På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3093Visninger
AA

43. Kapitel 42. Annabell

Jeg vidste ikke, om alt var godt igen. Det hele var stadig trykket efter episoden med Leonora, men alligevel kunne jeg mærke, hvordan jeg havde det noget bedre, selvom der stadig var en knude i min mave over det, der var sket. Og specielt fordi Leonora nu var tilbage igen.

Hun havde virket helt anderledes efter hendes lille forsvinden, og jeg kunne ikke bestemme mig for, om det var godt eller dårligt. Hun havde ikke forklaret sig over for nogen, og havde tværtimod været utrolig sødladen og klæbende omkring Travis. Det tog ikke mere end den samtale, inden de allerede igen var ved at suge tungerne ud af hinanden, hvilket tydede på, at de var kommet sammen igen. Jeg begyndte at tvivle på, hvad jeg ellers havde troet hendes mening med sit lille nummer var.

Vi var igen vandret videre, da tingene var faldet til ro, og jeg begyndte at føle mig uhyggeligt tilpas ved at blive på samme sted. Vi havde opholdt os under piletræet ved søen i alt for lang tid, og specielt, da jeg ikke vidste, hvor vi helt præcist befandt os i forhold til Jakes gruppe. Charlie havde dog lovet mig, at vi var langt nok, men det var stadig ikke specielt betryggende.

     ”Kan vi ikke snart have en pause?”

Leonoras stemme skar igennem, da vi var på vej over et højdedrag, hvor der var tyndt imellem træerne, og jeg kunne ikke lade være med at sende hende et olmt blik, mens jeg kort strammede mit greb om Eriks hånd, da jeg absolut ikke brød mig om, at hun stadig var her. Det kunne umuligt være godt på nogen måde.

Erik kiggede kort ned på mig, og han kunne sikkert ane mit noget sammenbidte blik, for han gav min hånd et klem, inden han vendte blikket mod Leonora, som allerede nu var i gang med at flirte med Travis. Hun lænede sig helt ind til ham, og lod langsomt sin hånd glide op til hans kæbe for at dreje hans hoved mod hende. Han var helt væk i hende, og stoppede op den tøven.

     ”Vi må altså komme lidt længere væk, inden vi holder hvil”, påpegede Erik, og jeg kunne ikke lade være med at nikke lettet.

     ”Men hvorfor kan Charlie ikke bare telepotere os væk?” spurgte hun, men hun holdt blikket mod Travis, som var helt fanget i hendes blik. Da de ikke gik mere endte det med, at alle vi andre også blev nødt til at stoppe. Jeg drejede lidt blikket mod Charlie, der kløede sig i håret, som om han ikke helt kunne bestemme det. Han ville nok ikke skabe flere stridigheder.

     ”Det… Hvad siger du Charlie? Tager det for mange kræfter?”

Erik vendte blikket mod ham, og Charlie så ikke specielt tilfreds ud med at få vendt al opmærksomheden mod sig. Han kiggede skiftevis fra Leonora til mig, inden han trak på skuldrene.

     ”Det ved jeg ikke? Ville det være det bedste?” spurgte han forsigtigt, da han ikke så ud til at kunne bestemme sig. Selvom han ikke havde været direkte indblandet i alt det her, så var han også tydeligt påvirket, da han sikkert ikke vidste, hvilken side, han skulle befinde sig på. For jeg var helt sikker på, at der var sider.

Leonora lod sin finger glide over Travis kæbe, mens hun lænede sig tættere på ham, hvilket fik ham til at lægge armen om hende og trække hende ind til sig. De stirrede hinanden dybt i øjnene, inden Leonora kort skævede til os.

     ”Selvfølgelig ville det det!” kvidrede hun, inden hendes ansigt igen blev drejet væk fra os og vendt mod Travis. Det tog ikke mere end to sekunder, inden de igen var ved at suge hinandens ansigter ud, og jeg vendte blikket væk.

Erik gav min hånd et klem, mens han skævede til mig, inden han blikket mod Charlie, der, en smule rød i hovedet, havde vendt blikket den helt anden vej end mod det kyssende kærestepar, der så ud til at havde glemt alt om stedfornemmelsen.

     ”Er du sikker på, at du vil kunne holde til det? Sidste gang måtte du ligge ned flere timer for bare at kunne stå?” Erik kiggede en anelse bekymret på ham, og jeg prøvede så godt som muligt at ignorere de slubrende lyde bagfra.

Charlie vendte blikket mod os med et let smil og nikkede derefter.

     ”Jeg dør jo ikke af det. Og ja, I, eller nok nærmere de, vil have godt af, at få lidt ’alenetid’” sagde han og et drillende smil kom frem på hans læber, hvilket ikke gjorde mig det mindste. Så begyndte noget da at ligne sig selv.

Erik kunne ikke lade være med at klukke lavt af den lille dreng, der ikke var så lille igen, og han trådte hen for at klappe ham let på skulderen. Charlie smilede let til ham, inden han kørte en hånd gennem håret og skævede til siden, hvorefter hans ansigt igen blev helt rødt. Jeg vendte blikket mod Leonora og Travis og det så nu ud til, at hun var i gang med at prøve at bestige ham. Hun havde i hvert fald svunget det ene ben omkring hans hofte, og jeg vendte hurtigt blikket fra scenariet igen.

