På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3074Visninger
AA

34. Kapitel 33. Erik

Kysset hang stadig i min krop, og jeg havde stadig fornemmelsen af, at mærke hendes varme og fyldige læber ramme mine, mens essensen af liljer, stadig hang over mine – som om, at hun havde brændt et mærke imod dem. Det var anderledes end dengang, hun havde kysset mig i en desperat handling til festen. Langt bedre, og nu kunne jeg slet ikke få tanken ud af mit hoved igen. Skrækken for at miste hende, havde hængt i mig det meste af dagen, så det havde været meget normalt, at vi begge var både fysisk og psykisk medtaget og udtrættet, så efter kysset havde jeg taget hende ind i mine arme og hun var faldet i søvn. Jeg selv, var døset hen lidt efter, men vågnede op ved lyden af stemmer i nærheden. Mit trætte blik skød rundt, inden jeg langsomt løsnede mit greb om Annabell, der straks glimtede let med de eventyrlige øjne, som hurtigt tryllebandt mig.

     ”De andre er tilbage,” hviskede jeg lavt til hende.

Et kort øjeblik mærkede jeg, hvordan hele hendes krop spændte op ved de ord, og en form for panik skød ind over hendes øjne, men det virkede til, at hun hurtigt regnede ud, at eftersom jeg talte roligt, så var det ikke noget, som hun skulle bekymre sig om. Hvilket det jo heller ikke var.

     ”Bare 5 minutter mere,” kom det søvndyssende fra hende af, inden hendes øjne atter gled i. Jeg kunne ikke lade være med, at få et forsigtigt smil over læberne ved det. Jeg strøg let den ene tommel over hendes side på en nussende måde.

Dog irriterede det mig grænseløst, at jeg kunne høre en diskussion blandt de andre – Det gode var dog, at det tydede på, at de havde valgt at skifte side og følges med os. Derfor flyttede jeg blikket og fangede Travis skikkelse, mens han let tog sine briller ned og pussede dem, inden han satte dem op igen, og let skubbede dem længere op på næseryggen, indtil de sad helt perfekt til hans pasform. Et lille svagt smil gled frem på mine læber. Specielt, da jeg så at Charlie stod lidt væk fra ham og observerede, hvad der skete. Der måtte være en tredje person, der var smuttet med dem tilbage, for det så ud til, at Travis diskuterede med en eller anden, som stod foran ham. Desværre så var der et kæmpe stort egetræ i vejen, så jeg havde ingen mulighed for, at se, hvem det var der var fulgt med. Ikke engang stemmen kunne jeg høre så godt endnu. Det måtte dog være en, som man kunne stole på, ellers ville de ikke have taget vedkommende med.

Pludseligt ramte stemmen igennem mit hoved og jeg genkendte den straks. Mine øjne udvidede sig en anelse ved tanken om det. Leonora. Hvorfor havde de taget hende med? Jeg vidste jo godt, at hende og Travis var kærester, og han havde forsøgt at forklare, at hun ikke havde noget med det bagholdsangreb, at gøre. Men troede jeg på det? Jeg ville så gerne tro på det, Leonora var trods alt en af de få, som jeg aldrig i mit liv havde drømt om, kunne forråde mig. Men på den anden side, så ville det ikke virke helt ulogisk, at hun ville forråde Annabell? Mit hoved dunkede en anelse ved det og jeg kunne virkelig ikke fatte mine tanker. Langsomt viklede jeg mine arme fri fra Annabell, og lagde hende forsigtigt ned på jorden og svøbte tæppet omkring hende, inden jeg plantede et blidt kys imod hendes kind. Hun udstødte et dybt suk og krøllede sig let sammen på jorden, hvilket fik et smil frem på mine læber. Jeg ville ikke gå langt væk, turde ikke have hende ude af synsfeltet af frygt for, at hun pludseligt ville forsvinde ved det.

Langsomt bevægede jeg mig afsted hen imod de andre, jorden knasede let under min vægt, men jeg gjorde ikke noget for at forhindre det. Jeg ville bare vide, hvorfor! Hvorfor hun havde gjort det og hvad der helt præcist skete omkring mig. Have svar på de finurligheder der var i mit sind.

     ”..Bekymre sig om” kom det med et suk fra Leonoras stemme, mens jeg så hvordan hun lagde sin hånd på Travis skulder og lænede sig frem imod ham. Hun var lige ved, at ramme hans læber, da hun fik øjenkontakt med mig og straks brød kontakten og trak sig tilbage. Hvilket fik Travis til, at komme med en utilfredslyd og straks træde frem for, at afslutte det, som de havde gang i. Hun satte dog en hånd op imod hans brystkasse, hvilket fik mig til at rynke i panden.

     ”Lige 2 sekunder Travis, jeg skal lige snakke med Erik,” Hendes stemme gled let og snoet ind og hvis jeg ikke havde vidst bedre, ville jeg aldrig have troet, at hun var kærester med ham. Nogen gange, havde jeg også mine tvivl. Jeg skød dog tanken væk.

