”, jeg trak let på skulderne og lod mine fingre glide ned i lommerne. Søgende efter nogle penge, som jeg vidste, at jeg havde et eller andet sted. Jeg rodede rundt i lommerne, inden jeg mærkede mønterne og en enkelt seddel i inderlommen. Jeg talte pengene sammen, inden jeg bevægede mig ind på tankstationen. Døren gav en kimen fra sig, der indikerede, at der var kommet kunder i butikken, mens jeg bevægede mig indenfor og lod blikket glide rundt. Et kort smil formede sig over mine læber, da jeg nikkede hilsende til pigen, der stod ved kassen. Jeg bevægede mig ned mellem rækkerne og søgte efter noget, noget spiseligt, som vi kunne få til morgenmad, som ikke indebar kød eller naturens goder. Det var efterhånden blevet en anelse ensformigt, og hvis jeg havde penge nok, så kunne vi måske få noget andet spiseligt denne morgen.

Jeg fandt hurtigt noget, der kunne bruges, inden jeg hørte den klirrende lyd igen, og et par alt for velkendte stemmer faldt mig for øre. Jeg stivnede og kiggede kort ud fra en af hylderne af, hvor jeg så Jake og Mason. Det var ikke godt, hvis de opdagede mig nu. Mason havde sporings-evnen, og hvis han var skarp, havde han den allerede slået til. Mine hænder rystede en anelse.

     ”Har du opfanget dem endnu?” Gled den kolde og sleske stemme fra Jake ind i mine øre, mens jeg sørgede for at holde mig godt skjult.

     ”De er her i nærheden, jeg kan mærke det. De kan ikke være nået langt, Charlie er højest sandsynligt død,” kom det med en let latter fra Mason, der bestemt ikke sagde nej til, at skade andre. Jeg brød mig bestemt ikke om ham. Men han var nu venlig nok, når man var på hans gode side. Jeg undrede mig dog over, at de talte så åbenlyst om det. Pigen måtte være gået ud i baglokalet så.

     ”Når jeg får fingre i Erik, så skal han lide. Jeg har ventet på det her i lang tid,” lo han hånligt og med et tilfreds glimt i øjet. Mit hjerte hamrede en del, men jeg gjorde intet. Ville ikke afsløre mit tilholdssted.

     ”Hvad har du tænkt dig, at gøre ved ham?” Kom det fra Mason.

     ”Hævn” Lo Jake, inden han trykkede på knappen. ”Er det muligt, at få noget service her? Eller er I for dovne på det her sted?” Fnøs han irritabelt.

Lyden af trissende og løbende skridt kom ind igen, og pigen så noget undskyldende på dem.

     ”Undskyld, jeg troede at ..” Hendes blik flakkede lidt rundt, inden det faldt på en af overvågningsskærmene, som måtte indikere, at jeg stod og lurede. Hun rynkede i hvert fald på næsen, inden hun kiggede op på drengene igen.

     ”Bliver det i dag?” Fnøs Jake, og sendte hende et stramt blik, inden han lod fingrene tromme imod bordpladen, og pigen straks gik i gang med at taste beløbene ind på, det som de skulle have. Inden de smuttede ud med en nogle knap så venskabelige kommentarer til pigen, der stod lidt forvirret tilbage.

Jeg holdt ekstra øje med dem, da de smuttede ind i deres biler og kørte videre. Det måtte jeg lige notere mig, de var tæt på os, og vi blev nød til, at passe på og komme videre i dag. Jeg trådte frem igen, og gik op imod disken. Pigens blik fanger straks mit og jeg sender hende et venligt smil.

     ”Tag dig ikke af dem, de er altid sådan,” mumlede jeg og pegede på nogle af bollerne. ”5 af dem der,” sagde jeg med et skævt og drenget smil over mine læber, mens jeg strøg en hånd igennem mit hår. Pigen sendte mig et smil, og begyndte, at pakke bollerne ned.

     ”Du er ikke på, at du ikke vil have 8 for 30?” Spurgte hun og så afventende på mig, inden jeg så lidt overvejende på hende, da jeg trak let på skulderne.

     ”Jo, bare giv mig det,” endte jeg derfor med at sige, inden jeg lagde pengene i hendes hånd og tog imod posen med boller i. De dufte så dejligt, og måtte være helt nybagte. Jeg kunne allerede fornemme mine tænder løbe i vand over dem.

