På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3095Visninger
AA

41. Kapitel 40. Annabell

Jeg forstod intet af det Erik sagde og stirrede forvirret på ham, mens jeg kunne mærke, hvordan knuden, som han ellers lige havde fået til at forsvinde, kom frem igen.

     ”Hva.. Hvad mener du? Hvorfor fanden skulle jeg kysse Charlie?” spurgte jeg, og jeg prøvede endnu en gang at tage fat i ham, men han trak ret så hurtigt armen til sig igen, mens han kiggede ned på mig med en blanding af sorg og vrede, en blanding, som jeg overhovedet ikke forstod.

     ”Ikke Charlie! Travis! Jeg så jer, inde i skoven!” nærmest hvæsede han, og jeg kunne mærke, hvordan det føltes som om noget blev revet ud inde i mig ved hans stemme. Jeg brød mig ikke om at høre ham tale sådan. Tale sådan til mig.

     ”Jeg forstår ikke, hvad du mener? Jeg har sgu da ikke kysset med Travis, hvorfor skulle jeg det Erik?” spurgte jeg med skælvende stemme og kiggede forvirret på ham. Jeg forstod ikke noget som helst længere. Her havde jeg siddet og ventet på ham det sidste lange stykke tid, og det her var takken? Hvad havde han troet, at jeg havde gjort i mellemtiden? Bare tanken om at kysse Travis var klam.

Han fnøs af mig, noget, jeg aldrig nogensinde havde troet skulle komme fra ham.

     ”Jeg så jer. I kunne næsten ikke prøve at suge hinandens tunger mere ud”, sagde han spidst og stirrede på mig, med en form for væmmelse i blikket. Det var et blik, jeg aldrig nogensinde havde regnet med skulle komme fra ham mod mig. Og det gjorde bare endnu mere ondt indeni.

     ”Vent, hvad?! Hvorfor fanden skulle jeg indvillige mig til det, det er jo dig… dig, jeg holder af?” Min stemme faldt til en hvisken ved det sidste, og jeg kunne mærke, hvordan tårerne begyndte at presse sig på. Jeg følte mig stadig noget svag, men varmen var kommet tilbage i mig, selvom det ikke hjalp så meget lige nu.

Et kort øjeblik så han ud til at slippe for vreden ved mine ord, inden jeg kunne se skuffelsen komme frem i hans øjne igen.

     ”Det skulle du have tænkt på, inden du kyssede med Travis”, var hans sidste kommentar, inden han vendte ryggen til mig og gik mod piletræet. Jeg kunne ikke gøre andet end at stå lamslået tilbage og stirre efter ham, mens jeg mærkede, hvordan sorgen begyndte at skyde igennem mig nu. Et hysterisk hulk undslap mig over det hele, og jeg faldt ned på knæ, inden jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at græde noget hysterisk.

Hvordan kunne han tro det om mig? Hvorfor skulle jeg overhovedet have gjort sådan noget imod ham? Han lovede mig, at han ikke ville forlade mig, at han aldrig ville miste mig igen, og hvad gik det her så ud på? Jeg forstod det virkelig ikke, men jeg kunne mærke, hvordan det stak og rev i mit bryst ved tanken om hans udtryk, da han så på mig. Væmmelse blandet i sorgen og vreden. Hvad havde jeg gjort?

*

Jeg ved ikke, hvordan det endte med, at jeg til sidst var faldet i søvn. Men i hvert fald, så vågnede jeg med et sæt, hvilket måtte tyde på, at jeg var faldet i søvn, og efter mine klamme kinder at dømme, stadig grædende. Tankerne var som en grød i mit hoved, de ville hverken finde fra eller til og det endte med, at jeg lå og stirrede på jorden. Det var svagt begyndt at lysne, og derfor kunne jeg tydeligere se alt, men det gjorde langt fra at det hele gav mening. Nærmere tværtimod. Jeg forstod overhovedet ingenting. Hvordan kunne Erik tænke sådan om mig?

Jeg rykkede let på mig, og lagde først nu mærke til, at jeg lå under min sovepose. Hvem der end, var kommet hen med den til mig gennem natten, vidste jeg ikke, men egentlig kunne det være lige meget. For første gang, eller i hvert fald næsten første gang på denne tur, var jeg ikke vågnet op med Eriks betryggende arm om mig, og det smertede bare endnu mere igennem mig ved tanken.

