På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3063Visninger
AA

37. Kapitel 36. Erik

Regnen silede ned og gav et mærkeligt syn på skoven. Det var et held, at vi ikke havde lagt os til, at sove under den åbne himmel, for så ville vi alle have været drivvåde nu. Jeg lod mine øjne let flakke rundt, mens jeg glimtede en anelse med dem. Lyden af en let snorken var i vores hule, mens jeg bemærkede, at jeg var den eneste, der endnu var vågen. En dyb sukken lød fra min side, og jeg fik dannet mig et smil over mine læber, som jeg kiggede ned på Annabell. Jeg strøg let en finger over hendes silkebløde kind, inden hun langsomt glimtede med øjnene og gabte. Jeg lænede mig frem imod hende og lod mine læber blidt ramme hendes læber, for så at trække mig tilbage.

     ”Godmorgen sovetryne,” smilte jeg drillende til hende.

Hun gryntede let, og det var tydeligvis i utilfredshed. Det passede åbenbart ikke damen, at hun skulle vækkes lige nu, hun trak soveposen længere op omkring sig, mens hun vendte sig let om på siden, inden jeg mærkede hende putte sig ind imod mig.

     ”Shh .. Hvis du ikke siger det, er det ikke nu, det er bare en illusion, det er stadig sovetid,” mumlede hun, inden hun krøb helt ind til mig, og jeg kunne ikke holde et stort smil tilbage, jeg morede mig veldig over det her. Inden jeg rystede let på hovedet af hende.

     ”Måske ikke for dig, men jeg skal lige noget,” sagde jeg og kyssede hende blidt på panden.

Hun løftede forvirret blikket og jeg mødte hendes øjne, som straks fængslede mig. Jeg holdt blikket let, inden jeg mærkede hendes læber ramme mine, og jeg straks kunne mærke fornemmelserne i min krop, som hungrede let efter hende og endnu et kys, jeg nåede dog kun lige at gengælde kysset, inden hun trak sig tilbage.

     ”Så nu kan du sove,” mumlede hun og jeg måtte kæmpe for, at holde latteren tilbage.

     ”Desværre,” kom det halvhjertet fra mig af, og jeg gav hende et blidt klem, inden jeg luskede mig ud af soveposen og trak i et par bukser, jeg trak t-shirten over hovedet, inden jeg smuttede ud af hulen, og straks mødte regnen, er gennemvædede mit tøj med det samme. Det stod ned i stænger, ikke specielt lokkende, men nu ville jeg gøre noget, som jeg havde haft lyst til de sidste par dage. Jeg ville give lidt igen til Charlie og Travis, som havde haft lidt for meget sjov på os andres bekostninger. Jeg fandt de to udhulede sten, som jeg havde sat ud i går aftes. Heldigvis, var de blevet fyldt op med vand. Derfor tog jeg dem i hænderne og balancerede forsigtigt ind i hulen med dem. Kort skævede jeg over til Annabell, der havde sat sig op og gned sig i sine trætte øjne. Hun kiggede undrende på mig, inden hun så, hvor jeg var på vej hen, og jeg hørte et let fnis fra hende af.

Jeg bevægede mig lettere lydløst afsted, inden jeg stoppede op. Mit blik gled ned over dem. Charlie og Travis lagde ryg mod ryg, mens Leonora lå og sov trygt ind i Travis favn, jeg kunne nok ikke undgå at ramme hende også, men hun ville forhåbentlig også kunne se det sjove i det.

I en rolig og stilfærdig bevægelse, havde jeg bevæget mine arme ud i luften og holdt vandet i stenene over deres hoveder, inden jeg instinktivt vendte vandet rundt, så det væltede ud af dem, og ramte lige ned i hovedet på de to drenge, og en lille smule faldt ned på Leonora. Jeg sprang tilbage og gemte stenene, inden jeg sprang over og smed mig på min sovepose.

Gisp og hyl kom med det samme, oveni nogle hvin, mens de alle tre sprang op og stod forvirret, som tre druknede mus, inden jeg flækkede af grin og væltede rundt i soveposen, mens jeg forsøgte at holde mit grin inde.

     ”Det der var så meget ikke sjovt Erik!” Vrissede Travis morgengnaven, mens han tog hostede en anelse, og strøg hånden igennem sit våde hår, inden han fiskede efter brillerne, der var blevet godt våde, og han derfor tørrede dem af i sin trøje.

