På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3083Visninger
AA

32. Kapitel 31. Erik

Mit hoved dunkede af smerte, da jeg kom til mig selv, mine hænder var bundet, mens jeg lagde imod den kolde og mosbelagte skovbund. Jeg kneb øjnene sammen. Alt slørrede først, inden jeg endeligt fik fundet det rigtige fokus, og kunne se alt tydeligt for mine øjne. Den dundrende hovedpine kunne jeg dog ikke lige slippe af med, jeg forsøgte, at kæmpe mig op på benene, men hele min krop smertede, dog lykkedes det grundet min stædighed. Hvad fanden var der sket? Langsomt begyndte minderne at trille ind i mit indre.

     ”Annabell!” Hviskede jeg skrækslagen, inden jeg sprang på benene, og tumlede fremad på vaklende ben. Det var svært at finde balancen, men den kom dog hurtigt tilbage til mig igen.

Mit blik skød rundt i et forsøg på, at finde noget skarpt. Noget, som jeg kunne bruge til, at komme fri med. Rebet om mine håndled gnavede og stak i huden, det var ømt og ville helt klart efterlade nogle røde mærker, til trods for, at jeg var ganske muskuløs og veltrænet, så var jeg trods alt ikke uddødelig. Mit blik gled rundt, inden den faldt på min taske, og jeg med munden måtte åbne tasken op med besvær, men den var blevet tømt for våben.

     ”Fordømt!”

Jeg sukkede tungt, inden jeg satte mig tilbage. Mine gullige øjne skød rundt i et forsøg på at finde noget, et eller andet, som kunne benyttes. Bare noget skarpt, så ville jeg være godt tilfreds. Men intet faldt mig ind. Og dog, da jeg lige var ved at overveje om jeg blot skulle søge videre og prøve at finde dem, med hænderne bundet, ramte noget sollys noget, der glinsede på jorden. Mit hjerte sprang et slag. En kniv! De havde overset en kniv? Eller var den lagt bevidst til mig? Nej, det kunne ikke passe. Jake ville aldrig tillade det. Jeg fik famlet mig vej hen til kniven og fik med besvær vendt mig rundt og lænet mig tilbage, så kniven kunne falde op i min hånd, og jeg derved kunne begynde at skære rebet over. Det var besværligt, men det var det eneste jeg kunne gøre.

Mit ansigt fortrak sig i smerte, da knivens blade kort ramte min hud, da den formåede at skære igennem massen af reb. Jeg rømmede mig en anelse, og hev hænderne frem foran mig, og kiggede på skaden. Det var en lidt dyb flænge, men det måtte jeg leve med. Jeg kom hurtigt på benene og stak kniven i lommen, og søgte rundt efter andet. En enkelt pistol fandt jeg og bemærkede først nu, at jeg stadig havde enkelte våben på mig. Hvem end der havde våbenvisiteret mig, da jeg var gået ud, havde ikke gjort det særlig godt.

Tanken om Leonora, der havde forrådt mig kredsede i mit hoved. Alligevel kunne jeg ikke få det til at passe, nok hadede hun Annabell – Men hun ville da aldrig gøre det her imod mig? Nej, det kunne ikke være sandt. Mit hoved dunken, og jeg forsøgte at fortrænge det hele. Annabell. Jeg måtte finde hende.

Jeg søgte rundt efter tegn, eller andre former for spor af de andre, inden tanken om kniven kom til mig. Hvem havde den tilhørt? Annabell måske? Havde hun ikke en kniv? I hvert fald tog jeg kniven frem igen, og lod mine fingre glide over skaftet, inden jeg lod hånden trygge sig om den, og kneb øjnene sammen for, at få min evne til at aktivere.

Den tågede masse, fornemmelsen af stolthed, vrede og ikke mindst hævn, tørstede sindet, som jeg var endt i. Mit fokus faldt på pistolen foran mig, mens jeg dirrigerede med en eller anden. Det tog noget tid, inden jeg fangede den velkendte skikkelse af Annabell. ”I var sværrer at få fat på end forventet”, kom det over læberne – men det var ikke mine læber. Jeg kunne straks genkendte stemmen, der lød. Jake. Jake havde Annabell! Frygten i min egen krop meldte sig straks, inden jeg slap kniven.

Mit hjerte sprang ekstra slag, min puls og åndedrætsfrekvens var toppet. Nej! Det kunne ikke være sandt, han havde hende fanget i deres lejr, i et telt. Hvad kunne han ikke finde på at gøre ved hende? Mit blik skød rundt og jeg fangede hurtigt et spor, som jeg med det samme satte efter. Jeg måtte bare finde hende, og det kunne ikke få for langsomt.