Hvad blev der af det med, at vi ville være sammen for evigt? At han ville passe på mig? At jeg ikke måtte give op, og indvilligede i det, hvis han var sammen med mig?

Alt det føltes helt igennem ligegyldigt på pågældende tidspunkt, da jeg lå og stirrede på verden, der næsten heller ikke kunne blive mere grå og deprimerende. Det passede perfekt til mit humør.

Forsigtigt kom jeg op at sidde, og jeg tog mig kort til hovedet, da det var tydeligt at mærke, at jeg havde mistet en hel del vand på tårer dagen før. Og det var nok ikke den eneste grund til min hovedpine, da smerten nu var mere intens, og nærmest fløs hele vejen igennem mig.

Jeg krammede soveposen helt ind til mig, inden jeg valgte at liste mig hen til piletræet igen. Jeg blev nødt til at få noget vand, om det så betød, at jeg skulle stå ansigt til ansigt med Erik igen. Bare tanken om ham fik det til at vride sig indeni mig, og jeg blev nødt til at holde tårerne inde, så de ikke ville bryde ud igen.

Resten af lejren sov som forventet, da jeg bevægede mig ind gennem de svagt rislende pilegrene, og mit blik gled med det samme rundt for at finde taskerne med vand. Men inden da ramte mit blik dog noget, som fik mig til at stivne.

Der lå de alle fire. Charlie og Travis lå med godt mellemrum imellem sig og til de to andre. De to andre, der lå hånd i hånd. Hånd i hånd. Leonora og Erik. Nu. Her til morgen.

Smerten begyndte nu for alvor at rive sig igennem mig, da jeg ikke kunne rive blikket fra dem, inden min hjerne begyndte at ligge tingene sammen. Leonora havde været efter mig, lige siden hun havde sluttet sig til os. Hun havde været efter mig pga. Erik.

Selv da Travis, hendes kæreste, havde sluttet sig til os, havde det ikke virket helt troværdigt, nærmere bare opstillet, og hun havde stadig været arrig på mig, selvom jeg stadig ikke forstod noget. Selv da jeg havde gjort, som hun havde bedt om, var hun stadig stikhamrende tosset. Men hun lyttede stadig til Erik.

Hun havde denne dersens evne. Den evne, som hun havde brugt til at ændre udseende til Erik, første gang jeg mødte hende der på kanten af skrænten. Og det havde virket helt igennem troværdigt, hvis det ikke var fordi glæden ikke nåede til hendes øjne. Hun måtte have iagttaget hans træk mange gange.

Brikkerne begyndte endelig at falde på plads, og jeg kunne mærke, hvordan vreden nu kom frem i mig, da jeg kunne regne ud, hvad der var sket.

Erik havde selvfølgelig ikke set mig kysse Travis. Han havde set Leonora, med mit udseende, kysse Travis. Hun havde gjort det fuldt bevidst for at ødelægge det hele. Fuldt bevidst, fordi hun… havde en interesse i Erik?

Vreden tog med det samme overhånd og jeg slap mit ellers krampagtige tag i soveposen, inden jeg i to lange skridt var hende, og kastede mig over Leonoras sovende skikkelse og begyndte at slå og rive efter alt muligt. Jeg tænkte ikke rigtig over, hvad jeg havde gang i, det eneste jeg kunne have i tankerne var, at det var hendes skyld. Hendes skyld det hele!

Hun vågnede op med et skrig og prøvede med det samme at vride sig væk fra mig, men jeg klemte bare mine ben om hende, så jeg sad fast.

     ”Din bitch! Hvorfor tror du, at du har tilladelse til at gøre sådan noget? Hvad har jeg NOGENSINDE gjort dig?!” Jeg sørgede for at gribe godt fat i hendes hår, mens jeg ellers bare sendte hårde slag imod hendes klamme, alt for perfekte ansigt. Hun kunne ikke gøre meget andet end at tage hænderne afværgende op, da jeg blev ved med at placere slag mod hende, mens vreden pumpede igennem mig.

Det varede dog ikke længe, inden jeg mærkede nogle stærke arme gribe fat i mig og trække mig væk fra hende, selvom jeg begyndte at sprælle vildt i grebet og prøve at komme til at give hende endnu mere skade. Alt den skade hun fortjente.

