På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3085Visninger
AA

4. Kapitel 3. Erik

Det hele føltes, som et stort kaos i mit hoved. Lige siden episoden med Annabell, hun var blevet genstartet og var endda startet på min skole. Jeg lå i min seng og stirrede i blinde op i loftet. Der var stadig et par minutter til, at jeg skulle til at komme i omdrejninger og have gjort mig klar til skole. Vækkeuret havde slet ikke givet et kald fra sig endnu, men jeg vidste, at det kunne ske hvert øjeblik. Jeg havde haft mange søvnløse nætter her på det seneste. Om det var episoden med Annabell, eller selve hendes genstartning, ville jeg ikke kunne afgøre, det var i hvert fald sådan det var og det drev mig langsomt til vanvid.

Tanken om den korte samtale dagen før, det var kommet som et chok for mig. De havde givet hende et nyt navn, en ny familie. Hvorfor havde de gjort så meget ud af det? Men jeg kendte jo godt svaret. Hun vidste for meget. Alt for meget til, at de ville risikere det. De ville ikke opdages. Alle på klinikken, både arbejdere og forsøgskaninerne - som jeg var en af, vidste at det var et hemmeligt projekt, som skulle forestille, at arbejde på noget andet udadtil, mens det var staten der sørgede for at projektet blev ved med at forløbe. Alle de dosiser, der var blevet givet gennem tiden, i et forsøg på, at gøre os perfekte. Sørge for, at vi blev de perfekte soldater, det var dagsordenen for dem. Trangen til at snakke med hende var stor, men jeg havde fået forbud imod det - Når nogen blev genstartet, så måtte man ikke tale til dem igen. Det var anden gang, der skete en genstartning på klinikken. Sidst var en lille dreng på 9 år, men ham huskede jeg ikke engang navnet på længere. Selvom jeg brød det i går, så kunne jeg ikke lade være med, at tænke på hende. Jeg savnede, at omgås hende, snakke med hende og være sammen med hende.

Lyden af vækkeuret fangede min interesse og jeg slog den fra med et suk, inden jeg hoppede ud af sengen og strakte min dovne og søvndyssende krop. Hånden kørte rundt i det røde hår, inden jeg trak i tøjet og smuttede nedenunder til resten af familien.

     ”Godmorgen min dreng,” lød det kærligt fra min mor. Jeg sendte hende det sædvanlig venlige smil og så på hende.

     ”Godmorgen mor” Brummede jeg, ligesom jeg havde gjort så mange gange morgener før. Det var stortset altid den samme rutine vi kørte, hver morgen. Far var sjældent hjemme. Så det var som hovedregel altid mig og mor.

Stilheden rungede. Det havde den gjort lige siden alt det med Annabel skete. Der var stadig kaos på klinikken, eller faciliteten som min mor havde for vane at kalde det, så det var ikke underligt, at der var en mærkelig stemning hjemme hos os. Selvfølgelig ville de ikke fortælle, hvad det var der foregik, det må vi aldrig vide - Ikke udover, at vi engang skal blive soldater. Perfekte soldater. Det er ikke tilladt at stille spørgsmål til deres metoder. Men nu var jeg også bare en af de 20 testkaniner på denne klinik. Annabell var også en af dem, men de havde taget hende af programmet, efter hendes melt-down, som de havde kategoriseret det som, så måtte hun ikke få kendskab til evnerne og skulle derfor hele tiden ind på klinikken. Den eneste grund til, at jeg havde fået det her afvide, var fordi jeg havde plaget mine forældre. Hvilket allerede der tydede på, at der var et brud på traktaten. Noget vi ikke talte om ellers.

     ”Hvad grubler du sådan over her til morgen? Spis nu din mad, ellers kommer du forsent i skole” Sagde hun med et mildt og kærligt blik. Jeg så op på hende og trak let på skulderne.

     ”Jeg er bare træt, det er ikke noget” Forklarede jeg med en rolig stemme, som jeg efterhånden var blevet ret god til, inden jeg begyndte, at spise af morgenmaden, så jeg kunne komme videre hen på skolen.

*

Det ringede ud fra time, og jeg begyndte, at lukke bøgerne sammen og stable dem ovenpå hinanden. Inden jeg skubbede stolen tilbage og rejste mig op. Mit blik gled kort rundt - Skimmede hele lokalet. Inden jeg trak ubevidst på skulderne og begyndte, at gå afsted imellem bordene, hvor jeg pludseligt, var lige ved, at ramle ind i en af pigerne - Amy, dog nåede jeg lige akkurat, at gribe hendes bog, som jeg kom til, at slå ud af hånden på hende.

