På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3085Visninger
AA

40. Kapitel 39. Erik

Leonora havde længe stået og stirret ud i luften med glasserede øjne. Jeg havde måske været for hård ved hende før, men hun behøvede ikke, at skyde skylden på Annabell. Det var ikke hendes skyld. Det kunne hun jo ikke gøre for, at de havde valgt. Det var et valg klinikken havde givet grønt lys for. Intet andet.  Jeg bevægede mig hen over skovbunden, mens jeg nærmede mig hende og sukkede så tungt. Inden jeg lagde en hånd på hendes skuldre og mødte hendes blik.

     ”Jeg kan ikke mere,” kom det fra hende, da hun stirrede direkte ind i et træ.

     ”Du er stærk Nora, vi skal nok klare den,” forsøgte jeg at opmuntre hende, mens jeg mødte hendes blik, som hun stod der og var helt væk i sine egne tankespind. Hun stirrede i lang tid, men jeg lod hende fatte sig, så hun kunne snakke igen – hvis hun vel at mærke, ønskede det.

     ”Jeg er bange, Erik. Bange for, hvad Jake vil gøre næste gang. Bange for, hvad han har tilladelse til, at gøre. De gav grønt lys for, at dræbe Tori. Lille uskyldige Tori. Hun har aldrig gjort noget.” Hendes øjne var fyldt til randen med tårer, som pulserede i det stålgrå blik, mens jeg så bekymret på hende. Jeg lænede mig ind imod hende, og trak hende ind i mine faste og blide arme, mens jeg lænede min hage imod hendes skulder, og nussede hende betryggende på ryggen.

     ”Der er ikke noget, at være bange for Nora” Hviskede jeg lavt for at betrygge hende. Sandheden var blot, at jeg ikke vidste om det var sandheden. Jeg frygtede selv, hvad han kunne finde på som det næste, hvad de ville tillade. Endnu et mord, endnu et offer? Jeg sank en klump, som havde snørret sig sammen i min hals.

     ”Jo der er! Jeg er træt af, at være bange. Jeg er træt af tanken om, at hvert øjeblik kan de komme og .. Og dræbe os! Dræbe nogen af dem jeg holder af, dræbe dig!” Hun rykkede hovedet til sig, og jeg mødte hendes blik. Jeg stirrede ind i de livlige og våde øjne.

     ”Så er det måske nu, at du skal overveje, hvorfor du er bange for Jake. Han bruger frygten til, at styre jer – Så længe I er bange og ikke tør sætte jer op imod ham, så er han lederen. Du afveg og gav ham pladsen. Jeg ved godt, at du ikke kunne dræbe mig. Jeg ville heller aldrig kunne dræbe dig, men vi bliver nød til, at komme af med ham.” Jeg sukkede og bed mig i tungen, så jeg kort måtte underkaste mig et lille ømt fnys. ”Inden han dræber flere”.

Hun rystede på hovedet, mens jeg kunne se de få tårer der gled ud af tårekanalen, mens hun langsomt knugede mig ind til sig igen, og begravede sit hoved ind til mig. Jeg løftede let hagen, og nussede hende betryggende. Lyden af skridt fangede mig, og jeg blev mødt af Annabells blik, da hun kiggede på mig. Hun nikkede sammenbidt, men så ikke helt tilfreds ud ved situationen, men hun vidste, at Leonora var helt nede i kuldkælderen efter det med Tori, så hun måtte kunne forstå.

Annabell gjorde tegn mod søen, inden jeg nikkede og hun ligeså stille bevægede sig ned imod søen. Jeg havde en aftale, om at mødes med hende senere. Så det ville jeg, da selvfølgelig overholde. Jeg ved, ikke hvor længe vi stod sådan her. Leonora blev mere og mere hysterisk i hendes hulken og min trøje føltes efterhånden godt våd, det var heldigt, at vejret var med os i dag, i forhold til, at det i ny og næ gav nogle byer, de fleste havde dog været så flinke, at gå i udbrud om natten.

Langsomt trak Leonora sit hoved tilbage – efter jeg ved ikke hvor lang tid, hvor vi havde stået stille. Jeg kunne svagt høre nogle grin i nærheden, som måtte tilhøre Annabell og Charlie, måske Travis? Sikkert også ham. Jeg lod dog blikket glide ned på de glasserede og blanke øjne, som Leonora så ind i mine med. Hun sank en klump.

