På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3035Visninger
AA

44. Kapitel 43. Erik

Jeg vågnede ved, at jeg kunne fornemme et sæt øjne, der stirrede på mig. Mine øjenlåg dirrede en anelse, inden jeg sukkede dybt og mærkede et sæt blide og velkendte fingre der let strøg igennem mit rødlige hår, for derefter at stramme grebet om en af de bagerste lokker, inden jeg åbnede øjnene søvnigt og blev mødt af de brunlige øjne, der tilhørte Annabell. Jeg lå med armene omkring hende, og gjorde derfor det mest naturlige, jeg trak hende tæt ind til mig og krammede hende i mine arme. Et lille fnis og grin undslap hendes læber, inden jeg gav hende et blidt kys mod hendes bløde læber, for derefter at trække mit hoved en anelse tilbage, så jeg kunne kigge ind i hendes øjne igen.

     ”Siden hvornår, er du begyndt at ligge og stirre på mig, mens jeg sover?” Spurgte jeg drillende, mens jeg blinkede kækt til hende, og nussede hendes lænd en anelse med mine maskuline fingre, mens jeg betragtede hende. Et smil prydede hendes læber, så de fik en perfekt bue over sig.

     ”Siden du så kær og fredfyldt ud, når du sov, også måske også fordi, at jeg fik lov til at ligge i dine arme igen,” det sidste kom en anelse hviskende, inden hun trak sig fra øjenkontakten, og jeg let måtte betragte hende, mens hendes kinder blussede op i en rødlig nuance, der fik hende til, at se ret så nutted ud.

     ”Pas hellere på, vi skulle nødigt blive ligesom Travis og Leonora,” kom det drillende og en anelse irrettesættende. Jeg havde bemærket, hvordan det gik hende på, at de var så klæbrige. Jeg havde nu heller aldrig set dem sådan her før, det var en noget anderledes måde, de var sammen på nu, end jeg nogensinde havde lagt mærke til før. De måtte have fundet ud af, at de ikke kunne undvære hinanden. I hvert fald, var jeg glad på deres vegne, selvom jeg stort ikke havde sagt et eneste ord til dem hele dagen i går. Men det virkede til, at der var kommet ro på hele kysse-seancen fra en af de foregående dage. Det var også på tide. Jeg brød mig ikke om tanken om det, men jeg måtte acceptere det. Det var jo ikke Annabell, der havde kysset Travis. Men Leonora og Travis, der havde haft gang i et eller andet – jeg havde endnu ikke fået svar på, hvorfor det var gået sådan, og efterhånden troede jeg ikke, at det ville komme til at ske.

     ”Sådan bliver vi aldrig, ikke mens der er andre til stede i hvert fald,” hun puttede sig ind til mig. Et smil lagde sig over mine læber, mens jeg betragtede hende let, og lod den ene hånd vandre op af hendes ryg og stryge nussende igennem hendes pagekorte hår, der var en anelse morgenrodet. Det sad lidt hulter til bulter, men køn var hun altid.

En rumlende lyd fik en let latter til, at forlade mine læber, mens jeg let placerede et kys imod hendes hår og mærkede, hvordan hun pillede ved min bluse. Soveposen var dejlig varm og tanken om, at komme ud af dens omsluttende varme, var ikke ligefrem noget, som jeg fandt lokkende på nogen måde.

     ”Der er vidst en, som er sulten,” kom det velfornøjet fra mig af, og nappede hende let i siden, så et lille hvin undslap hendes læber og hun strammede grebet om min bluse.

     ”Mhm..” Mumlede hun.

     ”Annabell, vi må hellere komme op – Vi skal have fundet noget morgenmad og komme i omdrejninger, så vi kan komme videre i dag,” Sagde jeg endeligt, selvom jeg ikke ligefrem, fandt det lokkende, at skulle vandre endnu engang. Men vi måtte snart finde ud af, hvad der skulle ske.