*

Støj. Masser af støj. Det ramte hurtigt mine øre, og jeg vidste med det samme, at jeg havde ramt den rigtige lejr. Jeg søgte rundt i buskadset, og bemærkede i ny og næ, nogle af de kendte hoveder. De var alle sammen her. Selv Annya, som jeg så i ny og næ, hun rystede helt, hun var helt klart blevet tvunget med, for at sikre, at de andre ville kunne overleve, hvis der blev angreb.

Mit blik fangede Leonora, og jeg mærkede straks en vrede springe op. Hun sad bare, der på en stol og snakkede med Travis. Jeg knyttede mine hænder sammen, inden jeg bevægede mig tættere på. Jeg stoppede dog og sank ned bag en busk, da jeg så Jakes skikkelse, der marcherede hen over lejren og forsvandt ind i et telt med en skikkelse med på slæb. Jeg rynkede i panden. Vent, det var Annabell! Jeg mærkede vreden stige op i mit hoved, da det gik op for mig, at han forsvandt ind i teltet sammen med hende. Nok også et stik af jalouxi, men det var en anden sag og noget jeg forsøgte at skubbe til siden lige nu.

Jeg trådte straks et skridt frem, og en gren knækkede. Fuck. I en hurtig og diskret bevægelse, var jeg videre, men jeg kunne fornemme, at nogen i lejren havde opfanget det. Charlie og Travis, var i hvert fald allerede i fuld gang. Travis skubbede let til sine briller, inden han så sig tøvende rundt, jeg så ham løbe hen til telt med Jake og Annabell, inden jeg satte i løb og gemte mig i et buskads. Hvordan skulle jeg lige gribe det her an. Jeg begyndte, at sidde og planlægge. Jeg kunne ikke bekæmpe 18 forsøgskaniner, der alle var trænet i kamp alene. Det ville være fysisk umuligt.

     ”Erik” Hviskede en stemme lavmælt, og en anelse forfærdet. Det var Travis velkendte stemme, men jeg bed tænderne hårdt sammen og skævede rundt. Mit blik fangede ham endelig, han havde ingen våben på sig, da jeg analyserede hans krop. Hvad var det for noget?.

     ”Erik svar mig, jeg ved du er herude.” Hviskede han igen lavmælt.

Jeg tøvede. Nej, jeg kunne ikke give mig til kende, det måtte og skulle jeg ikke. Leonora forrådte mig, det ville jeg ikke lade ske igen. Ikke denne gang. De kunne narre mig en gang, men heller ikke mere. Selvom de var mine venner, så måtte det være sådan her.

     ”Satans også” Hørte jeg en brokke.

     ”Travis har du fundet ham?” Lød der en råben fra en af pigerne – Lea, var jeg ret sikker på var hendes navn, jeg havde faktisk aldrig snakket med hende, blot set hende til forsøgene.

     ”Nej, han er ingen steder at finde, jeg tror bare det var falsk alarm” Kom det fra Travis, alt imens han holdt sit blik imod mig, og jeg vidste, at han kunne se mig. Jeg mødte hans blik og stirrede på ham, mens jeg sad i busken, og han gav et let nik til mig, og trådte lidt videre. Inden han gik rundt om busken, og stoppede på den anden side af mig.

     ”Du bliver nød til, at gøre noget. Annabell og Jake er i telt 4 i midten, det gule. Han .. Han .. Han rører ved hende .. Det er .. Han bruger beskidte metoder .. Hvis Klinikken, har bedt ham om det, så følger jeg dem ikke længere. Du bliver nød til at stoppe det” Sagde han lavmælt, mens han ikke sendte et eneste blik til mig. Jeg mærkede vreden skyde igennem min krop.

     ”Den den ..” Jeg knyttede mine hænder hårdt sammen og fnøs af tanken om det. Den forræder, den usling. Han skulle få, som han fortjente. End ikke døden ville kunne rette op på det.

     ”Jeg afleder dem”

Jeg nikkede til hans ord.

     ”Og Erik .. Leonora havde intet med det her at gøre, hun vidste det ikke. Jake udnyttede, at hun stod på din side for at ødelægge dig .. Igen” Han gjorde et nik med hovedet, inden han satte i løb og piftede til de andre, for at hive dem med.

     ”Han er herovre!” Råbte Travis og løb videre, jeg hørte lyden af fødder der blev sat hurtigt imod jorden og da kysten endelig var klar, sprang jeg frem fra mit skjul og satte i løb imod teltet, hvor de to befandt sig i. Mit blik skød rundt og jeg mødte kort Annyas øjne, og hun gjorde et nik, inden jeg kunne se et diskret smil over hendes læber og hun pegede mod det gule telt, så forsvandt hun ellers igen.

Jeg trådte tættere på, og lyttede udenfor teltet.

     ”Slip mig! Stop Jake .. Stop!” Kom det klynkende fra Annabell igennem telte og det skar i mit, jeg rykkede lynlåsen op på teltet og greb fat i kragen på Jake og rykkede ham ud i et hurtigt ryk. Bukserne var allerede halvvejs nede om hans ankler og mine øjne var vrede – De var rasende og tydede på det raseri af dimensioner, der lå i mig.

