På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3063Visninger
AA

5. Kapitel 4. Annabell

Skemaet passede på hele ugen, og det var den rigtige Erik, jeg havde fundet skemaet på. Efter hver time var jeg hurtig til at smutte ud af klassen, så jeg kunne nå at få et kort glimt af ham, inden jeg skulle videre. Jeg lagde mærke til, at hans ven en gang imellem lagde mærke til mig, men det var ikke noget, jeg tog mig af. Det virkede alligevel også til, at der var flere der fulgte efter den duo. Så helt underligt kunne det nok ikke være.

Mit indtryk af ham blev hurtigt sat. Han var tydeligvis en af de populære. Ham og vennen snakkede fint med alle og virkede til at være ansete. Nu jeg tænkte over det, så havde jeg da også lagt mærke til dem før, jeg havde bare aldrig før tænkt specielt meget over dem. Hvis man ville vise hierarkiet på årgangen, var de to nogle af de øverste, mens jeg, som den nye pige, som ikke rigtig snakkede med nogen, befandt mig så langt nede i bunden som muligt. Men det var nu egentlig ikke noget, jeg tog mig synderligt meget af. I det mindste ville det så ikke være mig, der blev stalket, og folk ville oftest ikke lægge mærke til mig, hvis jeg stalkede dem. Hvilket jeg rent faktisk gjorde.

I kantinen sørgede jeg for at sætte mig så tæt på bordet, hvor han sad. Jeg sad med ryggen til, men kunne alligevel høre brudstykker af samtalen, hvilket også var meningen.

     "Kom nu, Erik! Du skal da med!" Jeg regnede stærkt med, at det var hans ven, der snakkede, og dette fik jeg bekræftet, da jeg diskret vendte mig om for at tage en bog op af min skoletaske, som jeg havde hængt over stolen.

     "Jeg ved nu ikke...", lød Eriks stemme, og endnu en gang kunne jeg mærke den underlige følelse af at kende den. Jeg åbnede bogen op på en tilfældig side, og lod som om, jeg var noget fordybet i den. Jeg læste dog ikke rigtig, jeg koncentrerede mig nu mere om at høre samtalen. Det var dog ikke så svært, da de tydeligvis ikke gjorde noget for at dæmpe deres stemmer.

     "Du kommer med lige meget hvad", svarede vennen, og jeg kunne næsten se for mig, hvordan han daskede Erik på armen. Nogle piger begyndte derefter at snakke om, hvor hyggeligt det ville blive til den fest, som åbenbart var det store samtaleemne. Jeg kiggede ned på mit bogmærke, som jeg ikke havde fjernet fra bogsiden endnu. Det var en kort invitation til en eller anden årgangsfest, og med det samme fik jeg en ide. Det ville være nemmere at komme i snak med ham under den, ville det ikke? Et lusket smil kom frem på mine læber, inden jeg langsomt lukkede bogen sammen, og lagde den i tasken. Mit blik gled mod bordet, hvor de sad og jeg fæstnede kort blikket på Erik, mens min hjerne kørte på fuldgear. Det var først, da han opdagede mit blik og kiggede på mig, at jeg med et let smil svang tasken over skulderen og bevægede mig ud af kantinen.

*

Da jeg kom hjem den eftermiddag, satte jeg mig til at planlægge aftenen, så jeg ville være sikker på at rende ind i ham. Og ikke bare rende ind i ham, men nærmere skulle snakke med ham uden andre. Mit blik gled ned af internetsiden, hvor jeg havde fundet et billede af huset, som festen blev holdt i. Jeg havde opdaget glæden ved google maps, og kunne dermed se husets form udefra. Det var et toetagers, rimelig stort og det lå tydeligvis i den rigere del af byen, hvilket jeg allerede havde regnet ud på adressen. Jeg prøvede at komme rundt om huset, så jeg kunne tælle vinduerne og dermed rummene, men det virkede ikke helt til at samarbejde. I stedet noterede jeg, at sådan et hus, nok burde have en kælder, at der stod et lille træskur i baghaven, og at på den side, jeg kunne se, var fem vinduer på overetagen og fire på nedreetagen. Enormt hus.

