På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3044Visninger
AA

42. Kapitel 41. Erik

Leonora var stukket af fra vores gemmested. Tanken om flugten var forsvundet, jeg overvejede slet ikke, at vi stadig var i fare. Der var kaos i lejren, og intet gav mening for nogen af os. Alle var nedtrygte. Annabell sad i et hjørne, ganske sammenkrøllet. Travis sad i et andet og græd, mens Charlie forsøgte at muntre ham op. Jeg selv, havde gået hvileløst rundt nede ved søen, og blot stirret ud i luften det meste af dagen. I hvert fald de sidste mange timer. Men nu, var jeg gået tilbage til piletræet, hvor vi holdt os gemt. Jeg kiggede let rundt, inden jeg bevægede mig hen til min taske og sovepose, jeg satte mig ned på hug, og kiggede lidt efter min kniv, inden jeg fandt den. Nok havde jeg en anden på mig, men jeg behøvede den anden til, at skaffe mad. Man kunne jo ikke bruge den samme til mad og krig. Det ville være uhygiejnisk.

Jeg bevægede mig ud af piletræets skjul. Tog en dyb indånding, inden jeg kiggede mig omkring. Blikket faldt hurtigt på det træ, hvor de store og modne æbler hang så fine og røde. Et skævt smil gled over mine læber. Det var nødvendigt, at aflede mine tanker. Jeg havde grublet hele dagen over, de informationer jeg havde fået.

Annabell havde ikke kysset Travis. Travis havde ikke været Leonora utro. Leonora havde brugt sin evne, så hun kunne forgive at være Annabell. Men hvorfor? Jeg kunne stadig ikke forstå det. Hvorfor skulle hun overhovedet gøre det? Jeg kunne virkelig ikke se nogen grund. Ikke udover, at hun hadede Annabell. Men ville hun gå så vidt? At tage mig med ned i faldet for at få hende udstødt? Det tvivlede jeg allgievel på. Det var derfor jeg følte, at mit hoved var ved at eksplodere lige nu. Jeg sukkede tungt.

Mit blik gled op af træet, inden jeg tog en dyb indånding og satte foden mod en af ujævnhederne og begyndte, at klatre op i træet, indtil jeg nåede langt nok op til, at jeg kunne få plukket æblerne. Nogle af dem sad ret godt fast, mens andre var lette at få ned. De ramte alle sammen jorden, inden jeg kravlede ned og satte mig på hug ved en sten og fyldte æblerne i en pose. Da posen var fyldt op, bevægede jeg mig ned til søen, hvor jeg satte mig ned på en sten, og begyndte, at vaske æblerne rene i vandet.

     ”Har du tænkt dig, at ignorere mig hele dagen?” Stemmen var en anelse grødet, men jeg vidste med det samme, at det var Annabell der havde sat sig ved siden af mig, da jeg fornemmede hendes skikkelse skygge en anelse for den lettere nedsunkne senaftens sol. Jeg bed mig i læben.

     ”Nej .. Jeg er bare .. Jeg er forvirret” Mumlede jeg med et tungt suk.

Hun lagde en hånd på min skulder, mens jeg forsøgte, at fokusere på æblerne, som jeg var i gang med at gøre rent. Det var en trist stemning, som lagde sig over hele forsamlingen. Leonora havde jeg ikke set skyggen af, og hun var den eneste der kunne give mig svar på, hvorfor hun havde gjort, som hun havde gjort. Jeg kunne slet ikke få det til, at give nogen form for mening i mit hoved.

     ”Jeg forstår dig godt .. Jeg .. Du skal bare vide, at jeg aldrig ville gøre sådan noget. Aldrig nogensinde, ikke imod nogen – og slet ikke imod dig” Jeg hørte hendes ord, og langsomt løsrev jeg mig fra æblet, som jeg havde skrubbet noget så grundigt i vandet, inden jeg kiggede op på hende og mødte hendes tårevædede øjne. Vi havde vel alle sammen et lettere rødligt skær over vores øjne efterhånden. Men det var nu forståeligt nok. Jeg nikkede svagt til hendes ord.

     ”Det ved jeg .. men .. Det gør stadig ondt,” Jeg tøvede. ”At se din skikkelse, din krop. Det var så virkelig, det var ..” Jeg rystede opgivende på hovedet, mens jeg forsøgte, at holde fast på min egen stemme, så den ikke ville knække over. Jeg kunne ikke tage mig svag ud, det måtte jeg ikke. Jeg var knækket under i går, og havde forsøgt at holde en hård og kold facade op i dag, men den var på nippet til at briste.