     ”Shh .. I dag er blevet aflyst, bare bliv og sov,” mumlede hun, hvorefter en latter faldt over mine læber, mens jeg rystede let på hovedet af hendes ord, inden jeg langsomt trak mine arme til sig, hvilket hun straks kom med en utilfredsgrynten over. Det stod åbenbart ikke i hendes smag.

     ”Så sov videre, jeg finder noget morgenmad,” Jeg skævede let til hende, inden jeg kravlede ud af soveposen, og ud i kulden, der slog mig noget kraftigt. Jeg fandt hurtigt min lune trøje frem og trak den over hovedet for, at kunne få varmen og trak bukserne på. Mit blik gled rundt på de andre – som alle syntes at sove, inden det faldt tilbage på Annabell, der med et irritabelt suk havde rejst sig op og selv var i fuld gang med at klæde sig på.

     ”Ville du ikke sove?” Spurgte jeg undrende, da hun ellers plejede, at blive liggende og sove videre, indtil morgenmaden var klar. Hun rystede let på hovedet, inden et gab omsluttede hende og forvrængede hendes ansigt i noget af et sjovt udtryk.

     ”Det er vidst ..” Hun gabte igen. ”Ved at være på tide, at du sover videre og en af os andre, tager os sammen og laver morgenmad. Det ender jo med, at du styrer det hele som om, at vi bor på et hotel,” hun daskede mig drillende over skulderen, inden hun sendte mig et af hendes blændende smil, så jeg let overgang mig og nikkede.

Hun lænede sig lidt frem, så hendes læber kort ramte mine i et flygtigt kys, inden hun fandt en kniv frem og en pose og forsvandt afsted for, at finde morgenmaden. Jeg stod lidt tilbage og vidste ikke helt, hvad jeg skulle foretage mig, mens jeg rodede let i mit hår. Mit blik faldt på Charlie, der havde sat sig op. Han så stadig noget bleg ud. Jeg havde virkelig dårlig samvittighed over, at have ladet ham teleportere os alle sammen i går. Vi burde ikke have ladet os overtale til det. Vi ved alle, at hvis vi bruger vores evner langt over den energi vi har i vores kroppe, så kan vi risikere, at dø af det. Jeg vælger, at bevæge mig hen til ham, og sætter mig let på hug ved siden af ham.

     ”Hey .. Hvordan har du det i dag?” Spørger jeg og skæver til ham. Han kigger op og gnider de sammenkrøllede hænder imod sine øjne, for at tvinge den sidste søvn ud, inden han trækker på skulderne.

     ”Bedre. Men ikke ligefrem på toppen endnu. Det kommer, det skal ud ikke tænke på,” han kom med et skævt smil, inden han lignede en, der snart ville komme med en smart bemærkning. Problemet var bare, at der ikke kom noget, derfor kiggede jeg undrende på ham.

     ”Sikker? Du burde ikke have gjort det. Du skulle have sagt nej, det var unødvendigt og vi havde gået halvdelen af dagen i forvejen. Vi må passe mere på med vores evner, det .. Det kan koste os livet Charlie,” mit blik hviler mod ham og han nikker forstående.

     ”Kan vi ikke bare glemme det?” Spurgte han med et skæv træk.

Jeg tøvede, jeg var ikke meget for, at svare ja til det. Alligevel ville det nok være det bedste, medmindre? Jeg tøvede, inden jeg sukkede tungt.

     ”Kun, hvis du lover, at du ikke gør det medmindre vi er i livsfare igen?” Mit blik lå fast på ham, og jeg afventede, hvordan han ville tage det. Det tog ham dog ikke mange sekunder, at gruble over det, inden han nikkede.

*

Jeg havde siddet og småsludret i et stykke tid med Charlie. Faktisk i lang tid. Selv Leonora og Travis var stået op og var forsvundet udenfor – godt klæbende til hinanden, mens de snakkede om at fylde vanddunkene op. Jeg rynkede i panden og skød tanken væk, de havde vidst glemt vanddunkene i deres fart, der var ingen tvivl om, at de skulle ud og hygge sig. Jeg vendte mig indvendigt ved tanken om det, men skød den hurtigt væk, da jeg ikke ville have de billeder ind i mit hoved.