Jeg skulle lige til ligefrem at printe billedet af huset ud, så jeg kunne planlægge videre, da noget pludselig gik op for mig. Det slog mig ud af ingenting og jeg stirrede bare lamslået på det hele. Hvad havde jeg egentlig gang i?

Jeg rejste mig forsigtigt fra stolen og trådte lidt tilbage fra skrivebordet, så jeg kunne betragte det, der udspillede sig foran mig. Var jeg seriøst i gang med at planlægge at støde ind i en? Bare pga. en fornemmelse?

Åbenbart ja. Skemaet lå på min seng, og det var tydeligt, at det var blevet foldet og åbnet flere gange de sidste par dage. Ikke nok med det, lagde jeg mærke til den lille blok, jeg havde haft med mig, så jeg kunne notere hans opførsel. For det første, havde jeg aldrig set mig selv som sådan, det var jo ligefrem uhyggeligt! For det andet, hvor i alverden havde jeg lært at planlægge sådan en udspionering?

Jeg tog mig til hovedet og lod mig falde ned på sengen, hvilket selvfølgelig resulterede i, at jeg hamrede hovedet ind i væggen. Det gjorde mig dog mere opmærksom på, at der var noget helt galt.

Han virkede bare så velkendt, men hvordan kunne det være, at jeg ville gå så langt, bare for at få det fastslået? Der var jo også rigtig mange andre ting, der havde virket velkendte, men som jeg bare havde skudt væk. Hvorfor skulle jeg så gøre så meget for at finde ud af ham her?

Jeg vidste, at det her var sindssygt. Sindssygt! Jeg behandlede ham næsten som fanpiger ville behandle deres idoler. Og det ville være ligefrem skræmmende. Alligevel, så følte jeg nok det samme som disse fanpiger. De ville vide mere. De kunne ikke få nok af oplysningerne. Men alligevel så var det bare så meget anderledes end mit problem, da grunden til, at jeg gerne ville vide mere om ham, udelukkende gik ud på, at jeg gerne ville vide mere om mig selv. Hvem var Ivy Nelson egentlig, og hvorfor virkede ham Erik så bekendt?

Jeg vidste, at jeg ikke ville få svar ved at ligge der på sengen og være chokeret over min egen højst uhyggelige opførsel. Selvom det, nu hvor jeg tænkte over det, stred over alle mine principper, så kunne jeg ikke bare lade ham gå forbi med alle svarene. For selvom han ikke havde virket til at vide, hvad jeg egentlig snakkede om, så vidste jeg, at han havde nogle svar. Hvorfor havde jeg dog ingen anelse om.

Forsigtigt, pga. bulen, der selvfølgelig skulle vokse ud i baghovedet, rejste jeg mig op fra sengen igen, og fandt hen til mit skrivebord. Mit blik gled over alt det, jeg havde spredt ud over det. Et sted i mængden af papirer fandt jeg endda en lille seddel, hvor jeg havde hans kontaktoplysninger. Hvor jeg havde dem fra kunne jeg dog ikke helt mindes. Men de skulle nok blive nyttige på et tidspunkt.

Med noget mindre iver begyndte jeg igen at observere huset, så jeg ville kunne regne det helt rigtige sted ud. Selvfølgelig skulle jeg også lige have lokket ham med et afsides sted, men det kunne ikke være så svært. Han undrede sig sikkert over, hvorfor jeg havde fulgt efter ham, så det var ikke det største problem. Så måtte jeg bare have planlagt det andet perfekt.

Resten af den aften arbejdede jeg med min plan, mens jeg sørgede for ikke at tænke over, hvor sindssyg den egentlig var. Hvis min mor havde fået noget at vide om den, ville hun sikkert have sagt, at jeg havde læst for mange krimier (hvilket godt kunne være tilfældet). Men hun fik ikke noget at vide. Det var kun mig.

Jeg sørgede for at notere alle mulige ændringer, der kunne ske i min plan, så jeg ville være forberedt. Jeg vidste ikke med sikkerhed, hvor jeg var blevet så organiseret henne, men det kunne være, at det hang sammen med den tiltagende sindssyge, som denne plan tydeligvis var et bevis på? Jeg vidste det ikke, men en ting var sikkert; den skulle bare lykkedes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...