På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3068Visninger
AA

45. Kapitel 44. Annabell

Græsset kildede imod mine ankler, sådan som vi bevægede os igennem det. Endnu en gang følte jeg mig udsat, da vi jo var ude i ingenting, hvor der ikke rigtig var andet end græs, så langt øjet rakte. Det eneste positive ved det her var, at vi kunne komme hurtigere fremad, når vi bare skulle igennem græsset. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med hele tiden at kigge mig bagud.

Leonora havde højlydt klaget over, at hun nu igen skulle ud at gå, og jeg kunne ikke lade være med at hade hende endnu mere. Hun havde ikke gjort andet end at hænge på Travis, som overraskende ikke så ud til at have noget imod det, selvom jeg virkelig ikke forstod ham. Var det ikke træls hele tiden at havde sådan en til at hænge og røre ved sig?

Jeg havde Erik i hånden, og kunne en gang imellem mærke ham give mig et opmuntrende klem, når han kunne se, at deres evindelige fnisen og korte, men slubrende, kyssen virkelig gik mig på. Charlie så stadig noget bleg ud, men alligevel havde han et stort smil på læben, da han bevægede sig ved siden af mig. Han kunne dog ikke lade være med ofte at skæve bagud mod Travis, og han så en lille smule trist ud, hvilket ikke var så underligt. Travis havde ikke fyret en eneste vittighed af, siden Leonora begyndte at klynge sig sådan til ham, og det påvirkede tydeligvis også Charlie.

     ”Kan vi ikke lege fangeleg?” spurgte han for at bryde stilheden, vi ellers havde befundet os i, men det var ikke Travis han snakkede til, da det tydeligvis var en opgave for sig at få kontakt til ham, når Leonora flirtede for groft med ham.

Jeg drejede blikket mod ham med et medlidende smil, da jeg virkelig syntes, at det var en smule synd for ham. Ikke nok med, at han var blevet trukket med på denne tur, så havde hans bedste ven også på et eller andet punkt vendt ham ryggen. Jeg vendte blikket mod Erik, der nikkede kort til mig med et let smil, og jeg drejede igen blikket mod en forventningsfuld Charlie.

     ”Okay så. Men det er kun, hvis du ikke snyder!” sagde jeg med et drillende smil, men hans smil kunne næsten ikke blive større, da han trak tasken bedre op på skuldrene. Det kunne godt være, at han var 14 og vi var henholdsvis 16 og 17, men hvorfor kunne vi ikke lave en smule sjov ud af vores endeløse flugt?

Jeg spændte tasken bedre fat om mig, inden jeg slap Eriks hånd, for at gøre mig klar. Erik gjorde det samme og fnisene bagfra fortsatte bare, og det var tydeligt, at de ikke havde lagt mærke til noget som helst. Ikke at det gjorde mig noget.

     ”Hvordan starter vi det så?” spurgte Erik med et smil til Charlie, der igen havde fået et stort smil på læben, selvom han stadig så en smule afkræftet ud. Det var dog tydeligt, at han ikke ville lade sig gå på af det.

     ”Sådan her!” grinede han, inden han sprang hen og daskede Erik på skulderen samtidig med at han råbte: ”Taget!” inden han begyndte at løbe væk med tasken let svingende på hans ryg.

Jeg var lidt langsom til at opfange, at vi var startet, inden jeg mærkede et dask på min skulder og Erik sendte mig et drillende smil.

     ”Taget”, kom det drillende fra ham, inden han også satte i løb væk fra mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine, inden jeg fik gang i mine ben og satte efter dem.

Det var hårdere, ens jeg havde regnet med at løbe rundt med den tunge taske for at fange de to drenge. Heldigvis var græsset forholdsvist nemt at løbe i, så det var ikke det, der var problemet, da jeg prøvede at indhente dem. Charlie sagtnede farten, hvilket nok var med vilje, så jeg kunne daske ham på skulderen, inden jeg løb fra ham igen, med et stort grin, der fik det til at gøre ondt i maven, samtidig med at jeg skulle holde mig i løb.

