På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3039Visninger
AA

47. Kapitel 46. Annabell

     ”Nej, nej, nej!”

Eriks brøl havde fået mig til at vende blikket mod Charlie, der nu faldt ned på jorden med det hvide vendt ud af øjnene.

     ”Charlie!” skreg jeg hysterisk og faldt på knæ ved siden af ham. Det kunne ikke passe! Ikke nok med, at det nu var tydeligt, at Jake ikke var til at ryste af, så kunne Charlie ikke være død. Det kunne han bare ikke!

Da jeg lagde hånden på hans brystkasse, kunne jeg dog ikke mærke hans hjerte banke på nogen måde.

     ”Charlie! Bliv her, du må ikke dø!” kom det en anelse hysterisk fra mig. Hvis han forsvandt nu, så vidste jeg ikke, hvad vi skulle gøre. Charlie var på en eller anden måde det, der holdt gruppen sammen med sine jokes og useriøse fremtoning. Han måtte bare ikke forsvinde!

Det tog mig kun et kort øjeblik om at beslutte mig for at gøre noget. Jeg kunne ikke lade ham dø, selvom han allerede nu så ret så død ud. Jeg sørgede for ikke at kigge ham i øjnene, da jeg lænede mig ned og begyndte at give ham mund til mund for at få liv i ham igen.

     ”Hva..? Annabell?!” Jeg kunne høre Eriks stemme bag mig, men jeg svarede ham først, da jeg fjernede læberne og prøvede at få gang i Charlies hjerte igen.

     ”Han kan ikke dø! Forhelvede!” hvæsede jeg, da jeg prøvede at pumpe gang i hans hjerte igen, inden jeg igen lænede mig ned for at puste luft ned gennem ham.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg fortsatte med at gøre det, det var sikkert ikke så mange, men det føltes som en evighed, inden Charlie pludselig gispede efter luft. Jeg fjernede mine læber fra hans, og lagde nu mærke til tårerne, der strømmede ned af mine kinder.

     ”Erik, jeg sagde, at jeg ikke… wow.” Hans stemme var svag, men bare det, at han først havde prøvet at fyre en joke af, fik mig til at grine, da jeg tørrede tårerne af mine kinder med håndryggen. Han lå der og stirrede på mig, som om han ikke helt kunne fatte, at det egentlig var mig, der havde haft mine læber mod hans.

     ”Det kan være, at jeg skal overbruge min energi noget oftere så”, sagde han med svag stemme, og et let smil kom frem på hans læber. Jeg kunne ikke holde grinet inde, da jeg strøg ham over håret, inden jeg vendte blikket mod de andre, som bare havde stået og set på. Erik så ikke specielt tilfreds ud, næsten såret, og med det samme rejste jeg mig op og slog armene om ham, mens tårerne fortsatte ned af kinderne.

Jeg kunne høre, hvordan Travis trådte hen forbi mig, og satte sig på hug ved siden af Charlie, der lavt stønnende prøvede at komme op at sidde igen. Jeg knugede mig bare ind til Erik med tårerne rindende ned af kinderne, men jeg kunne ikke mærke hans arme om mig, som jeg havde regnet med. Rent faktisk føltes han bare stiv som et bræt imod mig, og jeg løftede langsomt blikket for at kunne kigge op på ham. Han stirrede dog alle andre steder end på mig med et tomt blik, som jeg ikke helt kunne greje.

     ”Vi bliver nødt til at komme væk herfra. Nu”, kom det kortfattet fra Travis, men jeg kunne ikke rive blikket fra Erik, mens tårerne stadig rindede ned af mine kinder. Han kiggede overhovedet ikke på mig og stod stadig stiv som et bræt.

Forsigtigt tog jeg hånden op og kørte den let over hans kind, men selv ikke det fik ham til at kigge ned på mig. Han førte bare let sine hænder over til mine, inden han løsnede mit greb om sig, så han kunne gå over til Travis og Charlie. Jeg fulgte ham forvirret med blikket. Hvad havde jeg lige gjort?

     ”Vi bliver nødt til at komme væk herfra. Hurtigt.” Eriks stemme var overraskende kold, da han greb fat i Charlies ene side, og Travis uden indvendinger greb fat i den anden, så de kunne løfte ham op. Det var først nu, at jeg lagde mærke til, at vi stod på en asfaltvej. Dette måtte betyde, at der var en by i nærheden. Jeg vidste ikke helt, om det var betryggende eller afskrækkende, men jeg kunne ikke gøre andet end at følge med drengene, da de begyndte at bevæge sig væk fra vejen.