     ”Er det bare mig, eller er det blevet helt anderledes med Travis og Leonora?” Spurgte jeg så endeligt, mens mit blik faldt hen på Charlie, der sad med et smørret smil, inden han trak på skulderne.

     ”Meget endda. Hun har aldrig ville kysse ham offentligt før, eller i hvert fald ikke siden, det der skete med Annabell.” Han tøvede, som om, at han ville sige noget mere, han lignede en der overvejede det. Jeg rynkede i panden og så afventende på ham, men han rystede bare på hovedet af det.

     ”..Er der noget som du ikke fortæller mig?” Spurgte jeg så endeligt. Jeg havde en dårlig fornemmelse af, at de gemte nogle ting for mig i ny og næ, og jeg var godt og grundig træt af det. Det irriterede mig grænseløst.

     ”Du ved godt, at Leonora er ret vild med dig, ikke?” Mit blik måtte sige alt, jeg var forarget. Inden jeg rystede kraftigt på hovedet af hans ord.

     ”Arh Charlie, mig og Nora er altså bare gode venner. Der er intet i det” Min stemme var overbærende, da jeg virkelig ikke kunne se, hvordan nogen kunne tolke det på andre måder. Nok var Leonora en utrolig smuk og attraktiv pige, men hun var ikke en, som jeg var forelsket i på nogen måde. Hun var en ven, som jeg aldrig havde set på anden måde. For mig var pigen – Annabell.

     ”Åben øjnene Erik” Lo Charlie muntert, inden hans blik skød forbi mig, da lyden af skridt kom bag mig.

     ”Hvad skulle de to turtelduer?” Kom det fra Annabell, der havde fyldt posen op med bær og andet godt fra naturen af. Jeg smilede let til hende, inden jeg så over imod Charlie, der sad med et sjofelt smil over sine læber.

     ”Sikkert det I har gjort hundrede vis af gange”

Farven blussede op i mine kinder og Annabell så om end det var muligt endnu mere forvirret ud. Hun stod i lang tid og lignede et stort spørgsmålstegn, inden det langsomt begyndte, at gå op for hende, hvad det var han havde sagt og hun så forskrækket over på mig.

     ”Har vi ..” Hun sank en klump. ”Siger du, at vi har? Har vi?”

Charlie brød ud i latter og pegede en finger imod hende, mens han væltede rundt på jorden. Jeg gav ham et bestemt blik, inden jeg kastede mig over ham og nappede ham i siden, så han hvinede op og et lille nervøst grin forlod Annabell, inden jeg satte mig tilbage og så på hende.

     ”Øhm .. Ja ..” Jeg kløede mig let i nakken. ”Et par gange, før du .. Ja” Jeg tøvede, og daskede Charlie over skulderen, da han vred sig af grin. Annabell åbnede munden for at sige noget, men fik så et forarget blik i øjnene og noget skræmt – sammen med os andre, da lyden af nogle ret heftige støn og ”åh ja” og navne blev slynget ud i luften, mens jeg rynkede i panden. De kunne da godt have gået længere væk, så vi ikke skulle høre på deres elskov.

     ”Lad os nu lige glemme det og få noget morgenmad,” bed jeg dem begge af, da det her ellers ville gå hen og blive noget af en akavet samtale – specielt med de lyde, som der kom udefra. Det var nok ikke det bedste, at sætte i gang her fra morgenstunden af. De nikkede, men jeg kunne se, at Annabell sad og forsøgte at forstå det hele og sætte det på plads. Det måtte være noget af en morgeninformation.

Vi sad og guffede morgenmaden i os, inden de to turtelduer, kom gående klæbende ind. Tøjet sad forkert, og der lå blade i deres hår.