     ”Tak” Hviskede hun svagt og så op i mine øjne, inden jeg stille strøg hende over kinden, inden jeg trak hånden til mig, og let slap hende igen, og lod dermed mig selv løsne hende fra krammet og slippe hende. Jeg bemærkede den svage rødmen, som der lå over hendes kinder – Men slog det hen med, at hun sikkert havde fået røde kinder af at have grædt så meget.

     ”Du behøver ikke takke” Sagde jeg og skævede blidt til hende. Hun nikkede svagt og lod blikket falde ned i jorden, inden hun trak sig lidt væk, og strøg fingrene op for at fjerne alle tegn på tårer, og rette sig bedre op og generelt tage sig bedre ud. Der var den rigtige Leonora igen.

     ”Måske jeg burde finde de andre .. Eller Travis, han er sikkert bekymret for mig,” hviskede hun nikkede, inden hun gik afsted. Hun så ikke ud til, at ville det og lignede praktisk talt også en, der ventede på, at jeg skulle afbryde hende eller stoppe hende. Men det gjorde jeg ikke. I stedet gik jeg ned imod søen, hvor Annabell ville vente. Mine skridt var rolige, mens jeg bevægede mig afsted. Jeg rystede let på hovedet. Det var en mærkelig forsamling vi var blevet til, men det skulle nok falde på plads. Vi skulle bare have lagt en plan, for nu og for fremtiden. Vi måtte have fundet et pejlemærke til det hele.

Der gik ikke forfærdelig længe, inden jeg stod ved søen, der hvor vi havde aftalt at mødes. Mit gullige blik skød rundt, som jeg lod hænderne hvile imod mine sider. Lyden af det rislende vand i søen og enkelte kvidren fra et par fugle hist og her, fangede mine øre og jeg lukkede kort øjnene, inden jeg åbnede dem op. Hvor var hun henne? Var hun ikke lige gået herned? Jeg kiggede lettere desperat rundt, mit blik fangede hendes ene sko, og jeg rynkede i panden, da jeg bøjede mig ned og tog den op og let vejede den i hånden. Den var stadig varm. Jeg satte den ned igen.

     ”Annabell?” Kom det kaldende fra mig, mens jeg lod blikket glide rundt. Hvor var hun henne? Hun kunne jo ikke bare være forsvundet sådan, uden at sige noget. Jeg søgte rundt, inden jeg så Charlie komme springene ud af buskadset.

     ”Shh!” Kom det fra ham, inden jeg bemærkede det fjogede grin, som han havde over sine læber.

     ”Hvorfor?” Mens jeg formede ordene, der gled over mine læber, rynkede jeg i panden. Det var ikke for, at vi skulle gemme os lige nu – nok var vi på flugt, men Charlie havde gang i noget andet, når han havde det der smil og grin over sig.

     ”Lige nu, har vi gang i den store .. Vent på det .. Gemmeleg, kun for voksende .. Eller teenagere, men jeg er altså den ældste, når vi leger den leg, og Annabell er finderen, så du må ikke røbe mig,” han sprang hurtigt ind bag et træ, mens han klukkede let. Jeg rynkede i panden og rystede på hovedet.

Ja, så kunne det godt tage længere tid end beregnet, inden jeg ville finde hende og vi kunne snakke sammen, jeg kiggede alligevel søgende rundt efter hendes brunlige øjne og den korte, krøllede brune page frisure, som så flot omkredsede hendes ansigt. Alligevel valgte jeg, at bevæge mig væk fra søen, mens jeg stak hænderne ned i lommerne og gik tænkende afsted. Tanker og mulige afslutninger på denne flugt strømmede igennem mig. Jeg havde ikke et eneste sekund overvejet, at stoppe det hele – Jeg ville gøre alt for, at hun kunne være ved min side og at vi skulle følges. Om så vi altid skulle flygte. Så måtte det være sådan.

