På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3074Visninger
AA

31. Kapitel 30. Annabell

Jeg vred mig panisk i Jakes greb, men desværre var han for stærk. Jeg vidste, at det var for sent nu, men det gjorde dog ikke, at jeg stoppede med at kæmpe imod. Mine skrig på Erik var dog stoppet, da jeg var blevet trukket for langt væk, til at det ville være muligt for ham at høre mig. Jeg blev dog ved med at sparke og slå omkring mig, en Jake havde mig i et jerngreb, let løftet fra jorden.

     ”Såå, slap af… Vi skal jo ikke have, at du kommer til skade”, hvæsede han ved mit øre, inden en kold latter forlod ham. Det fik mig dog bare til at vride mig mere i hans greb, men der var intet, jeg kunne gøre.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg blev slæbt af sted, men pludselig blev der frit fra de mange træer og jeg blev slæbt ind i en lysning, hvor de havde slået lejr. Et enkelt ansigt tittede frem fra et af teltene ved lyden af de unge mennesker, der kom ind i lysningen og der genkendte jeg det med det samme. Annya. Minder om hendes helbredende evner efter træningsskader kom frem, men da hun skyndte at gemme sig inde i teltet blev mit håb slukket.

     ”Få lavet mad og det klar. Vi bliver her en dag mere, inden vi drager tilbage mod klinikken. Nu har vi jo fået, hvad vi kom efter.” Det sidste hvislede han til mig, og jeg prøvede at slå hovedet til siden for at få ham væk. Han klukkede bare lavt af mig og førte mig hen til et af teltene, hvor han smed mig ind. Jeg landede på min dårlige fod og ømmede mig, inden jeg fik stablet mig op på benene igen.

     ”Nå, nå, nå, det må jeg nok sige. I var sværere at få fat på end forventet”, kommenterede han, da han stod sådan i teltåbningen og stirrede ned på mig. Jeg knyttede hænder og bed tænderne sammen.

     ”Hvad har i gjort ved ham?” spurgte jeg med skælvende stemme, da jeg ikke brød mig om tanken om, at de havde gjort Erik noget. Jeg forstod stadig ikke, hvorfor han havde stolet på Leonora, da det jo nu var tydeliggjort, at man ikke kunne stole på hende. Men alligevel kunne jeg ikke være vred på ham. Det kunne jeg bare ikke.

Jake sendte mig et koldt smil, inden han trådte ud af åbningen og begyndte at lyne den til.

     ”Det kan du så passende overveje her”, pointerede han med et lumsk smil, inden teltet var lynet ned, og jeg var lukket inde. Jeg kunne høre, hvordan han beordrede Travis og Charlie, som var en af de yngre, til at holde vagt ved teltet. Det stoppede mig dog ikke i at humpe hen og linde på teltåbningen, så jeg blev mødt af synet af to par støvler.

     ”Hey, Travis!” hviskede jeg, selvom jeg vidste, at det var formålsløst. Han havde jo ikke haft noget problem med at gribe fat i Erik, og dette måtte jo så betyde, at han uden tvivl stadig troede på klinikken og dennes metoder. Alligevel kom et håb op i mig, da det ene par støvler trådte lidt væk, og jeg blev mødt af hans brillebærende ansigt.

     ”Jeg… må ikke snakke med dig”, hviskede han og lod blikket glide fra side til side. Hans lyse hår hang let ned foran det ene øje, og dette medførte at han kastede let med hovedet for at få det væk, hvilket ikke hjalp det mindste.

     ”Men hvad har i tænkt jer at gøre? Jeg har for Guds skyld ikke gjort noget!” Min stemme skælvede en smule, og jeg håbede, at det ville få ham til at få medlidenhed, men han gjorde ikke andet end at sende mig et tøvende blik, inden han rystede på hovedet.

     ”Du gik imod klinikken. Desværre, der er intet, jeg kan gøre ved det”, sagde han lavt, inden han rettede sig op igen og stillede sig foran teltet, efter at gave gennet mig ind i det igen med pistolen, han havde i hånden.