     ”Undskyld!” Var jeg hurtig til, at udstøde for at undgå, at komme i kambolage med hende.

     ”Se dig dog for din klodsmajor!” Fnyste hun, inden hendes blik gled rundt - det var hadfuldt og fuld af vrede. Hun så ind i mine øjne, og straks blev blikket midlet. ”Undskyld, jeg så ikke det var dig Erik.” Mumlede hun så og så lidt forlegen ud.

     ”Rolig, jeg dør ikke af det der. Dårlig dag?” Spurgte jeg med et skævt smil over læben. Hun nikkede, inden hun tog imod sin bog og hurtigt forduftede med nogle af de andre piger. Jeg rystede blot på hovedet. Inden jeg fortsatte ud af døren.

     ”Hey Erik! Vent lige på mig”, lød den velkendte drengede stemme bag mig, som fik et smil til, at springe frem på mine læber. Jeg stoppede mine bevægelser i døren, og så mig over skulderen, mens jeg ventede på ham.

     ”Skal du med til festen på fredag?” Spurgte Jason straks, da han nåede hen til mig. Jeg kunne ikke lade være med, at få et smil på læben, mens jeg så på ham. Typisk ham, at komme med sådan en bemærkning lige nu. Det var næsten det eneste han talte om. Fester. Når ja, også lige piger.

     ”Hvilken fest er det denne gang, du vil forsøge at lokke mig med til?” Spurgte jeg og kunne ikke holde en let latter tilbage, mens smilet bredte sig over mine læber. Vi bevægede os ud på gangen og ned af den, igennem den store mylder af mennesker, uden at tænke yderligere over det.

     ”Tvillingerne holder fest, hele årgang er vist inviteret, du har sku da også fået en invitation, så det ved du jo godt” Han rystede på hovedet og jeg kunne ikke lade være med at smile let, mens vi gik ned af gangen, og stoppede op ved vores skabe.

     ”Nu må vi se,” sagde jeg med et træk på skulderne. Festerne sagde mig ikke rigtigt noget, desuden var det ikke særlig tit, at jeg overhovedet kunne eller måtte komme til pga. de mange forsøg, jeg skulle igennem til tider.

Jeg rystede, derfor let på hovedet, mens jeg satte bøgerne ind i skabet og trak næste times bog ud af den, mens jeg kort lode blikket glide hen over gangen. Det gav et sæt i mig, da Jason pludseligt stod ved siden af mig igen.

     ”Shit, hvad laver du?” Udbrød jeg med en hovedrysten og et let grin over læben. Det var da ligegodt utroligt. Jeg måtte snart begynde, at bruge mine evne her også, så jeg ikke ville blive overrasket på den måde.

     ”Vi skal til time, er du med eller hvad?” Smågrinte han og jeg rullede med øjnene af ham. Nar, jeg daskede ham over skulderen, inden jeg skubbede lågen til mit skab i, og rystede på hovedet. Derefter satte jeg i bevægelse imod undervisningen. Det havde godt nok ikke ringet ind endnu, men det gjorde det jo sikkert snart.

     ”Psst..” Jason lænede sig tæt ind til mig, og jeg hævede et øjenbryn af det.

     ”Hvad laver du?” Mumlede jeg med undren i stemmen.

     ”Har du lagt mærke til, at der en tøs der følger efter os?” Brummede han med et smil over læben, jeg rynkede i panden og straks lod jeg blikket glide over skulderne.

     ”Det er da bare tilfældigt” Mumlede jeg, inden jeg genkendte skikkelsen.

Annabell. Hun listede rundt og gemte sig, sprang frem og tilbage, det var tydeligt hun følger efter. Men hvorfor? Hun måtte have set sig lun på Jason, ligesom alle andre piger på denne skole. Jeg bed tænderne hårdt sammen. Hvorefter jeg straks mærkede et stik i min krop. Hold det væk! Mindede jeg mig selv om, inden jeg smækkede paraderne op, som jeg havde kæmpet med i længere tid.

     ”Helt sikkert. Har du overvejet, at hun har gjort sådan der hele dagen og dagen i går også?” Gled det over hans læber med et grin.

     ”Øh hvad?” Udbrød jeg overrasket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...