     ”Nu? Vi to har ikke snakket færdig!” Travis lagde armene over kors og sukkede, mens han så på hende, han havde en noget utilfreds tone over sine ord og de kom en anelse opgivende ud. Det var tyddeligt, at han var utilfreds. Jeg kunne dog ikke bebrejde ham, havde det været mig, så var jeg blevet godt knotten – Medmindre der var en god grund. Og det håbede jeg så sandeligt at der var denne gang. Jeg havde ikke spor lyst til at tale med hende.

     ”Senere” Hun sendte et af sine strålende smil til ham, og han kom med nogle mumlende ord, som jeg ikke fangede inden han forsvandt videre med Charlie, der daskede ham let på skulderen. Efter det der skete med Annabell, så havde meget forandret sig på klinikken. Der var blevet rod i den rangorden, som vi havde haft før og folk var begyndt at mænge sig med hinanden på en ny måde. Men de to drengerøve, var blevet utrolig tætte, mens mig og Leonora igen, havde slået knasterne sammen og var blevet perlevenner. Nu tvivlede jeg på, om det havde været sandt overhovedet.

     ”Så jeg hørte, at Travis forklarede dig, at jeg ikke var med i det der skete” Begyndte Leonora og mit blik stillede sig straks skarpt på hende, inden jeg rystede på hovedet. Hvilket meget hurtigt fik hende til, at slå en rynke på næsen, og kigge undrende på mig.

     ”Flot. Din kæreste forsvarede dig, men du har ikke engang forsøgt at gøre noget. Du stod der bare! Du sagde ikke en skid!” Gled det skarpt over min tunge, mens jeg stirrede på hende. Jeg slog den ene hånd afvisende ud efter hende, da hun trådte nærmere, inden jeg snurrede rundt på hælene for at bevæge mig hen til den sovende Annabell igen.

     ”Erik… Lad mig idét mindste forklare! Kom det bønfaldende fra hende af. Jeg stoppede derfor op, og vendte mig rundt i en mekanisk og fast bevægelse, så jeg igen havde front imod hende.

     ”Forklare hvad? Forklare at det hele bare var en stor løgn? Nej endnu værre, at du havde planlagt en fælde? Jeg stolede på dig, du var min bedste ven og det her var takken? Hvad havde du forventet? At jeg tog imod dig med åbne arme og godtog alt efter det. Du gjorde ikke en skid Leonora!” Snappede jeg af hende og min stemme hævede sig straks, det var denne aggression, som jeg havde haft hængende i mit indre, og som jeg ikke havde kunne komme af med de sidste dage.

     ”Det var jo ikke sådan det skete. Jake udnyttede mig!” Hendes ord kom klynkende og jeg kunne se, hvordan hendes øjne begyndte at blive glasserede, inden hun frustreret slog ud med armene.

     ”Jake har skylden for mange ting, men det her er ikke en af dem!”

     ”Så burde du også vide, at jeg ikke kunne finde på at gøre det imod dig. Han udnyttede mig til sin fordel, du ved, at jeg altid ville stå ved din side, hvis det var muligt. Men jeg .. Jeg ..” Hun tav i lidt tid og hendes blik skød væk fra mig. Det var tydeligt, at hun havde svært ved at sige, det som hun skulle til at sige lige nu. ”Jeg .. Du kender ham .. Jeg frygtede, hvad han ville gøre, hvis jeg ikke spillede med. Han .. Han er modbydelig, han bruger alle kneb og jeg vil ikke udsættes for noget. Ikke af ham”

Det sidste hviskede hun nærmest, og det fik mig til at tage en dyb indånding. Jeg overvejede dog, om dette kunne være sandt. Alligevel, var der noget i mit indre, der sagde, at hun talte sandheden.

     ”Jeg tror, ikke at hun lyver” Kom det søvndyssende fra en lav stemme bag mig, og jeg vendte mig rundt og kiggede på Annabell. Hun gned sig i sine øjne, mens hun stadig holdt tæppet omkring sin krop, mens hun langsomt nærmede sig mig.

     ”Hold din kæft Annabell og bland dig udenom, det her er ikke noget du skal blande dig i!” Leonoras blik blev straks stillet skarpt, og jeg kiggede forvirret fra den ene til den anden. Ikke igen.

     ”Jeg prøver, at hjælpe dig og det her er takken?” Fnøs Annabell, da hun endelig var færdig med at gnide søvnen ud af sine øjne, jeg tog den ene hånd op og kløede mig let i nakken, mens jeg forsøgte at synke de informationer jeg netop havde fået ind i hovedet.

     ”Jeg har ikke bedt om din hjælp. Faktisk, vil jeg helst undvære hjælpen, hvis det kommer fra sådan et ynkeligt skvat som dig, der ikke engang kan holde til at få noget information om min egen familie uden at brænde sammen og gå amok!” Vrissede Leonora.

     ”Så er det nok!” Bed jeg Leonora af og sendte hende et vredt blik, hvilket hurtigt fik hende til at bakke et skridt, inden hun skød blikket imod jorden.