Annabell tøvede. Alligevel valgte hun at tie. I lang tid, sad jeg blot og stirrede ind i hendes øjne, det samme gjorde hun. Hun var ellers en, der altid havde ord klar, men lige nu, virkede det til, at hun var tom for muligheder. Jeg bed mig svagt i underlæben, mens jeg afventede. Nej det gjorde jeg ikke.

     ”Jeg forstår det ikke .. Hvorfor skulle hun gøre det? Det giver ingen mening overhovedet,” mumlede jeg en anelse omtumlet. Da jeg virkelig ikke kunne se det. Inden jeg rystede på hovedet, da Annabell åbnede munden for at sige noget.

     ”Nej, jeg vil ikke vide det. Hvis jeg skal have et svar, må jeg spørge hende” Sagde jeg og hun bed straks kæberne sammen og så noget anspændt ud. Inden hendes blik skød ned og hun langsomt fjernede sine hænder fra mig. Det føltes tomt, da hendes hånd forlod min skulder.

     ”Du .. Du vil altså stadig snakke med hende?” Hun tav.

Ordene gled ind. Ville jeg tale med hende? Nej. Blev jeg nød til det? Ja!. Sådan var det. Jeg blev nød til, at få et svar. Det var jo heller ikke fordi, at jeg aldrig ville have talt med Annabell, hvis hun havde .. Ja, jeg ville bare aldrig have kunnet set hende i samme lys igen. Jeg bed mig svagt i underlæben. Billederne af hendes læber mod Travis’ og hvordan Jake rørte ved hende, de florerede i mit sind og begyndte at prikke til mig. Det stak i min krop af den purre jalousi, som jeg åbenbart måtte lide af, når jeg så det for øjnene af mig. Frygten for, at nogen skulle tage hende fra mig. Igen.

     ”Jeg bliver nød til at høre hendes forklaring, jeg har brug for det, Annabell” Hviskede jeg lavt og en anelse mumlende, mens jeg langsomt lagde æblet tilbage i posen og tog et nyt et op fra jorden af og begyndte at vaske det rent. Hendes fingre og fine hånd gled ned og tog fat i min. Mit blik løftede sig langsomt op til hendes og jeg mødte hendes blik.

     ”Det kan du ikke mene” Kom det sørgmodigt fra hende af.

Jeg vred mit blik væk og langsomt tøvede jeg, inden jeg løftede det igen med et suk. Mit blik mødtes med hendes.

     ”Jeg bliver nød til, at høre sandheden – fra hende af. Det skylder hun mig.”

Hun slap grebet om min hånd, og jeg sank æblet ned i vandet, inden jeg begyndte febrilsk, at skrubbe det. I et forsøg på, at vaske alt rent. Tavlen. Problemet var bare, at æblet kunne blive rent, mine tanker og minder kunne ikke. En tanke slog mig, som jeg ofte havde tænkt, de første dage efter hendes genstartning. Jeg ville have ønsket, at det var mig der blev genstartet og ikke hende. Ikke at jeg ville miste hende, men hun ville have vidst, hvordan det hele skulle gøres, hun kunne have overholdt Klinikkens regler. Ikke mig. Hun var altid den bedste og den der gjorde alting rigtigt. I hvert fald, når de fulgte med.

     ”Bare lov mig, at du aldrig tvivler på mig igen,” Hendes blik var fastlåst imod mit, men mit eget veg væk, jeg vidste ikke, hvorfor. Jeg tøvede. Inden jeg nikkede sammenbidt.

     ”Hvis du lover mig, at du aldrig gør sådan noget imod mig, nogensinde. En ting var at miste dig mod din vilje – noget andet er, hvis det sker og du selv vælger det. Jeg ..” Jeg rystede på hovedet og endte med at puste tungt ud af den luft, som jeg kort havde holdt inde i min ordstrøm. Jeg lod blikket falde ned i vandet igen. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre.

     ”Det lover jeg dig. Jeg vil ikke miste dig, aldrig nogensinde” Hviskede hun, jeg kunne mærke hendes ånde, da hun lænede sig tæt ind imod mig. Jeg vidste ikke helt, hvad hun ville, men mit blik flyttede sig ikke fra vandet. Inden jeg hørte et trist suk fra hende, og derefter mærkede hendes bløde læber der ramte kanten af min kæbe, inden hun trak sig let tilbage.

     ”Jeg gjorde ikke noget forkert. Der er ingen grund til, at du tvivler på mig, uanset hvad,” kom det bedrøvet fra hende af, inden jeg forsigtig drejede mit hoved imod hende og så ind i de sørgmodige øjne.

     ”Det ved jeg, Annabell. Men .. Du så ikke det, som jeg så. Jeg har brug for lidt tid til, at få det fjernet. Til at kunne se igennem fingre med det. Det var så levende” Jeg lagde æblet ned i posen, og drejede min krop let hen imod hende, inden jeg trak hende ind i min favn, og hvilede min hage imod hendes hoved.

