På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3077Visninger
AA

46. Kapitel 45. Erik

Stilheden havde sænket sig over lejren, og eftersom vi var så udsatte i dette område, havde jeg bestemt mig for, at det var nødvendigt, at have vagtposter i nattensløb. Leonora havde protesteret vældig imod det, men måtte bukke under for flertallet, hun kunne dog godt se, det logiske i, at vi gerne ville overleve nattens mulm og mørke. Men det havde så ført til, at jeg netop havde afløst en meget træt Annabell, der havde haft den første vagt. Der var endnu ikke sket noget, og jeg lod mine gullige øjne glide rundt i det udsatte område, mens jeg vågede over de andre. Charlie lagde krøllet sammen og var musse stille, han kunne godt minde om en lille hvalp, sådan som han lå. Det morede mig i hvert fald en del, inden mit blik gled videre og faldt over Travis og Leonora, der lå tæt klynget sammen og sov så fredeligt, et svagt smil spillede over mine læber. De var nu søde sammen, selvom det irriterede mig, at de var så useriøse på denne flugt. Faktisk havde jeg overvejet om det ville være bedst, at lade dem vende om og gå tilbage igen. Men vi kunne have god nytte af deres evner, og styrker – hvis de bare kunne fokusere lidt på flugten og ikke den lyserøde sky, som de havde svævet på de sidste dage. Det trykkede også Charlies ellers muntre humør.

Mit blik fortsatte hen på Annabell, der lå og krøllede sig sammen i sin sovepose, længst væk fra Leonora og tættest på mig. Jeg tippede kort hovedet på skrå, mens jeg betragtede hendes sovende ydre. Hendes ene hånd var faldet ud af soveposen og lå på det kolde græs. Jeg rejste mig op fra den sten, som jeg havde siddet på, og gik hen til hende. Langsomt satte jeg mig ned på hug, ganske kort strejfede min hånd hendes silkebløde kind, inden jeg løftede hendes hånd forsigtigt op og lagde den ind i varmen ved hendes sovepose.

Jeg satte mig tilbage på stenene, og sad i lang tid og vågede over området, inden jeg bemærkede noget bevægelse ud af øjenkrogen. Derfor drejede jeg hovedet skarpt til højre og fangede Leonoras skikkelse, der langsomt løsnede sig fra Travis arme, og bevægede sig hen imod mig. Hun havde en lang løs t-shirt på, der gik til lige over knæene. Hendes hår var flettet i en lang fransk fletning, og hun forsøgte at skjule de trætte gab, der kom fra hende, inden hun viklede sit tæppe omkring sig, som hun havde hevet med i bevægelsen. Hendes bare tæer ramte græsset, så det gav en lille lyd fra sig, inden hun satte sig ned ved siden af mig. Umiskendeligt tæt på.  

     ”Kunne du ikke sove?” Kom det spørgende over mine læber, men i en hvisken, jeg ønskede trods alt ikke, at vække nogen af de andre. De skulle have fred og ro til at få sovet igennem. Det ville blive en lang dag i morgen, vi blev nød til, at finde et område der var bedre end dette. Jeg havde dog bemærket, at der i det fjerne var lå en by, sikkert en dagsrejse til fods væk. Vi var trods alt også endt ude i den store skovplantage.

     ”Jo, men jeg ville gerne sidde lidt oppe med dig,” kom det fra hende, mens et alt for sukkersødt smil prydede hendes læber, mens hendes stålgrå øjne glimtede kort i det oplyste månelys, der reflekterede ned på os. Jeg betragtede hende let, mens jeg undrede mig over hendes ord.

     ”Du plejer ellers ikke, at være en natteravn” Mumlede jeg tænksomt.

     ”Måske ville jeg bare prøve noget nyt?” Hun lænede sig tættere ind til mig, mens jeg flyttede mit blik fra hende af og fandt det en anelse påtrængende. Jeg brød mig stadig ikke om, at snakke så meget med hende – hele situationen fra den anden dag, lagde mig stadig tæt på sind.

     ”Hvorfor?” Slyngede jeg ud, og dermed røg mit fokus på, det jeg egentlig var oppe for. Jeg skulle holde vagt, og i stedet blev jeg fokuseret på hendes tilstede værelse.