Jeg begyndte at søge efter andre mulige flugtudgange, men desværre så det ud til, at teltet var ret så sikret. Dugen var for tyk til at kradse sig ud af den, og der befandt sig ikke nogen skarpe genstande på nogen måde. Det eneste, der var herinde var faktisk bare to liggeunderlag og nogle tæpper, hvilket ikke ligefrem var så ideelle til en flugt på nogen måde.

     ”Er du klar til at overgive dig?” lød det sleskt fra teltåbningen og jeg vendte mig brat om, inden jeg kom på benene igen, selvom min fod nu nærmest smertede mere end det var godt.

Jeg fnøs af ham og sendte ham et dømmende blik, hvorefter jeg lagde armene over kors. Dette fik ham bare til at klukke hånligt, inden han trådte ind og greb min arm i et jerngreb. Han vidste ingen nåde og trak mig bare hårdt med ud af teltet igen, selvom det var tydeligt, at jeg ikke kunne støtte ordenligt på foden. Han trak mig ud midt på pladsen, hvor alle de andre sad og var i gang med at spise. Stilheden sank over forsamlingen, da Jake rømmede sig og alle blikkene blev vendt mod mig.

Da jeg lod blikket glide rundt, genkendte jeg flere af personerne. De kom lidt efter lidt, og jeg huskede episoder og ting med dem. Men dette blik, de havde i deres øjne, havde jeg på ingen måde regnet med. De så næsten lettede ud over, at jeg stod der, fanget. Enkelte så næsten sultne ud og betragtede mig med lumske smil, som jeg overhovedet ikke brød mig om.

     ”Vores mål er nået”, Jakes stemme flød over forsamlingen og nogle lød lettede, mens andre i stedet så ud til at få det endnu dårligere. Iblandt dem landede mit blik på Leonora, der sad ved siden af Travis. Da hendes blik ramte mit blev det kort hårdt, inden hun skød blikket væk. Jeg fnøs af hende, inden jeg blev rusket tilbage til Jakes enetale.

     ”… endelig har vi nået målet! Klinikken, som vi kender den, er reddet og alt vil nu igen blive godt igen! Vi har bevist, at vi kan gøre det, vi er her for. Lad os alle være stolte.” Han lød blikket glide rundt, inden han løftede let op i min arm, så jeg ømmede mig.

     ”Lad hende her være et bevis på, hvordan det går, hvis man ikke gør det ordenligt. Og der er vel ingen, der vil ende sådan?” Hans stemme var hånende, mens han ruskede i min arm, så jeg ømmede mig. De andre nikkede samtykkende, og jeg kunne ikke lade være med at hvæse, mens jeg igen prøvede at vride mig ud af hans greb.

     ”Leonora er den, der har gjort dette muligt for os! Hun er et oprigtigt bevis på, hvordan vi skal opføre os. Lad os alle hylde hende!” Dette fik en klappen til at forlade de andre, og de begyndte at gå hen for at klappe Leonora på ryggen, som sendte dem alle et stramt smil. Hendes blik gled kort hen på mig, men da hun så mit brændende blik gled det med det samme væk igen.

     ”Og så kommer du med mig”, hvislede Jake ved mit øre, inden han trak mig væk igen. Jeg begyndte nu igen at vride mig, i hans greb, men endnu en gang endte det bare med, at han greb fat rundt om mig og slæbte mig tilbage på teltet, hvor jeg endnu en gang blev smidt ind. Denne gang fulgte han dog med ind og lukkede teltåbningen efter sig, inden han sendte mig et grumt smil.

     ”Så har jeg dig her. Endelig.” Hans stemme var iskold, da han trådte hen mod mig. Ubevidst bakkede jeg tilbage fra ham, og da jeg ramte min dårlige fod, var jeg ved at falde på enden, men jeg fandt balancen igen.