Leonora sneg sig ubemærket op på siden af mig, og det var først, da hun begyndte at tale, at jeg opdagede hende. Mit blik havde ellers bare ligget på Eriks ryg et stykke fremme, og mine tanker kredsede om hans mærkværdige opførsel. Hvad var det lige sket?

     ”Du ved godt, at du har ødelagt det nu, ik’? Jeres forhold”, sagde hun spydigt, men med et overlegent smil på læberne. Jeg drejede olmt blikket mod hende, mens jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvor fugtige mine kinder egentlig var, og hvor forfærdelig, jeg måtte se ud i forhold til hende.

     ”Hvad mener du? Jeg har da ikke… Vent, var det fordi jeg reddede Charlie?”

Et lumsk smil kom frem på hendes læber, og bare for at gøre dårlig værre, svang hun kort med sit alt for perfekte hår.

     ”Det var ikke sådan, det så ud eller lød som om”, kommenterede hun med lav stemmeføring, og jeg kunne mærke, hvordan vreden mod hende begyndte at komme op. Jeg havde endda lyst til at gribe hende i trøjen og fortælle hende en ting eller to, men jeg ville ikke gøre Erik skuffet.

     ”Det hverken så ud til eller lød som om, at det var Erik, der kyssede dig. Så prøv lige at regn ud, hvem der fører her”, kom det tvært fra mig, inden jeg satte farten op for at komme væk fra hende og tæt nok på drengene til, at hun ikke ville turde at kommentere længere.

Der gik dog ikke lang tid, inden de pludselig stoppede op, og jeg var ved at ramle ind i Eriks ryg. Jeg nåede dog lige at stoppe mig selv fra at miste balancen, inden jeg trådte et skridt til siden for at kunne se, hvor vi var endt henne.

Vi var stoppet foran et skur. Det var rent faktisk et overraskende stort skur, det var gammelt og rådnet, men det var alligevel det bedste ly, jeg havde set i dagevis.

Forsigtigt trådte Travis hen og skubbede den knirkende dør op, mens Erik holdt hele Charlies vægt mod sig. Charlie så ikke ud til at være helt ved bevidsthed, men det var ikke så underligt, når man tænkte på, at han havde været lige ved at dø. Det måtte tære ret så meget på kræfterne.

     ”Fri”, lød det fra Travis, da han havde været inde og tjekke skuret indendørs, og vi fik os alle gelejdet ind efter hinanden med Travis først og Leonora til sidst. Dette gjorde også, at jeg endte med at stirre direkte ind i Eriks ryg, uden at vide, hvad jeg ellers kunne gøre. Jeg havde da ikke ødelagt det hele, havde jeg?

Vi fandt rundt på plads i skuret, der selvom det var nogenlunde stort alligevel var trangt, da Charlie blev lagt i midten af det hele, og med det samme faldt i søvn. Han burde ellers have fået noget mad og vand inden, men jeg opgav at kommentere det, da det sikker ikke ligefrem ville gøre Erik mere tilfreds, selvom jeg virkelig ikke forstod, hvad han kunne være sur over.

Jeg prøvede derfor også let og noget diskret at møve mig hen til ham, og let læne mig op af ham som en hentydning til, at han gerne måtte lægge armen om mig, hvilket jeg havde virkelig meget brug for. Men der skete ikke noget. Han vendte kort blikket mod mig, inden det med det samme blev vendt væk, men jeg nåede dog lige at se smerten i hans blik.

     ”Hvad er planen så nu?” brød Leonora ind, mens jeg stadig let hvilede hovedet mod Erik, selvom han stadig ikke gjorde noget ved det. Jeg rød mig overhovedet ikke om det, og specielt ikke, da jeg kunne se smilet på Leonoras læber, der var let oplyst af den lille flamme, jeg havde fremmanet, og som Travis havde sørget for ikke kunne ses udefra med sin hallucinationsevne.

Erik trak på skuldrene, som om han ikke rigtig lagde mærke til, at jeg var her, og det gjorde ondt helt inde. Jeg turde dog ikke spørge ham om, hvad der var galt, mens de andre var her. Derfor lod jeg bare let min ene hånd glide over på hans brystkasse, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad der var galt.

     ”Vi kan ikke gøre andet end at flygte. Når vi ser på det, som det er, så kan de ikke være langt fra os, da Charlie jo ikke havde alt for meget energi tilbage inden teleportationen. Derfor skal vi være oppe allerede ved daggry i morgen, så vi kan komme afsted.” Eriks stemme var bestemt, og dte var ikke noget, jeg brød mig om på nogen måde.