Hun trak let på hendes skuldre og blinkede let med det ene øje, inden hendes hånd gled over på mit lår. Mit blik sank ned og fulgte håndens bevægelse, inden jeg let tog fat i hendes hånd og skubbede den over på hendes eget ben.

     ”Jeg er ikke Travis, Nora” Sagde jeg og kiggede indgående på hende. Hun måtte enten være for træt eller nærmest gå i søvne. Jeg brød mig i hvert fald ikke om, at hun begyndte at sætte sin hånd over på mit lår og bevæge den på det. Det var ikke noget, som hun nogensinde havde gjort før.

     ”Nora? Kommer du ikke hen, og sover igen?” Ud af øjenkrogen kunne jeg se Travis blik imod Leonora, inden han tog sine briller på. Leonora tøvede kort, og kiggede ned på sine hænder, inden hun så op og tydeligt ignorerede Travis’s spørgsmål.

     ”Det ved jeg godt, Erik. Der er nemlig ingen, der kan måle sig med dig Erik,” kom det blidt fra hendes læber. Jeg rynkede i panden og kiggede på hende. Jeg åbnede munden for, at sige noget, inden jeg pludseligt mærkede hendes velplejede læber, der ramte mine. Jeg trak hovedet instinktivt tilbage, da alarmerne begyndte at ringe i mit indre, hvad fanden skete der?

     ”Hvad laver du?” Udbrød jeg overrasket og chokeret af hendes reaktion, jeg var helt paf. Hvad fanden havde hun gang i? Det kunne hun da ikke tillade sig? Hun vidste, at jeg ikke ville have sådan noget. Og slet ikke de flygtige bevægelser. Hun vidste udmærket godt, at hun var på dybt vand hos mig i forvejen, så hvordan kunne hun få sig selv til, at lave et move på mig?.

     ”Hold nu op Erik, har du aldrig overvejet, hvordan det ville være? Dig og mig?” Hun lænede sig endnu engang ind imod mig, og denne gang trak jeg mig meget tilbage, tilpas meget til, at jeg faldt ned fra stenen med et bumpt, og landede på rumpen, og med hænderne på græsset, så de uden tvivl ville være godt beskidte nu. Hun hang nærmest over mig, og jeg sat lettere panisk og så fra hende og til Travis, der hurtigt var kommet på benene med et blik der var fyldt med vrede.

     ”HVAD FANDEN LAVER I?” Udbruddet kom prompte fra Travis. Hans stemme skar igennem, og var utrolig høj. Jeg var næsten sikker på, at han havde set det, men nu havde jeg også hørt hans ord før, og efter de sidste par dages klæben op af Leonora, undrede det mig ikke, at han holdt øje med hende.

     ”Hvad sker der?” Kom det søvnigt fra Annabell – hun var tydeligt blevet vækket af de høje udbrud, inden hun fik rettet sit blik hen imod mig, og hendes kæbe faldt næsten af, da hun så, hvordan Leonora nærmest hang over mig. Jeg skubbede til Leonora og forsøgte at skubbe hende væk. Men hun rykkede sig ikke en disse fra mig af. I stedet, forsøgte hun at læne sig tættere ned på mig, hvilket jeg overhovedet ikke forstod, at hun kunne få sig selv til, når jeg afviste hende så kraftigt.

     ”Hvad? Øh nej! Det.. Nej, vi er venner” Kom det omtumlet fra mig, og forvirringen stod malet mine øjne, mens jeg så Annabell springe på benene iført en af mine t-shirts og hive fat i Leonora og rykke hende væk. Mens jeg fuldstændig paf stadig lå på jorden.

     ”Slip hende!” Hvæste Travis, inden han greb fat i Annabell, som kom med en smertende lyd. Jeg sprang hurtigt på benene, mens jeg hørte pigerne hvine og skrige af hinanden. Jeg rykkede hurtigt Travis løs fra Annabell, inden jeg mærkede et slag på min kæbe.

     ”Hvorfor helvedet kyssede du min kæreste?” Rasede han ud på mig, jeg blev slået noget ud af det. For det første var Travis ikke ligefrem typen der hverken bandede eller slog, så det kom noget bag på mig. Jeg vaklede et skridt tilbage og tog mig til kinden, inden jeg afværgede det næste slag der kom imod mig.

     ”Travis for helvedet, jeg ville sku da aldrig forsøge at kysse hende!” Snappede jeg.