Jakes blik var lysttigt og hoverende, mens latteren gled over hans læber, og han trak bukserne op omkring sig og lukkede dem sammen, inden jeg strøg den ene finger over mundvigen.

     ”Se hvem vi har her, det er prins charming, der kommer til undsætning. 5 minutter mere og du kan få hende tilbage loverboy” Hvislede han hånligt og hev sin pistol frem. Mit blik fæstnede sig imod ham. ”Endnu bedre, jeg kunne skyde dig på stedet. Ingen ville savne dig, og hvem kan bebrejde mig, at handle i selvforsvar imod den kære Erik, der ville forsvare sin kæreste”

     ”Du rør hende ikke, Jake!” Kom det arrigt fra mig af, og jeg kiggede kort ind i telte, hvor Annabell lå og hendes bukser var knappet op og hendes trøje var blevet rykket i stykker. Hun var hurtig til, at få lukket tøjet sammen og hive en trøje over sit hoved – som jeg formodede måtte være Jakes. Mit blik skød hurtigt tilbage på Jake.

     ”Så det gør jeg ikke?” Lo han hånligt og grotesk. ”Du kan ikke forsvare hende for evigt – Jeg skal nok få en bid af hende, ligesom du har fået så mange gange før, det er min tur”

     ”Hold din kæft!” Hvæste jeg og trådte frem. Han viftede straks med pistolen.

     ”Ah ah – Sådan foregår legen ikke, det er mig der har pistolen, vil du måske gerne se din lille prinsesses livløsekrop?” Han tippede hovedet på skrå, mens et slesk smil lå over hans læber. ”Eller måske endnu bedre, jeg kunne voldtage hende, mens du så det, uden at du kunne gøre det mindste ved det”

Det fik alt til at antænde sig inde i mig og jeg kastede kniven imod ham, og sprang imod ham. Ligeglad med den skide pistol – Dumt, ja. Skuddet lød og jeg mærkede smerten i min skulder. Heldigvis, havde jeg ramt ham inden med kniven, så hans ikke kunne sigte for smerten. Jeg sprang på ham, og forsøgte at vriste pistolen ud af hånden på ham, inden jeg fik skubbet den væk fra ham. Hånden blev hamret ned i jorden.

Den svage summen af smerte i min skulder, fik mig til at bide tænderne hårdt sammen, det skar i min krop og det var ikke just på nogen god måde. Jeg brød mig ikke om det overhovedet. At han så valgte at bore sin tommeltot ind i skudsåret fik et skrig af smerte til, at springe ud fra mig af.

Et gisp lød i nærheden, og jeg hørte en masse mennesker – sikkert de 17 andre – komme løbende imod os, mens vi fortsatte kampen, og jeg forsøgte at overfalde ham så godt som muligt. Pistolen var væk, og jeg vidste, at jeg stadig havde våben på mig, men det måtte Jake også have. Vi trillede et par gange omkring, inden han fik skubbet sig op og låste sine lår omkring mig, og sendte en knyttet næve imod mit ansigt, så det sprang til den anden side, og jeg derfor gispede både af smerte og af luftmangel, som jeg måtte hive efter at få.

     ”Erik!” Hørte jeg et gisp, som måtte tilfalde Leonora.

     ”Nej! I holder jer væk, det her er en sag mellem mig og ham,” hvæste Jake i et irriteret tonefald. Inden han sendte endnu en knyttet hånd imod mig, jeg rakte ud efter min kniv, men mine ben var for langt væk, og derfor kom jeg i tanke om pistolen.

     ”Annabell! Pistolen, skyd ham!”

     ”Jeg .. jeg kan ikke .. Slip mig!” Hørte jeg hende skrige.

Det fik mig til at samle nogle ekstra kræfter og jeg slyngede min næve imod ham og væltede os omkring, så vi endnu engang væltede rundt på jorden og var godt overdækket af jord, græs og andet skidt. Det måtte se noget tåbeligt ud – To halvstore teenage drenge der rullede rundt på jorden. Jeg sendte et slag imod Jake og endte med, at vriste mig løs inden jeg kom på benene og vaklede et par skridt tilbage. Hovedpinen var atter i mig, og mit syn slørede en anelse.

     ”Stop det! Jake og Erik! Det .. I kan ikke gøre det her” Kom det febrilsk fra sidelinjen af, jeg kunne ikke placere stemmen, så derfor forsvandt den. Jake kastede sig imod pistolen på jorden og jeg hev min egen frem fra baglommen, inden jeg kastede mig ned på jorden. Kuglen nåede at bore sig ind i mit lår, mens jeg skreg af smerten, og straks skød afsted imod Jake.

Der blev stille. Fuldstændig stille. Kun smerten var i mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...