     ”ERIK!” Skreg Leonora op, hvilket fik Charlies kommentar til at tone væk, så jeg slet ikke hørte den. Leonora sprang hen til mig, og rykkede fat i min arm og hev mig på benene.

     ”Det der var overhovedet ikke sjovt!” Bed hun mig af med et iskoldt blik, inden jeg smålo, og så på hende.

     ”Du må indrømme, at det var ret sjovt” Sagde jeg og blinkede kækt til hende, inden hun sukkede opgivende, alligevel kunne jeg se det lille smil, der tegnede sig over hendes læber, mens hun rystede let på hovedet og tog en dyb indånding. Mere skulle der heller ikke til.

     ”Kun hvis du siger, at du har tilgivet mig”

Hun lagde armene over kors, mens hun så afventende og skeptisk på mig. Jeg trak let på skulderne, mens jeg lod som om, at jeg overvejede det meget nøje.

     ”Jeg ved ikke helt. Det var skal jeg lige tænke over.. Du kan få svar sidst på ugen” Jeg gned mig let ved hagen, mens jeg ser tænkende ud i luften.

     ”Erik!” Vrissede hun.

     ”Ja ja, selvfølgelig har jeg da tilgivet dig, hvem skulle ellers være min lille Nora?” Spurgte jeg og blinkede kækt til hende, inden jeg gav hende et kram, mens grinet stadig hang over mine læber.

*

Jeg sad sammen med Charlie og Travis, og havde længe haft en meget rolig samtale – selvfølgelig blandet sammen med en masse fjollerier. Andet kunne ligesom ikke være, sådan var det, når Charlie var en del af selskabet, han havde det med at få alt vendt så det blev ganske morsomt. Pigerne var lidt længere væk, faktisk havde jeg lidt glemt de stridigheder de havde med hinanden. Forhåbentlig, havde de fundet en løsning på det hele. Den tanke strøg jeg straks, da en høj og skinger stemme ramte mine øre.

     ”Hvorfor er du sådan efter mig? Du er nedlandende, pessimistisk og virkelig efter mig konstant. Hvad fanden har jeg nogensinde gjort imod dig?” Jeg kunne høre Annabells stemme, der lød skingert. Jeg rynkede i panden, mens jeg udvekslede et blik med Travis og derefter Charlie.

     ”Burde vi gøre noget?” Travis så spørgende på mig, og jeg trak på skulderne.

     ”Det er måske på tide, at de får lov til, at køle lidt af med hinanden. Jeg har forsøgt, at stoppe de diskussioner, hver gang – Men jeg orker ikke mere.” Sukkede jeg, jeg havde efterhånden givet op med at forsøge, at få dem til at tie stille og acceptere hinanden. ”Skal vi forskrække dem?”

     ”Fordi du .. Du..! Argh! For helvedet Annabell, du har ikke gjort andet end at ødelægge alle mine venskaber og bånd med andre, du er simpelthen så egoistisk! Overvej lige, hvor mange liv du ødelægger ved det her?” Leonoras stemme var hård og iskold, lyden af et smæld, fik mig dog på benene.

     ”Okay, ingen forskrækkelse, nu kan det fandme være nok med de bitchfights” Sukkede jeg og bevægede mig med faste skridt imod dem, mens jeg hørte Travis tumlende skridt efter mig.

     ”Hvad har du tænkt dig at gøre?” Spurgte hun nysgerrigt.

     ”Det-”

Jeg frøs fast, da jeg så de to pigers skikkelser og hørte, stilheden brede sig. Det undrede mig, at de stod og stirrede ud i luften, men en stemme, kastede mig tilbage til virkeligheden, og det syn der mødte mig var ikke noget, som jeg ønskede at se.

     ”Hvad er det for en måde, at velkomme lederen på?” Hvislede den iskolde og hånlige stemme, jeg stivnede ved det. Nej, det kunne ikke være sandt! Jeg sprang frem og stivnede, da jeg mødte de hadfulde øjne der tilhørte Jake! Han skulle jo være død! Hvorfor var han ikke død?

