På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3044Visninger
AA

38. Kapitel 37. Annabell

Jeg stirrede som forstenet på det lyse hår, der begyndte at blive gennemvædet af det mørkerøde blod. Selvom jeg ikke genkendte pigen, så borede sorgen over hendes grusomme død sig i mig, og specielt pga. Leonoras vedvarende og grufulde skrig. Hun faldt ned på knæ ved siden af mig og stirrede bare på den lille livløse krop med et stift blik, mens hele hendes ansigt var i en grimasse af sorg. Jeg havde aldrig set noget så grufuldt og sørgeligt.

     ”Dit bæst!” udbrød jeg hadfuldt, og egentlig uden at tænke over det, trådte jeg et arrigt skridt imod Jake, hvilket bare fik ham til at grine endnu mere ondskabsfuldt og puste til sin pistol, som i de gamle westernfilm.

     ”Kom bare putte. Du skal ikke være bange for, at det bliver dig næste gang, for jeg vil godt lige have min del af det sjove. Jeg kunne jo starte med at dræbe en hvilken som helst anden inden da. Som fx Charlie.” Ved hans ord pegede han pistolen mod Charlie, som endte med at stå stiv som et brat. Hans ansigt viste lige i øjeblikket intet tegn på det smil, som han ellers aldrig havde. Det var udelukkende rædselsslagent.

     ”Du rør ikke nogen af os!” kom det arrigt bag mig, og jeg mærkede en hånd på min skulder. Eriks hånd. Pistolløbet blev næsten med det samme vendt mod ham, sådan som han stod bag mig. Leonoras gråd og hysteri var stadig tydelig.

     ”Åh jo, jeg skal nok komme til at røre ved din lille kæreste igen en dag, Loverboy. Du skal se, du kommer nok heller ikke til at dø inden da, for jeg vil se dig lide ved synet, mens jeg endelig får, hvad jeg fortjener.” Vreden pumpede mere igennem mig, ligesom jeg kunne mærke grebet om min skulder strammes. Jeg havde aldrig følt sådan et had til et andet menneske før, eller det troede jeg ikke, og vreden fik ligefrem min temperatur til at stige.

Og så skete det, som jeg virkelig ikke havde regnet med.

Midt i al vreden kunne jeg pludselig mærke, hvordan min energi begyndte at blive ledt ud af mine håndflader. Da mit blik gled ned, var små flammer begyndt at slikke sig ud, og på en eller anden måde forstærkede det bare min vrede, da jeg løftede blikket mod den noget lamslåede Jake.

     ”Vent… Jeg troede ikke, at du stadig havde dine evner. Var de ikke forsvundet i genstartningen?” spurgte han for første gang i tvivl, og det gav mig den selvtillid, jeg havde brug for. Jeg koncentrerede energien og skød en ildstråle mod hans fod, hvor den ramte perfekt, så han satte i et arrigt hyl, da der gik ild i hans sko.

     ”Din… Din… Du skal nok komme til at bøde for det her!” hvæsede han og trådte tættere på mig, men Erik trådte ind foran mig og skubbede mig bag sig. Det fik dog bare Jake til at grine endnu mere ondskabsfuldt og rette pistolen direkte mod Erik.

     ”Åh, din stakkel hva’? Du ved vel, at lige meget, hvor meget du så prøver at beskytte hende, så vil det være forgæves? Hvis jeg ikke får hende nu, så vil jeg bare gøre ligesom dig og finde hende efter hendes næste genstartning og få, hvad jeg fortjener. Så ville hun jo alligevel få endnu en genstartning, uden at kunne huske noget som helst.” Jeg kunne se, hvordan Eriks hænder begyndte at ryste, og derfor greb jeg fat i ham, for at holde ham tilbage. Det ville være direkte idiotisk af ham, at prøve at angribe Jake sådan uden lige.

Pludselig blev der grebet fat om mit ben, og jeg kunne mærke, hvordan adrenalinen kort skød igennem mig, inden jeg kiggede ned og fik øje på en grådkvalt Leonora. Hun havde dog ikke blikket rettet mod mig på nogen måde. Hendes blik var stadig stift rettet mod den livløse pige, der bare lå der på skovbunden. Det var ikke til at vide, hvad de kunne finde på at gøre med hende bagefter.

     ”Lad… Lad hende komme væk. Hjælp hende videre”, hulkede Leonora imod mig, og jeg kunne ikke lade være med at blinke forvirret af hendes ord, mens jeg prøvede at fange dem.

     ”Nurh, hva’, lille Leonora. Der kan man se, hvordan du nu har udviklet dig. Du spørger ligefrem din værste rival om hjælp, se, det er lavt”, kom det hoverende fra Jake, men jeg lod blikket blive ved Leonora, da hun nu langsomt fik vendt blikket mod mig. Hendes blik var bedende, og pludselig vidste jeg, hvad hun mente.

