På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3056Visninger
AA

39. Kapitel 38. Annabell

Jeg kunne mærke, hvordan jeg, for første gang i al den tid, jeg kunne huske, frøs. Kulden var i mig, og jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at ryste af det, når jeg nu begyndte at komme til bevidsthed. Med det samme kunne jeg mærke, hvordan nogle stærke arme blev lagt om mig, og stoppede min rysten. Jeg glippede langsomt med øjnene.

     ”Hey.” Stemmen var lav og beroligende og jeg kiggede forsigtigt op og blev mødt af Eriks blik. Han sendte mig et trist smil, og strøg mig over siden. Det var først nu, at det gik op for mig, at vi lå i samme sovepose, og stadig frøs jeg.

     ”Hey”, kvækkede jeg lavt og sendte ham et smil, mens jeg krøb længere ind mod am, for at finde varmen, da jeg overhovedet ikke kunne kapere, at jeg havde det koldt. Det havde jeg aldrig haft før, i hvert fald ikke efter, hvad jeg kunne huske af.

     ”Hvad skete der?”

Min stemme var lav og en anelse forvirret, da jeg ikke helt kunne forstå, hvorfor jeg lå her, og hvorfor det var så koldt.

Han sendte mig et let smil, og trak mig tættere på sig, da han nok også tydeligt kunne mærke, hvor kold min hud var. Hele situationen virkede mærkværdig, men det var nok fordi mine tanker ikke var faldet helt på plads endnu.

     ”Vi kom væk. Travis distraherede dem med nogle hallucinationer, hvorefter Charlie teleporterede os væk. Vi er i sikkerhed.” Han så ud til kort at ville sige noget mere, og jeg kunne næsten regne ud, hvad det var; for nu. For hvem vidste, hvor lang tid der ville gå, inden vi igen ville være i kambolage med de andre? Hvem vidste, hvordan dette ville ende?

Jeg sukkede tungt og begravede mit ansigt imod ham, da tankerne begyndte at komme igen. Den lille døde pige, omspændt af flammer. Jeg kunne ikke klare tanken om det, og kneb øjnene hårdt sammen, da jeg gemte hovedet imod ham. Varmen kom langsomt til mig igen, mens jeg kunne mærke, hvordan jeg blev nødt til at tage nogle dybe indåndinger for at holde tårerne inde.

     ”Hvordan… Hvordan tager Leonora det?” spurgte jeg lavt mod ham, og løftede blikket, så jeg kunne se hans ansigt. Han sukkede tungt, men holdt blikket mod mig.

     ”Ikke så godt…”

Jeg sukkede tungt, inden jeg tog mig sammen til at tage armene op og let skubbe til hans brystkasse, for at han skulle flytte grebet om mig. Han rynkede panden og hans blik imod mig fik mig kort til at miste fokus. Jeg lænede hovedet frem og lod blidt mine læber ramme hans, inden jeg trak mig tilbage.

     ”Jeg… bliver nødt til lige at snakke med hende. Det må ikke være rart for hende.”

Forsigtigt brød jeg ud af soveposen, selvom jeg med det samme kunne mærke kulden komme over mig, og jeg havde bare lyst til at kravle ned i posen igen og krybe ind til ham. Mit blik gled kort ned på Erik, der let betragtede mig, og jeg satte mig på hug, for kort at stryge ham over håret, hvilket fik et smil til at komme frem på vore begges læber.

Mine skridt var langsomme og forsigtige, da jeg bevægede mig ned til breden af den sø, hvor vi havde slået lejr. Det gik først nu op for mig, at vi rent faktisk var ude i det fri. Grunden til, at jeg ikke havde lagt mærke til det før, var sikkert, at vi havde ligget beskyttet under et stort piletræ. Men det var tydeligvis ikke det, som Leonora havde valgt.

Hun sad ved bredden med Travis beskyttende arm om sig. De så ikke ud til at tale, selvom Travis blev ved med at skæve bekymret til hende, som om han prøvede at finde på noget at sige, der ikke var en joke. Men Leonoras blik var bare rettet mod vandet.