     ”Det var hurtigt, næste gang så prøv at dæmp jer lidt” Sukkede Charlie, inden et slesk smil gled over hans læber, og jeg rynkede i panden, mens munden var fyldt med bær. ”Åh ja! Lige der Travis, åh ja!” Gentog Charlie i sit forsøg på at efterligne Leonoras stemme, hvorefter jeg var ved, at blive kvalt i bærerne. Selv Annabell grinte højlydt af det, inden jeg så op og mødte Travis meget røde og generte ansigt, mens han forsøgte at skjule sig en smule bag brillerne. Han rømmede sig let.

     ”Åh hold kæft, Charlie!” Vrissede Leonora muggent.

*

     ”Erik, jeg har tænkt over noget. Det virker bare håbløst, alt det her, du ved? Det er bare .. Vi har intet mål, og jeg føler lidt, at jeg bare lyver overfor jer, for jeg ved ikke, hvordan vi skal komme videre. Min plan var jo, at tage på et vandrehjem – Også fik jeg rodet dig ind i alt det her. Det er ikke fair. Jeg .. jeg..” Annabell tøvede, hun havde åbenbart ikke haft godt af, at bevæge sig rundt alene med tankerne alene. Selvom tanken om, at vi manglede et mål, ofte havde ramt mig. ”Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre? Eller hvad jeg skal gøre? Det virker lidt for .. Uoverskueligt og svært” Sukkede hun endeligt.

I lidt tid, var jeg stille. Jeg sagde ikke et ord. Jeg søgte det blik, som hun afskar mig fra, hun nægtede at kigge på mig. Det var den her side, som var fremmed for mig, hos hende. Den usikre og opgivende del – Den del, som den gamle Annabell aldrig havde haft eller i hvert fald, aldrig havde vist. Jeg måtte styrke hende på en eller anden måde.

     ”Nu er du her, der er ingen som siger, at det skal være let. Du er her fordi, du gjorde hvad du var nød til at gøre.” Min stemme var fast. Havde hun ikke gjort det, så havde hun været genstartet igen. Nok havde alting set anderledes ud, Tori ville have været i live igen – Jeg ville have været synderknust. Jeg skævede ved tanken om det. Vi ville være tilbage i skolen og haft alle de almindelige hverdagsproblemer. Hvorfor havde de også lavet den fejl, at smide hende ind på min skole? Ingen af os forsøg gik jo på samme skole.

     ”Hvorfor bekymre du dig? Hvorfor tog du med?” Ordne fløj ud af munden på hende.

     ”Jeg ved det ikke? Jeg .. Jeg kan lide dig” Mit blik hvilede mod hende, mens jeg let tog fat i hendes hænder og løftede let hendes hånd op, mens jeg flettede mine fingre ind imellem hendes. Jeg knækkede let i nakken, inden jeg lænede mig frem og lod læberne ganske kort ramme hendes håndryg på en flydende måde. Jeg slap let hendes hånd og kiggede op på hende. Hendes blik, hvilede meget imod sin hånd, mens hun lignede en, der virkelig overvejede, hvad jeg havde gjort. Hun trådte et skridt frem, mens smilet nåede op til hendes øjne, inden hun placerede sine arme i nakken på mig, og let løftede sig op på sine tåspidser og hendes ansigt nærmede sig mit, mens jeg lænede mig frem imod hende.

     ”Jeg kan også lide dig,” hviskede hun lavt, mens hun rødmede og kiggede genert væk, inden hun ramte mine læber, da hun endelig kiggede op igen. Mine hænder gled omkring hendes talje, og trak hende ind til mig, mens jeg holdt hende tæt.

     ”Iw .. Skal I virkelig alle sammen kysse?” Kom det klynkende fra Charlie, der måtte føle sig en anelse alene lige nu, jeg kunne ikke lade være med at slippe Annabells læber i et grin.

     ”Du kan da godt få et kys af mig,” blinkede jeg drillende og lusket til Charlie, inden hans ansigt fortrak sig til noget, der mindede om afsky, han viftede ihærdigt med sine hænder i luften.

     ”Nej nej nej!” Udbrød han forarget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...