På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3095Visninger
AA

35. Kapitel 34. Annabell

Den næste morgen vågnede jeg til lugten af Eriks trøje. Et smil kom med det samme frem på mine læber, da jeg let flyttede mig og kunne mærke hans betryggende arm om mig. Dagen i går var gået meget fint uden de store problemer, da min fod nu var helt i orden igen, og ingen af de andre var sårerede. Jeg vidste ikke, om det var held eller hvad det var, der havde sørger for det, men rart var det i hvert fald.

     ”Godmorgen”, lød en lav brummen og jeg vendte blikket op og blev mødt af Eriks flotte gullig øjne. Et smil var over hans læber, og selvom han havde skridt i det meste af ansigtet efter en mudderkamp forrige dag, igangsat af Travis, så kunne han næsten ikke have set kønnere ud.

     ”Morgen. Klar til endnu en dag på flugt?” spurgte jeg lavt med et let smil, selvom tanken egentlig var noget deprimerende. Jeg vidste nemlig virkelig ikke, om denne flugt nogensinde ville ende. Eller i hvert fald om den nogensinde ville ende med et godt udfald.

     ”Så længe det er i ligeså godt selvskab som de forrige dage”, svarede han med et skævt smil og jeg fornemmede, hvordan han lænede sig ned for at kysse mig. Han nåede det dog ikke på nogen måde, inden Travis var kommet med i samtalen.

     ”Jeg ved godt, at du elsker mig. Men drop den flirtende undertone.”

Jeg kunne ikke lade være med at fnise af de ord, inden jeg trak mig fra Erik og rejste mig halvt op på albuen, så jeg kunne kigge over på de andre. Travis sad allerede oppe og var i gang med at gnide søvnen ud af øjnene, mens de andre så ud til stadig at være nogenlunde i søvnens tag.

     ”Der er vidst en, der er i storform allerede fra morgenstunden, hva’?” spurgte jeg med et drillende smil, da Travis rakte ned og tog sine briller på. Han prøvede endnu en gang at ryste det blonde hår væk fra ansigtet, men det faldt lige så hurtigt ned foran igen.

     ”Hvornår er jeg ikke i storform?” Han blinkede let til mig, inden han hoppede over Leonora og satte sig overskrævs hende for derefter at læne sig ned og puste hende på næsen. Dette fik hende til at vride sig noget overrasket og skrige kort, inden det gik op for hende, hvad det var. Hun skubbede irriteret til hans brystkasse, hvilket bare fik ham til at grine og lade sig falde ned oven på Charlie, som kort mistede vejret, inden han også begyndte at grine og skubbe Travis til side. Jeg kunne ikke gøre andet end at grine af det, og en lav klukken kom også fra Erik. Det var klart, at stemningen var blevet meget bedre efter Travis og Charlie var kommet med på turen. Så var det også noget nemmere for mig at ignorere Leonora.

Efter flere drillerier mellem Charlie og Travis endte det endelig med, at vi fik pakket sammen og begav os videre. Vi var stadig på vej nordpå, men nu var landskabet mere varieret end bare træer. Vi kom over enge og igennem store vådområder, men hver gang vi var udenfor træernes beskyttelse følte jeg mig ekstremt blottet og selv Travis’ og Charlies joke kunne ikke rette op på den dårlige fornemmelse jeg fik.

     ”Okay?”

Vi var på vej over endnu en ad de mange rapsmarker vi havde været igennem, og jeg drejede blikket til siden, hvor det blev mødt af Erik, da han var kommet op på siden af mig. Jeg sendte ham et smil, og kørte en hånd igennem mit hår.

     ”Ja, selvfølgelig. Jeg føler bare, at vi er virkelig blottede herude”, forklarede jeg med et opgivende smil, inden jeg trak på skuldrene. Han sendte mig et opmuntrende smil og lagde kort armen om mig for at give mig et klem, hvilket med det samme medførte et hvin bagfra, hvilket fik hans arm til at forsvinde fra mig igen.

     ”Lad lige os andre have plads, tak!” jamrede Charlie, inden han masede sig imellem os. Jeg kunne ikke holde grinet inde, selvom jeg virkelig havde følt at den arm var rar og betryggende. Men vi måtte hellere følge Charlie.

     ”Tsk, jeg vidste, at vi ikke skulle have ladet en mindreårig komme med.” Travis masede sig ligeså ind imellem os og daskede Charlie på skulderen, der dog straks var over ham med flere dask. De endte med at vælte rundt i rapsen, grinende, hvilket med det samme smittede af.

Leonora så dog ikke ud til at finde det alt for sjovt, da hun masede sig imellem Erik og jeg med et noget sammenbidt ansigt.

     ”Stop de der barnligheder! Vi skal nå i ly af skoven inden mørkets frembrud!”

Jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene af hende, men hendes stemme fik dog Travis til at stoppe den venskabelige slåskamp. Han kørte brillerne op på næsen igen, inden han sendte hende endnu et af sine strålende smil.