     ”Nu stopper du, Annabell!” Stemmen var igen hård, og jeg kunne igen mærke, hvordan det smertede igennem mig ved at høre den være sådan rettet imod mig. Leonora kom hurtigt op at sidde, og Travis var med det samme henne ved hende, for at tjekke hendes skader, men hun skubbede ham væk med den ene hånd, mens hendes blik lå mod mig.

     ”Nå Annabell, kan du ikke klare, at folk finder dine små fejl?” kommenterede hun spydigt, inden hun endnu en gang tog hånden afværgende op, da Travis igen prøvede at hjælpe hende med den blødende skramme, hun havde fået over øjenbrynet. Jeg var stoppet med min vriden, mens jeg ikke kunne gøre andet end at stirre på hende med tårevædede øjne, både af raseri og sorg.

     ”Det er din skyld det hele!” hvæsede jeg, inde jeg kunne mærke, hvordan jeg igen blev helt drænet fra energi over at have så meget vrede i mig, og tårernen fik igen frit løb ned af mine kinder og jeg prøvede ikke en gang på at stoppe dem. I et ryk vendte jeg blikket mod Erik, der havde et godt tag i mine arme, hvis jeg nu skulle kunne finde på noget igen. Og der var det samme blik; det der let dømmende og skuffede blik, som jeg overhovedet ikke brød mig om. 

     ”Erik… Jeg har aldrig kysset eller haft lyst til at kysse med andre end dig. Hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg… Du er den eneste, der nogensinde har beskyttet mig, og jeg ville aldrig nogensinde miste dig.” Hulkene var igen begyndt at komme, men jeg tog mig sammen til at snakke færdig.

     ”Forstår du det ikke? Det var Leonora, der kyssede Travis, forklædt som mig. Hun… Hun… Jeg stoler ikke på hende.” Det sidste kom i et hviskende hulk, inden jeg vendte blikket ned og kunne mærke, hvordan jeg bare blev slap i hans arme.

Han holdt mig oppe, men jeg kunne mærke, hvordan hans hænder rystede md mig, og han svarede mig ikke på nogen måde.

     ”Annabell legede altså gemmeleg med mig”, kom Charlie forsigtigt ind og jeg løftede blikket mod ham, og kunne ikke lade være med at hulke, samtidig med at jeg nikkede. Det gjorde jeg nemlig! Han havde gemt sig godt, og jeg havde ledt længe efter ham, men jeg havde leget gemmeleg med ham. Og da jeg derefter fandt tilbage til søen for at finde Erik, havde han ikke været der, og jeg var blevet enormt bekymret.

     ”Tsk, det siger du bare for at forsvare hende. Hun er sikkert dit alibi”, kommenterede Leonora og rejste sig, hvorefter hun lagde armene over kors. Travis skævede til hende, inden han rystede håret ned foran øjnene, noget, som man normalt ikke ville tage som noget, men jeg vidste bare, at han vidste, hvordan det var.

     ”Travis… Hvad siger du til det?” Eriks stemme var lav, og jeg kunne svagt høre, hvordan den skælvede, selvom det var tydeligt, at han prøvede at holde den i ro. Jeg ved ikke, om han også havde lagt mærke til Travis udtryk, eller om det bare var fordi han ikke ville diskutere med Leonora, der tydeligvis stod fast på hendes sag. Det var helt klart hende, der stod bag det.

Travis løftede blikket og lod det lande på mig. Tårerne rindede stadig ned af mine kinder, og jeg kunne ikke gøre andet end at hulke og holde blikket mod ham. Han skulle bare fortælle sandheden, så ville det hele være okay.

     ”Jeg har snakket med ham om det. Det var hende, der kyssede ham, og han kunne ikke gøre noget ved det. Som jeg sagde, Erik, du kan ikke stole på hende!” Leonoras stemme skar igennem og jeg kunne igen mærke mine hulk blive hysteriske, da jeg pludselig fik kræfter af en pludselig vrede, inden jeg igen prøvede at springe frem mod hende, men jeg blev holdt tilbage af Eriks tag i mig.

     ”Hvorfor stiller du det her op? Hvad tror du, at du får ud af det? Hvorfor trækker du Travis med ind i dine problemer? Hvorfor kan du ikke bare lade mig være i FRED?!” Min stemme var igen steget i styrke, inden jeg igen faldt sammen og landede på knæene mod den hårde jord, som sendte et stød igennem mig. Den fysiske smerte var dog bedre end den indre, som stadig var igennem mig.