     ”Hey!” råbte Erik, og det fik Leonoras ben til at forlade den klæbende stilling omkring Travis, men de fortsatte kysset et lille stykke tid, inden de brød det og stirrede dybt på hinanden.

     ”Jaer?” spurgte Travis grødet, mens han lod sin hånd glide igennem Leonoras hår, der for en gangs skyld sad løst om hendes perfekte ansigt. De stod stadig helt tæt, og virkede ikke helt til at indse, at det rent faktisk var dem, der blev snakket til.

     ”Hvis Charlie skal teleporte nu, så skal I tage jer sammen!” kommenterede Erik, men der var alligevel et lille smil på hans læber, selvom han sørgede for at være sikker på kun at kigge, når det ikke var alt for omklamrende.

     ”Jaer?” spurgte Travis igen, som om han ikke havde opfanget det, og han fortsatte bare med at køre hånden langsomt igennem Leonoras blonde hår. Pludselig så han dog til at komme til bevidsthed og han blinkede forvirret med øjnene, inden han løftede blikket mod os. Han fjernede hånden fra hendes hår og skubbede brillerne på plads.

Leonora gjorde dog ikke noget for at bryde op, og blev bare stående og stirrede på ham med et hengivent blik, som jeg virkelig ikke kunne greje. Hvad skete der for, at hun pludselig viste enorm interesse i Travis? For ikke mere en 24 timer siden havde hun råbt af ham og kaldt ham den dårligste kæreste i verden, hvad kunne begrunde denne forandring?

Travis sendte hende et varmt smil, inden han fjernede hånden om hendes ryg og tog fat i hendes hånd i stedet.

     ”Vi er klar”, sagde han og rømmede sig lidt, da hans stemme stadig ikke virkede helt optimalt. Leonora fjernede dog ikke blikket fra ham og blev ved med at have sin hånd på hans brystkasse, hvor hun fingrede let ved trøjen.

Vi stillede os hen til dem, og jeg tog Charlie i hånden, da jeg nægtede at røre ved hverken Leonora eller Travis, da Travis også havde været en lille del af det, der havde fået det hele til at ramle for mig. Det gik dog heldigvis op, og Erik kom også til at have fat i Travis, så der kom ikke de store problemer der, inden Charlie talte ned, og satte sin evne i brug.

Vi endte med at stå i udkanten af skoven. Rent faktisk lige på kanten af skoven. Træerne blev stoppet lige foran os af en skrænt, der gik lige ned, og bredte ud for en grøn græsmark, der let svingede i vinden.

Charlie knækkede med det samme sammen, og jeg slap Eriks hånd, for at gribe fat i ham, da Leonora allerede havde sluppet ham for at kunne lægge hånden mod Travis endnu en gang. Og selvom Charlie var to år yngre end jeg, så var han ikke helt let.

Erik kom dog heldigvis hen og greb fat i hans anden side, inden vi fik slæbt ham hen under et af de større træer. Charlie sendte os et kort smil, inden han lukkede øjnene helt i, og så ud til at gå ud.

     ”Skete det også sidst?” spurgte jeg lavt og fandt min sovepose frem, så jeg kunne ligge den under hans hoved som en hovedpude. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt af det og kort stryge ham over håret, inden jeg vendte blikket mod Erik. Et kort øjeblik så han stram ud i ansigtet, men da jeg rejste mig og lagde armene om ham, blødte hans udtryk med det samme op.

     ”Ja. Det tager en del kræfter fra ham. Og denne gang er det vidst ret så langt”, sagde han med et smil, og lagde sine arme om mig, inden han hvilede sit hoved mod mit, og jeg bare nød stilheden. Inden den blev afbrudt af en kyssende lyd bag od, og jeg sukkede tungt. Erik klukkede lavt af mig, inden han gav mig et klem, for derefter at fjerne armene om mig og vende sig om. Jeg ville helst ikke se scenariet, så jeg satte mig ned på knæ ved siden af Charlie, og fandt en anden sovepose frem, som jeg lynede op og lagde om ham.

Jeg kunne høre, hvordan Erik bedte dem om at give os andre lidt plads, og Leonora fniste bare utrolig piget, inden jeg dog kunne høre, hvordan de forsvandt lidt væk, så man ikke helt kunne høre dem længere, hvilket jeg var utrolig lettet over.

     ”Hvis jeg besvimede, ville du så også tage dig sådan af mig?” spurgte Erik lavt, da han satte sig ned ved siden af mig, og lagde armen let om mig. Jeg lænede mit hoved imod ham med et let smil, og snoede min arm omkring ham.

     ”Det er ikke til at vide?” svarede jeg drillende og kiggede op på ham, da han kort så ud til at blive en smule stødt over det. Det var tydeligt, at alt ikke var, som det havde været. Desværre. Da han så mit drillende smil smilede han dog tilbage til mig, og lænede sig ned for at give mig et ømt og behageligt kys. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig meget bedre tilpas, da det blev brudt og vi bare sad afslappede og let betragtede den sovende Charlie.

