På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3044Visninger
AA

33. Kapitel 32. Annabell

     ”Bliv her. Jeg kommer med ham så hurtigt som muligt, men jeg vil ikke kunne finde dig, hvis du ikke befinder dig her.” Charlie kiggede alvorligt på mig, og jeg kunne ikke gøre andet end forsigtigt at nikke. Selvom han ikke var mere end 14, hvilket også kunne ses på hans lange lemmer og drengede ansigt, så fremstod han så autoritær, at jeg ikke kunne gøre andet.

     ”Godt. Det hele skal nok gå Annabell”, sagde han med et kort opmuntrende smil, inden luftede flimrede omkring ham, og han var forsvundet.

Et stykke tid sad jeg bare og stirrede på stedet, han var forsvundet. Jeg fattede stadig ikke, hvordan han havde fået mig telepoteret herhen. Midt i al forvirringen med Erik og Jake, der rullede rundt på jorden, var jeg pludselig blevet grebet bagfra, hvilket fik mig til at panikke noget så groft. Det hjalp ikke spor, at det sidste jeg nåede at høre var to skud, inden jeg forsvandt fra stedet og landede her i udkanten af skoven, hvor træerne stod længere fra hinanden og jeg svagt kunne ane en mark med rapsblomster et stykke borte. Jeg var i første omgang flippet totalt ud og havde slået og sparket omkring mig, inden jeg opdagede, at det var Charlie. Minder fra tilbage på klinikken, hvor han havde været en lille skid, fik mit hysteri stoppet, så han kunne forklare sig.

Han og Travis havde lavet denne plan. Jeg var første led, og skulle bare af vejen så hurtigt som muligt. Jeg kendte ikke de andre led, men i hvert fald skulle det så ende med, at Erik også blev teleporteret herover, hvor det så end var, inden vi kunne fortsætte flugten. Alle sammen.

Problemet var bare, at et led i planen var, at jeg skulle sidde her og vente på, at de kom tilbage. Og det, der var problemet i det var, at jeg fik alt for meget tid til at tænke.

Følelsen af Jakes klamme hænder mod mig sad stadig i mig, og det hjalp langt fra på, at det eneste, jeg havde kunnet trække over mig, var hans trøje. Da tanken landede på den, gik der nærmest chok i mig, og jeg skyndte mig at få kæmpet mig ud af trøjen og smidt den så langt fra mig som muligt, mens tårerne igen begyndte at rinde ned af mine kinder, ukontrolleret. Min bh var halvflænset i stykker, men dækkede stadig, hvor den skulle, så jeg nægtede at tage den klamme trøje på igen. Knust faldt jeg næsten ned på den bløde skovbund igen, hvor jeg krøllede mig sammen til fosterstilling. 

Der var så mange ting, jeg overhovedet ikke kunne finde rundt i længere. Ikke nok med, at jeg var blevet krænket på det groveste og så var min hovedpine også blevet intens, da minder prøvede at komme frem, men det var kun brudstykker, der brød igennem og hver gang medførte det en forfærdelig smerte. Og ikke nok med det, så ville minderne ikke finde på plads og var bare forvirrende billeder i mit hoved.

Og så var der en tanke, der var begyndt at fylde mere og mere.

Jeg kunne ikke fatte, hvordan Erik bare sådan kunne springe imod Jake, da det jo var tydeligt, at det nok var noget af det dummeste, man kunne foretage sig. Selvfølgelig var jeg lettet over det, da de ultimatummer, der ellers var ikke ligefrem var noget at råbe hurra for, men alligevel så forstod jeg det ikke og med Jakes spydige bemærkninger var der en tanke, der var begyndt at finde ved til min bevidsthed.

Hvorfor havde Jake, og for den sags skyld også Leonora, betegnet os som kærester? Hvorfor havde Jake noget så kraftigt hentydet til, at hvad han nu end havde gang i med mig havde han ret til efter Erik havde fået det så mange gange? Og hvorfor var det noget, som jeg indtil nu bare havde accepteret uden at tænke videre over det?

Jeg lukkede fast øjnene sammen og krøllede mig om muligt endnu bedre sammen på den kølige jordbund. De halvrådne blade var ubehagelige mod min bare overkrop, men jeg ville under ingen omstændigheder tage den eneste ledige beklædningsgenstand på. Det kunne jeg bare ikke. Og på den anden side, så rørte kulden mig ikke længere på nogen måde, så jeg havde egentlig ikke brug for det, da jeg nu også var helt alene. Et lavt hulk undslap mig, mens jeg prøvede at få styr på alle mine forvirrende tanker.

Hvorfor blev jeg genstartet i første omgang? Hvorfor var Jake så hævngerrig, hvis det var det han var? Og hvorfor gav alt det med Erik både ingen og en hel del mening?