     ”Og hvem har vi så her? Mr. Loverboy – Ikke se, så overrasket ud Erik, havde du regnet med, at jeg var død? Du glemmer vidst, hvem jeg er. Mig slipper du aldrig af med!” Hvislede hans stemme, og jeg måtte rømme mig, og minde min krop om, at jeg skulle reagere og gå imod ham.

Jeg trådte frem imod ham, mine skridt var hurtige og lange, og alligevel så faste, at jorden let maste under min vægt. Leonora og Annabell, var hurtigt et stykke bag mig, mens de så afventende på os.

     ”Du glemmer vidst en lille detalje Jake” Sagde jeg, mens et lusket smil gled over læberne og gjorde et nik imod pigerne. ”Uanset, hvor mange gange du kommer tilbage, så vil du aldrig have nogen på din side, som rent faktisk respekterer dig og holder af dig. Det eneste du vil have, er folk der frygter, at gå imod dig – af frygt for, hvad du vil udsætte dem for næste gang”

     ”Og det skulle røre mig, hvorfor?” Gled det koldt over hans stemme, inden han trådte nærmere. Jeg veg ikke tilbage, jeg stod fast på mine ben, mens jeg tog en dyb indånding, og let skubbede brystet en anelse frem og trådte frem imod ham.

     ”Det burde det gøre. Desværre er du ligeså følelseskold, som du altid har været. Jeg forstår ikke, hvordan jeg engang troede, at du kunne ændre dig” Han lo hånligt.

     ”Pas på, ellers så dræber jeg dig!” Han trådte faretruende fremad imod mig, men jeg veg ikke det mindste tilbage. Han havde brudt roen i vores lejr. Vi burde også, være gået videre i dag, det havde været dumt at blive siddende her.  

     ”Ikke hvis jeg dræber dig først!”

Jake lo hånligt, mens han gjorde et kast med hovedet.

     ”Jeg har faktisk noget til dig, eller det er vidst mere til Leonora,” han flyttede sit blik fra mig og over på Leonora, som straks løftede hendes stålgrå blik, inden hans blik gled ned på Annabell.

     ”Vi to, er ikke færdig med hinanden putte, når du mindst venter det, så skal jeg nok få dig, om du vil det eller ej. Mig kan du ikke undslippe for evigt”

Vreden meldte sig i min krop.

     ”Du rør hende ikke!” Ordene vred jeg hvæsende ud over mine læber, mens jeg skubbede hårdt til ham, da han var trådt langt nok frem imod mig. Jeg stirrede indædt ind i hans øjne.

Igen, hørte jeg hans hånlige latter, inden et smørret og ondskabsfuldt smil gled over hans læber. Der var noget i gærre, og det værste var – at hvis Leonora og Annabell ikke havde kæftet sådan op i deres lille fight, så havde han sikkert ikke hørt os. Men på den anden side, han havde Raphael på sin side. Så det havde han nok alligevel.

     ”Kom med Tori,” hvislede han og knipsede let med fingrene. Jeg rynkede i panden. Den lille sky pige, med det lyse pagehår, blev hevet frem. Hun var 10 år gammel, og en lille sky viol, som jeg ville kalde hende. Hun havde aldrig gjort det store indtryk på mig, udover, at hun havde en fantastisk evne. Hun kunne styre genstande ved tankerne kræfter og smide dem op i luften og kaste rundt med dem. Det havde altid været fascinerende, men det var det eneste hun kunne – hun dumpede altid de andre forsøg.

     ”Hvad har du gang i Jake?” Kom det pludseligt fra Leonora, jeg vidste, at hun var meget nysgerrig, eftersom Tori var en af de piger, som Leonora havde ansvaret for at passe på, på klinikken.

     ”Jeg har gang i det, som Klinikken har bedt mig om – At sende jer et budskab om, at overgive jer” Hans blik var hårdt, inden han trak pistolen og sparkede til det arme pigebarn.

     ”NEJ!” Skreg jeg, inden skuddet lød, og Tori stivnede, hendes krop blev stiv, inden den faldt livløst sammen, hendes øjne stod vidt åbne, mens blodet strømmede ud af hendes kranie. Et skrig forlod Leonora – et hysterisk et af slagsen, mens jeg nærmest fik tinnitus af, at stirre på det. Han havde dræbt hende. Han havde dræbt Tori.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...