     ”Hey”, rømmede jeg mig, så de kunne vide, at jeg var her.

Travis vendte blikket mod mig, og et kort smil kom frem på hans læber, men Leonora holdt stift blikket rettet væk fra mig. Det så endda ud til at hun blev mere anspændt.

Jeg satte mig forsigtigt ned ved siden af hende og vendte blikket mod hende. Hun nægtede dog stadig at kigge på mig, og stirrede bare ud mod vandet med et tomt blik. Jeg rømmede mig igen og lagde armene om benene, for at prøve at holde på varmen, der nu igen var ved at forlade mig.

     ”Er du okay?” spurgte jeg lavt og blev ved med let at betragte hende. Travis strøg hende let over armen og havde stadig blikket bekymret mod hende, men hun nægtede stadig at vende blikket.

     ”Travis. Lad os lige være alene”, kom det dog pludselig lavt fra hende. Hendes stemme var rusten, og lav, og Travis betragtede hende let noget bekymret, inden han gav hende et kys på kinden og et klem, for derefter at slippe hende, rejse sig og bakke tilbage, inden han vendte sig om og gik ind mellem pilegrenene.

Mit blik blev igen drejet mod Leonora, der nu stirrede på mig med brændende røde øjne. Jeg kunne ikke gøre andet end at stirre tilbage på hende, inden jeg blev nødt til at slå blikket ned igen.

     ”Jeg er ked af det med… ja, med hende”, sagde jeg lavt og begyndte let at pille ved mine fingre for at holde dem i gang, inden de ville begynde at blive alt for kolde. Mit blik gled let op på hende, men hun havde igen vendt blikket fra mig og stirrede ud mod vandet.

     ”Du kendte hende ikke. Det kan du ikke udtale dig om på nogen måde”, sagde hun lavt og noget køligt, og jeg forstod virkelig ikke, hvorfor hun var så kold. Hvad havde jeg nu gjort?

     ”Det kan jeg da? Der er ingen, der skulle dø sådan.” Min stemme var en anelse overrasket, da jeg ikke forstod, hvordan hun stadig kunne være så kold mod mig. Havde jeg gjort noget forkert, andet end at gøre, som hun bad mig om?

Hun fnøs af mig, og vendte nu blikket mod mig igen. Hendes grå øjne var iskolde, som om hun aldrig nogensinde havde hadet mig mere end nu, og hendes ansigt viste ikke andet end vrede. Jeg forstod absolut ingenting.

     ”Det er din skyld det hele! Hvis du bare havde holdt dig genstartet og væk fra det hele, var hun aldrig blevet udsat for det! Hvis bare du havde holdt nallerne fra Erik, var det aldrig nogensinde gået så vidt!” Hendes ord kom ligefrem ud som en hvæsen, og jeg bakkede overrasket tilbage.

     ”Men… Leonora…?” Havde jeg ikke gjort, som hun ville have mig til? Burde vi ikke være på bedre fod?

     ”Du skal ikke så meget som overveje, at du nogensinde får min anerkendelse! Du er en egoistisk lille tøjte, som ikke kan finde ud af, at holde snuden for sig selv!” Hendes stemme begyndte at skælve, da hun rejste sig op og stirrede ned på mig med det stålgrå blik.

     ”Du tror, at det du gør, er det bedste, men kan du ikke se, at det eneste, det her har gjort, er at få flere liv i fare? Det eneste, din lille redningsmission har gjort, er at have gjort alt værre!” Hendes stemme var steget ret så meget i styrke, og jeg var ikke i tvivl om, at hun sagtens kunne høres på lang afstand.

     ”Der var en grund til at du blev genstartet! Og derfor skulle du også bare være forblevet genstartet!”

Hun trådte truende et skridt frem mod mig, og jeg kunne ikke gøre andet end at stirre lamslået på hende, da hendes ord gled ind. Der var ikke noget vrede i mig, det var jeg stadig for afkræftet til, og jeg kunne ikke mærke andet end kulden, der begyndte at sprede sig mere igennem mig ved hendes ord.