Jeg vidste ikke, hvor længe vi egentlig løb rundt og fangede hinanden, inden jeg pludselig kunne mærke, hvordan jeg skred og faldt på jorden med et bump. Grinet ville dog ikke forlade mig, da jeg rullede om på ryggen i samme øjeblik, som Erik væltede ned over mig. Det fik mig kort til at tabe vejret, inden grinet igen kunne komme igennem, sådan som jeg kiggede op på ham, da han let hang over mig.

Han lænede sig langsomt helt ned over mig med et drillende smil, og mit grin fadede ud, da jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber.

     ”Taget”, hviskede han, inden hans læber ramte mine i et ømt kys. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at ligge der, og nyde det. Mine hænder gled op i hans nakke og trak ham længere ned mod mig, selvom jeg egentlig lå ret så ubehageligt oven på min rygsæk. Men det var lige meget.

Alle bekymringerne forsvandt, da kysset fortsatte, og jeg kunne mærke, hvordan hans hænder begyndte at glide let ned over min krop, så det nærmest sitrede helt igennem mig. Og så blev nydelsen ødelagt af en rømmen.

     ”Kan I ikke finde jer et rum?” spurgte Charlie med drillende stemme, og jeg åbnede med det samme øjnene, så jeg kunne se, at han stod næsten lige over os. Hans blik lå dog overhovedet ikke på os, og det fik mig til at smile, da jeg brød kysset, og kiggede ind i Eriks øjne. Han sendte mig et skævt smil, inden han fjerlet kyssede mig på kravebenet, inden han rejste sig og rakte en hånd ned.

Jeg kunne stadig mærke kysset mod mit kraveben, da jeg tog imod hans hånd og blev trukket op og ind under hans beskyttende arm. Det havde sat gang i ukendte følelser hos mig, som med det samme fik mig til at tænke på det, jeg havde fået at vide tideligere. Med det samme rødmede jeg, og jeg blev nødt til at skyde blikket fra ham, for ikke at se alt for forlegen ud.

     ”Betyder det, at vi er færdige med fangelegen?” spurgte Charlie med et drillende smil, og blinkede let til mig, da jeg vendte blikket mod ham. Han virkede virkelig til at vide en hel del ting, som jeg overhovedet ikke kunne regne ud, hvad var.

     ”Desværre Charlie. Vi skal jo ikke have, at der sker flere fald. Og så må vi også hellere vente lidt på de andre.” Erik klukkede lidt, og jeg drejede blikket tilbage af, hvor vi tydeligvis havde sat Leonora og Travis af. For første gang de sidste par dage var de ikke klinet til hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt over deres overraskede ansigter, da de let luntede hen mod os.

Leonora så noget tvær ud, da de kom tæt nok på til at man skal kunne se deres ansigter, men der var et stort smil på Travis ansigt, da han løb hen og endte med at daske Charlie over skuldrene. Et kort øjeblik anede jeg et lettet udtryk på ham, inden han vendte blikket mod Leonora, da hun igen placerede hånden mod hans skulder.

     ”Det der var ikke fair. Vi er her altså også”, kommenterede Leonora tvært, og lod sin hånd glide om på Travis’ brystkasse, inden hun drejede hovedet, så hun let kyssede ham på halsen.

     ”Nå, er I virkelig det? Jeg synes ellers ikke, at der rigtig har været nogen kontakt til jer på nogen måde”, kommenterede jeg ironisk, og vendte blikket fra synet, selvom jeg kunne mærke Leonoras borende blik i siden. Jeg mærkede et klem om min skulder fra Erik, og kunne høre en lav klukken fra Charlie, der vidst var godt tilfreds med det.

     ”Lad os nu holde os på god fod og komme videre?” spurgte Erik dog noget diplomatisk, og jeg kunne ikke lade være med at sende ham et let smil, inden mit blik gled over på Leonora, der stadig stirrede ondt på mig. For en gangs skyld holdt jeg blikket hårdt mod hende med et let smil, da jeg vidste, at jeg havde ret.

Hun endte med at rulle med øjnene af mig, inden hun kort skævede til Erik for derefter igen at lade sine perfekte hænder glide over Travis, der skævede let til hende med et smil. Han nød tydeligvis opmærksomheden, og det virkede ikke til, at det var noget, han var vant til at få.