     ”Hvorfor tager hun det sådan her, hvis jeg ikke har ret? Hvorfor skulle jeg overhovedet røre hendes kæreste, når jeg har… havde dig?” kom det hulkende fra mig, og ordene var henvendt til Erik, men jeg vidste ikke, om han forstod dem sådan. Det var i hvert fald ikke sådan, Leonora tog det.

Jeg kunne mærke, hvordan hun trådte hen foran mig, og jeg tvang blikket op, så jeg kunne stirre op på hende med tårevæddede øjne. Hun stirrede stramt på mig og havde hænderne i siden. Hendes blik så endnu en gang til at kunne dræbe, men alligevel sendte hun mig kort et overlegent smil, inden hun fik en uskyldig maske på og vendte blikket mod Erik, som stadig havde fat i mig.

     ”Kan du ikke se, hvad hun prøver på? Hun prøver på at slippe af sted med sin lille løgn og samtidig få vores venskab til at gå i stykker. Lad dig ikke narre af hende!” Jeg begyndte at hulke mere, mens en vedvarende mumlen af orden ’nej’, begyndte at komme fra mig. Jeg ville absolut ikke lytte til hende, og jeg løftede blikket og det landede på Travis, som stirrede på mig.

Mit blik var et råb om hjælp, og jeg ved ikke, om han forstod det sådan. Han rejste sig langsomt og trådte hen ved siden af Leonora, der vendte blikket og kort sendte ham et flirtende smil, hvilket bare blev forstærket af, at hun kort lod sin finger glide over hans kæbe.

     ”Travis… Passer det?” Erik lød til overhovedet ikke at kunne finde ud af det længere, men jeg kunne alligevel mærke, hvordan grebet om mine arme løsnede sig. Travis blik lå på Erik, inden han lod det glide ned på mig. Jeg stirrede stadig på ham med tårerne rindende ned af kinderne, og det tog hamikke lang tid at vende blikket ned og væk fra mig.

Leonora så ud til at fornemme, at der var noget i gærde, og trådte derfor helt hen til Travis, og lænede sig op af ham, mens hun sørgede for at lade sine fingre glide let over hans ansigtstræk. Han løftede blikket og stirrede kort på hende, inden han let tog hånden op og fjernede hendes hænder fra sig.

     ”Nej… Undskyld Nora, men det her er altså ikke fair. Annabell har ret. Jeg kyssede Leonora, der havde skiftet udseende til Annabell.”

Leonoras hænder forlod ham i samme øjeblik han havde sagt det, og hun stirrede på ham med et arrigt blik. Et lettet hulk undslap mig, da jeg vidste, at jeg havde ret. Nu skulle det hele nok blive godt igen!

     ”Din… Din… Hvad er du for en kæreste?!” spurgte hun hvæsende og skubbede hårdt Travis i brystet, så han bakkede nogle overraskede skridt bagud. Eriks greb i mig blev med det samme sluppet, og jeg faldt helt ned på jorden, mens jeg stadig ikke kunne stoppe med at hulke.

     ”Men… Leonora… Kan du ikke se, hvor forkert det var?” Travis prøvede at forsvare sig selv, men det hjalp tydeligvis ikke.

Leonora trådte helt hen til ham og skubbede ham endnu en gang i brystkassen. Erik trådte hen forbi mig, og jeg kunne ikke gøre andet end at betragte scenariet, mens tårerne stadig randt ned af mine kinder.

     ”Det, der er forkert her, er dit valg! Jeg slår op!”

Leonoras stemme skar igennem, og jeg kunne se, hvordan Travis så chokeret på hende, da hun endnu en gang gav ham et skub i brystkassen, hvilket resulterede i, at han faldt på bagen, stadig med et chokeret og også et begyndende såret blik.

     ”Men… Men Nora…?” kom det svagt fra ham, men hun så ikke ud til at lytte til ham. Hun fnøs bare hårdt af ham, inden hun sendte mig et sidste hadfuldt blik, inden hun stormede ud gennem pilegrenene.

Erik trådte udtryksløs hen og rakte en hjælpende hånd ned mod Travis, som tog imod den. Han så stadig helt chokeret ud, men jeg kunne se, hvordan sorgen ellers begyndte at blive tydeligere i hans ansigt.

Og jeg kunne ikke andet end at blive ved med halvt at ligge der på jorden og græde. Jeg regnede med, at det var af lettelse, selvom jeg ikke følte mig alt for lettet endnu. Knuden var stadig i mit bryst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...