*

Selv til aftensmaden senere, kunne Leonora ikke holde fingrene fra Travis. Under hele måltidet, som Erik havde besluttet skulle deles sammen, sad hun og fingrede ved enten hans trøje eller hans hår, og det var tydeligt, at de havde været i skovbunden begge to, da resterne af mugne blade sad i deres hår og næsten overalt på deres tøj. Jeg prøvede dog for alt i verden at holde tanken væk, og specielt, da jeg sad og nød det stykke dådyr, som Erik havde nedlagt tideligere, og jeg havde stegt med min evne, inden mørket begyndte at falde på.

Charlie sad også halvt op med et let smil, mens han tykkede sig igennem det en smule harske kød, men alligevel så det ud til, at det var noget af det bedste, han havde fået længe. Han så i hvert fald godt tilfreds ud, selvom det var tydeligt, at han stadig var afkræftet. Jeg fortrød allerede, at vi havde ladt ham teleportere os. Det havde tydeligvis ikke været godt for ham. Og det gav mig også en endnu bedre grund til at hade Leonora.

Efter maden faldt Charlie med det samme i søvn, og da han brugte min sovepose som hovedpude, endte det med, at jeg forsigtigt kravlede ind i Eriks ved siden af ham. Travis og Leonora blev ved med at ligge og kysse, enkelte hvin kom fra Leonora, mens nogle dybe brum forlod Travis. Og jeg var ved at få kvalme, hvilket Erik nok også kunne mærke, for han strøg mig let over ryggen, og placerede den anden hånd over mit øre for bare at afskærme en smule for lyden.

Jeg ved ikke, hvor længe det tog, inden de endelig holdt op og rent faktisk faldt i søvn. Jeg kunne dog ikke mærke søvnen trænge på på nogen måde, i stedet kunne jeg mærke en lille længsel i mig, og forsigtigt drejede jeg blikket op mod Erik, og kunne se, at han stadig lå og betragtede mig let. Jeg sendte ham et smil og tog min hånd op for at stryge ham over kinden.

     ”Kom. Der er noget, jeg skal vise dig”, hviskede jeg og kyssede ham let på kæben, inden jeg lynede soveposen op, så vi kunne komme ud af den. Kulden, der havde lagt sig over stedet generede mig ikke, men jeg kunne se, hvordan han kort rystede, da han kom ud af soveposen. Alligevel trak jeg ham let med hele vejen hen til skrænten, som vi havde flyttet os lidt fra.

Stjernehimlen var tydeligere end nogensinde før, og månen lyste marken under os op i et sølvskær, så det vejene græs næsten lignede et hav af sølv.

     ”Hvad så? Vil du filosofere over stjernerne igen?” spurgte han lavt, da jeg stoppe op og stirrede ud over det fantastisk smukke scenarie både under og over os, inden jeg rev blikket til mig og vendte det mod ham, da jeg ligeså vendte fronten helt mod ham.

     ”Det vil du kunne lide?” kom det drillende fra mig, og jeg blinkede kort til ham, inden mit blik blev en anelse alvorligt, og jeg slap hans hånd for at placere begge mine hænder på hans skuldre. Uden tøven lagde han hænderne om min talje, og jeg kunne ikke lade være med at sende ham et smil, inden jeg trådte helt ind til ham.

     ”Nej, det er ikke det, jeg vil vise dig”, kom det derefter lavt fra mig og et øjeblik gled mit blik fra ham, og jeg bed mig let i læben, mens jeg overvejede mine ord.

Han begyndte let at stryge mig over siden, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da hans hånd gled under min hage og skubbede den op, så jeg blev fanget i hans øjne, og glemte alle mine overvejelser.

     ”Hvis det ikke er stjernerne, hvad så?” spurgte han lavt og lod let sine fingre følge min kæbe om til mit øre, hvilket fik det til at krible hele vejen igennem mig og kort mistede jeg fokus.

Jeg lod mit blik ligge i hans, inden jeg stillede mig op på tæer, så jeg let kunne placere et kys mod hans ene kind, for derefter at falde tilbage på fodballerne.

     ”Jeg… Du skal bare vide, at… jeg ville aldrig gøre sådan noget. Og… jeg… holder virkelig meget af dig.”

Det sidste hviskede jeg lavt og holdt blikket imod ham, mens jeg prøvede at finde ud af hans reaktion i hans blik. Han viste dog ikke noget og så bare ud til at overveje en hel masse ting, inden han lænede sig lidt ned mod mig.

     ”Os to for evigt ikke?” spurgte han lavt, og inden jeg nåede at svare kunne jeg mærke hans behagelige læber mod mine. Jeg lod mine hænder glide om hans nakke, inden jeg bare lod mig falde ind i nydelsen og trygheden, der kom ved hans læber og hænder imod mig.

Alt skulle nok gå, så længe han var her.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...