*

Jeg var hverken opmærksom på, at jeg var døset hen, eller hvor lang tid jeg var døset hen, inden jeg pludselig mærkede en kold hånd mod min bare skulder. Med det samme flyttede jeg mig brat fra det og stirrede vildt mod personen, der kun var svagt oplyst i solens sidste stråler. Det røde hår var dog ikke til at tage fejl af.

     ”Åh Gud, Erik!” gispede jeg nærmest, inden jeg kastede mig om halsen på ham, uden at tænke på noget som helst andet. Tårerne begyndte nu igen at trille ned af mine kinder, men der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det. Jeg var simpelthen så lettet.

Jeg kunne mærke, hvordan han kort faldt tilbage, inden hans arme lige så forsigtigt blev placeret rundt om mig, og jeg kunne mærke, at han begravede næsen i mit hår. Jeg indtog duften fra hans trøje, mens jeg prøvede at få mit hjerte til at falde til ro igen.

     ”Rolig, jeg er lige her. Vi er okay”, hviskede han mod mit hår, og det fik om muligt mine hulk til at komme hyppigere. For jeg ville jo så gerne give ham ret, men alligevel kunne jeg tydeligt mærke, hvordan der ikke var noget, der var okay inde i mig.

Han blev ved med at holde let om mig, men jeg kunne mærke, hvordan han fjernede hovedet fra mit hår, og dermed åbnede op for den boble, vi ellers lige var kommet i, og som jeg meget nødigt ville ud af lige foreløbig.

     ”Tag du tilbage og hvil ud. Vi bliver lige her til middag i morgen, inden vi begiver os videre. Hvis Travis og dig vil med, så kom inden.” Eriks stemme var beroligende, men den bevidnede også, at vi ikke var alene, hvilket jeg med det samme fik det dårligt ved. Jeg fjernede forsigtigt hovedet fra ham og kiggede mig tilbage, hvor jeg kunne se Charlie stå. Jeg kunne ikke tyde hans ansigtsudtryk, men han nikkede til Eriks ord.

     ”Du kan regne med os sir!” sagde han med yderst formel stemme og gjorde honnør, hvilket fik mig, uden min egentlig indvilgelse, til at fnise lavt. Det så også ud til, at det var meningen, for han blinkede til mig, inden han trådte et skridt tilbage.

     ”Prøv nu at få lidt søvn i nat”, sagde han drillende og blinkede kækt til os, inden han igen flimrede i luften og var væk. Hans optimistiske humør selv i denne situation fik mig til at smile, inden jeg vendte blikket mod Erik, som også så ud til more sig over det. Smilet på hans læber var dog trist, da han vendte blikket mod mig.

     ”Er du okay?” spurgte han lavt og fjernede den ene hånd fra mig, så han kunne stryge en hårtot væk fra mit syn. Jeg smilede trist, hvilket nok var svar nok i sig selv, for han lagde igen begge arme om mig og trak mig ind i sit beskyttende greb igen.

Jeg ved ikke, hvor længe vi sad sådan, inden han endnu en gang fjernede sig en smule, så han kunne kigge ned på mig. Jeg fjernede langsomt panden fra hans skulder, og kiggede op på ham. Han havde et alvorligt udtryk over sig, inden han langsomt slap mig, så jeg sad noget forladt, selvom han ikke var mere end en halv meter fra mig. Han lænede sig tilbage, og det var først nu, at jeg opdagede, at taskerne var kommet med.

     ”Vi hentede dem, inden vi teleporterede os herover”, forklarede han, som om han kunne vide, hvad jeg tænkte, inden han kort efter sig mod mig igen med en T-shirt i hånden. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til printet på den, da jeg forsigtigt tog imod den og trak den over hovedet.

     ”Var det ikke en, jeg gav dig en gang?” spurgte jeg lavt og noget forvirret, inden jeg løftede blikket mod ham. Han kiggede stadig indgående på mig, men kort kom der et oprigtigt smil over hans læber, inden det blev bekymret igen.

     ”Jo, det var det. Kunne du huske dagen?” spurgte han lavt, og tog armen ud for endnu en gang at trække mig ind til sig, noget, som jeg absolut ikke havde noget imod. Jeg lænede mig ind mod ham med et suk og lagde armene beskyttende om mig.

     ”Nej, desværre ikke. Jeg kunne bare huske, at jeg gav dig den, fordi den var et tegn på mod. Og du var den jeg kendte, der havde mest af det.” Et kort trist smil kom over mine læber, da jeg kiggede op på ham og blev mødt af hans gullige øjne, der ligeså studerede mig.

     ”Nemlig. Du gik meget op i en bestemt bogserie dengang, og derfor synes du, at jeg skulle have denne. Eller det var i hvert fald sådan, jeg forstod det.” Han sendte mig et kort oprigtigt smil. ”Men du kunne altså ikke huske dagen?” Han lød en anelse skuffet, og jeg kunne næsten ikke bære at ryste på hovedet, men det var det eneste, jeg kunne gøre for at sige sandheden. Jeg kunne ikke huske den. Jeg kunne bare huske, at jeg var noget spændt på at give ham den og håbede, at han ville forstå betydningen. Og det var det.   