Charlie sukkede tungt ved siden af mig, da de begyndte at kysse igen, og jeg kunne ikke lade være med at sende ham et medlidende smil, inden vi begyndte at gå videre og håbede på, at turtelduerne ville følge med. Ellers så ville jeg i hvert fald forlade dem herude i ingenting.

*

Mørket var igen faldet på, og stjernerne skinnede klart ned fra den skyfri himmel. Men jeg kunne ikke på nogen måde falde til ro.

Jeg havde valgt at rejse mig og flytte mig lidt væk fra de andre, så jeg kunne holde øje med det hele. Jeg brød mig nemlig ikke om, at vi havde slået lejr mit ude i ingenting, men da der ikke rigtig var andre steder, var det det eneste, vi lige kunne gøre. Der var ikke andet end flad mark til alle sider, og jeg følte mig ret så udsat.

Resten af turen havde jeg prøvet at kunne få plads til at spørge Erik om det han nævnte om morgenen, men hver gang var Charlie brudt ind med en sjov kommentar. Han var tydeligvis noget trist over, at Travis havde for travlt med alt stikke sin tunge ned i Leonoras hals til at fjolle med ham, og derfor havde han nærmest søgt tilflugt hos mig og Erik, og selvom han nu egentlig var hyggelig nok at snakke med, i hvert fald var han sjov, så havde jeg virkelig brug for at få svar på nogle spørgsmål, som jeg ikke brød mig om at fortælle i hans selskab.

Kulden, der havde lagt sig rørte mig ikke, og jeg sad bare med soveposen let om mine skuldre, inden jeg sukkede tungt. Hvor ville det her ende? Ville jeg for evigt blive ved med at have denne følelse af at blive forfulgt, aldrig at kunne finde ro, uden jeg var gemt væk?

Mit blik gled over det smukke landskab og op på stjernerne, inden et trist smil kom frem på mit ansigt over tankerne.

     ”Noget galt?”

Eriks lave stemme fik mig til at vende blikket, da hans arm sneg sig om min skulder og han satte sig ned ved siden af mig. Jeg sukkede tungt og lænede hovedet imod ham, mens jeg overvejede, hvor jeg skulle begynde.

     ”Jeg forstår bare ikke noget længere. Der er intet, der rigtig hænger sammen, og hver eneste gang, jeg tror jeg finder ud af noget, er der et eller andet, der spolerer det. Det er bare så forvirrende.” Jeg sukkede tungt og lukkede kort øjnene, så jeg bare kunne nyde duften af ham, en duft, som jeg var begyndt at holde utrolig meget af her på det sidste.

     ”Snakker du om det Charlie hentydede til? Det skal du overhovedet ikke tænke på”, sagde han lavt og kyssede mig på hovedet.

Jeg drejede let blikket op mod ham og kunne se hans kønne øjne betragte mig.

     ”Men det er, hvad jeg tænker på. Jeg overvejer, hvad vi egentlig havde før. Hvad der blev taget fra mig. Hvorfor skete det overhovedet?” Jeg kunne mærke, hvordan tårerne begyndte at trænge sig på, og jeg prøvede at holde min vejrtrækning i ro. Jeg havde grædt mere over for ham, end der kunne være godt på nogen måde. Han gjorde dog ikke andet end bare at holde mig tættere ind til sig.

     ”Vil du virkelig gerne vide det?” spurgte han lavt, og jeg drejede forsigtigt blikket mod ham.

Jeg kunne ikke bedømme, om jeg egentlig gerne ville have den rigtige historie til mit nedbrud fortalt, eller om det ville være for barskt. Jeg valgte dog forsigtigt at nikke, og han strøg let tårerne fra mine kinder.

     ”Som jeg fortalte dig, så brød du helt ned. Din evne kickstartede nærmest sig selv, og du vandrede som i blinde rundt og satte ild til en stor del af klinikken. Jeg har aldrig nogensinde fået direkte at vide hvorfor, men jeg har en teori.” Han tog en dyb indånding, og skævede til mig, som om han var bekymret for min reaktion. ”Jeg tror, at den oplysning, der fik dig til at bryde ned var, at din mor var død.”

Det sidste ord hang i luften, og jeg kunne ikke gøre andet end at stirre ud på det let vejende græs. Billederne, der havde huseret mine mareridt her på det sidste, havde givet mig det nogenlunde samme svar, men alligevel overraskede det mig, da han sådan sagde det. Jeg havde dog ikke rigtig nogen minder om kvinden, der havde været en del af hele mit liv, og derfor kunne jeg forholde mig rolig.