     ”Nu stopper du, Nora!” Leonoras blik gled til siden, og jeg vidste, at det var Erik, der var kommet frem og sikkert var på vej over mod os. Mit blik lå stadig bare lamslået på Leonora, jeg kunne simpelthen ikke flytte det.

     ”Du kan sgu da ikke blive ved med at forsvare hende?! Kan du ikke se, hvor det her fører hen?! Vi ender sgu da med alle sammen at dø for hendes sag!!” Jeg kunne se på hende, at hun var helt fra den, og derfor fornemmede jeg også, at hun mente hendes ord fuldt ud.

     ”Det er ikke hendes sag! Hvis du har et problem, så skrid!” Eriks stemme skar igennem noget hårdt, og jeg havde aldrig troet, at jeg ville høre ham så vred. Leonora fnøs bare af hans ord, inden hun sparkede sand på mig og vendte sig om. Mit blik fulgte hende, da hun marcherede ind mellem pilegrenene, inden hun forsvandt bag dem.

Hendes ord var nu faldet ordenligt på plads, og jeg kunne mærke, hvordan tårerne begyndte at presse sig på, da det gik op for mig, at hun måske havde ret. Måske var jeg egoistisk at ville have andre med på det her. Måske skulle jeg bare være flygtet selv uden at tage Erik med. Hvad ville der ikke ske med ham?

     ”Hey, du skal ikke høre på hende. Hun har det bare hårdt lige nu.”

Eriks stemme var beroligende, men jeg rystede bare på hovedet af det, inden jeg trak knæene op, for at gemme hovedet, da tårerne nu var begyndt at blive mere trykkende. Hun havde jo ret. Selvom jeg ikke ville have det, så havde hun ramt plet med alle sine ord.

     ”Annabell… Du skal ikke tage hendes ord til dig. Vi er med dig, fordi vi har lyst. Din genstartning var det værste, der nogensinde var sket.” En arm blev lagt om mig, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blev trukket ind i hans favn, da han havde sat sig på sandet ved siden af mig. Nu begyndte tårerne rigtigt at rinde ned, og jeg drejede hovedet, så jeg kunne begrave ansigtet imod ham.

     ”Hvordan kan du sige det? Det kunne være, at jeg bare skulle udlevere mig og blive genstartet igen. Det ville gøre det nemmere, for jer alle.” Hulkene begyndte igen at forlade mig, da jeg ikke kunne bære tanken om det, men jeg ville ikke såre flere.

Jeg mærkede, hvordan han lod sin hånd glide ned og skubbe min hage op, så jeg mødte hans blik med mine tårevædede øjne. Jeg vidste, at det ville være forfærdeligt at miste ham igen, men det kunne være, at det var det bedste.

     ”Du lovede mig ikke at give op, husker du?” spurgte han lavt og lænede sig ned mod mig, så vores øjne var lige ud foran hinanden og jeg havde svært ved at fokusere.

     ”Hvis du bliver genstartet ville jeg ryge tilbage i det sorte hul igen. Og specielt, når jeg vidste, at du havde et andet valg. Lov mig, at du ikke giver op.” Hans stemme var rolig, og han lod forsigtigt hånden glide fra min hage og om i min nakke, hvilket sendte en behagelig kriblen igennem mig.

     ”Men… Hvad hvis hun har ret?” hviskede jeg med grødet stemme.

     ”Hvis du giver hende ret, så har du først givet op. Og hun har ikke ret. Hvis du forsvinder vil der endnu en gang komme et hul, der ikke kan udfyldes.”

Jeg vidste ikke, om han snakkede metaforisk set, eller hvad det var, men en ting var sikker; Jeg ville ikke forlade ham. Selv hvis jeg ikke kunne huske noget bagefter, så var tanken ikke til at bære.

     ”Okay.. Jeg lover, at jeg ikke vil give op. Så længe du er her.”

Jeg var overraskende rolig, selvom tårerne stadig rendte ned af mine kinder, og jeg tog let hånden op for at lade den glide op i hans hår. Han sendte mig et trist smil, inden han lænede sig ned og kyssede mig. Jeg kunne mærke, hvordan knuden, som Leonora skabte langsomt løsnede sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...