Mine hænder var blevet stukket ned i bukselommerne, inden jeg så Travis skikkelse bag et træ, og let trådte frem, jeg åbnede munden for, at sige noget til ham, da jeg stivnede. Annabell. Hun stod tæt på ham, alt for grænseoverskridende tæt på ham. Hendes fingre gled op over hans brystkasse, så det skar i mit og nærmest tog pusten fra mig. Jeg lukkede munden i, og stirrede lamslået på dem, mens jeg så, hvordan hun let lod sine fingre glide op af hans hals, og hans arme gled omkring hende, og bemærkede det dybe blik de sendte hinanden, inden jeg mærkede det som, om at nogen dolkede mig i brystet, da jeg så hendes læber ramme hans i et lidenskabeligt kys. Jeg vaklede tilbage, faldt over en gren inden jeg mærkede smerten. Den skærrende smerte, der fik tårerne til at løbe ned af mine kinder, mens jeg satte i løb væk. Vi var ikke kærester, ikke mere. Jeg havde troet, at vi var på vej til, at blive det, men det her var noget, som jeg aldrig nogensinde havde troet, at hun kunne finde på at gøre imod mig. Heller ikke, når hun var blevet genstartet. Smerten var ulidelig og jeg endte med at falde sammen et godt stykke væk fra lejren, og alle parader – alt maskulinitet faldt straks fra hinanden, som tårerne meldte sin ankomst og strømmede ned over mine kinder og indsvøbte dem i et lag af tristhed. Åndenøden, var det næste der kom, mens jeg krummede mig sammen, inden vreden meldte sin ankomst. En vrede, skuffelse og fornemmelsen af, at være blevet efterladt – mit hjerte var blevet revet ud! Det tog pusten fra mig, jeg havde aldrig troet, at hun kunne gøre det her. Ikke imod mig. Ikke imod nogen.

*

Det var blevet mørkt. Jeg havde stadig ikke fået styr på mig selv. Alt i mig føltes som, om at det var ødelagt, mens vreden trængte sig mere og mere på. Mine øjne måtte være blodsprængte, jeg havde grædt – mere end dengang, de tog hende fra mig. Eller nej, ikke mere – der græd jeg i flere dage, det her var noget andet. Det her var et valg, som hun havde taget, ikke et som de havde taget fra hende. Hun havde selv valgt det. Hvordan ville Leonora reagere på det? Annabell havde trods alt kysset hendes kæreste, Travis? Det var meningen, at de skulle leje gemmeleg. Havde de kun sat det som et skalkeskjul? Jeg rystede det af mig, mens jeg tog en dyb indånding og rejste mig op. Jeg rystede hænderne let.

     ”De må ikke opdage noget,” mumlede jeg lavt for mig selv.

Mit hjerte hamrede for fulde drøn, mens jeg bevægede mig tilbage til lejren. Eller jeg forsøgte i hvert fald, det var efterhånden blevet meget mørkt. Langsomt fandt jeg vej hen imod piletræet, som stod flot og viste sig overdådigt i naturen. Jeg bevægede mig hen imod det, inden jeg hørte en rømmen fra min venstre side, og så mig til siden. Annabell sad, indsvøbt i sin sovepose og stirrede på mig.

     ”Hvor har du været?” Spurgte hun, og lød fuldstændig som sig selv, som om, at hun intet havde gjort. Jeg bed mig hårdt i underlæben. Det kunne hun bare ikke gøre imod mig. Havde hun tænkt sig, at sidde der og opføre sig som om, at der ikke var sket noget? Som om at det var ganske normalt? Tanken om, at det kunne være sket flere gange, strejfede mig og gav mig fornemmelsen af, at mit hjerte var blevet spærret inde i en lille kasse, der blot blev mindre og mindre, mens det langsomt knuste mig indenfra.

     ”Jeg løb en tur,” mumlede jeg fraværende, hvilket hun hurtigt bemærkede, da hun rejste sig op og smed soveposen fra sig, og gik hen til mig. Jeg trak mig med det samme væk, mens vreden dulmede under overfladen og truede med, at springe frem.

     ”Er der noget galt? Hvad er der sket?” Hendes stemme lød forsigtigt.

     ”Som om, at du ikke ved det! Har du tænkt dig at spille uskyldig og lade som om, at det ikke er sket? Du kunne idét mindste have fortalt mig det?” Glider det harsk ud over mine læber, inden jeg har fortrudt det, da jeg ser ind i hendes øjne. Jeg ryster på hovedet og bevæger mig imod piletræet, men hendes hænder lukker sig rystende omkring min arm og jeg stoppede let op.

     ”Er det nede ved søen? Med at jeg ikke ventede? Jeg .. Charlie ville gerne lege gemmeleg og det virkede til, at dig og Leonora havde brug for at snakke sammen,” hun bed sig i underlæben, og jeg kom med et fnys.

     ”Jeg så det godt! Jeg så dig kysse ham, Annabell” Gled det over mine læber, da jeg rykkede min arm til mig, og så hendes chokerede ansigt – som også dirrede i forvirring. Hun måtte være forvirret over, at jeg havde opdaget hende. Opdaget hendes hemmelighed. Jeg forstod ikke, at hun kunne gøre det her imod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...