Han sukkede næsten lydløst og vendte blikket fra mig. Jeg lod blikket glide over ham, og lagde nu mærke til det et hul i hans trøje, hvor blodet havde omkranset det. Det fik mig med det samme til at få store øjne.

     ”Vent, blev du ramt? Virkelig ramt?” Min stemme skælvede en anelse, da jeg greb fat i hans T-shirtærme og trak den op over skulderen på ham. På den anden side var der dog ikke andet end et svagt rødt mærke. Jeg vendte blikket mod ham og det triste smil var igen kommet frem på hans læber.

     ”Ja… Men Annya healede det med sine evner. Og nu vi snakker om healing…” Han slap let taget i mig for at kunne bore ned i sine bukselommer, hvor jeg så endnu mere blod ved et hul i hans bukser, men det havde Annya sikkert også healet. Hvordan måtte jeg finde ud af en anden dag. Men det var sikkert endnu et led i Travis’ og Charlies plan.

Han fandt endelig, hvad han havde brug for og fiskede et lille glas med en klar væske op af lommen, som han derefter rakte til mig.

     ”Her. Drik det, og så vil din fod være så god som ny i morgen”, sagde han med et smil og jeg tog forsigtigt imod glasset og trak proppen ud. Den duftede ikke af noget som helst, men jeg vidste ikke helt, om jeg turde stole på det. Men på den anden side, så ville Erik aldrig nogensinde give mig noget, der var farligt. Det var jeg næsten sikker på nu.

     ”Hvordan fandt du mig egentlig?” spurgte jeg med lav stemme, da jeg havde slugt væsken og rakt ham glasset tilbage. Han skævede til mig, inden han bed sig i læben.

     ”Jeg brugte min evne, og derefter fik jeg hjælp af Travis…” Han tøvede inden, han vendte blikket mod mig.

     ”Jeg er så ked af, at jeg lod den nar komme så meget som i nærheden af dig. Hvis der var noget, jeg kunne gøre om, så ville det være at…” Jeg stoppede ham ved at placere min pegefinger mod hans læber. Jeg brød mig overhovedet ikke om tanken om, hvad Jake var ved at gøre mod mig, men jeg ville ikke have, at Erik skulle føle skyldfølelse på nogen måde.

     ”Svar mig på”, spurgte jeg ham for at cutte ham af, ”hvorfor du ville gå så langt for at redde mig.” For han sprang jo imod Jake, mens han havde en pistol, hvilket jeg fandt utrolig modigt og utrolig dumdristigt. Han kiggede indgående på mig, og da han svarede kunne jeg mærke hans læber bevæge sig mod min finger.

     ”Der skal ikke ske dig noget. Nu har jeg endelig fået min bedste ven tilbage, og jeg vil ikke bare miste dig igen.” Måden han sagde det på var lige ved at få mig til at tro på det, men jeg kunne se en svag rødmen på hans kinder i det svage lys. Dette fik mig til at fortsætte.

     ”Hvad var det for en dag, jeg gav dig denne trøje?”

Jeg havde nemlig besluttet mig for, at jeg ville have svar på min fortid med Erik. Det var som om, der var noget, som alle andre vidste, men som han ikke ville fortælle mig. Hvorfor vidste jeg dog ikke, men nu ville jeg have svar.

Han virkede en smule forundret over spørgsmålet, men jeg kunne nu tydeligere ane rødmen på hans kinder. Jeg lod min finger glide fra læberne og på kinden i en langsom bevægelse.

     ”Hvorfor vil du have det at vide?” spurgte han og skævede til mig. Et skævt forsigtigt smil var dog kommet frem på hans læber, som om han virkelig håbede på, at jeg ville komme med det rigtige svar til det.

Jeg smilede let til ham og lænede mig lidt tættere på ham.

     ”Fordi…” hviskede jeg næsten, ”det er af min opfattelse, at du reddede mig, fordi du holder af mig.” Hans smil blev nu oprigtigt ægte og nok også en smule fåret, da han lod blikket lande mod mine øjne igen. Han svarede mig dog ikke, og så ud til at overveje en hel masse ting. Derfor tog jeg ordet igen.

     ”Hvilken dag var det, jeg gav dig denne trøje?” Hans øjne lå dybt i mine, og det var lige før, at jeg nærmest kunne se dagen genspillet i hans øjne, da han svarede mig.

     ”Den dag, hvor jeg fik mod til at spørge dig ud for første gang.” Hans stemme var helt lav og næsten kun en lav beroligende brummen, hvilket fik smilet til at komme frem på mine læber, da jeg lænede mig endnu tættere på ham.

     ”Det tænkte jeg nok”, hviskede jeg lavt, inden jeg kyssede ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...