Leonora og Travis nikkede til hans forslag, inden de lagde sig ned ved siden af hinanden. Jeg lagde dog udmærket mærke til, hvordan Leonora blinkede til Erik, inden hun lagde sig ned i Travis arme, og det fik dte til at vende sig i mig.

     ”Har du tænkt dig at blive ved med at være sur på mig?” spurgte jeg lavt, da Erik bare rullede sin egen sovepose ud og kravlede i den. For første gang siden der på vejen vendte han blikket mod mig, men jeg kunne kun lige ane det, da jeg havde slukket lyset.

Han trak på skuldrene, inden han let vendte ryggen til mig, hvilket fik det til at skære sig i mig. Jeg ville dog ikke give op bare sådan, og derfor kravlede jeg hen og placerede min hånd mod hans skulder.

     ”Hvad er der sket, Erik?” spurgte jeg lavt og prøvede at kravle over ham, så jeg kunne finde hans øjne. Han vendte dog bare resolut blikket fra mig uden at svare mig. Jeg kunne mærke, hvordan jeg bare blev mere og mere desperat, og derfor begyndte jeg også let at køre min hånd igennem hans hår for at få ham til at svare mig.

Han sukkede tungt, inden han trak sig væk fra mig i et ryk, så jeg sad alene tilbage. Jeg kunne mærke, hvordan tårerne pressede sig på, og jeg placerede igen hånden mod hans skulder, som han igen flyttede. Denne gang vendte han dog fronten mod mig, mens der var intet smil på hans læber.

     ”Er du klar over, hvor ondt det gjorde?” spurgte han lavt med hæs stemmeføring og jeg stirrede bare på ham med et uforstående blik. ”At se dig mund til mund med Charlie?”

Jeg kunne mærke, hvordan kulden begyndte indefra i mig, selvom jeg ellers havde regnet med, at jeg ikke kunne fryse længere.

     ”Hvad ville du have? At jeg bare skulle have ladet ham ligge? Dø?” kom det lavt og noget spidst fra mig, da jeg ikke syntes, at han var helt fair her.

     ”Du havde ikke behøvet at give ham mund til mund! Det kunne jeg sagtens have gjort”, protesterede han lavt, men hans blik lå ikke på mig, det gled alle andre steder hen. Jeg følte mig virkelig såret over, at han tog det sådan.

     ”Så det er mig, der er problemet her? Det er da i det mindste ikke mig, der lader mig fange af Leonoras løgne”, hvæsede jeg af ham, inden jeg lagde mig ned med ryggen til ham.

     ”Jeg lader mig ikke fange af….” Mere nåede han ikke at sige, inden jeg cuttede ham af.

     ”Så det gør du ikke? Hmm, hvordan kan det så være, at jeg fandt hende hænge over dig, da jeg blev vækket af Travis? Hov, der tilfældigvis havde set, at du havde kysset hende!” Min stemme var steget lidt i styrke, og den rystede svagt, da jeg virkelig var såret over tanken, og samtidig vred på ham over, at han gav mig skylden.

     ”Jeg kyssede ikke med hende, hun kyssede mig!” kom det lavt protesterende fra ham, men jeg tog bare hånden op for at afskære det. Jeg ville ikke høre på ham lige nu.

     ”Så siger vi det. Men det betyder stadig ikke, at du kan tillade dig, at være sur på mig, når jeg rent faktisk reddede vores vens liv.”

Han sukkede tungt bag mig, og jeg kunne mærke, hvordan han prøvende lagde hånden mod min skulder, men jeg var hurtig til at slå den væk. Han skulle ikke tro, at han bare kunne afvise mig, og derefter regne med, at jeg ikke ville afvise ham.

     ”Hvis du gerne vil have nogen at røre ved, så kan du jo passende smutte over til din ’veninde’. Hun vil elske det”, sagde jeg spydigt og lukkede øjnene fast sammen, mens jeg prøvede at holde tårerne inde. Han måtte ikke se, at jeg græd.

Han fnøs af mig, inden jeg kunne høre, at han flyttede sig. Jeg kiggede mig ikke tilbage, men jeg kunne regne ud, at vi nu lå ryg mod ryg. Og aldrig nogensinde havde jeg følt mig så ensom, da jeg nu vidste, at det nok lidt var min skyld, at det var endt sådan her. Men det var ikke udelukkende min fortjeneste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...