     ”Ikke det? Det var ikke sådan det så ud lige før!” Hvæste han arrigt. Han skulle lige til at slynge en ny næve imod mig, da lyden af motorer og bildæk ramte vores øre, og vi alle fire frøs fast. Stivnede. Lygter kunne ses i det fjerne.

     ”Fuck!” Udbrød jeg. Inden jeg lod blikket glide rundt.

     ”Saml jeres ting, vi skal afsted og det er lige nu!” Kommanderede jeg med det samme, og måtte dermed, sætte det påstyr der netop havde været til side, for det her var vigtigere. Det galt vores overlevelse og den satte jeg højere end det der var før.

Forvirringen stod malet i alles øjne, som vi begyndte noget ihærdigt, at pakke tingene sammen. Det var først der, at det gik op for mig, at Charlie stadig lå og sov. De andre var for rasende og chokerede til overhovedet, at lægge mærke til ham. Derfor var jeg hurtigt henne og ruske i ham, han kom med en jamrende lyd, inden jeg daskede hårdt til ham.

     ”Det er ikke nu, du skal forsøge at være komisk. Vi må væk, der kommer biler og sandsynligheden for, at det er dem, der kommer efter os er ret stor. Skynd dig at pakke dine ting” Han sprang op af soveposen, og pakkede sine ting lynhurtigt sammen. Jeg slyngede min taske om på skulderen og greb også Annabells, da hun var i gang med at trække et par bukser på.

Da vi efter ganske få minutter var klar, satte vi hurtigt i løb. Vi måtte væk herfra.

     ”Hvorfor kan .. Charlie ikke .. teleportere os?” Kom det åndenøddet fra Leonora.

     ”Han er stadig svækket af sidste gang, han er forudsat, hvis vi teleporterer os nu!” Skar jeg hende skarpt af. Mens jeg rakte ud efter Annabells hånd, hun tøvede, men endte med at lægge sin hånd i min. Vi løb i et hastigt tempo. Charlie forrest, efterfulgt af Annabell og jeg, og bagerst var Travis og Leonora.

Lyden af hjulene der bumpede imod underlaget og motor støjen der blev højere og højere, indikerede, at de var tæt på. Et par blink med lygterne imod os, og vi var fanget i bilens lygters lys. Jeg kiggede mig kort over skulderen. Fandens også! Jeg strammede grebet omkring Annabells hånd, inden jeg hørte hornet, der blev trykket i bund på maskinen.

Vi løb alt, hvad vi kunne og nærmede os det der kunne ligne et lille område, hvor man kunne gemme sig. Hvis vi bare kunne ryste dem af os, så ville det kunne lade sig gøre, at komme væk fra dem.

     ”Jeg kan ikke” Kom det åndenøddet fra Leonora.

     ”Jo, der er ikke så langt prinsesse” Opmuntrede Travis hende, og jeg var ved at brække mig over, at han kunne tale så sødt og opmuntrende til hende, når han netop havde set hende kysse mig – Men måske fortrængte han det og jeg fik sikkert skylden. Jeg skød tanken væk.

Bilens brummende støj og skikkelse kom op på siden af os, jeg skød blikket til venstre og så endnu en bil. Og to bag os. Det her var ikke godt. Vi kunne ikke dele os. Vi kunne intet. Udover, at løbe fremad.

     ”Savnet mig?” Den kolde og kyniske stemme, der tilhørte Jake, ramte mine øre og mine hænder knyttede sig, så et lille gisp undslap Annabells læber og jeg straks løsnede grebet om hendes hånd. Det havde ikke været med vilje, men det stak i mig, at han gjorde det.

     ”CHARLIE NU!” Udbrød jeg, vi blev nød til at gøre det. Han hev efter vejret. Det var farligt, men det var nødvendigt.

     ”Jeg ventede bare på, at du ville sige det.” Han snak farten greb fat i min hånd, og Annabell fik fat i Travis hånd, som havde fast i Leonora. Inden vi i et split sekund fik skiftet vores omgivelser ud, og væltede rundt på den hårde asfalterede vej. Smerten skar i min krop ved falden, men jeg nåede lige akkurat, at se hvordan Charlie vendte det hvide ud af øjnene og faldt om.

     ”CHARLIE!” Skreg jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...