     ”Og derfor brød jeg ned… Vil du ikke nok fortælle mig om de gode tider?” Jeg vendte let blikket mod ham, mens jeg prøvede at kapere de oplysninger, jeg havde fået. Min rigtige mor var død, og derfor var jeg flippet ud. Derfor var jeg blevet genstartet. Hun måtte virkelig have betydet meget for mig.

Hans blik lå let granskende på mig, inden han nikkede. Han tog sin anden hånd op og strøg let en hårtot væk fra mit syn.

     ”Hvad vil du høre om fra de gode tider? For der har jeg en hel masse minder”, hviskede han lavt og sendte mig et kort smil, selvom det stadig var tydeligt, at han var bekymret for, at jeg hvert øjeblik ville kunne få et anfald efter hans lækken af oplysninger.

     ”Vil du… Vil du så ikke fortælle mig om den første gang… du inviterede mig ud?” Jeg skyndte at få det ekstra på, da jeg kunne mærke, hvordan jeg rødmede bare ved tanken om det andet. Han så også en smule lettet ud over ikke at være blevet spurgt det mere akavede spørgsmål, da jeg jo ikke kunne huske det på nogen måde.

     ”Det var den dag, du gav mig den trøje. Vi havde lige været på prøvelse og befandt os derefter nede i vores sted, mens vi snakkede om, hvad vi egentlig skulle foretage os den weekend. Pludselig valgte du at fiske trøjen frem og række mig den, og da du forklarede mig symbolikken på den søde generte og også noget forsigtige måde, hvor du blev ved med let at stryge dig igennem dit hår, der vidste jeg, at jeg blev nødt til at invitere dig ud.” Han smilede bare ved tanken, og dette fik også et smil til at komme frem på mine læber, inden han fortsatte.

     ”Det var en af de koldere måneder, hvor vinden var begyndt at blive rigtig barsk, sikker november, og da vi bevægede os ud af bunkeren og tilbage mod klinikken for at kunne komme hjem, dristede jeg mig til at gribe fat i din hånd og simpelthen bare spørge dig. Det endte med, at vi tog i biografen og så filmen over bogen, hvor du havde fået trøjen fra, og det var også der, hvor ja. Kender du de irriterende folk, der sidder og kysser under filmen?”

Jeg kunne ikke lade være med at rødme en smule over hans spørgsmål, inden jeg dog forsigtigt nikkede. Han sendte mig dog et drillende smil.

     ”Det var så ikke os, for du var så opsat på at se filmen, at hvert eneste træk, jeg lavede, overså du. Men du var nu sød nok, og jeg fik mit godnatkys efter filmen.” Han sendte mig et smil, og da han nu fortalte mig det, kom mindet frem. Jeg kunne dog huske det på en helt anden måde, nemlig at jeg sad der i biografen og bare ventede på, at han ville prøve at gøre noget, men han havde bare været opslugt af filmen. Det var dog også en ret så god film.

Smilet var kommet frem på mine læber og det mere trykkende spørgsmål var igen blevet smidt lidt væk, da jeg ikke kunne have andet end mindet om denne første date i hovedet. Jeg blev helt ør bare ved at tænke på den, og specielt, da jeg nu sad i hans arme.

     ”Hvilke træk prøvede du så?” spurgte jeg forsigtigt og med et smil, selvom det ikke var det, der var meningen skulle have kommet ud. Men min mund havde alligevel besluttet sig for, at det andet var for akavet.

Uden egentlig at vise nogen tegn på det, lod han let sine hænder lægge sig i position, så han kunne trække mig op på hans skød, eller nok nærmere halvt, hvilket fik mig til at fnise.

     ”Prøvede du virkelig det der i biografen?” spurgte jeg lavt, og han rystede på hovedet med et smil og et glimt i øjet.

     ”Selvfølgelig ikke. Det turde jeg først at gøre mange dates efter”, sagde han med et smil, inden han let trak mit hoved mod sit.

Tanken om, hvor meget jeg egentlig havde mistet overvældede mig kort, inden jeg faldt ind mod ham og hans læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...