Jeg kunne mærke, hvordan hendes og mit hjerte hamrede rytmisk imod huden, mens vi sad og holdt om hinanden, det havde nemlig ikke taget lang tid, inden hun havde løftet sinde hænder op og gengældt krammet.

*

     ”Jeg skulle bare lige sikre mig, du var okay, selvfølgelig”. Jeg trippede lidt på stedet og lagde hænderne i lommerne. Det var meningen, at det skulle få mig til, at se mere afslappet ud, men jeg var ret sikker på, at det gav det præcist modsatte udfald denne gang. ”-Ovenpå .. Ja, alt det tidligere i dag,” mumlede jeg lavmælt, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tage det hele. Hele dagen havde sat et virvar af tanker i gang. Men hun havde trods alt slået op med sin kæreste og det var ikke noget, som jeg overhovedet havde regnet med. Jeg havde set Travis reaktion på det.

     ”Travis han..”

Hun rystede straks på hovedet, inden hun rejste sig op, og lagde den ene arm omkring mig, inden hun lænede sig ind imod mig. Jeg havde det ikke specielt godt med, at hun havde det dårligt alligevel var jeg rasende på hende.

     ”Hvorfor gjorde du det? Hvorfor skiftede du til Annabells skikkelse, da du kyssede med Travis? Du hader Annabell, hvorfor skulle du gøre det?” Spurgte jeg direkte. Jeg prøvede dog stadig, at holde mig neutral, men min stemme var en anelse monoton. Jeg havde det ikke godt med at snakke med hende.

     ”ERIK!” Annabells stemme skar hysterisk igennem luften, og hun stod med et vildt og fuldstændig tosset udtryk. Jeg snak en klump. Jeg vidste, at jeg ikke burde snakke med Leonora lige nu, men jeg blev nød til at kende svaret. Jeg blev nød til, at få svaret på, hvorfor hun kunne finde på at gøre det her imod mig. Før jeg vidste det, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

     ”Det ved du godt!” Leonoras stemme var lav, men hun så på mig, jeg tog hendes hænder væk fra mig, og trak mig et skridt tilbage, for derefter at kigge direkte ind i hendes øjne. Stirre vel at mærke.

     ”Jeg vil høre dig sige det, indrømme det” Mit blik var fast, mens jeg bemærkede, hvordan Annabell nærmede sig, og stoppede op ved siden af mig. Hendes hånd fandt hurtigt frem til min, sikkert en måde, at sikre sig, at Leonora fangede hentydningen. At hun ikke kom imellem os igen. Annabell strammer sit greb om min hånd, men hun holder sig stille.

     ”Det-”

     ”Nora .. Må jeg lige snakke med dig?” Travis var dukket op ud af den blå, og skubbede let brillerne længere op på sin næse, mens han stod og trippede. Han var usikker og lignede noget der var løgn. Hans øjne var helt røde og kinderne havde en glasseret farve og syntes, at være en anelse hævet.

Leonora greb straks chancen, og nikkede, inden hun gik afsted med Travis. Jeg sukkede tungt, og stod og stirrede lidt efter hende, inden jeg ramte Annabells øjne, der var ved at gå helt amok.

     ”Hvorfor snakkede du med hende? Kan du ikke se, at hun bare vil gøre det igen! Hun vil altid forsøge, at komme imellem os, afskrive mig! Det ..” Hendes stemme var febrilsk og vejrtrækningen var hivende, mens hun strammede grebet om min hånd yderligere. Jeg skar en grimasse og hev hende ind til mig, inden jeg let lod hånden glide op af hendes arm og fingrene let finde vej ind under hendes hage, for derefter at have løftet hendes ansigt længere op. Jeg mødte hendes blik, og kiggede ind i de glasserede øjne.

     ”Annabell .. Dig og mig for altid, husker du nok?” Hviskede jeg lavt, inden jeg for første gang, gjorde det, som jeg for blot et halv døgn siden, aldrig havde troet, at jeg ville gøre ingen. Jeg lænede mig frem, og ramte hendes læber ganske ømt og blødt, mens jeg mærkede, hvordan hun begyndte at slappe af igen, og hendes læber ligeledes gengældte mine i et blidt og ømt kys.

Lidt væk kunne vi høre samtalen mellem Leonora og Travis. Charlie var gået i seng, da han ikke ønskede at blande sig i alle de ting der skete. Han havde forsøgt at opmuntre Travis, efter at Leonora var stukket af ind i skoven og havde været væk det meste af dagen.

Alt skulle nok blive godt igen. Det håbede jeg virkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...