     ”Du holder dig bare væk!” hvæsede jeg og tog armene op foran mig. Jeg bakkede tilbage i teltdugen, men den flyttede sig desværre ikke. Derfor stirrede jeg bare på ham med et brændende blik, da han kom tættere og tættere på, inden han greb fat i mine håndled og trak mig mod sig. Jeg prøvede dog på at holde mig så langt fra ham stadig.

     ”Hvad skulle stoppe mig? Du har ikke længere din lille kæreste til at beskytte dig”, hvislede han, og trak mig helt ind til sig i et hårdt ryk. Jeg hvæsede af ham og prøvede at slippe ud af hans jernhårde greb.

     ”Du kan ikke tillade dig, at..!” kommenterede jeg vredt, inden mine ben pludselig blev skubbet væk under mig og jeg landede på halebenet med en ømmen. Han skubbede mine arme ned, inden han satte sig overskrævs mig, mens han stirrede ondt på mig.

     ”Jeg kan tillade mig alt med dig. Du er en usling, en fejl.” Han lænede sig ned over mig, og jeg kunne begynde at tælle de små skægstubbe, der befandt sig på hans hage. Han vrede mine arme op over mig, så han kunne samle dem i en hånd, så jeg ikke havde nogen mulighed for at bruge min hænder, mens han stadig kunne tage sin ned og stryge mig over kinden med sin klamme håndflade.

Jeg prøvede at sparke ud med benene, for at få ham til at flytte sig, men han satte sig bare tungere på mine ben, så jeg ikke kunne gøre andet end at hvæse af ham.

     ”Tænk på, hvor længe jeg har ventet på dette? Tsk, du troede nok, at du kunne afvise mig for evigt, men glem det. Jeg får hvad jeg vil have”, hvislede han, og lænede sig helt ned for at lade sine klamme læber ramme mine. Jeg vred og drejede hovedet fra ham, men det så dog ikke ud til at irritere ham. Nærmere tværtimod. Han begyndte let at klukke, inden han lod sin frie hånd glide ned fra min kind og videre ned over halsen, før hans hånd kort forsvandt fra mig, inden jeg kunne mærke den ved bunden af min trøje.

     ”Slip mig!” hvæsede jeg højlydt og prøvede igen at vride mig ud af hans greb, men han tog om muligt endnu bedre fat i mine håndled, inden han lod sin anden hånd glide ind under min trøje. Jeg brød mig overhovedet ikke om situationen og kunne mærke, hvordan panikken skød op igennem mig, da hans hånd skød længere op, og han begyndte at gramse på mit bryst.

     ”Slip mig!” hvæsede jeg højere, men han brummede bare og lænede sig igen helt ned over mig, mens han prøvede at fange mine læber med sine.

     ”Hey, Jake, der er noget, der…” Stemmen fik bevægelserne fra ham til at stoppe, men min vriden blev om muligt endnu mere intense, mens jeg kunne mærke, hvordan tårerne begyndte at glide ud af mine øjne over krænkelsen. Da jeg vendte blikket mod udgangen, kunne jeg se Travis stå i teltåbningen noget overrasket.

     ”Hjælp mig!” hviskede jeg en anelse panisk og prøvede stadig at vride mig ud af grebet. Travis blik landede på mig, og jeg kunne se noget, der mindede om væmmelse og medlidenhed samtidig, inden han rømmede sig.

     ”Kom til sagen. Jeg er optaget”, hvislede Jake, og jeg vred mig endnu mere, da jeg ikke brød mig om det. Han havde stadig ikke flyttet sin hånd fra under min bluse.

     ”Det.. Der er… Ikke noget.” Travis så ikke ud til at kunne bestemme sig, men til sidst fik han et hårdt udtryk.

     ”Så lad os være i fred”, brummede Jake, og vendte blikket tilbage mod mig, da Travis forsvandt ud af åbningen igen. Hans ansigt brød ud i et grufult smil.

     ”Så er det bare os to”, hvislede han, inden han lænede sig ned over mig igen, og blokerede for mit skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...