     ”Du er ikke her fra byen, vel?” Spurgte hun så, idet jeg var ved at vende mig rundt, jeg kiggede let på hende og så kort ned af mig selv.

     ”Er det så tydeligt?” Hun nikkede og strøg en af hendes lokker om bag ørene.

     ”Nå, jeg daffer. Fortsat god dag,” takkede jeg af, inden jeg smuttede ud af døren, og begyndte at bevæge mig tilbage imod skuret. Jeg holdt et vågent øje, mens jeg bevægede mig afsted. Jeg skulle nødigt blive fulgt efter, eller lede nogen i vores retning. Det ville være en ret dårlig idét i hvert fald. Jeg måtte lige skrive mig bag øret, at Jake og Mason var i byen – og højest sandsynligt var resten af flokken her også et sted. Altid noget, at ingen af os, havde en evne der havde med usynlighed at gøre. For så havde vi virkelig været på skideren allerede.

Jeg sukkede tungt, mens jeg bevægede mig af den ensomme vej, og langsomt fik øje på skuret, der stod lidt i udkanten. Jorden knasede en anelse under mine skridt, da jeg forlod den asfalterede vej, og let åbnede døren op og trådte ind i skuren.

     ”Hvor fanden har du været?” Annabell skubbede mig hårdt i brystet, da jeg kom ind af døren, hun så helt panisk ud, men det blev ændret til lettelse, da jeg stødte imod skurdøren, med et gisp, da det kom noget bag på mig, at hun reagerede sådan. ”Jeg troede du var skredet fra mig .. Fra os!” Hun skyndte sig, at rette sine ord, mens hendes læber formede sig til en stram streg. Jeg brød mig ikke om denne side fra hende af.

     ”Hente morgenmad selvfølgelig,” svarede jeg, noget overrasket og med forvirring i stemmen. Det var underligt, at hun ikke havde regnet den del ud endnu. Duften af brød svang sig i skuret, og Annabells øjne gled skarpt fra mig af og ned på posen, inden hun lod sin tunge glide over læberne.

     ”Det gør du aldrig igen! Er det forstået?” Snappede hun af mig, og rykkede posen ud af min hånd, inden jeg kom med et fnys. Mine øjne roterede en anelse i hovedet på mig, mens jeg rystede noget makabert på hovedet, da det ikke faldt i min smag.

     ”Siden, hvorfor er du blevet min mor?” Fnøs jeg.

Hun sendte mig et dræber blik, inden hun satte sig ned ved siden af Charlie og hev en bolle frem og rakte den til ham, som han glædeligt tog imod, inden hun tog en selv og sendte posen videre til Travis. Hun begyndte så at sidde og joke lidt med Charlie. Det skar i mig. Jeg brød mig virkelig ikke om det her. Det var takken for, at ville hente noget andet end den morgenmad, som vi havde fået alle andre dage?

Posen kom rundt og endte ved mig, hvor jeg hev en bolle op og pakkede posen ned i min taske, inden jeg lydløst begyndte, at spise af bollen. Det var en noget trykket stemning, og det gjorde det ikke bedre, at Annabell og Charlie sad og så ud til at more sig veldig meget. Leonora sad og snakkede lidt med Travis, inden hun rejste sig op og satte sig ned ved siden af mig. Lidt for tæt på.

     ”Er du okay?” Spurgte hun lavt og med en sødlig stemme.

Lysten til at skubbe hende væk, var der med det samme, men jeg orkede det ikke. Jeg havde brug for, at snakke med nogen om et eller andet. Det hele virkede bare dumt. Annabell var sur på mig. Charlie var afkræftet – næsten død, pga. af mig. Travis var sikkert også godt sur, så der var kun Leonora tilbage – som jeg selv var sur på. Det var lidt noget lort.

     ”Ja, det går” mumlede jeg og trak svagt på smilebånden, inden jeg tog endnu en bid af min bolle, så der kun var en smule tilbage. Hun lænede sig lidt ind imod mig, og holdt den ene hånd op, inden jeg mærkede hendes læber faretruende tæt på mit øre.

     ”Hun har ikke fortjent dig. Mens du var væk, var hun fuldstændig over Charlie, de sad og holdt i hånd, inden du kom. Hun har ikke engang været bekymret for dig, hun opdagede først du var væk, da du kom ind,” hviskede hun, og det fik mig til at knytte hånden noget kraftigt, så knoerne blev helt hvide.