Mit blik gled igen op og landede på Jake, der stadig stod og svang skødesløst med pistolen, som om det ikke gjorde det store, hvis han ramte en ven eller en fjende. Hvilket det sikkert heller ikke gjorde for ham. Eriks hænder var nu knyttede, men de var stoppet med at ryste, og derfor tog jeg chancen og trak ham lidt tilbage, så det nu var mig, der stod forrest mod Jake. Jeg kunne dog stadig mærke Leonoras hånd om mit ben og Eriks hånd på min skulder.

     ”Overgiver du dig frivilligt, hva’ snut? Du ved, at så kan det være, at jeg vil være rar og lade de andre overleve… I hvert fald for nogle timer.” Hans kolde grin var næsten øresynderrivende, men jeg prøvede virkelig at holde det ude, så jeg ikke ville spilde energi på at lade ilden gå ud over ham. Jeg havde et eneste mål lige nu.

Mit blik lå på ham, mens jeg samtidig skævede ned på den lille livløse krop. Hvordan han havde fået sig selv til at dræbe sådan en uskyldig lille pige, kunne jeg virkelig ikke regne ud, da jeg syntes, at det var noget af det mest forfærdelige at gøre. Hvordan kunne klinikken tillade det?

     ”Tror du selv, at jeg overgiver mig? Det skal så først være den dag, du kommer i himlen. Og hov, vent, det kommer aldrig til at ske”;, hvæsede jeg af ham, inden jeg fik koncentreret en masse energi, som jeg derefter lod skyde ud mod den stakkels livløse pige.

Anstrengelse, fik mig til at falde let ind mod Erik, men jeg kunne tydeligt se, hvordan flammerne med det samme omspændte den lille krop i sit tag. Selvom jeg nu var ret så ubrugelig af kraftmangel, så var det det hele værd. Specielt ved Jakes udtryk, da han chokeret kiggede på sit nu brændende offer, inden hans blik gled undrende op til os.

     ”Din stakkels, genstartede, lille pige, ved du hvad dette betyder? Det der sker, når man bruger sådan en energiladning er skam, at man ikke rigtig kan bruges til noget. Og så bliver jeg jo nødt til at have dig til at modne i et stykke tid, for at du bliver brugbar.” Han rystede ærgerligt på hovedet, og jeg kunne mærke, hvordan kvalmen kom frem i mig ved hans ord, men der ar intet, jeg kunne gøre ved det. Jeg blev nødt til at støtte mig op af Erik, for overhovedet at kunne blive stående.

Grebet om min ankel blev strammere, men det var ikke noget, jeg som sådan kunne tænke over. Det eneste, jeg kunne fokusere på, var den lille pige, der nu blev fortæret af flammerne, som jeg havde skabt. Og jeg kunne ikke knække under nu, lige meget hvad.

     ”Du er det klammeste, jeg nogensinde har mødt. Og det siger endda en del, da jeg har befundet mig en del klamme steder.” Travis stemme brød pludselig ind, selvom han havde forholdt sig i stilhed ellers. Jeg havde ikke en gang kræfter til at vende blikket tilbage for at kigge på ham, men jeg kunne fornemme, hvordan hans smil ikke længere var ude på narrestreger. At dømme ud efter hans stemme, måtte det være et af de smil, som tydede på, at der er noget under vejs. Og jeg håbede virkelig, at det var noget godt.

Erik greb bedre fat i mig, da det var som om, at min energi forsvandt mere og mere, jo længere tid ilden fortærede pigen, men jeg kunne simpelthen ikke stoppe det nu. Nu skulle hun videre, og dte måtte så være på bekostning af min energi.

     ”Åh Travis, altid fuld af god energi. Du skulle bare vide”, brummede Jake selvtilfredst og svingede skødesløst pistolen til frem og tilbage igen.

     ”Jeg tror nu mere, at du skulle vide. For du har tydeligvis ikke læst på lektien”, kommenterede Travis med en hård stemmeføring, inden lyden af skræppende fugle pludselig kunne høres. De lod til at komme bagfra, og pludselig kunne jeg også se den første flyve hen over mig, og dykke direkte ned mod Jake, som med det samme dukkede sig i overraskelse.

     ”NU!” blev der råbt et eller andet sted fra, mens flere fugle fløj over os og ned mod Jake, der dog ikke så ud til at komme sådan ordenligt til skade, og pludselig flimrede det hele væk, og vi var kommet til en stor sø, der strakte sig så langt øjet rakte.

Grebet om min fod blev med det samme sluppet, ligesom jeg afkræftet faldt ind mod Erik, som heldigvis var klar på at gribe mig.

     ”Det må jeg sige, det var godt timet”, blev der kommenteret et eller andet sted fra, men jeg kunne nu mærke, hvordan sløvheden virkelig kom over mig. Og så blev alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...