     ”Undskyld, det var ikke meningen at-” Hun tav.

     ”Det var meningen, det ved jeg. Men derfor skal du stadig ikke gøre det. Bad jeg ikke jer to om at lægge stridsøksen på bordet? Hvordan skal vi kunne fungere herude, hvis vi hele tiden venter på, at den næste skal dolke os i ryggen?” Sukkede jeg tungt.

Lyden af en der havde forsøgt at holde masken, men nu brød sammen i grin ramte mine øre, og jeg lod blikket skyde rundt. Det så endda ud til, at både Leonora og Annabell ligeså var forvirrede. Inden jeg så en halv sammenknækket Charlie komme væltende ud af busken.

     ”I skulle have set Travis!” Lo han munter, mens han pegede ind i busken. Jeg rynkede i panden, og tøvede kort, inden jeg sukkede.

     ”Nu er ikke lige tidspunktet Charlie,” brummede jeg utilfreds med det, men det var nu mest fordi, at jeg ikke kunne finde rundt i, hvordan jeg kunne få Annabell og Leonora til, at acceptere hinanden og ikke bidde hovedet af hinanden, hver gang man vendte ryggen til dem.

     ”Men-” Begyndte han.

Jeg sendte ham et stramt udtryk og han nikkede let, den dreng var bare ikke til andet end sjov og ballade – men han var altid ved Travis side, uanset hvad. De to var uadskillelige, selvom de havde nogle år imellem sig. Da han atter var forsvundet ind i busken til Travis, vendte jeg mit blik skiftevis fra den ene til den anden af de to piger, der begge i mellemtiden havde lagt armene over kors. Eller det vil sige, at Annabell havde lagt dem rundt om tæppet, som hun stadig tryggede hårdt ind til sig selv. Hun så faktisk ganske kær ud på den måde, jeg måtte dog hurtigt fjerne den tanke, for ikke at blive distraheret fra det egentlig formål.

     ”Okay hør her piger. Fremover, hvis i gør et eller andet imod hinanden, hævn eller bitch-fight, så må i forvente en straf. Det dur ikke, at i render rundt og rykker hovedet af hinanden, det er meningen, at vi skal stole på hinanden. Og helt ærlig, for et år siden, der stolede i på hinanden” Min stemme var fast og jeg synes selv, at jeg formåede, at holde den lettere autoritær.

     ”Aftale,” indvilligede Annabell hurtigt i, men det var tydeligt, at hun ikke var med på idéen. Hun ville bare undgå flere problemer, hvilket jeg udelukkende kunne følge hende i. Derfor sendte jeg hende også et blidt smil, inden jeg så hen imod Leonora.

     ”Nora?” Spurgte jeg så afventende.

Hun kiggede op, og fik et smil frem på læberne, der nåede til hendes øjne, inden hun kort rullede med sine stålgrå øjne, da de ramte et lille stykke bag mig – højest sandsynligt Annabell.

     ”Jeg lover ikke noget. Men så længe hun ikke kommer på tværs, så skal jeg nok holde mig fra hende af” Leonora havde et selvsikkert glimt i øjet, og jeg havde en dårlig smag i munden af, at hun havde et eller andet gemt i ærmet, som kunne gå ud over Annabell.

     ”Tryg hinandens hænder, for at bevise det” Sagde jeg.

De to piger så afskydende på hinanden, og stirrede i lang tid. Der skete dog ikke andet.

     ”Bliver det i dag?” Skyndte jeg på dem. Inden jeg hørte en irritabelt sukken både foran mig og bag mig, hvilket fik et lille smil frem på læben. Hvis jeg kunne få deres irritation til, at komme hen på en som fx Jake, så ville det være perfekt. Hvilket mindede mig om, at jeg havde været heldig. Det havde været alt for dumt, at angribe ham sådan – dumdristigt. Jeg fik hurtigt revet mig fri fra tanken, da jeg så, hvordan de endelig trykkede hinandens hænder.

     ”Erik, kan jeg lige tale med dig?”

Jeg blev fanget i Annabells øjne, da hun snakkede og kiggede kort op på Leonora, der havde et stramt udtryk i sit ellers kønne ansigt. Hun var tydeligvis ikke tilfreds med det. Men det måtte hun finde sig i, derfor nikkede jeg let til Annabell. Jeg fulgte let med hende, hen over den ujævne jord, mens vi gik hen til vores tasker, inden jeg lænede mig op af et af træerne og betragtede hende let.

     ”Hvad ville du tale med mig om?” Spurgte jeg så, da hun ikke kom med noget lige med et samme.

     ”Hvordan kunne du få dig selv til, at springe imod Jake på den måde? Han .. Han havde en pistol? Du kunne være død” Hun hviskede det nærmest, det virkede til, at hun havde tænkt den seance igennem en del gange, og jeg bed mig let i underlæben.

     ”Jeg kunne ikke have, at der skete dig noget. Det ville jeg ikke kunne bære,” sukkede jeg lavt til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...