Mit blik hvilede imod Annabell, og hendes blik hvilede over imod mig. Jeg spændte let i kæbepartiet, mens jeg lyttede til Leonoras ord, og så mod Annabell. Noget i mig sagde, at jeg ikke kunne stole på det, som Leonora sagde, at jeg ikke burde stole på det, ikke efter det sidste. Men den måde, som Annabell sad og grinte med Charlie satte min forvirring i gang. Jeg mødte kort hendes blik, inden jeg skød mit væk, og så noget der mindede om en trækning til, at nærme sig mig fra Annabell af, inden hun virkede til at opgive tanken igen. Jeg drejede mit hoved imod Leonora, da hun havde trukket sig tilbage.

     ”Det tror jeg ikke,” kom det lavmælt til hende, inden jeg skævede imod hende, og en skæv trækning kom i mundvigen på mig, mens jeg så på hende. For derefter, at tage den sidste bid af bollen og begynde at spise af det.

     ”Jeg mener det Erik, det passer,” hendes hånd landede på mit lår og jeg skævede til hende. Inden jeg hørte en rømmen fra den ene side af, der indikerede, at Travis var utilfreds med den gæstus. Leonora sendte ham et skarpt blik, inden hun bevægede fingrene nussende mod mit lår, og jeg endte med at skubbe mig på benene.

     ”Jeg går udenfor, og kigger lidt på det omkring os. Bliv herinde, jeg så Mason og Jake i byen, så vi skal afsted i dag og helst inden så længe,” kom det fra mig, inden jeg smuttede ud af skurdøren. Jeg kunne høre noget snak indefra, men sørgede for, at lukke det ude, mens jeg kiggede mig omkring. Hvorfor var det også lige, at det hele skulle være så akavet for tiden.

Jeg hørte døren gå op bag mig, inden jeg kort skød blikket over skulderen og så Leonora, hun trådte op på siden af mig.

     ”Jeg sagde, at I skulle blive derinde” Protesterede jeg irritabelt af hendes trodsen.

     ”Jeg har ikke tænkt mig, at følge det. Du er tydeligvis påvirket af det med Annabell, og jeg vil bare gerne hjælpe dig. Du har brug for, at snakke om det. Snak med mig om det Erik” Hendes stemme var virkelig lokkende og truede med, at få mig til at tale. Jeg sukkede, og vendte mit blik imod hende.

     ”Jeg vil ikke snakke om det, det er bare noget lort det hele. Det var dumt af mig, at blive sur over det i første omgang. Hun ville jo bare have, at han skulle overleve,” mumlede jeg og så på hende.

     ”Erik, jeg så det kys, og det var ikke bare en mund til mund øvelse – Så længe forsøger man ikke, at puste liv i folk. Det der var bevidst, så du ikke, hvordan hun nød det og hvordan Charlie reagerede bagefter?” Hendes stemme trængte igennem, og jeg rystede afværgende på hovedet.

     ”Jeg vil ikke høre det!” Snappede jeg af hende i frustration, inden jeg bevægede mig væk, og straks hørte hendes skridt efter mig, inden hendes fingre greb fat i min hånd, og jeg mærkede et ryk tilbage.

     ”Nora .. Lad være,” mumlede jeg og vendte mig imod hende med et suk. Jeg rystede på hovedet, inden hun trak mig ind i et kram og omsluttede sine arme omkring mig. Det var yderst behageligt og noget jeg virkelig havde brug for. Problemet var bare, at hun ikke var Annabell – og det var Annabell jeg ønskede skulle omfarvne mig sådan her, så jeg vidste, at alt nok skulle blive godt igen. At alt nok skulle ordne sig igen. Jeg sukkede tungt, og endte med at ligge armene omkring hende for at gengælde det, da jeg virkelig havde brug for det.

     ”Bare slap af, jeg er her for dig”, kom det fra hende ganske stilfærdigt.

Jeg kunne høre, skurdøren gå op et stykke bag Leonora, men tog mig ikke af det. Jeg manglede en form for tryghed, og den fik jeg lige nu af Leonora. Inden jeg let slap hende og nikkede let.

     ”Tak” Mumlede jeg, og så på hende. ”Og nu, smutter du ind, jeg kigger mig lige omkring, inden jeg kommer tilbage – sørg for, at de andre er klar til at komme afsted, det gælder også Charlie” Pointerede jeg og drejede om på hælene. Jeg kiggede ikke engang efter, hvem det var der var trådt ud af døren, men bevægede mig bare rundt for at kigge på området.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...