Jeg forstod stadig ikke, hvordan det kunne være, at de to kunne være kærester. Jeg var lige ved grine højlydt, da Erik havde fortalt mig det den forrige dag, men alligevel så bevidnede de få kys og Travis tydelige hengivenhed over for hende Eriks ord. Om jeg forstod, hvad sådan en sjov fyr som Travis så i sådan en muggen en som Leonora. Men jeg kommenterede det ikke.

Senere på dagen begyndte det at regne. De små dråber begyndte hurtigt at gennemvæde min, eller rettere Eriks, T-shirt, da jeg ikke længere havde min jakke efter episoden med Jake, som jeg absolut ikke ville tænke på. Jeg lod dog som ingenting og fortsatte fremad gennem skoven vi endelig var kommet ind i, og pludselig begyndte det at stå ned i stænger.

     ”Her.” Gennem regnen mærkede jeg pludselig noget tungere lande på min skuldre, og da jeg tog hænderne tilbage, lagde jeg mærke til, at det var Eriks jakke. Jeg sendte ham et taknemmeligt smil, inden jeg dog tog jakken af mine skuldre igen og rakte den tilbage til ham.

     ”Det er bedre du holder dig tør, for så kan jeg jo altid finde varme hos dig”, påpegede jeg og blinkede til ham, hvilket fik ham til at tage imod jakken igen med et skævt smil, selvom han stadig ikke så helt tilfreds ud over, at jeg nu blev drivhamrende våd.

     ”Erik og Annabell er forlovet! Kysser hinanden i… glem det, der er ikke noget tog i miles omkreds, så I må finde et andet sted”, grinede Charlie, og Travis gav ham et anerkendende klap på skulderen.

     ”Se, den var faktisk god! Kan du, nårh nej, der var du for lille, men kan I andre huske den gang på vej til øvelse i bjergene? Jeg blev nødt til at sidde imellem jer hele vejen, for at det skulle være udholdeligt”, sagde han med et drillende smil til os, da han begyndte at gå baglæns for at kunne snakke til os. Han så overhovedet ikke ud til at have noget imod regnen, for nu ville hans hår endelig sidde bare nogenlunde væk fra ansigtet.

Mit blik gled over på Erik med et nysgerrigt smil, og jeg kunne se, hvordan han rullede med øjnene af Travis.

     ”Det var så overhovedet ikke sådan!”

     ”Jo det var så! Og jeg har ret, fordi det var mig, der blev nødt til at sørge for, at I gik på toilettet hver for sig!” Han grinede smørret, da han kunne se, at både Erik og jeg fik en smule kulør i kinderne, der dog kun svagt kunne anes i den silende regn. Jeg kunne overhovedet ikke huske den episode, så han kunne sagtens snyde mig, men med Eriks reaktion kunne jeg dog næsten være sikker på, at det var sandt.

Forsigtigt og noget usynligt bevægede jeg mig tættere på ham, inden jeg let fik smøget min hånd imellem hans. Jeg forstod virkelig ikke, hvordan det hele kunne være fosvundet. Tænk på, hvordan vi havde haft det førhen? Og alt det blev slettet ved genstartningen.

Eriks fingre gled langsomt ind mellem mine våde, og gav min hånd et klem.

     ”Det var dog langt fra den værste gang!” annoncerede Travis, inden han tog en dyb teatralsk indånding. Selvom jeg langt fra var glad for samtaleemnet, kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile. Mit smil forsvandt dog i samme øjeblik Leonora trådte hen og greb Travis’ hånd og dermed fik ham til at holde mund.

     ”Lad os nu bare finde et sted.”

Hun lød om muligt endnu mere muggen end normalt, og det fik virkelig ødelagt den ellers lettet stemning, der var kommet over os alle. Jeg troede ikke, jeg kunne hade hende mere, end den gang hun hev mig i håret, men lige nu var hadet meget større.

Det tog os ikke lang tid om at finde en hule, hvor der var læ fra regnen. Vi regnede stærkt med, at vores forfølgere var flere kilometer bag os, så derfor turde vi godt tage chancen i dette vejr. Vi fik pakket lejren, som vi kaldte den, ud, og satte os til at stege nogle af de fugle, som vi havde fanget tideligere på dagen. Uden egentlig at tænke over det brugte jeg min evne til at tænde bålet, og det eneste jeg fik for det var et olmt blik fra Leonora. De andre virkede nærmere bare lettede over at have noget at varme sig på, og ligeså gjorde jeg.

     ”Hvor er vi egentlig på vej hen?” spurgte Charlie nysgerrigt, da han var i gang med at fortære en af fuglene. For en gangs skyld virkede han ikke til at kunne bryde ud i grin, selvom der stadig var et glimt i hans blå øjne, og han lignede en form for gal videnskabsmand, da hans brune hår nu var begyndt at tørre og stå ud til alle sider.

Jeg sukkede tungt, inden jeg tænkte det hele igennem. Min plan havde stået så klar førhen, men nu var jeg i tvivl. Det var trods alt min skyld, at de nu var blevet udstødt af klinikken, og det kunne jeg ikke leve med at have på samvittigheden.

     ”Det var planen, at jeg skulle ende med at slå mig ned på et vandrehjem længere nordpå og dermed leve i fred, men… Det ser lidt umuligt ud lige nu.” Jeg sendte ham et undskyldende smil, for det var ikke dømmende på nogen måde. Jeg vidste bare virkelig ikke, hvordan vi fem mennesker kunne holde os ude fra Klinikkens søgelys de næste mange år.

En arm gled let om mig, og jeg drejede hovedet for at blive mødt af Eriks medlidende smil, inden jeg lænede hovedet mod hans skulder med et tungt suk. En ting var i hvert fald sikker, jeg kunne under ingen omstændigheder forlade Erik nu, hvor han havde gjort så meget for mig.

     ”Så… Vi har brug for en ny plan?” konstaterede Charlie og pegede den afspiste fugl mod mig i en gestus, som fik et trist smil til at komme frem på mine læber. Jeg kunne dog ikke rigtig svare og nikkede bare.

     ”Og det skal være en plan, som vi alle kan stå ind få. Ingen skal efterlades alene tilbage”, svarede Erik for mig, og jeg mærkede hans læber mod mit hår, som fik mig til at smile. Mit blik gled over de andre, og jeg vidste, at jeg ikke kunne have fundet bedre mennesker at flygte med. Hvis jeg altså lige glemte Leonora.

Hun stirrede så intenst på mig, at jeg var lige ved at tro, at hun prøvede at dræbe mig med sit blik. Jeg priste mig lykkelig for, at det ikke var den evne, hun havde fået, selvom jeg virkelig ikke forstod, hvorfor hun hadede mig så meget. Hvad havde jeg lige gjort hende? Få sekunder stirrede vi på hinanden, inden hendes blik skød væk og blev lagt i skygger fra bålet.

     ”Lad os komme til ro. Vi har lang vej endnu, hvor vi end skal hen”, sagde hun en anelse køligt, inden hun rejste sig og lagde sig over i sin sovepose. Travis sukkede let, inden han sendte os andre et brændende smil for derefter at lægge sig i den ved siden af hende. Jeg forstod stadig ikke, hvordan han kunne holde hende ud.

Charlie nikkede for sig selv, som om han var i gang med at diskutere noget i sit indre, inden han også undskyldte med at skulle få noget søvn. Det så nu mere ud som om, han ville holde diskussionen for sig selv, og derfor kravlede ned i sin sovepose væk fra os.

Jeg mærkede Eriks hånd stryge over min arm og vendte blikket mod ham med et trist smil. Det hele så ret sort ud for os nu. Vi havde ingen plan og var næsten dømt til at flygte resten af vores liv. Det ville ikke undre mig, hvis klinikken var så opsat på at få fat på os, at det kunne blive en realitet.

     ”Vi skal nok klare den”, hviskede han til mig med et opmuntrende smil, som med det samme fik mit humør op, og han lænede sig ned for at kysse mig. Kysset var let mod mine læber, og ved berøringen begyndte minder igen at flyde frem og placere sig, som om de altid havde været der.

     ”Vi sover ikke endnu!” kom det fra Charlie, hvilket med det samme fik mig til at bryde kysset med et let fnis. Jeg kunne også høre Erik klukke lavt over det.

     ”Jeg vidste, vi ikke skulle have taget mindreårige med”, kommenterede han drillende, lige akkurat højt nok til, at han vidste, at Charlie kunne høre det. Det virkede dog ikke til at gøre nogen forskel overhovedet.

Jeg sukkede tungt, inden jeg let trak mig ud af hans greb, for derefter at træde hen og få slukket bålet. Jeg havde fundet ud af, at jeg kunne benytte mig af min evne begge veje, både til at antænde og slukke ilden. Når jeg antændte den mistede jeg energi, og når jeg slukkede den fik jeg. Jeg vidste dog ikke helt, om det var et godt tegn.

Mørket lå nu helt over hulen, mens man stadig kunne høre regnen tromme udenfor. Jeg lod blikket glide hen over mørket, men kunne ikke se noget som helst, og derfor var jeg noget lettet, da jeg mærkede Erik hånd i min, da han let førte mig hen til vores soveposer. Jeg lagde mig i min med mit stadigt fugtige tøj, inden jeg krøb helt ind til ham for at finde trygheden.

     ”Sov godt, Annabell”, hviskede han lavt og lagde armen om mig for at slutte den boble vi kom til at ligge i.

     ”Sov godt, Erik”, svarede jeg ham lavt, inden jeg lukkede øjnene og lod søvnen få overtaget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...